Kitty Wu

Jeg kan ikke anbefale dem nok. Et dansk band, der stadig er tilpas ukendt for den brede musiklyttende befolkning. Mit eget lille nicheband, jeg kan dyrke og som ikke skal opsluges af store pladeselskaber og få fast rotation på Boogie og P3. Det kommer måske en dag. Den dag, de med deres store talent vælger at sælge ud. Eller den dag, at deres form for indadvendte shoegazene weltschmerz-rock får masseappeal.
Jeg så dem live for 4. eller 5. gang i fredags. Jeg vælger at droppe de fancy musikanmeldermetaforer og klicheer, og nøjes med at sige, at det var en rigtig skønlækker koncert. Bandet spillede yderst tight og professionelt. Forsanger Robert Lund (der sagde max 15 crowdpleasende ord i alt mellem numrene) har i mine ører, en af landets bedste sangstemmer. Den har mulighed for gåsehudsfrembringelse, hvis den bruges rigtigt.

Selv om anmelderne kalder musikken for svær tilgængelig (altså på en god måde), er sangene dog meget syng-med-venlige for mit vedkommende. Problemet er bare, at jeg kun kan små bidder af teksterne, men vil jo gerne synge med alligevel. Derfor bliver det til noget rytmisk mumlen/jibberish når jeg ikke lige kender ordene. Jeg synes selv, jeg lyder fuldstændig tåget, og håber på, at musikken er så høj, at folk omkring mig, ikke kan høre mine egne fortolkninger af teksten. Var der nogen der sagde Kiss this guy?

Kashmirs Kasper Eistrup kom med på scenen til to numre som 3. guitarist og leverede lidt kanonsang (ikke at forveksle med at han sang kanon godt) i et enkelt omkvæd. Rent musikalsk virkede det egentlig ret overflødigt og kunne godt virke lidt som: ”Hey, se hvem vi er gode venner med” eller et awardshow, hvor det gælder om at finde de rette presenters.

Det skal dog ikke ændre på, at det var en superb koncert, der rørte mig de rette steder, og momentvis fik mig til at glemme tid og sted.