Roskilde Festival 2004

Jeg fandt lige nedenstående frem fra gemmerne. De fleste år, jeg har været på festival, er det min ambition dokumentere alle de oplevelser og indtryk man får. Tit ender jeg med at opgive, da det simpelthen er umuligt at huske alt. Der er kronisk impression overload, og det er umuligt at huske en hel uges oplevelser, medmindre man hele tiden er bevæbnet med en notesblok og/eller mulighed for at komme til tasterne og få afløb.
Nedenstående er et ufærdigt produkt, der aldrig er nået længere end til end en ufærdig kladdestatus. Trods dette kan det for nogen måske være meget sjovt at læse. I det mindste som en forsmag på begivenheden der går løs om få dage.

Roskilde Festival 04-dagbog i ukronologisk orden.

Søndag morgen kl. 7.44 stillede undertegnede + veninde sig i kø til Roskilde Festival 2004 ved indgang vest. Hvis man havde haft en bærbar pc med DVD-drev med og et eksemplar af ”Kongen vender tilbage”, ville man snildt kunne have nået at se den i ventetiden.
Så altså, lidt over 3 timer senere var vi inden for murene, og hookede up med resten af vores lejrcrew som havde reserveret plads i område E.
Telte blev slået op, pavillion lige så, og de første øller blev hældt indenbords. Vores pavillion var i et omfang som sikkerhedsvagterne i de orange veste ikke kunne godtage, hvilket medførte en del kontroverser med disse. Vi måtte dog, efter lange diplomatiske forhandlinger bøje os for regulatorerne, og reducerede vores 9*3 meter pavillion til en 3*3 meter. En hvid pavillion står ikke hvid ret længe på en festival, og inden længe var der gang i sprittudserne. Folk battlede om hvem der kunne komme på det bedste rim i forhold til Øst og Vest, hvilket bl.a. udmøntede sig i kampråbet ”Lemlæst og kvæst – folk i orange vest”.

En fyr i lejren havde fået den kvikke ide at medbringe en vandpipe. Noget der skulle vise sig at være noget af et hit. Den blev der røget mangt en æbletobak på gennem ugen.
Senere på aftenen skulle det danske landshold op og forsvare Dannebrog i EM-kvartfinalekampen mod Tjekkiet. Denne blev vist på storskærmen placeret ved campingscenen (som de i år havde placeret i det østligste øst, hvilket resulterede i en mindre maraton for at komme derhen), og der var sort af folk (eller skulle man sige rødt/hvidt?). Det gad vi ikke, så efter 5 minutter besluttede vi os for at returnere til lejren og i stedet høre kampen på radio. En frustrerende oplevelse må man sige, da radiokommentatoren laver det vildeste crescendohyl hver eneste gang bolden bare er tilnærmelsesvis straffesparksfeltet. Danmark taber 3-0.

De efterfølgende tre dage gik med nedtælling til torsdagen. Pavilliondugen fik flere kreationer, og lidt tags blev det også til. ”Ingeniøren” ankommer om mandagen, og med sig har han en tønde som vi graver ned i jorden og bruger til ølkøler. Jeg tror dette er den første festival, hvor jeg ikke har drukket lunkne eller varme øl. Det kedelige vejr havde dog også en gavnlig effekt.
På den medbragte ghettoblaster udsættes vi ”normale” med harsh EBM, powernoise og andre fancy og innovative musikgenrer. Alt styret af gothpunkeren Rasmus. Når han ikke er til stede, tunes der ind på festivalradioen, da cd-afspilning sluger batterier alt for hurtigt.
Roskilde Festivalen må være besøgt af en masse uartige fødselarer, for vejret er slet ikke med os i denne uge. Stort set hver dag er der overskyet og byger. Onsdag tager vi en lille tur til Roskilde, hvor jeg efter at være gået forgæves i op til flere skobutikker lander i en Sportsmaster, hvor jeg erhverver mig et par gummistøvler. En investering, der skulle vise sig at være årets bedste.

