tirsdag, april 08, 2008

Online analyseinstitutter

Jeg er tilmeldt diverse analyseinstitutters webbrugerundersøgelser, så ca. en gang om ugen får jeg en mail ang. en ny meningsundersøge om et givent emne. Det kan være alt fra hvilket parti jeg ville stemme på, hvis der var valg i morgen til om jeg opfatter Zendium tandpasta som et miljøbevidst mærke.

Forleden handlede det om mit forhold og kendskab til ølmærker. En kategori jeg synes at være nogenlunde på hjemmebane. Dvs. jeg kan lide at drikke dem, men det er ikke fordi jeg er det store mærkedyr, der kan smage forskel. Endsige huske inden for hvilket tidsinterval, jeg sidst drak en Faxe Pilsner eller Ceres Royal. Mere absurd bliver det, når jeg skal forholde mig til spørgsmålet:
”Hvis Faxe Pilsner var en person, hvilke personlige egenskaber ville den så have?”. Valgmulighederne er ord som sjov, arrogant, flink, hjælpsom etc. Det er måske meget sjovt, hvis det er en øvelse på 1. semester i dramaturgi eller lign. Men når man skal forholde sig til et mærke, man måske har drukket én enkelt gang i køen til Roskilde Festival, fordi det skortede på andre mærker, er det lidt frustrerende at man skal vælge MINDST fire egenskaber, og at der IKKE er en ”Ved ikke”-mulighed. Som man spørger i skoven får man svar.

Nogle gange giver det dog også et væsentligt mere relevant afkast. Som fx når man bliver rekrutteret til en fokusgruppeundersøgelse, hvor man bliver betalt for at kværulere.

2 kommentarer:

Uno Brix sagde ...

...eller måske skal smage på is! [slurp]

milroesen sagde ...

Uhhh ja...issmagning ville absolut ikke være af vejen.
Jeg skal til det der i morgen, og kan ikke huske om man bliver betalt. Erindrer noget et sted om et weekendavisabonnement...måske det var der:)