tirsdag, januar 08, 2008

Random nytårs-causeri.

*plaskede lidt vand i hovedet*
Forleden blev jeg mindet om, at det egentlig var lang tid siden jeg havde publiceret noget på min blog. Ganske rigtigt, har jeg forsømt Runkedoren, og det både bevidst som ubevidst…
*drak en tår af min halvlunkne kop Nescafe*
Selvom jeg har lige så lidt tiltro til nytårsforsætter som jeg har til Koranen, så har jeg alligevel grebet mig selv i at have mindst to. Det ene – som muligvis er en medvirkende faktor til, at jeg ikke har skrevet mere på bloggen – er mit ønske om at skære ned på pc-forbruget. Men her otte dage inde i det nye år, kan jeg så gøre en status der siger, at det nytårsforsæt kan jeg vist godt skyde en hvid pil efter. Så selvom jeg ikke just har blogget, har min tid foran skærmet været anderledes prioriteret.
*forbandede Facebook lang væk for at være en ond og modbydelig tidsrøver*
Jeg vil ikke sige, at travlhed med studieopgave etc. har noget at sige. Jo, selvfølgelig har den da fyldt meget, men ikke mere, end at jeg ville kunne finde tid til at blogge, hvis jeg faldt over noget, jeg bare måtte ud med. For det handler om LYST og ikke tid. Er lysten der, så kan man altid finde tid…og sådan er det i øvrigt også i forhold til andre ting i livet. Det handler om prioriteringer.
*prøvede, efter at være røget ud på et sidespor, at komme tilbage til blog-indlæggets emne*
Det andet nytårsforsæt var et ønske om at brokke mig mindre. At være mere omfavnende og forstående. Egenskaber, der ikke just harmonerer med kilderne til en stor del af denne blogs indhold: brok, kværuleren og flueknepperi. For det er jo altid lettere at brokke sig, end at sætte ind i tingene.
*tog sig selv i at frygte at virke lidt for selvhøjtidelig*
Så hvis jeg ikke skal brokke mig, hvad så? Vil det betyde en stille død for Runkedoren, eller skal jeg ændre koncept? Skal jeg blive en hverdagsblogger, der hiver interessante emner som dagens café latte-besøg og den hjemmelavede tunsalat op af hatten? Eller en akademisk blogger, der publicerer sine seneste forskningsresultater (nu skal jeg jo til at skrive speciale, sååå). Eller måske skal jeg bare tage konsekvensen og indse, at blogs er på vej ud, og at Facebook har overtaget webherredømmet?

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Jeg må erkende, at jeg ikke helt forstår hysteriet omkring Facebook. Din blog er da meget sjovere, Muus. Så nej, du skal ikke lade FB overtage webherredømmet helt...

/P