tirsdag, marts 21, 2006

12-talssystemet

Af og til tænker jeg på, at der egentlig ikke er så forfærdelig lang tid til, jeg rammer et skarpt hjørne. Nemlig de 30 år om lidt over 2½ år. Det er alt for lidt tid til at nyde mine 20’ere. Jeg føler mig jo stadig moden som en 17-årig, i en 23-årigs krop, men med en 29-årigs hjerne. Så hvem var det egentlig lige der bestemte, at det var ti-talssystemet, der skulle sætte standarden for hvornår man rammer et rundt tal? For hver gang man har talt ti gange, rammer man et rundt tal. Logisk nok, eftersom ”runde tal”, er opkaldt efter tallet 0. Men er der egentlig nogen større logik i, at det er ti, der har æren af at være rund? Hvorfor ikke tallet tolv fx? Man kunne da snildt smide to tal ind mellem 4 og 5 og mellem 5 og 6. De kan fx hedde Fom og Sip. Dvs. man tæller: ”Én, to, tre, fire, fom, fem, sip, seks, syv, otte, ni, ti”. Og på den måde, bliver ti faktisk det tolvte tal.
Det ville fritage én for en masse aldersbekymringer. Teen-årene, hvor man kunne te sig uansvarligt, bliver lige to år længere, peberbøssen må også vente et par år med at blive anbragt foran ens dør, og fyrre, fed og færdig er et udtryk, man kan udsætte et par år…Det skal jo så også lige siges, at med et 12-talssystem ville man være mere kompatibel med både døgnet (2*12 timer) og året (12 måneder), og sikkert en masse andet.
Hvem stemmer for, at indføre 12-talssystemet?

Ingen kommentarer: