Et dagbogspræget indlæg…del 2…

Fra fredag til søndag (11-13. nov)var der filmmaraton på min skole. Skolens filmklub havde arrangeret 48-timers intensiv filmkigning. Jeg kunne af gode grunde først møde op lørdag eftermiddag, men nåede da at tilbringe ca. 26 timer (hvoraf ca. 4 var sovende) foran lærredet. Sidste gang jeg gjorde mig i filmmaraton (eller bare det, at se minimum 3 film i træk) må have været i mine primo teen år. Husker det tydeligt. Forældrene skulle fx til vejfest, og vejens børn blev placeret foran husalteret, med madrasser, dynehelvede, pizza, chips og cola ad lib. Af en eller anden grund er det filmene ”Tango og Cash” og ”Boyz N the Hood” jeg husker bedst fra den gang.
Tilbage til november 2005, hvor 3 film i træk var jordnødder. Nåede vel at få min filmhorisont udvidet med en 8-9 stykker i alt. Nogle var gengangere (som fx Zoolander og Saw, som begge sagtens kunne tåle et gensyn), andre var klichebefængte b-film (som fx House of Wax med Paris Hilton) og så hvad nogle nok ville betegne som kultfilm, nemlig ”Fear and Loathing in Las Vegas” og ”Bennys Badekar”. Der blev sluttet af med ”The Big Lebowski”, og helt i filmens ånd, drak vi alle et glas white russian mens vi så den. Havde dog set den et par gange før, og skred min mave begyndte at skrige efter mad fra Taco Shop***

Frem til mandag, hvor planen var, at jeg skulle have tudet ørerne fulde af tinnitus. My Chemical Romance havde meldt deres ankomst til Store Vega. Kendte ikke bandet, men Mette Pappenhaimer havde lokket, og desuden er der jo en hvis mojo over bands, der starter med My (læs: Vitriol, Bloody Valentine og Dying Bride). Foran Vega var der fyldt af små sortklædte punk/goth-wannabe-ungdomsrebeller, hvor gennemsnitsdrengen var en spinkel 10. klasseselev, med følsomt halvlangt sortfarvet hår ned i panden. Typen der sikkert blev valgt sidst i idrætstimerne i folkeskolen, og som har en fremtid som veganer og dyreværnsaktivist foran sig. Prototypetypen ligner stort set drengen (det er noget unisexet over netop dette ungdomssegment), men hun har sikkert en smøg i hånden, og end tand mere sort mascara på end drengene.
Mette og de andre dukkede op, og vi tog et vue over den unge og dåseøldrikkende forsamling. På trods af at vi er relativt venstreorienterede, følte vi os pænt borgerlige og dobbelt-så-gamleagtige. Gad vi overhovedet? Når gennemsnitsalderen hos publikum ikke var meget højere end til en ”Åh Abe”-koncert. Hvordan skulle vi forklare os ud af det? Skulle vi spille anmeldere? Nej, den funkede ikke, for vi havde ikke vores blokke med. Skulle vi lege at vi var der som forældre…eller bare tilsynsværger? Njaah, vi droppede det, og røg en tur i Imperial i stedet for og så ”The Exorcism of Emily Rose”. Middelgodt retssalsdrama med et twist af spiritualitet.

Onsdag havde jeg endnu en aftale med Pappenheimeren. Endnu en gang endte vi lettere spontant foran det store lærred. Jeg lod mig overtale til at se ”Nynne” på bekostningen, at hvis nogen spurgte, var jeg hendes kæreste, og jeg så kun filmen, pga. hendes fødselsdag. Det går jo ikke at indrømme, at man faktisk gerne ville se en chickflick. Jeg må dog erkende, at jeg var underholdt i den 1½ times tid filmen varede. Blev dog lettere stødt af Nynnes top 10 liste over hademænd, der bl.a. inkluderede mænd der alfabetiserede deres cd’er. Der blev jeg personligt stødt, og var på det nærmeste ved at udvandre fra salen i protest. Jeg er jo bibliotekar in spe, for kristus japanske te, og cd-alfabetisering er jo et af de acceptable kendetegn ved os bibliotekarstuderende. Desuden er det et godt skalkeskjul for min ordensneurose.

/Runken

***: Jeg valgte Taco Shop fra til fordel for en omgang lunken græsk moussaka.