Julen 2005 - Øjebliksbilleder fra min juleferie i Køge

Et besøg i Køge Kirke kunne give mig et religiøst modspil til den meget antikrist, som juletiden normalt består af. Det kimer nu til julefest satte gudstjenesten i gang, og af en eller anden diffus grund, pressede et par tårer sig på og fugtede mine øjne. Om det var af glæde, sorg eller en vemodigt form for kompromis mellem disse to følelser, har jeg stadig svært ved at vurdere.

Jeg glemte at købe to små gaver til pakkelegen, der skulle foregå under maveslåningen mellem anden og risalamanden. Jeg var derfor nødsaget til at finde et eller andet i DøgnNetto, som jo ikke ligefrem vrimler med gaveidéer. Et par ruller toiletpapir endte derfor med at udgøre den ene gave.

Juletid er generelt et slaraffenland af traditioner, og min familie er ikke en undtagelse. Et mekka for tryghedsnarkomaner. Der var sang og dans rundt om juletræet, men der var dog huller i hukommelsen hos de fleste, så det blev ca. kun til 1½ vers af samtlige julesange- og salmer. Disse blev i øvrigt sunget i så mange forskellige tonearter, som der var forskellige personer dansende rundt om træet.

Huller i hukommelsen var åbenbart et tema for aftenen, for jeg nåede at blive kaldt næsten alt andet end mit navn. Og her snakker vi ikke om alle de sædvanlige kæle/øgenavne jeg udsættes for, men ordinære danske navne. Nærmere indsnævret til de navne der er i min familie, og vi snakker både han og hunkøns-navne. Antallet af forskellige navne jeg bliver kaldt, stiger åbenbart proportionelt med graden af familiemedlemmer, der får alzheimer light. Jeg overvejede lidt at give igen af samme skuffe, fx ved at begynde at kalde min far for mormor, og min mor for tante Ruth. Men jeg skal nok bare være glad, for at min hukommelse, stadig er intakt.

Gavehøsten inkluderede en Creative MP3-spiller, som nok skal komme til at konkurrere om 1. pladsen over yndlingslegetøj. Derudover: et halstørklæde, der bundet rigtigt, vil gøre mig en tand mere metroseksuel (et ord jeg fremover vil udskifte med det, i mine øjne, mere sigende begreb: hyperforfængelig) og en trøje, der sikkert også vil fungere som en kommende yndlingsbeklædningsgenstand.

Tilfreds? Ja stort set, men disse dage har, har også sat en masse tanker i gang (for en gangs skyld?). Melankolien og vemodigheden har domineret mit følelsesliv, og som et andet TV2-program med Jes Dorph, tvinges man nærmest ubevidst til at tage stilling, gøre status og reflektere over årets gang. Well, det kræver vel sit eget indlæg…