fredag, april 13, 2007

Lidt af hvert

Løbning
Jeg er som en del af mine venner blevet grebet af det der løbning. Mine nye, og mere provinsielle omgivelser, kombineret med forårsolen virker noget mere motiverende for at trække i løbeskoene end vinter, glatføre og smog som jeg tidligere var vant til.


Motions-siden IForm tilbyder endda en ruteplanlægger til ambitiøse joggere. Med udgangspunkt i et luftfoto kan man enten planlægge sin rute eller retrospektivt plotte den ind efter man har løbet (i tilfælde af, at man som undertegnede improviserer sig vejen frem). Det mest seje er dog, at den måler hvor langt man har løbet. Det skal dog siges, at jeg selvfølgelig også går noget af ruten. Så garvet er jeg trods alt ikke endnu. Men her er den seneste rute, som strakte sig over 3,69 km. (Flot tal egentlig)


Ildebrand
Onsdag aften, da jeg sad i min stue og stenede "Klovn", kunne jeg høre en rumsteren ude fra køkkenet. Eller dvs. jeg regnede med, at det var min nabo der havde i gang med noget praktisk arbejde eller noget. Der er nemlig normalt meget stille, hvor jeg bor, så alle nye lyde lægger man ekstra mærke til. Pludselig begyndte jeg også at høre støj og rabalder ude foran mit stuevindue (bor i stuen). Hørte folk der råbte og lign., og nu var vi pludselig langt væk fra hvad jeg forbinder med mit stille og rolige, uskyldige boligområde. Kiggede ud af vinduet, hvor blå lys kørte forbi. En stor brandbil parkerede lige uden for. Lagde to og to sammen, og frygtede, at det var min nabo der var brændt inde. Gik derefter ud i køkkenet, der har udsigt til gården, hvor jeg bag de nedslåede persiennere kunne se at det der havde rumsteret tidligere, var de knitrende lyde fra ild. Åbnede persiennerne og kunne se, at der stod kæmpe flammer op fra cykelskuret få meter fra mit vindue. Et par cykler var ved at smelte, og cykelskurstaget lige så, da et par kampklædte brandmænd fik sat branden i skak med deres slanger. Udenfor stod pyjamasklædte naboer og kiggede på de dramatiske begivenheder. "Hvordan går der ild i et par cykler?" tænkte jeg, og de første par ideer om en lokal pyroman strejfede mine tanker. Disse fik dog ikke næring til at udvikle sig i paranoid retning, da jeg erfarede, at det var en knallert der var gået ild i, der havde taget et par cykler med sig i faldet. En knaldert har trods alt bedre odds for at fare i fuld lue, end de mere "akustiske" cykler. Jeg kunne sove roligt. Ingen onde mareridt om pyrofile pyromaner til mig.
I dag blev jeg dog ringet op af en politimand, der efterforskede sagen udfra en ide om at branden var påsat. Jeg skulle høres om jeg havde observeret noget mistænkeligt. Desværre kunne jeg ikke lige brilliere med fældende beviser, der ville gøre mig til kronvidne. Så nu kan jeg måske i stedet frygte for min egen cykels sikkerhed i fremtiden.

Ingen kommentarer: