Offentligt ansatte

For nogle år tilbage, arbejdede jeg som kontornusser på et kontor i den offentlige sektor. Der findes mange fordomme og vittigheder om offentligt ansatte, og jeg kan med mine oplevelser sagtens bekræfte nogle af disse fordomme. I hvert fald på det kontor jeg var ansat i. Jeg var kollega med en masse indgroede, men søde og hyggelige kontormus. Primært af hunkøn. Her var det at starte dagen med lækkert nybagt franskbrød med tandsmør og morgenkaffe (Betalt for egen regning vel at mærke) ikke en luksus, der var forbeholdt fredage, jubilæer og fødselsdage. Det var derfor heller ikke uvant, at vi dagligt sad mellem 45-60 minutter ved morgenbordet, alt imens, der blev sladret om prisen på afkommets nye fodboldstøvler eller gårsdagens afsnit af ”Pernilles Univers” eller ”Big Brother”.

Frokostpauserne, som efter gældende regler må vare 29 minutter, blev ofte brugt til 1½ times shoppingture nede på Strøget eller bare generelt 1½ times frokostpause. Ved 15-tiden var der tradition for en lille kaffe og ryge-pause, som også normalt røg op på små 3 kvarter. Lige hvad man havde behov for, for at kunne have energi til det sidste kvarter inden fyraften.
Min ene mandlige kollega kom ofte forbi mit kontor lige inden, og spurgte om jeg ville sætte kaffe over, da han påstod at have meget travlt. Men med den tid han brugte på at gå ned til mit kontor, overtale mig til at lave kaffen, kunne han snildt selv have sat den over. Hans definition af travlhed må da også have været lidt tvivlsom og meget Jack Bauer-fornærmende, når han i løbet af en almindelig arbejdsdag nåede, at læse sportssektionerne i BT og EB, ringe og sludre med flere af sine venner, spille Championship Manager (et fodboldmanager-spil) og se filmtrailere og lign. på sin arbejdscomputer. Han var desuden den der boede aller tættest på arbejdet, men var den der altid kom for sent. Ikke sjældent ringede han ind mandag morgen, for at bede om en ½ feriedag, da lørdagens bytur stadig tog ham. Det fik han da lov til. Hvor mange andre arbejdspladser synes mon det er i orden? Normalt var proceduren, at han ringede igen ved middagstid og bad om at få hele dagen fri. Det skal så siges, at vi snakker om en mand der på daværende tidspunkt var omkring de 30 og tillod at kalde mig for en drengerøv?

En dag kom jeg til at snakke med, hvem man kunne betragte som alfa-hunnen hos kontordamerene, om overarbejde. Eller i hvert fald bare om den slags naturlige goodwill det er, at blive de 10-15 minutter efter ens fyraften, hvis der lige er en presserende opgave der skal afsluttes. Nej, ikke om hun ville. Med en selvretfærdig tone i stemmen, gjorde hun opmærksom på, at hun jo var ansat i X antal timer, og skulle hun blive længere skulle hun da have overarbejdsbetaling. Jeg overvejede om jeg skulle minde hende om, hvad hendes effektive arbejdstid på en gennemsnitlig dag var, når man indberegnede ovenstående kaffe-, sladre og frokostpauser…

Det var kontordamer, der havde startet som kontorelever 10-15 år før samme sted og hængt ved lige siden. Det var dog sjældent intentionen. Elevpladsen skulle jo egentlig bare have fungeret som et trinbræt ud i den store verden. Men så fik de jo familie, børn og hus, så det mest trygge og sikre var at blive, og pludselig var der gået en masse år, og i det fleste tilfælde er det også stedet de slutter deres arbejdskarriere.

Men på den anden side. Problemets kerne finder man jo nok nærmere hos de højere magter, nemlig arbejdsgiverne, som i dette tilfælde er staten. For arbejdet blev jo gjort, så det var nok mere et spørgsmål om, at der ikke var behov for så mange ansatte, når der var tid til så mange pauser. En rationaliseringsekspert ville snildt kunne have slået 2-3 stillinger sammen til én, og jeg tror nu også der blev strammet lidt op, da vi fik den borgerlige regering i 2001. Og finder man som ansat ud af , at man kan tillade sig mange pauser uden de vilde konsekvenser, så gør man det jo, når ens arbejde bare er et onde der skal overstås.
Indgroede, som sagt. Og med den arbejdsmentalitet og manglende lyst til at udvikle sig fagligt, ville jeg være meget spændt over at høre, hvor let de ville have det, hvis de blev fyret fra deres trygge rede, og skulle ud og søge nyt arbejde.