Placebo – Meds

I forhold til de fire foregående studiealbums er det et lidt anderledes træk, at bandet åbner med et nummer (titelnummeret ”Meds”), hvis intro er anslag fra en akustisk guitar. Rytmen er dog stadig vældig ”placebosk”, og når Brian Molkos unikke, nasale stemme først træder til, nærmer det sig noget man kender. Omkvædet er suppleret af en dejlig skrøbelig kvindestemme tilhørende VV fra The Kills, hvilket gør det ud for den første duet på albummet. På den anden, ”Broken Promises”, er det selveste Michael Stipe der gæster mikrofonerne.

En stor del af skivens numre er melodiøse, rockende og med markante sing-a-long-gener. Fx de tre første, ”Meds”, ”Infra Red” og ”Drag” samt ”Post Blue” og ”Because i want you”, der snildt kunne få airplay på public service radiostationer og få publikum til at koge over, når de fyres af til koncerterne. Vi snydes heller ikke for ballader af de mere indadvendte slags. Numre, der i modsætning til de mere melodiøse er lidt længere om at krybe ind under huden på lytteren, men som så omvendt holder længere end de lettere tilgængelige.
Hvad der kendetegner musikken på albummet, og Placebo generelt, er de præcise, og ofte effektindhyllede guitarriffs uden for meget overflødigt klimpteri. Formen er oftest relativt stille vers med kontrastfulde, fræsende omkvæd og basguitaren er ofte forvrænget eller erstattet af en synthbas. Lidt elektronisk supplement rundt omkring gør lydbilledet fuldendt og stemningspræget, men overordnet set, er pladen noget mindre elektronisk præget end de to forgængere ”Black Market Music” og ”Sleeping With Ghosts”

Lidt musikalske frækheder oplever vi også rundt omkring, fx i den slæbende, men meget melodiøse og udadvendte ”Infra-Red” hvor der leges med reverserede stortrommespor.
Et andet sted, i omkvædet til sangen ”In the cold light of the Morning” synger Molko nærmest duet med sig selv, og får dermed demonstreret spændvidden i hans vokale evner. Fra den høje, nasale stemme, der kendetegnede den ti år gamle debut, til en mere dyb, eftertænksom og afdæmpet vokal.

Albumtitlen Meds (der er en forkortelse for medicin), kombineret med bandnavnet (der for uvidende er en betegnelse for narremedicin) er med til at fastholde den tematiske lyriske ramme, som Placebo er kendt for at flirte med. Endnu en gang har vi diverse psykiske lidelser, en fucked up barndom, misbrug etc. på skemaet. Her kunne jeg personligt godt savne lidt nytænkning. Hvis musikere brugere musikken som en kanal til at få fortiden og nutidens issues ud på, så må hr. Molko virkelig have været meget slemt igennem. På den anden side, så er det jo en naturlov, at de største kunstnere jo har et par lig i lasten. Så som egoistisk fan vil jeg sige til Molko;
”...did you forget to take your meds? -... det er egentlig ret lige meget, det er jo sådan vi kan lide dig…”