Roskilde Festival 2005 - #3

Deadline for dette blog-indlæg var inden at det færdige program blev offentliggjort. Derfor tages der forbehold for eventuelle ændringer og ikke-dato-satte bands.

Søndag
Søndag er altid lidt stenet. Folk er så småt begyndt at pakke sammen, og nogle er rent mentalt taget hjem. Håber da, at jeg ikke er alt for smadret, for søndagene står i min hukommelse, som en af de bedste dage. Både musikmæssigt, men også atmosfæren. Der gøres status, stemningen er mere afslappet, man får i fællesskab sagt farvel til endnu en uge, der vil printe sig dybt ind i den del af hukommelsen, der lagrer de gode minder.
Har lyttet lidt til britiske Bloc Party. Utrætteligt og innovativt rock, der er meget utraditionelt i forhold til den gængse britiske rockmusik. Efter sigende et band, der ridder på en bølge af engelsk musik, vi vil høre mere til i fremtiden.
Bandet opvarmede i øvrigt for Interpol, da de spillede i DK sidste år, og som jeg ikke så, da jeg ikke kendte dem. Det er der dog rådet bod på siden hen. Er blevet lidt forelsket i deres stil. Meget stemningspræget og unik.
Mars Volta snakker alle mine musikvenner om. Ved egentlig ikke hvad the fuzz er about, men nu er de da krydset af.

Et par stykker kunne jeg ikke lige finde spilledatoen på:
The Dresden Dolls er jeg blevet bekendt ved, da jeg så, at de opvarmede for Nine Inch Nails (som desværre ikke kommer til Roskilde :-(). Genremæssigt er der stor forskel på disse bands, da de tyske dukker spiller noget pusseløjerligt musik, der mest af alt minder mig om kabaret. Kender ikke lige de rette begreber til denne form for musik, men det er egentlig også lige meget. Det lyder sjovt, frækt, fængende, og et godt bud på et alternativ til al den gængse guitarorienterede musik, jeg har tænkt mig at høre.
Jimmy Eat World – amerikansk collegerock eller noget i den stil, og kender et par stykker der er nede med dem.
I år joiner min gamle højskoleven Jakob Edut mig. Han graver alt, der er bare det mindste beslægtet med Guns N’ Roses, og derfor også Velvet Revolver. Har fået ham til at skrive et par ord om bandet:
"Rytmegruppen fra "verdens farligste band", Guns N' Roses, møder den tidligere Stone Temple Pilots sanger Scott Weiland - end sjæl så fucked up at hans lyrik og optræden partout bider sig fast under huden på dig. Som et eksprestog med 160 i timen, hamrer gruppen højpotent rock n' roll ud over scenekanten, i et powershow hvor læderbukser, Jack Daniel's og biker boots får en kærkommen renæssance. Når spade-guruen Slash lader Les Paulen græde som vi kender det fra ”Sweet child O' mine”, eller brøle arrigt som i ”Paradise City”, er der lagt op til en omend nostalgisk men også REAL rockkoncert på årets Roskilde"

Jeg ved det godt, jeg er måske lidt forudsigelig i min smag. Det kan Mikael Simpson evt. ændre på med hans flødelækre blanding af elektronisk gejl og melodiøs sang.
Jamie Cullum er en ung pianistbrite, der spiller noget poppet jazz af en art. Blandt andet med coverversioner af Hendrix og Radiohead(!). Som min fætter Morten meget fint illustrerede det, så er hans musik oplagt til en eftermiddag i solen foran en af de små scener. Man sidder lidt udenfor, med solbrillerne på, hovedet i skødet på en dejlig person af det modsatte køn, og en kølig fadøl.
Snoop Dogg hørte jeg en del i 1993/94. Det var inden han havde været til numerolog og stadig hed Doggy til mellemnavn og var ude med albummet ”Doggystyle”. Siden hen har han vist udgivet en trilliard nye ting, og medvirket på samtlige andre amerikanske gangsterrapperes projekter, hvilket jeg har opgivet at følge med i. Desuden var det den æra, hvor jeg switchede fra rap og eurodance til amerikansk tråd a la Rage Against The Machine, Alice In Chains, Green Day og Offspring og hvad Barometeret bød på. Og så holdt det jo ikke at kunne lide rap, da det fucker ens identitet op, og man har svært ved at forsvare hvilken bås man hører til.

Ses om et par dage!