Nine Inch Nails

Langfredag oprandt så endelig dagen, hvor et af undertegnedes all time fave-bands gæstede Kbh, nemlig Nine Inch Nails. Eller, "all time" er måske så meget sagt, for har kun været fan i måske 5-6 år på trods af de har haft en karriere på næsten 20. Men i kraft af deres impact på mig, har de alligevel formået at hoppe højt op på Runkens personlige hitliste.

Koncerten var svedig. Både metaforisk og bogstavelig talt. En tæt pakket crowd af fans, hvor de fleste var "voksne" høje mænd (havde været til koncert med Veto et par dage før, hvor majoriteten var tynde små indie-teenagere), så der var ikke meget plads at gå amok til energifyldte numre som "Mr. Self Destruct", "Wish", "Gave up", "Only" og den nye single "Survialism". Det skortede dermed på de lidt mere afdæmpede, men bestemt også smukke numre, som Trent Reznor har komponeret gennem tiden. For at namedroppe lidt kunne jeg godt have brugt storladede numre som "Something i can never have", "Right where it belongs", "The Wretched", "Into the void" og "The Great Below" der bedre passer ind i det billede og den samhørighed jeg har med NIN's musik.
Stille i salen blev det dog, da Trent slog akkorderne an til deres nok største hit til dato; "Hurt". Der var dømt ro, gåsehud, lukkede øjne og måske en enkelt fældet tåre i medfølelse for den stærke teksts budskab. For os der har en tendens til at dyrke de lidt mere dystre sider af tilværelsen, er dette nummer lidt af et "anthem" (kender ikke lige det danske ord?).
Numrets meget afdæmpede udtryk, gjorde desværre også, at alle folks summen fra salen kom mere til udtryk. Folk stod simpelthen og talte hen over de stille passager. Nogle kom med dumme tilråb. Øv. Fjolser. Troede at NIN-fans var mere hensynsfulde. Eller også var de bare lidt for fulde efter påskefrokosterne.
Da jeg havde studeret setlisterne fra tidligere koncerter på turneen, havde jeg en ide om at det nu var ved at lakke mod enden, hvilket gav mig en fornyet energi, for nu skulle der afsluttes med manér. Og publikums dedikation til musikken, fællessang og løftede arme til de to sidste energibomber ”The hand that feeds” og ”Head like a hole” bevidnede om en koncert der bestemt ikke skuffede.

I baren bagefter blev min ven Peter og jeg interviewet af musiksiden Musikgeil.dk om vores mening om koncerten.