Campingscenen er stedet hvor unge og up-and-coming-bands får chancen for at komme ud med deres musik til et bredere publikum. På grund af mudderet er det ikke lige der vi tilbringer allermest tid. Men et par enkelte bands får da lige lidt opmærksomhed. Bla. Livedrum’n’bass-bandet Fukt med en hookline-råbende frontfigur, der får publikum til at synge og danse med i smatten foran scenen. Det er særdeles opløftende at opleve noget energisk livemusik efter det tunge regnvejr.

Lejren begynder som dagene går så småt at tage form som en losseplads. Smadrede cd’er, øldåser, madrester, vandpibegrej, smeltet smør, papkrus etc etc. gør det som gulv på det lille areal. Der investeres i en ny pavillion som stilles i den modige normalhøjde (en erfaren festivalgænger ville uden tvivl sige, at dette er pavillionselvmord pga. den stærke blæst der altid er), men som viser sig at overleve. Endvidere stilles den under en meter fra den halvhøje, og efterhånden ramponerede pavillion, hvilket dog ikke udløser løftede pegefingre fra appelsinparasollerne (kælenavn for de orangeklædte vagter).

Som tiden går, og kedsomheden udfordres, finder flere kreative sjæle frem til små lege og gags. En ting er svenskerfælden, som består af et gravet hul med en lap pavilliondug henover. Dette er desværre for åbenlyst så der er ingen der falder for den. En ting er katapulten som ”Ingeniøren” står for. Den skyder jord, øldåser og andet godt efter stakkels forbipasserende. Endelig er der så slalombanen som består af en del brækkede pavillionstænger, og som vi udfordrer alle de passerende om at løbe igennem.

Nogle unge nordmænd har småt med penge på lommen, men i stedet for at samle flasker, har det fundet på en anden ide. De tilbyder hovedmassage for et beskedent beløb. Den ene gut er under uddannelse som fysioterapeut så han kan sit kram. For 15 kr. får man ca. 20 minutters ren nydelse på arme, hænder, i nakke og ansigt. Ikke dårligt efter mange myosefremkaldende nætter i et lille telt hvor man sover dårligt.

Torsdag åbner ballet, og vi vælter ind på pladsen hvor planen er at vi skal høre Orange Scene-åbneren Mnemic. Et dansk band der spiller en avanceret form for metal. De går på, og med en påtaget hård, men poppet udseende forsanger skriger han sig igennem koncerten. Han skriger også mellem numrene, som jeg tolker lidt som en form for nervøsitet.
Kort før koncerten så vi Anja et-eller-andet fra DR2’s ”Musikprogrammet” i et funky gult sæt regntøj. De var ved at optage, og hvis man er heldig kan man måske se undertegnede og Peter i baggrunden som et par kåde teenagere der aldrig har set et kamera før. Linselus bliver vi igen kort efter, da vi vender snuden mod Odeon for at headbange lidt mere. Denne gang til Hatebreed. Efter indtagelse af lidt aftenføde får vi øje på et kamerahold fra TV2 Lorry. Endnu en gang går vi i barndom og fjoller lidt rundt bag den udsendte reporter. Jeg minder mig selv om, at jeg skal ringe til min mor, så hun kan optage Lorry de næste dage. Samtidig tikker der en sms ind fra en af mine venner, der kalder mig skærmtrold. I et par sekunder fatter jeg hat af hvad han snakker om, indtil det går op for mig, at Lorry sender direkte. Damn, og så nåede man ikke en gang at frisere sig!

Senere er det så tid til et af de store hovednavne, både sådan rent kvantitativt, men også personligt. Det er nemlig Korn, der skal levere lidt hård rock til masserne foran Orange Scene ved 22-tiden. Jeg har alle deres albums, men numrene er alligevel ret ens, og teksterne kan jeg ikke lige helt huske, kun lige omkvædende. Mest af alt venter vi på deres seneste single (”You’ll want a single”) som er blevet et slags anthem i vores lejr (nok mest pga. den brutale brug af f-ordet). Den kommer så til allersidst. Lidt en kliche at afslutte med det nyeste hit, men det var en fed forløsning på en fed koncert.