Niarn-koncert og lidt betragtninger om subkulturer

I torsdags var jeg for 5. gang inden for en måneds tid til koncert. Hvor det primært har været hårde guitarbaserede bands, der har suppleret og overdøvet mine indre stemmer, skulle jeg denne gang overvære musik af en lidt anden genre. Ikke een for mig ukendt genre, men ikke lige den foretrukne at se live. Det var da også kun fordi at fru Fortuna havde været flink og fået skrevet mig i døren til Pumpehuset.
Hovednavnet var den danske rapper Niarn, der har fået et mindre kommercielt gennembrud på det seneste. Med en rapstil, der i mine øjne nok mest af alt minder om rappere som L.O.C., Jokeren, Clemens, Suspekt og den slags hårde drenge. Men jeg ville ikke dømme på forhånd, da jeg kun kendte manden gennem et enkelt radiohit og et par interviews i aviser. Så jeg tog til koncerten med relativt åbent sind.

De sidste koncerter jeg har været til har været Red Warszawa, Hocico, Slipknot og Machine Head. Et af de interessante aspekter ved at gå til koncerter, er at observere publikum. For det er klart at man kan se en tendens, en rød tråd, blandt bandets/genrens fans. Groft generaliserende, kan man sammenligne "primær"-publikummet fra RW, Slipknot og MH-koncerterne. Den stereotype gænger til disse koncerter er en gut i slutningen af teenageårene. Han har uglet semi-langt hår (det har alle hans venner også) a la hårmoden i fx. "Vil du se min smukke navle". Han er et glimrende eksempel på retromåde, selv om han måske ikke er bevidst om det. På sin spinkle overkrop bærer han enten en sort band-t-shirt eller hættetrøje med navne som Slipknot, Korn og Marilyn Manson (ligesom hans venner). En lidt mere sofistikeret version af denne stereotype vil bære fx. en Nine Inch Nails eller TOOL-t-shirt. En lidt ældre version af stereotypen vil muligvis havet udskiftet de lange lokker med en lige så heavy-agtig buzzcuttet fritz. På armene kan man se optegninger til en hård tribal tatovering (som alle hans venner også har).

Lidt anderledes er målgruppen for det Mexicanske industrial/EBM-band Hocico, som jeg ikke lige kendte, men blev overtalt af drengene til at komme med ind og se. Det var et Club Metropolis-arrangement, der tiltrækker mange ”goth-typer”. Den gennemsnitlige tilskuer til denne koncert, er farvet sorthåret (ligesom alle sine venner), hans hår er muligvis touperet a la Robert Smith fra The Cure. Han har makeup, eyeliner, læbestift og neglelak på. Tøjet er gerne stramt, anderledes, æstetisk og sort.

Nå, men det var lige et lille sidespor med lidt subkultursociologi. Det fører frem til den event jeg prøvede at beskrive. Nemlig Niarn-koncerten. For her var publikummet lidt anderledes. Niarn er som sagt blevet lidt kommerciel med hans radio/Boogie-airplay, hvorfor han henvender sig til et lidt bredere publikum. Derfor var der til koncerten en meget blandet landhandel. Primært var det dog buzzcuttede eller kasketbærende ungersvende der prægede billedet. Mange med smarte farverige fodbold- eller baskettrøjer. Halskæder, armbånd og andet lir er heller ikke et ukendt fænomen. Også her ser man hårdkogte gutter med tribaltatoveringer (som alle deres venner)

Showet blev gejlet i gang af en lidt for kæk og popsmart konferencier, som nok ville have fået æg og tomat nok til at lave verdens største omelet, hvis han havde forsøgt som standupkomiker. Hans standardbemærkning, som blev indskudt ca. 5 gange i minuttet lød på ”Hva’ siger i til det?”.
Første supportact var nogen der kaldte sig 4Fod. Ikke nogen jeg kendte, men de kom åbenbart fra Sønderjylland hvilket det ikke var kede af, og fik da også lidt interaktion med publikum der skulle råbe ”mojn”. De gav et par numre. Fede rim, fed musik, og så videre til næste levende billede. Det var så Ataf Kawaja, en pakistanskfødt rapper, der også leverede god underholdning med fede rim, og groovy hæp hop…

Efter en pause kom den kække konferencier endnu en gang på, for nu var det så tid til at præsentere hovednavnet: Niarn. Folket i det halvtomme Pumpehus var helt oppe at ringe. Flankeret af to hårde backuprappere entrerede en selvsikker Niarn (han hedder faktisk rigtigt Niels) scenen og lagde ud med et eller andet nummer, jeg vidst havde hørt med et halvt øre før. Mit kendskab til hans musik strækker sig jo kun til radiohittet ”Dobbelt A”. Nå, men med diverse hiphopfagter rappede han sig igennem et set bestående af rim om hans gråzoneliv. Tror egentlig at alle teksterne kredsede om emnerne: stoffer, tjald, kællinger. Men altså, det er måske sjovt at høre om en bad boys liv i et enkelt nummer eller to, men i længden kommer man til at mangle nuancer, rent tekstmæssigt. Og desuden er det jo hørt før (læs: L.O.C., Jokeren, Suspekt etc. etc.). Og det er altså ikke særlig provokerende at gå rundt med en trøje der siger ”I do drugs” – især ikke når det er meget tydeligt at det er provokation for provokationens skyld.

Nuancer kom der dog i selve showet. Inde for hip hop-kredse er det meget in at gæsteoptræde, så først kom følsomme popstar-Alex forbi og lagde noget smooth sangstemme hen over et af numrene. Senere var det førnævnte L.O.C. der poppede op på scenen. En ganske cool rapper i mine øjne, men pludselig slog det mig, hvor meget jeg syntes han mindede om Chewbakka fra Star Wars. Ved ikke hvad der gjorde udslaget, men noget siger mig, at han også ville kunne brøle lige som rumaben.
Undervejs i hele koncerten var Niarn jo supportet af to hovedtøjsbeklædte homies. Pauseklovne om man vil. For det lød ikke til at deres ordforråd strakte sig til mere end; ”Er i der Pumpehuset” ”Jeg kan ikke høre jer” og ”fucking”.

Koncerten sluttede, jeg drog videre ud i nattelivet. Nærmere betegnet var destinationen The Rock, hvor min ven Rasmus sad og ventede utålmodigt. Her var guldkæder, kasketter og kronragede isser byttet ud med sorte trøjer, piercinger og langt hår. Musikken var også noget tungere her end den friske hip hop, jeg lige havde forladt. Nå, men, jeg joiner Rasmus og hans slæng, køber en fadøl og sætter mig til rette.
Pudsigt nok får vi kort efter selskab af ovennævnte L.O.C., ham den lille tykke Simon fra Banjøs Likørstue og Adam Duvall. I ved ham radioværten der i tv-spots med truende onde øjne står i front for DR’s Betal-din-licens-eller-få smæk-kampagne. Her har var han dog stangbacardi, glad og på rulleskøjter, så jeg tror nu ikke han ville være blevet sur, hvis jeg havde henvendt mig og sagt ”Hr. Abeforretnings-vært, jeg har faktisk ikke betalt min licens”.

De er alle stive/skæve/høje og vælter rundt. Kort efter har de åbenbart fået nok af stedet, så de smutter igen. L.O.C. er dog flink og syntes lige han vil kvittere vores venlighed ved at synge med på Rammsteins ”Amerika” for os. Dog er der lige den lille detalje, at det ikke er ”Amerika” der vælter ud af højttalerne. Men L.O.C. er vist ikke helt appelsinfri (hvor stammer det ord egentlig fra?)

Bye for now