Information pollution

Det første jeg gør, når jeg tænder min computer om morgenen (hvad enten det er hjemme, på arbejde eller på skole) er at klikke ind på de faste bogmærker. Højst prioriteret er communities og lign. hvor jeg har min eget personlige login, der er tilpasset mine egne behov. Det er fx MSN, Facebook, Flickr, Biblnet og Last.fm. Næst i rækken kommer alle de ”upersonlige” nyhedssider som Politiken, BT og Gaffa. Jeg har konstant et hav af faneblade åbne, og de bliver jævnligt klikket ind på dem. Ignorer jeg mit overjeg, der gerne skulle sørge for at jeg holder fagligheden højt, kan jeg let blive suget en ond spiral, der også burde betegnes som det virtuelle overspringshandlingshelvede.

Fra en artikel i Politiken, der viser videre til en anden, der nævner et fremmedord, jeg lige må google eller wikipediere (i mangel af bedre ord), der henviser til en video på YouTube, hvor en gut har kommenteret. Kommentaren linker til hans blog, der viser et billede fra hans profil på Flickr, som er så spøjst at jeg er nødt til at kommentere det. I et andet faneblad har jeg Facebook åben, hvor jeg jævnligt trykker F5 for at få den meget vigtige info, at en stor del af ens internetvenner er på arbejde, og nogen andre er glade for at det snart er weekend. Samtidig har jeg modtaget en ny request til en Facebook-gruppe, hvis titel virker til at være relevant for mig. Den er svær at ignorere, og yderligere tid bruges (spildes?) på at læse debatindlæg og checke billeder og de andre medlemmer. Jeg besvarer et indlæg og kommer i tanke om, at jeg lige må checke om der er blevet kommenteret på ens kommentar på billedet på Flickr. I mellemtiden er der tikket et par mails ind, som jeg selvfølgelig også lige skal læse. De bliver kun lige skimmet, for jeg skal videre i teksten. Det er jo også vigtigt lige at høre sin ven på MSN, hvad det er han hentyder til i sin ”status” på Facebook.

I dette virtuelle miljø står tiden aldrig stille. Jeg når aldrig at kede mig, og får nogle gange stresslignende spat af mangel på overblik over alt det kaos jeg åbner op for. For min nysgerrighed og videbegærlighed gør, at jeg vil til bunds i alt jeg bare finder lidt spændende. Når jeg så samtidig er drevet af et behov for orden, så opstår der neurotiske og rastløse tilstande. Jeg ønsker mig min egen personlige informationsspecialist (lidt ironisk, at jeg endda selv er ved at uddanne mig til én) til at sortere, vælge til og vælge fra for mig.

Og så stik mig ellers en kold øl, for de er sgu’ så dejligt enkle, ligetil og ikke-hyperkomplekse!

(Nåh ja, inden jeg lukker ned skal jeg lige checke om der er kommet svar i debatten i Facebook-gruppen og så selvfølgelig poste dette indlæg, som er blevet skrevet i mellemtiden)