Skræmt eller positivt overrasket?

I morges stødte jeg ind i en mand i min gård, jeg ikke havde set før. Han var meget venlig og proaktiv med henblik på at komme i en eller anden form for dialog med mig. Han kommenterede det varme vejr, og spurgte om jeg skulle ned og vaske. Den første tanke i mit hoved var: ”han må være retarderet eller tilbagestående på en eller anden måde”. Det siger måske mere om min tankegang, men er jeg den eneste? Det er nu sjældent at folk, man ikke har et eller andet forhold eller social forpligtelse til, approacher (i mangel på bedre dansk ord?) én så direkte. Medmindre der er tale om fuldskab eller anden form for påvirkning, selvfølgelig.

Jeg kan ikke lige finde ud af, om jeg skal være skræmt eller positivt overrasket i denne slags situationer. Skræmt fordi, at det ligger så langt fra normalen, at der næsten bare MÅ være skumle bagtanker. Positivt overrasket, fordi her har vi en gut, der bare sprænger alle gængse konventioner for hvordan man socialiserer.