lørdag, november 26, 2005

Runken som livsstilsekspert

Advarsel: indeholder selvglæde og en bortgemt Jantelov

Der er sgu gemt en lille Henrik Dahl eller Jørgen Duus (altså udover ekstrem efternavnelighed) i mig. Jeg så et afsnit af ”Kender du typen”, hvor et par livsstilseksperter besøger en kendt persons hjem. De skal regne ud hvem der bor der, alene baseret på personens kulturforbrug, madvaner, indretning og lignende.

Da jeg var yngre, sad jeg fast klinet til skærmen hver gang ovennævnte Duus i sin rolle som livsstilsekspert, inspicerede et hjem, snusede lidt til personens vaner og havde ofte et klokkeklart og præcist bud på, hvad for en person der boede der.
Nu består programmet af to eksperter, der skal konkurrere om hvem der er bedst til at læse personen, og der er, selvfølgelig også en mulighed for seerne at sms’e deres bud ind. Eksperterne bliver vist rundt i huset af værten og fik en fornemmelse af celebritet X’s liv.

Og det er så nu, at jeg tillader mig, at gemme Janteloven et godt stykke væk, og lege selvglad i et blogindlægs tid. For jeg gættede sgu’ personen, allerede halvvejs inde i programmet. Mit bud var Naser Khader, hvilket eksperterne også gættede i slutningen. Og det var ham! Jeg har flair for det skidt. Jeg vil være livsstilsekspert. Har haft Henrik Dahls ”Hvis din nabo var en bil” liggende på mit natbord i lange tider, men er stadig kun nået til forsiden. Ovenstående beviser vist, at jeg ikke behøver at gå videre med den, da jeg er udstyret med et meget aktivt kend-din-stereotyp-gen.

/Runke

PS: Gad vide hvad eksperterne kunne konkludere ud af en rundvisning på mit 18m2 store hummer? Kunne være lidt sjovt at vide, hvilke signaler jeg udsendte, uden egentlig at være klar over det

Ingen kommentarer: