Roskilde Festival 2005 - ud fra en Runkes perspektiv

Hvis jeg kender mig selv ret (og det gør jeg jo (næsten)), så kan jeg skrive spalte op og spalte ned, om de mindste begivenheder. Så tænk jer til hvordan 8 dage fyldt med intense og weird oplevelser, vil komme til at fylde i den her blog. Derfor forsøger jeg at holde det i en eller anden form for stikordsform (og ikke nødvendigvis kronologisk) hvor bare et lille udvalg af de skørrøvede episoder omtales.

Ny fritz – Lejrens punker, Rasmus, trimmede siderne på mit hoved, så min nye titel var ”wannabe punker” – Synes ellers selv, at når jeg så min egen skygge, lignede en Leningrad Cowboy-light. Der var måske også lidt reference til Beckhams frisure anno 2002.

Audioslave – Stampladsen til højre for lydtårnet blev endnu en gang benyttet for at lægge øjne og ører til RATM/Soundgarden-hybridden. Selvom bandets musik klinger udmærket i mine øren, var det med håbet om de gamle RATM-numre, at jeg primært dukkede op. Det var jo varslet at de ville spille et par af klassikerne. Bandet teaser lidt, da de spiller introen til ”Bulls on Parade”. Jeg skal til at gjalde med på ”Quit it now” med hele mine lungers kraft, men i stedet skifter sangen spor og går over i noget instrumental gejl. Lidt senere slår guitarist Tom Morello den letgenkendelige D-akkord med forvrængning og drop D-tuning an. Hele crowded vågner. Ingen er i tvivl om, at det er introen til ”Killing in the name of”. En ustyrlig og fandenivoldsk stemning, hvor alle synger, eller nærmere skråler med på ”Fuck you, i won’t do what you tell me”. Et adrenalinkick af dimensioner, og en perfekt afslutning på en koncert.

Black Sabbath fredag aften– Onkel Ozzy var hyggelig. Iron Man-riffet blev sunget igen og igen af fulde unge (og ældre) mænd rundt omkring på pladsen. Især under trashningen søndag aften, hvor det nærmest var et slags stammeråb, mens man med pæle fra pavillioner, smadrede telte og containere.

Mediebyen – havde regnet med at skulle være medieluder og hænge ud med de kendte, men det eneste det blev benyttet til var at få et bad i lidt mere ucrowdede omgivelser og få dulmet mine internetabstinenser.

Fantômas lørdag eftermiddag var nok et af de eneste bands jeg valgte at se på trods af at jeg ikke kendte dem. Havde på forhånd besluttet at holde mig til de ”sikre” navne – dem jeg kendte.
Men line-uppet med Mike Patton i front og det musikalske koncept lød interessant. Deres niche var at lave filmtemaer om til hardcoremetalversioner. Arena-scenen var langt fra proppet, så det var let at få en god plads og kigge på de excentriske musikere gå amok. Koncerten var fin nok, men jeg fik aldrig genkendt nogle af numrene. Enten fordi de blev spillet til ukendelighed, eller fordi jeg ikke kendte dem i forvejen.

Makeuphelvede søndag aften ved Arena – Blandt Rednecks, tatoverede fuldvoksne tyskere og aktive sigøjnere, sad drengene fra lejren og lavede make-overs på hinanden ved hjælp af Martas mascara. Der var ”Katten Muus, med den solbrændte teint”, ”Musketeren”, ”Bokseren” og ”Den Desperate”.

Fækal humor - Inden makeuphelvede, havde vi drukket et par store fadøl. Marta kedede sig måske en smule, og begyndte at tegne perverse tegninger på kaffekopper og øl-håndtag. De mundede ud i sextegninger i alle af gråzonernes fjerne kroge. Man skulle nok have været der.

Peter dækket i flis - Vi satte os på noget flis der lå spredt ved Metropol-scenen, hvor Efterklang spillede. Sjovlingen Peter lagde sig på jorden. Der var flis, og han var et let offer, så det var fristende at begrave ham. Inden længe var der flis all over hans krop, og uden protester levede han sig bare ind i det. Men han er jo også en sjovling, der er med på den værste.

Glitterpatruljen - Arj, mit mediearmbånd blev faktisk brugt lidt mere. En halv times tid inden festivalpladsen åbnede om torsdagen smuttede vi derind for at opleve hvordan alle folk ville vælte ind kl. 17. Der var dog allerede rigtig mange andre med fancy armbånd, der var dukket op. Glitterpatruljen var dukket op for at sprede karma, krammere og kosmisk kærlighed til festivaldeltagerene der væltede ind af åbningerne. En decideret krammetunnel af henholdsvis rød og grønklædte glitterfolk tog godt imod folk. Jeg ville også prøve, og kastede mig ind i flokken, og modtog en masse kram, der føltes ægte og varme. Det er den slags tiltag, der er essensen af ægte festivalliv. Alle elsker alle.

Kontaktlinser og næseblod - Det varme vejr og den varme jordbund forsynede os med en masse støv i luften, der gav mig en konstant stoppet næse, der behøvede næsepudsning. En af morgenerne står jeg og fedter med mine kontaktlinser, da det begynder at løbe fra min næse. Øv, det er næseblod. Det fordrer så, at mine evner til at multitaske er intakte, så jeg ikke bløder på mit tøj, mens jeg i blæsevejr prøver at ramme mine pupiller med min pegefinger. Situationen bliver ikke mere gunstig af, at min mobil begynder at ringe midt i det hele. Her stoppede mine evner som multitasker da også, da jeg beder min buddy Jakob om at agere telefonsvarer for mig.

Green Day lørdag aften – fuck om de brugte klicheer, fuck om hvad anmeldere mente, og fuck, om “ægte” punkere synes at det kun er tyggegummipunk. Min oplevelse af koncerten var stor. De afsluttede med Queens ”We are the champions”. Det var smukt, og der var dømt fællessang. Blev nødt til at vende mig om, og kigge på alle folk, der dedikerede til musikken sang med og vuggende holdt om deres venner. Der følte jeg i en kort stund, all the love in the world. Gåsehudsfremkaldende as fuck!
Pudsigt nok fik de også publikum med på Monty Pythons’ ”Always look on the bright side of life”, og kombineret med ”Olé olé olé”, skulle man tro at man var til fodboldlandskamp.

Uforglemmelige citater – citeret frit efter hukommeren:
Niklas: ”Det er blevet videnskabeligt bevist: Her på festivalen er der dobbelt så mange bryster, som der er damer”
Marta: ”I’m not a witch!”
Søren: “La la” (man skulle nok have været der)
Peter: ”Der kommer piksovs ud af pikkemanden”
Christian: ”Alt musik er godt, så længe man kan lide det”
Christian: ”Din whiner”
Peter: ”But why?”
Os alle: "Husk at drikke vand ellers DØR du!" – Fandtes i utallige andre versioner hvor ”drikke vand” var den skiftende faktor – Ja, Red Warszawa har ikke levet forgæves, når det gælder dansk festivalkultur