Dansk på engelsk

"Du taler sproget med en fjoget københavnsk accent,
det er skufle, men det fatter du sgu nok engang”
MC Einar, ”Provokerer, onanerer”, 1988

I en af dagens gratisaviser faldt jeg over en artikel der omhandlede at danske musikere der gør sig på engelsk får megen lidt succes i det store udland, og især i USA. Artiklen påpegede at mange danske kunstneres engelskkundskaber slet ikke kan hamle op med deres amerikanske kollegaer, som i sig selv er logisk nok. I amerikanernes (og briternes, vel) ører er mange danskeres engelsktekstede sange ret banale, da danskere simpelthen mangler de ekstra dimensioner i sproget. Nemlig, at det engelske/amerikanske sprog ikke blot er et værktøj man hiver op af værktøjskassen, når der skal skrives en sang. Det handler om at leve sig ind i sproget, dyrke det, drømme det, indånde det, tænke det. Dagligt. At man som dansk kunstner med et blot gennemsnitligt engelsk har forventninger om at slå igennem i USA (som der i forvejen har en massiv konkurrence i musikbranchen) er det vel med lige så gode odds som det nuværende Brøndby IF-mandskab har for at vinde i en udebanekamp mod FC Barcelona…hvor BIF altså er bagud 3-0 og har to mand udvist…OG der piftes hver gang en Brøndby-spiller har bolden…OG dommeren er bestukket af den spanske regering…

I sandsynlighedsberegningen for et dansk bands chance for at få udenlandsk succes, skal så også lige medregnes grammatisk dårligdom og accenter, der vil få Arnold S. til at lyde som indfødt amerikaner.

Når det er sagt, så er der er i mine øjne således heller ikke særlig meget kunstnerisk integritet i at tænke i profit og succes, som vel er en af de primære grunde til at synge på engelsk?

For et par år siden fik en række dansksprogede bands ekstra meget airplay i mainstream radioen. Det var som om, at det var blevet moderne at synge på dansk igen, og der blev snakket om ”den danske bølge” som et nyt kulturelt fænomen. Jeg var komplet uforstående. For mig forekom det fuldstændig naturligt, at man sang på sit modersmål.

Hvorfor skulle disse bands nu have skudt en masse motiver i skoene, blot fordi at de altså ikke havde behov for at være ”seje” og internationale? For ja, synger man på dansk, så begrænser man sig selv til at allerhøjest at få succes inden for landets grænser. Men igen, hvor mange engelsksprogede danske bands er det lige, der har lagt udlandet for deres fødder? Ironisk nok er det sjovt at erfare, at et band som netop har haft meget succes i USA er dansksprogede Under Byen. Måske fordi at den charmerende kompromisløshed tiltaler, modsat de mange engelsksprogede ”wannabe’s”, der blot lyder som tamme kopier af noget, der bliver fremstillet på metervarebasis i USA?

En masse håbefulde upcomingbands præsenterer deres hjemmesider med et amputeret, men ambitiøst engelsk. Åbenbart hellere lefle for den lille promille af potentielle internationale interesserede, frem for den umiddelbare målgruppe; danskerne.

Jaja, jeg kan jo også godt se det fra den anden side. Vi fleste forstår jo engelsk, og vi kan lige så godt vænne og forberede os til globaliseringens indtog. Jeg er da heller ikke udviklingsforskrækket eller stemmer Dansk Folkeparti, men ”hvis en mand han ikke kan, så skal han helt la’ vær’”, siger jeg bare, for lige at runde af med endnu et Einar-citat.

Også i fodboldbranchen mærker man angloficeringen. Flere danske klubber har taget betegnelsen ”FC” (Football Club) til sig. ”Boldklub” minder nok for meget om Knud Lundberg og Sofus Krølben. Men hvis det skal være så internationalt, hvad er så pointen med Champions League og europacup, hvor det netop burde handle om nationalfølelsen, når man holder med de danske hold? Globalisering er i mange henseende fint nok, men det mister charmen, når der assimileres og hvis de enkelte lande ikke får lov til at beholde deres særpræg.

Ovenstående er udelukkende baseret på mine egne antagelser, tolkninger, forestillinger og refleksioner og intet kan bevises videnskabeligt.