Plads til alle?

I meget af den debat der har hersket om hvor vidt Ungdomshuset burde eksistere var essensen af argumenterne pro-Ungdomshus, at det husede ”skæve eksistenser”, de anderledes, de mærkelige, subkulturerne, og generelt folk der afviger fra normaliteten. Mange unge, der har følt sig udstødt og forkert i det samfund de kom fra, har måske fundet fred og accept med at være dem de er, i Ungdomshuset. Og det er jo herligt nok. Jeg støtter i høj grad friheden til forskellighed. Men i hvor høj grad, er den frihed? For selv Ungdomshuset (og andre væresteder, der proklamerer at tiltrække ”alternative”) har vel grænser for hvor frie man må være? Og nu er det så, at jeg kommer med én af mine langt ude hypoteser, som alligevel er interessant nok at bruge som tankeeksperiment i ønsket om at udfordre de sociale konventioner.
Hypotese: Hans Berthel er anderledes. Han er i hvert fald anderledes opdraget. Han er en ung dreng med lutter gode hensigter. Modsat andre unge, er han dog lidt anderledes opdraget. I stedet for at trykke folk i hånden, når han høfligt skal sige goddag til folk, er han opdraget til at tisse på folk. For ham er det et symbol på respekt og anerkendelse til den man hilser på.
Hans Berthel er på det punkt derfor meget anderledes. Ville han, i Ungdomshuset (eller for den sags skyld, andre steder, der gerne skulle huse de ”anderledes”) blive accepteret med sin specielle form for høflige gestus? Ville folk lade sig tisse på, af ham, nu hvor det er en handling af høflighed? Det er vel de færreste, der ville klage over at blive trykket i hånden.
Så er der plads til dem der virkelig ER anderledes? Er det/de anderledes, som vi opfatter dem, egentlig ikke stadig inden for nogle rammer af normalitet?