Designermøbler

Forleden dag, da det sjaskede ned, gik jeg mig en tur i min ensomhed. Jeg var i området omkring Bredgade, hvor det vrimler med fine og eksklusive forretninger. Fred være med det, men da jeg passerede en møbelforretning blev jeg alligevel nysgerrig. For hvad kostede en stol, der er i mine øjne lignede en ganske almindelig dødelig stol? Hvis jeg havde drukket kaffe, ville jeg højst sandsynligt fået den galt i halsen, da jeg så prisen. Men jeg drak ikke kaffe, så jeg nøjedes med at udtrykke et gennemført forarget ”hrmmf”, som nok kun jeg selv hørte.

Kan ikke huske de eksakte priser, men tror ikke jeg overdriver, når en eller anden skaldet stol til spisebordet lå i 10.000 kr-klassen, og en fodskammel til omkring 5.000. Til sådan en pris, ville jeg da slet ikke turde have nogen til at lægge deres sure fødder op på den.
Ja, jeg var rystet, som man nok kan læse mellem linierne her. Rystet og uforstående. For hvad kan gøre så simpelt udseende møbler fortjent til at være så ekstremt dyre? For de virkede da ikke til at have noget ekstraordinært at byde på. Hvis der ved tryk på en knap var mulighed for at konvertere møblerne til et Batmobil-lignende køretøjer, eller hvis der var indbygget softice-maskiner var det en anden sag. Men det tror jeg nu ikke der var.
Kendere, eksperter og feinschmeckere ville sikkert argumentere for at det var god kvalitet, at det var en anerkendt designer (her Arne Jacobsen). Men hey, en kvalitetstol behøver vel ikke koste det samme som jeg får udbetalt i SU på et ½ år? Og hvorfor er det vigtigt, at det er Arne J, der står bag? Det er det sgu’ lige meget hvor grim møblet er, så længe man kan sige, at det er Arne der står bag. Så er man respekteret blandt kendere, der er af en eller grund, syntes at AJ er topdollar. Men den kæmpe fascination må jo stamme et eller andet sted fra? Eller er det lidt henad massepsykose eller Kejserens nye Klæder? Eller var det mon fordi at AJ gemte guld inde i betrækket på sine stole, så de dermed steg i værdi?

Har netop læst på en nyhedsside, at flere og flere køber kopier af designermøbler, uden at kunne se forskel. Så kan de sgu’ lære det, kan man fristes til at sige.

Og hvis man alligevel har tænkt sig at smide penge ud af vinduet, kunne man vel lige så godt gøre det ud af et fly-vindue ud over et 3. verdensland.

Nu er jeg godt nok en fattig studerende med konstant tryk på kassekreditten og uden forstand på feinschmekning, men tillader mig alligevel at undre mig. Hvad får folk til at bruge så mange penge på noget så dyrt, der sagtens kan være billigere? Har måske også misforstået et eller andet…?