Humorcentricitet

I min tid som kontormus pendlede jeg dagligt mellem provinsen og hovedstaden. ”Heldigvis” var jeg dog ikke alene på den lange tur, da jeg ofte af havde selskab af min kollega ”Mads”. Manden hedder i virkeligheden ikke Mads, men af hensyn til privatlivets fred, har jeg anonymiseret vedkommende. Hans rigtige navn er bekendt af redaktionen.

Mads og jeg havde langt fra samme smag i humor, og da jeg ikke er specielt morgenmenneske foretrækker jeg helst morgenturen gemt godt væk bag en avis/bog og med øresneglene fra diskmanden dybt placeret i øregangene. Derfor var det ekstra svært at finde overskud til at lytte opmærksomt til én, hvis vitser og forsøg på at være sjov faldt til jorden gang på gang. Jeg blev simpelthen sindssyg af at høre ham kommentere næsten alle overskrifter han læste i avisen med en dramatisk stemmeføring, der med et kikset forsøg, prøvede at lyde som noget fra en filmtrailer. Eller når han syntes det var fedt at højtlæse stort set samtlige reklametekster på plakater, efterfulgt af et ”duh duh duh”. Sidstnævnte var et fonetisk forsøg på at gengive temaet fra Skæbnesymfonien. Jeg følte mig hensat til 4. klasse, når vi snakker om humorniveau, og manden var altså omkring de 20 år. Nogle gange sørgede jeg endda for ikke at nå toget vi plejede at tage, eller bevidst satte mig i en anden kupé for at undgå ham.

Men så her er mine refleksioner. Humor er en god egenskab. Det er en gave at kunne få folk til at smile og grine. Mads har måske selv syntes at han havde den fede humor. Og hvis man forsøger at være sjov, er det vel med en intention om at få andre om sig til at le? Jeg gemmer lige janteloven væk i et øjeblik, og siger: JA, jeg synes selv jeg har humor, og JA, jeg synes jeg er sjov. Jeg ved jeg kan få folk til at grine. Måske flere gange af mig, end med mig, men hvad fanden, så længe man kan bidrage til underholdningen. Og dem der ikke synes jeg er sjov, de har ikke humor. Eller i hvert fald er de i besiddelse af en dårlig én af slagsen.
Men er det muligt at være 100 % objektiv og selvkritisk, når man kun oplever verden gennem sine egne sanser? Som sagt, så syntes jeg at Mads’ humor var intetsigende, plat og primitiv. Lige så vel som jeg synes det, er der vel nogen der også har noget negativt at sige om min humor? Dette kan jeg jo ikke selv se, da jeg som sagt kun oplever det ud fra min egen verden. Så hvordan kan ens humors kvalitet mon måles? På mængden af latterrespons når man forsøger sig med noget sjovt? Eller ved en optagelse i en humorkanon?

/Runke - humorcentrisk