SU-loftet

Det meste af denne sommer har jeg nærmest arbejdet fuldtid på mit studiejob. Pengene er gode, jeg har tiden til det, og det giver mig en masse erhvervserfaring at bruge min dagligdag i en virksomhed frem for bare at fede den derhjemme.

Det er dog et uomtvisteligt faktum, at jeg med den arbejdsmængde kommer til at tjene for meget i forhold til SU-reglerne. Der er jo et loft, der gør, at tjener man får meget på sit studiejob, er man forpligtet til enten at skære noget SU fra, eller betale SU fra på et tidspunkt. I mit tilfælde betyder det så, at jeg enten skal melde noget SU fra eller bide i det sure æble og få en regning af SU-styrelsen en gang næste år. Et andet alternativ er, at jeg skal lade være med at arbejde så meget. Og det er jo ikke engang fordi jeg arbejder meget, måske 30 timer om ugen her i ferien.
Regeringens ræsonnement er altså noget i stil med dette; at har jeg overskud til både et studie et studiejob med flere timer end gennemsnittet, så har jeg vel også overskud til at undvære SU’en?

Skal jeg se sagen fra den anden side, og det skal man vel, for jeg tvivler ikke på, at denne lov har været debatteret til hudløshed i Folketinget. Jeg vil ikke være et utaknemmeligt brokkehovede, der bare siger ”det er for dårligt”. Men som jeg ser det, har jeg umiddelbart to bud på hvorfor man har indført dette loft:

1: regeringen har ikke har interesse i at finansiere nogen, som de mener godt kan klare sig selv
2: regeringen fryger at, hvis man tjener for meget er det et tegn på at man arbejder for meget, hvilket er et tegn på at man vil komme til at forsømme studiet.

Det er bare mine antagelser, og giv mig endelig lidt modspil her. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke er sat synderligt ind i bevæggrundene for denne lov, hvorfor jeg smider et blogindlæg ud i plenum til at gøre mig klogere.

Alligevel tillader jeg mig dog at modsvare mine to bud:
1: Det virker lidt til at det er Robin Hood-syndromet, der regerer her, og tager jeg de socialistiske briller på, er det let at se pointen. Problemet er bare, at loven skærer alle over én kam, og ikke tager højde for at den enkelte studerendes økonomi kan være meget forskellig fra hans studiekammerat. Den ene er måske heldig at have fået en ungdomsbolig til 2300 kr./måneden, hvor den anden sidder i en ejerlejlighed til det dobbelte. En har måske behov for at se en psykolog til 800 kr. om måneden og en anden bruger en mindre formue på medicin, kiropraktor eller andre faste udgifter man ikke blot lige kan sløjfe.

Så hvad ville der ske, hvis de lod os tjene hvad vi ville? De er jo ikke fordi at der er nogle direkte udgifter ved at jeg arbejder mere? Nej, tværtimod. Ved at jeg arbejder mere, er jeg med til at holde samfundsmøllen i gang. Både ved de ekstra skatteindtægter, som mine ekstra arbejdstimer giver, men også det øgede forbrug (og deraf potentielle momsindtægter), jeg utvivlsomt vil få, når jeg får flere penge mellem hænderne. Desuden prioriterer jeg jo selv min tid. Måske kører jeg hårdt på i en periode, så jeg har det økonomiske overskud til at forsørge mig selv i en anden og arbejdsløs periode.

2: Dette argument har et let pædagogisk islæt ved at regeringen går ind og regulerer de studerende i frygt for at for meget studiearbejde vil gå ud over kvaliteten af deres studie. Det er en meget idealistisk tanke, men også her er reglen rigid. For ja, måske er der nogle der vil komme til at arbejde for meget, hvilket gør, at de forsømmer studiet, og måske er længere tid om at blive færdige. Men der er helt sikkert også nogen, der sagtens kan prioritere og har overskuddet til begge dele. Igen må jeg hive mig selv ind som eksempel :-). I et års tid har jeg læst på en kandidatuddannelse. Jeg har haft studiejobbet ca. 12-15 timer ugentligt, og måske lidt ekstra når der var ferier. Jeg kan dog ikke se, hvordan det på nogen måde forringede kvaliteten af min studiegang.
Jeg kom igennem med gode karakterer og ros for gode opgaver. Men dette overskud har jeg nu måttet bøde for, da jeg forleden skulle betale ca. 1500 kr. tilbage til SU-Styrelsen. Jeg vil gerne indrømme, at det første år var den ”lette” del af min kandidatuddannelse. Det er først nu her på andet år, at det virkelig batter, og til januar begynder jeg forhåbentligt på mit speciale, der selvfølgelig skal prioriteres højt. Måske så højt, at jeg må skære ned på studiearbejdet i en længere periode. Men der er jo desværre ikke en regel for at tjene for lidt, og jeg får ikke ekstra SU, hvis jeg skærer ned på arbejdstimer. SU-reglerne begrænser mig i mine muligheder for at prioritere.
Det minder mig lidt om postvæsenets regler for porto på breve. Underfrankerer du, får du en bøde, men du får ikke en godtgørelse, hvis du overfrankerer.