mandag, september 22, 2008

Den kognitive terapis paradoks

Det er lidt paradoksalt med kognitiv terapi. Essensen er, at man skal lære at acceptere sig selv som den man ER. Men for at kunne lære dette, er det nødvendigt at ÆNDRE sig.

onsdag, september 10, 2008

Den bedste mus

Jeg synes lige, at der var behov for en lille afstemning.

Hvem er den bedste mus?

Mickey Mouse


Mighty Mouse



Fievel Mousekewitz


Trådløs mus

Itchy

Muskler


Museum


mandag, september 08, 2008

Sys Bjerre og proportionssansen

I den rødhårede piges hitsang Malene er der bl.a. disse to linier.

"...Og din lejlighed er lidt brændt ned"

Og så lidt senere:

"Og din x-box er måske lidt våd og står et sted på Enghavevej"

Er det bare mig, men er en våd X-Box ikke pænt ligegyldig når man står med en nedbrændt lejlighed?

onsdag, september 03, 2008

Facebook og direct marketing



Som direct marketing- og customization-nørd fryder det mig at opleve et af FB's nyeste tiltag. At man kan hhv. rose eller kritisere en salgsannonce alt efter ens behov. Målet er vel at annonceringen dermed med tiden bliver endnu mere segmenteret og brugerne ikke får vist de allermest irrelevante annoncer. Brugerne vil sikkert stadig til en hvis grad stadig opfatte det som spam. Men for annoncørerne, der betaler pr. klik eller pr. eksponering vil annoncepengene sikkert være noget bedre givet ud, for i det mindste rammer man ikke helt skævt og bruger annoncepenge på helt irrelevante målgrupper. Tænk på hvor hurtigt jeg kunne være sluppet af med ham her fx. www.flickr.com/photos/gergenzola/2698688896/

mandag, september 01, 2008

Nyhedsavisen

Ærgerligt at Nyhedsavisen lukker. Den har været mit daglige papirmedie, der har forsynet mig med dagligdagens væsentligste overskrifter.

Men hvad sker der også for den fantasiløse navngivning af en avis? "Nyhedsavisen"! Smag på ordet. Er en avis i sig selv ikke et medie, der bringer nyheder af en eller anden art? Omvendt set, hvor mange dagligt udkomne aviser leverer IKKE nyheder?

lørdag, august 23, 2008

Røde lys macht frei

Inspireret af Kim Larsen's fine Gesundheit macht frei-kampagne fik jeg lige ideen til at harcelerere over endnu et latterligt forbud, der indskrænker den personlige frihed. Loven om at man ikke må køre over for rødt? Hvad sker der for DET? Hvad er det for nogle hysteriske nazist-typer, der har besluttet, at jeg skal holde for rødt lys? Det indskrænker min personlige frihed og mulighed for at køre hvor og hvornår jeg vil...og jeg kommer for sent på arbejde...

tirsdag, august 19, 2008

Buster

Da Buster Oregon Mortensen første gang var i seng med en kvinde, fik ordene "Åh åh Buster" en helt ny klang...

Spørgsmål

Hvilke fordele er der ved at være en undskyldning for sig selv?

lørdag, august 16, 2008

Råd til kvinderne

Man skal ikke bolle en bager, der er større end at man tør slå op med ham.

mandag, august 11, 2008

Placebo og Bottrill

Når produceren David Botrill, der stod bag solide værker som Tool’s "Ænima" og "Lateralus", Mudvaynes "The End of All Things to Come" og Muse’s "Origin of Symmetry", skal stå bag Placebo’s næste album, er det svært ikke at være bare liiiidt spændt.

torsdag, august 07, 2008

BT og vegetar-begrebet

Fra BT-artikel om den kære Paris Hiltons besøg i København:

Da den 27-årige skønhed er vegetar bestod ingen af de mange retter af kød, men derimod af foie gras, jomfruhummer, rødmule og perlehøne. De fire desserter som Paris Hilton gik glip af var noget surt, sødt, salt og bittert.

