onsdag, oktober 03, 2007

Mere action, mindre knold, del 2.

Fortsat

Efter det imponerende 2-delte (der var lige en lækker frokostbuffet i mellemtiden) Jens Arentzen-foredrag var det tid til at deltage i én af de 5 workshops. Jeg havde valgt det web 2.0-fokuserende ”Er du en del af samtalen” med de unge og allestedsnærværende bibliotekarer Lunde og Angermann. Forskellige sociale teknologier (med Flickr som et meget brugt eksempel ) blev præsenteret og hele web 2.0-tanken blev debatteret og hvor vidt den er relevant i bibliotekssammenhæng.

Er man studerende på DB (hvor hele dette web 2.0-noget er et meget varmt emne for tiden), var der nok ikke så meget nyt at hente. Det var nu også mere workshoppens indgangsvinkel til emnet, der var interessant, da brugerdeltagelse i højere grad var på dagsordenen end en normal workshop. Eksempelvis blev en bærbar pc sendt rundt blandt deltagerne, så alle på den måde kunne komme med svar på et givent spørgsmål. Samtidig blev skærmbilledet med svarene vist oppe på den ene projektor. Og ja, for første gang overværede jeg en forelæsning, der benyttede sig af to projektorer.

Bus tilbage til hotellet, hvor vi havde under to timer til at nå en morfar, checke tekst-tv, sms’e moderen om at man var kommet godt til Vejle og et varmt bad. Helt sikkert lækre omgivelser i det store dobbeltværelse på Park Inn. Dog undrer det mig, at man her i 2007 på hotellerne stadig missionerer passiv aggressivt i form af ”Det Nye Testamente” der lå på nattebordet.

Aftenen var blottet for decideret faglighed. Her var det op til den enkelte at opsøge lidt faglig sparring hos sin borddame/herre/dansepartner. Ved mit bord blev der diskuteret alt fra uhensigtsmæssig børneopdragelse til hvordan man skriver jobansøgninger. Meget voksne emner, alt imens der blev brokket sig over de himmelske priser på stedets fadøl.

Lidt action til lattermusklerne, skulle der også til. Til dette job var hyret Mette Frobenius. Hun var da meget sød, men ikke lige noget revolutionerende inden for humor. Opadvendte tommelfingre fik hun dog af undertegnede, da hun dissede min aktuelle yndlingsaversion: hængerøvsmoden blandt teenagere…

Fortsættes måske i en del 3

Ingen kommentarer: