Depeche Mode

Jeg kan ikke helt komme udenom en lille reportage fra lørdagens Depeche Mode-koncert. Jeg havde glædet mig til denne koncert siden juni sidste år, hvor jeg allerførst hørte rygter om et Park-besøg. Ugen op til var der intens Depeche Mode-lytning. Setlisten fra touren blev fundet frem, så man kunne øve sig på de numre, hvor ens lyriske kunnen haltede. Man skulle jo nødig flashe sin DM-uvidenhed ved at synge forkert til de store hits. Der blev diskuteret med andre DM-fans om forventninger til koncerten, og en form for kommunikation, hvor man integrerede fordanskninger af DM’s sangtitler i ens sætninger, så dagens lys. Eksempel på dette fænomen i form af en (lettere redigeret) msn-dialog kan findes i bunden af dette indlæg. Dagen inden var der officiel DM-aften hos en ven, hvor vi over god mad og rødvin, fik snakket forventninger og erindringer fra sidst DM gæstede parken alt imens setlisten i kronologisk rækkefølge var blevet programmeret på IPod’en. DM-hysteriet var vist generelt stort rundt omkring, og havde jeg ikke selv været die hard-fan, ville jeg nok selv have gået grassat.

Frem til koncerten: Var i følgeskab med en flok, hvor jeg kendte få, men spottede helt tilfældigt nogle andre venner, mens opvarmningsbandet The Bravery var på. Hookede op med dem, men blev samtidig væk fra den anden flok. Vi kæmpede os op til en plads ca. midt for scenen, men alligevel pænt langt fra scenen, og på trods af mine 180 cm, måtte jeg alligevel stå på tæer, for ordentligt at kunne se noget. En betragtning af publikum vidnede om en majoritet på folk på +35 år, der sikkert var unge deprimerede teens i DM’s storhedstid med ”Black Celebration”, ”Musik for the masses” og ”Violator”. Jeg var personligt overrasket over ikke at se flere unge, men koncertpriser på 400 kr. har nok skræmt en masse unge SU-modtagere væk.

At drikke mange dåseøl før en koncert er sjældent en god taktik, hvis man ikke har selskabsblære, men det er dog svært at lade være…især, hvis man får stukket én i hånden. Det var godt, at jeg havde styr på setlisten, for dette betød, at jeg vidste hvornår spændingskurven rent sangmæssigt var i bund, og kunne udnytte dette til en toiletpause. Dette var dog også en dum taktik, da jeg ikke kunne finde tilbage til mine venner igen. Ret ærgerligt, da der blev vist tydeligt engagement af os alle til de første numre, der bl.a. inkluderede ”A pain that i am used to” og en af mine favoritter ”Walking in my shoes”. De bedste koncertoplevelser er jo dem, hvor musikken og fællesskabsfølelsen går op i den der berømte større enhed, og hvor nakkehårene rejser sig og gåsehuden pibler frem. Jeg accepterede dog, at jeg nok ikke ville kunne finde mine venner, og tog plads blandt et par venligt udseende koncertgængere (der var nemlig også en del eksempler på det modsatte til stede…).

Sidste halvdel af koncerten var blottet for ”Playing the Angel”-numre, og var som forventet en kavalkade over de største hits. Det ene nummer mere publikumsopgejlende end det andet. Et crescendoagtigt adrenalinkick, der blev ved med at stige, men manglende den klimaksagtige forløsning. ”Personal Jesus” med den staccato-agtige rytme og det fængende hook ”reach out and touch faith” samt ”Enjoy the silence”, der uden problemer kan give mig gåsehud, var højdepunkter, der lukkede den ”officielle” del af koncerten koncert. For selvfølgelig var der jo et par encore-numre, selvom bandet havde sagt tak og farvel. Jeg krydsede fingre for, at de ville trodse deres setliste, og give os en omgang ”It’s no good” og ikke mindst ”Stripped”, men nej. Ligeledes som Gahan forsømte sine kvindelige fans, ved ikke at strippe sit overtøj og vise sine blækklatter på overkroppen, undladte bandet at give os denne klassiker.

Selvom Martin Gore er den geniale sangskriver bag de største hits, er jeg dog meget lidt glad for de numre, hvor han selv synger leadvokal. Som jeg læste et andet sted, så fungerer hans stemme bedst som supplement til Gahans. Fin og skrøbelig som en baby, så han dog ud med glimmer på kinderne og sorte vinger på ryggen. Mon man skal tænke videre over, at han sidst de spillede i Parken havde hvide vinger på ryggen? Som det første ekstranummer kom han ind og sang en stille version af midtfirseren ”Shake the disease” der overraskede positivt, og måske var et af de numre med den største applaus. Jeg var overrasket over, at et så relativt ukendt nummer skabte så stor en fællessang og hævede lightere, og var også overrasket over min egne evne til at huske sangteksterne til dette lækre nummer, jeg har lyttet alt for lidt.

De to andre fra-da-jeg-stadig-gik-i-børnehave-numre ”Just can’t get enough” og ”Everything Counts” skabte også en nostalgisk eufori, og til den åbenlyse koncertlukker ”Never let me down again”, blev publikum for alvor inddraget. Gahan svingede traditionen tro sine arme over hovedet under omkvædet som et symbol på teksten: ”we’re flying high…” og masserne foran scenen fulgte trop med denne herlige gestus. Helt traditionsbundet var koncerten dog ikke, da de sluttede af med den ikke så kendte ”Goodnight Lovers”, som samtidig var den eneste repræsentant fra Exciter-albummet. Endnu en gang med den følsomme ballademager Gore i front, men han blev undervejs joinet af Gahan, og sangen blev sluttet af som smuk duet, hvor de to, arm i arm, som bedste venner, satte et smukt punktum for en gennemført koncert.