Det lader vi vist lige stå for sig selv...

onsdag, juli 30, 2008

Wonderful Copenhagen

Islands Brygge kl. 7.30 tirsdag morgen

Jeg fik desværre ikke taget et billede af den horde af måger, der residerede i dette område.

mandag, juli 28, 2008

Navngivning #1 og #2

Personlighedsspaltning, dit navn er Morten, Anna og Lone.

Glemsomhed, dit navn er...øhhhhh??

onsdag, juli 23, 2008

Facebook-fornægtere

Det er ca. et år siden, at jeg oprettede mig på Facebook og populariteten og antallet af brugere har siden da spredt sig med lynets hast. Det afspejler sig også i de samtaler, jeg har i mine venskabs-, bekendtskabs- og kollegiale kredse, hvor emnet Facebook, bevidst som ubevidst, kommer på samtalens dagsorden: ”Har du hørt om den nye gruppe ’Bevægelsen for genudsendelse af Fragglerne’?", ”Jeg er lige blevet ven med Michael Bundesen” eller ”Har du set billederne fra festen i fredags på Kaspers profil?”. At google folk er forældet. Man kan få meget mere information ved at facebooke folk. Inden længe bliver 'at facebooke' vel også anerkendt som udsagnsord i danske ordbøger? Og på et tidspunkt bliver de ’gammeldags’ e-mailinvitationer masseudsendt til alle ens venner måske udskiftet med de langt mere praktiske 'Events'.

Af og til møder jeg dog også de såkaldte ’Facebook-fornægtere’ (mit eget begreb). Folk der af princip ikke gider den slags. Folk af samme kaliber som dem - da mobiltelefonen så småt begyndte at blive hver mands eje i slut-90’erne – slet ikke gad den slags nymoderne pjank, endsige vidste, hvad de skulle de bruge til? Sjovt var det at se, at mange af dem der dengang fordømte mobiltelefoner selv nu er typerne man bliver irriteret på, når de storskvadrer i S-toget. Og jeg har da også oplevet et par 'Facebook-fornægtere', der til sidst ikke kunne modstå presset og oprettede en profil. Eller også indså de bare hvor mange fede muligheder, der er i det. Ja, jeg erkender gerne, at jeg er en stor fortaler for Facebook og dets muligheder. Jeg hører gerne fra folk, der er uenige.

Jeg har hørt mange forskellige argumenter for folk ikke gad bruge Facebook:

Det er en værre tidsrøver! Ja, men det er der så meget der er i dagens informations-overloadede helvede. At have internetadgang er en åben port til en verden af crap. Jeg synes i stedet, at det handler om at lære at navigere i alle informationer og at prioritere sin tid. At selektere og afvise ting, der er irrelevante.

Jeg er en privat person. Jeg gider ikke, at alle skal kunne se mig! Facebook har ca. en milliard muligheder for at gøre sin profil privat. For det første bestemmer man selv hvor mange oplysninger, man vil give og vise om sig selv. Og dem man vælger, kan man vælge kun at venner skal kunne se. Og venner vælger man selv. Det er ikke nødvendigvis meget mere offentligt end at man kan finde folks adresser og telefonnumre på Krak.

Det er overfladisk. Det er hvad man gør det til. Man kan bruge det lige så seriøst og så useriøst som man lyster. Der er muligheder i alle retninger, og rent personligt kan jeg se mange konstruktive muligheder. Derudover skal man huske på, at venne-begrebet på Facebook ikke afspejler ”den virkelige verdens” venne-begreb. Man behøver ikke at have nære relationer til de 200 personer på ens venneliste. Der KAN være andre motivationer for at være venner på Facebook og et venskab der, er lige så lidt forpligtende som besværet det er at trykke ”Fjern”.

Jeg ved i øvrigt ikke om den her artikel, stadig har en slags sandhedsværdi. Den er i hvert fald fra før Facebook slog i gennem i Danmark. Om der er folk der bevidst fravælger Facebook, fordi de vil være ”offline” og dermed mere interessante. I mine øjne er man dog i reglen ikke interessant, fordi man er utilgængelig. Man er interessant, fordi man er interessant.

Og der findes jo sikkert også nogle folk, der bekæmper alt der er populært og massekulturelt, og herunder Facebook. Dem vil jeg også gerne høre fra, men oddsene for at de læser denne blog, er nok ikke så stor.