Jeg kommer cyklende nedad Ny Carlsberg Vej på Vesterbro til et noget så uskyldigt ærinde som at fodre min søsters kat. Med solbriller på og musik i hørebøffen ænser jeg svagt en skikkelse stå midt på vejen. Fair nok, der er stort set ingen trafik på den gade, og han er sikkert bare en morgenbrandert på vej hjem. Da jeg kommer nærmere virker det til at han har til hensigt at spørge mig om noget. Han vil sikkert bare høre, om jeg har en smøg eller noget i den dur, tænker jeg. Det næste jeg opfatter er dog, at han – mens jeg stadig cykler – begynder at løbe mod mig på en ret aggressiv måde. Rent instinktivt reagerer jeg ved at sætte farten op og dreje i en bue, så jeg undgår ham. Da jeg er passeret vender jeg mit hoved for at se om han er fulgt med. Han sender mig blot et smørret grin, og jeg kvitterer med en fuck-finger. Jeg slap med skrækken og et hjerte oppe i halsen og først noget senere, gik det op for mig, hvad der lige var sket. Eller sådan da. For jeg ved ikke hvad hans intention var. Om han blot var en idiot på coke, der havde brug for at spille med musklerne, eller om jeg reelt var et potentielt offer for en rulning. Jeg håber bestemt ikke at det var det sidstnævnte, for så havde han måske fundet et nyt offer kort efter. Jeg spekulerede på hvad mine muligheder var. Skulle jeg have anmeldt det til politiet? Jeg ved ikke om de overhovedet gad at reagere på noget, der bare var ”forsøg på overfald” og i så fald, ville han være over alle bjerge, når de nåede frem. Og hvad ville han få? Ikke engang en betinget straf, når der ikke kan bevises noget.
Skulle nogen derfor have set en relativ høj ung gut i 20’erne med en spraglet hiphop-jakke og med et smørret grin, der korporligt truer cyklister, er de meget velkomne til at lave en morgensherifstjerne på ham.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar