En gøjs bedrifter

I dag ankom jeg til Køge til lidt pinsehygge hos de gamle. Traditionen tro ville jeg drille gøjen* lidt. Men den fortjener sgu også lidt røg, for den er ikke altid for smart. Mens vi sad i trygge, hyggelige omgivelser rundt om stuebordet med kaf’ og lagkag’ inden for fornuftig rækkevidde, farede gøjen rundt udenfor i haven og på terrassen. Selvom dens efterhånden 8-årige anciennitet i familien, har sikret den sin egen indgang (læs: kattelem), insisterer den, med en klagende miaven, ofte at blive lukket ind af terrassedøren. Og det er ofte under et minut efter, at vi bevidnede at den gik ud af kattelemmen, der er placeret bag i huset. Vægelsind, dit navn er gøj
Tørfoder er ikke ophidsende mad, og i dag var det jo pinsedag, så gøjen syntes den skulle forkæle sig selv med en lille pipper. Stolt kom den spankulerende hen over terrassen med hvad der lignede en meget død gråspurv. Byttet blev lagt på jorden, og på trods af dets stendøde tilstand, blev gøjen ved med at slamdunke fuglen.

Den efterfølgende bedrift vidnede heller ikke om at vores gøj er én af de skarpeste kløer på poten. Fra et vindue spottede jeg katten i færd med at klatre op af et træ i haven. Den fandt sig til rette, og spottede noget interessant og sortpjusket i nærheden. Noget den kunne lege med? Noget den kunne jagte, nedlægge og spise? Det var i hvert fald tæt på, men trods dette, var det nærmest umulig kamp for katten at få fat det sortpjuskede. Af og til fik den fat i det, men mistede det igen, og forfra igen. Sådan morede den sig længe oppe i træet. Jeg ved dog ikke, om den nogensinde opdagede, at det var dens egen hale…

* Gøjen er min families interne slangord for katten. Don’t ask…