Facebook-fornægtere

Det er ca. et år siden, at jeg oprettede mig på Facebook og populariteten og antallet af brugere har siden da spredt sig med lynets hast. Det afspejler sig også i de samtaler, jeg har i mine venskabs-, bekendtskabs- og kollegiale kredse, hvor emnet Facebook, bevidst som ubevidst, kommer på samtalens dagsorden: ”Har du hørt om den nye gruppe ’Bevægelsen for genudsendelse af Fragglerne’?", ”Jeg er lige blevet ven med Michael Bundesen” eller ”Har du set billederne fra festen i fredags på Kaspers profil?”. At google folk er forældet. Man kan få meget mere information ved at facebooke folk. Inden længe bliver 'at facebooke' vel også anerkendt som udsagnsord i danske ordbøger? Og på et tidspunkt bliver de ’gammeldags’ e-mailinvitationer masseudsendt til alle ens venner måske udskiftet med de langt mere praktiske 'Events'.

Af og til møder jeg dog også de såkaldte ’Facebook-fornægtere’ (mit eget begreb). Folk der af princip ikke gider den slags. Folk af samme kaliber som dem - da mobiltelefonen så småt begyndte at blive hver mands eje i slut-90’erne – slet ikke gad den slags nymoderne pjank, endsige vidste, hvad de skulle de bruge til? Sjovt var det at se, at mange af dem der dengang fordømte mobiltelefoner selv nu er typerne man bliver irriteret på, når de storskvadrer i S-toget. Og jeg har da også oplevet et par 'Facebook-fornægtere', der til sidst ikke kunne modstå presset og oprettede en profil. Eller også indså de bare hvor mange fede muligheder, der er i det. Ja, jeg erkender gerne, at jeg er en stor fortaler for Facebook og dets muligheder. Jeg hører gerne fra folk, der er uenige.

Jeg har hørt mange forskellige argumenter for folk ikke gad bruge Facebook:

Det er en værre tidsrøver! Ja, men det er der så meget der er i dagens informations-overloadede helvede. At have internetadgang er en åben port til en verden af crap. Jeg synes i stedet, at det handler om at lære at navigere i alle informationer og at prioritere sin tid. At selektere og afvise ting, der er irrelevante.

Jeg er en privat person. Jeg gider ikke, at alle skal kunne se mig! Facebook har ca. en milliard muligheder for at gøre sin profil privat. For det første bestemmer man selv hvor mange oplysninger, man vil give og vise om sig selv. Og dem man vælger, kan man vælge kun at venner skal kunne se. Og venner vælger man selv. Det er ikke nødvendigvis meget mere offentligt end at man kan finde folks adresser og telefonnumre på Krak.

Det er overfladisk. Det er hvad man gør det til. Man kan bruge det lige så seriøst og så useriøst som man lyster. Der er muligheder i alle retninger, og rent personligt kan jeg se mange konstruktive muligheder. Derudover skal man huske på, at venne-begrebet på Facebook ikke afspejler ”den virkelige verdens” venne-begreb. Man behøver ikke at have nære relationer til de 200 personer på ens venneliste. Der KAN være andre motivationer for at være venner på Facebook og et venskab der, er lige så lidt forpligtende som besværet det er at trykke ”Fjern”.

Jeg ved i øvrigt ikke om den her artikel, stadig har en slags sandhedsværdi. Den er i hvert fald fra før Facebook slog i gennem i Danmark. Om der er folk der bevidst fravælger Facebook, fordi de vil være ”offline” og dermed mere interessante. I mine øjne er man dog i reglen ikke interessant, fordi man er utilgængelig. Man er interessant, fordi man er interessant.

Og der findes jo sikkert også nogle folk, der bekæmper alt der er populært og massekulturelt, og herunder Facebook. Dem vil jeg også gerne høre fra, men oddsene for at de læser denne blog, er nok ikke så stor.