KoRn-sert

Meget rart sådan lige at vinde et par billetter til en koncert til 400 kr., man havde været meget tæt på selv at investere i. Ved ikke helt hvor jeg kan placere Korn på min personlige hitliste. Måske et sted mellem nr. 20 og 30? Rent kvantitativt ligger de dog ret højt placeret på min liste over cd’er med 6 albums (hvoraf de 3 er brændte). Nu skal jeg nok stoppe med at prale over min cd-bestand og komme til hvad det drejer sig om, nemlig selve koncerten.
Det foregik i Valby Hallen, som ikke burde være førstevalg til store metalkoncerter. Eller koncerter generelt, for akustikken sparker simpelthen omvendt røv. Derfor var lydbilledet endnu en gang mudder, og alle de lækre musiske detaljer udeblev. Forsanger Jon Davis’ tekster var fuldstændig uidentificerbare når musikken spillede. Og selv mellem numrene, når han prøvede at gejle publikum op med gængse klichéer (der ofte indeholdt ”fuck” og/eller ”motherfucker”), var det svært at høre hans budskaber. Settet varede kun ca. 5 kvarter, hvilket må sige at være lidt skuffende til de billetpriser (jaja, jeg ved godt at jeg fik billetten gratis, men tænk på alle de konfirmander som har været nødt til at bruge alle deres månedspenge) og når man tænker på, at bandet har 6 albums på bagen. Men på den anden side. Med de lydforhold var det måske meget fornuftigt at de ikke spillede mere…

Som til enhver anden koncert, synes jeg der er sjovt at betragte ”gennemsnitspublikummeren”. Der var mange helt unge børn i Korn-trøjer, der må have været på ble-stadiet, da Korn spyttede deres debut ud i 1994

Tinnitusen jeg sidder tilbage med, er vist den værste i mands minde (mand=mig). Til undervisningen på skolen, var der en uheldig sideeffekt ved den ringetone, som tinnitus normalt medfører. Det lød nemlig som om, når underviseren snakkede, at der kravlede store insekter rundt på bordene. Det er nok det tætteste jeg er kommet på at være skizofren uden at være det.