En fødselsdag

I dag ville mit ungdoms forbillede, Kurt Cobain være fyldt 39 år, hvis han ikke besluttede sig for at ende sit liv som 27-årig i 1994. I skrivende stund er jeg 27 år, og 3½ måned, hvilket gør at jeg er ca. 2 måneder ældre end Kurt var, da han døde. At jeg som medio-teen så op til en fyr, der tog sit eget liv er måske lidt tvivlsomt, men nu er man som teenager ikke altid de mest rationelt tænkende.

Jeg må indrømme, uden at lyde som et popdyr, der følger alle tidens trends, at min fascination af bandet, musikken og hele den omgærdende mystik, var størst efter hans død. Nok fordi at jeg først begyndte at dyrke musik som en rigtig hovedinteresse da jeg var omkring 15-16 år (jeg var 15 da han døde). Da fik jeg mit første anlæg og debuten fra Rage Against The Machine og regelmæssig Barometer-lytning skulle lægge bane vej til et musikalsk retningsskift, væk fra 2 Unlimited, 24-Seven, Dr. Alban og andet europæisk dancepop. Alle Nirvanas udspil blev anskaffet og numrene havde en primær rolle på ”the soundtrack of my medioteens”. Der blev optaget videoer og koncerter på MTV, tøjstilen med skovmandsskjorter, slidte jeans og halvlangt fedtet hår blev kopieret, og Nirvana-sange var det altoverskyggende øve- repertoire på min båndfalske Fender Stratocaster-kopi.

Kurt Cobain var med andre ord min Mohammed. Alle der talte negativt om ham eller bandet, var i mine øjne blasfemikere eller ignoranter, og de fortjente ikke mindre end stokkeslag og tvangsindlæggelse til at lytte Nirvanas musik indtil de kunne se genialiten. Jeg sagde jo, at teenagere var irrationelle…og en tand egocentriske…

Tillykke med dagen, Kurt!