Viser opslag med etiketten Reflektion. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Reflektion. Vis alle opslag

søndag, oktober 28, 2007

Fødselsdagsgaver

Indtil man når en hvis alder (forskelligt fra person til person) er fødselsdagsgaver noget man giver for at fejre den der fylder år. Efter det, er fødseldagsgaver noget man giver, for at trøste den der fylder år...

søndag, oktober 21, 2007

Når sprutten går ind…

…går prutten ud.

Yes, og nu fik jeg også erfaret det på egen krop. Det stinkende ikkerygningsfænomen, som opstår i byen-situationer, hvor mange mennesker er samlet på lidt plads. Troede først, at det var lidt en skrøne, men den er nu god nok. Flere gange måtte jeg tage mig selv i at holde vejret, for ikke at komme til at inhalere lidt flatulens fra andre i-byen gæster. Det er lidt vand til rygernes mølle i den ophedede rygeforbudsdebat, der vel stadig kører. Kan nærmeste se dem for mig, stående som Nelson fra Springfield og pege, mens de siger: ”Haha!”.
Nå, men det ændrer jo nok ikke på lovgivningen. I det mindste er prutter ikke sundhedsskadelige…og så minder det os jo bare om, at vi alle er mennesker…

fredag, oktober 19, 2007

Et cigaretskod = forurening?

En stille undren

Forleden havde jeg en samtale med en ven ang. det at mange rygere ukritisk skodder deres smøger på jorden og i naturen. At de ikke tænker over, at det lille gule filter faktisk er affald på lige fod med en tom Matador Mix-pose eller papiret fra en isvaffel.
Hvorfor, egentlig? Jeg tror ikke, det er fordi at alle rygere er deciderede, hensynsløse miljøsvin. Det opfattes måske slet ikke som forurening. Sådan en lille gul og neutral fætter, er der vel ingen der lægger mærke til, alligevel? Og sådan har det jo altid været.
Det er nu heller ikke for at være hellig, at jeg skriver dette. Jeg selv har skoddet en del smøgstumper på gader og stræder gennem tiden, men er nu i højere grad blevet bevidst om, at det egentlig ikke er ok!
Men måske kræver en forbedring på det punkt en kollektiv mentalitetsændring?

torsdag, september 20, 2007

Hjernevask - ikke så slemt

Det er sgu' helt i orden, at være hjernevasket, når man ikke er klar over, at man er det.

torsdag, august 30, 2007

Tips til at begå kriminalitet uden at blive opdaget

Flere nyhedsmedier (bl.a. TV2 Nyhederne) fokuserede i går på den nye parkeringsfidus som mange bilejere benytter sig af for at parkere ulovligt og slippe for bøde. Fidusen var udførligt beskrevet suppleret med oplysninger om at gerningsmændene i de fleste tilfælde ikke blev opdaget. Politiet prioriterede nemlig ikke denne form for kriminalitet særlig højt og P-vagterne var magtesløse. Umiddelbart virkede det ikke til at der var en løsning på problemet, så here you go alle jer svage sjæle med parkeringsproblemer i indre by!

Jeg undrede mig om det var programmet: ”Tips til at begå kriminalitet uden at blive opdaget” eller TV2 Nyhederne jeg sad og så…

onsdag, august 29, 2007

Unicef og hjemløshed

Jeg gik en tur på Strøget. Jeg passerede en af disse her unge og meget smilende personer med en blok og en blå trøje med teksten Unicef. Min erfaring med dem er ikke så heldig, da det virker lidt til, at deres eneste formål, er at give os der tilnærmelsesvis har et budget med overskud til at tænke på os selv, dårlig samvittighed. Jeg var denne gang heldigvis ikke selv offer for ”har du lige 2 minutter?”-salgstalen. Knægten i Unicef-trøjen var i øvrigt selv så skinny, at man næsten kunne mistænke ham for at samle ind til mad til sig selv. Få meter fra ham, dog uden yderligere sammenhæng, sad en tyk, hjemløs mand op af muren med et skilt: ”Jeg er sulten”.

Jeg havde svært ved ikke at studse over den lettere ironi i situationen.

tirsdag, august 21, 2007

Dansk på engelsk

"Du taler sproget med en fjoget københavnsk accent,
det er skufle, men det fatter du sgu nok engang”
MC Einar, ”Provokerer, onanerer”, 1988

I en af dagens gratisaviser faldt jeg over en artikel der omhandlede at danske musikere der gør sig på engelsk får megen lidt succes i det store udland, og især i USA. Artiklen påpegede at mange danske kunstneres engelskkundskaber slet ikke kan hamle op med deres amerikanske kollegaer, som i sig selv er logisk nok. I amerikanernes (og briternes, vel) ører er mange danskeres engelsktekstede sange ret banale, da danskere simpelthen mangler de ekstra dimensioner i sproget. Nemlig, at det engelske/amerikanske sprog ikke blot er et værktøj man hiver op af værktøjskassen, når der skal skrives en sang. Det handler om at leve sig ind i sproget, dyrke det, drømme det, indånde det, tænke det. Dagligt. At man som dansk kunstner med et blot gennemsnitligt engelsk har forventninger om at slå igennem i USA (som der i forvejen har en massiv konkurrence i musikbranchen) er det vel med lige så gode odds som det nuværende Brøndby IF-mandskab har for at vinde i en udebanekamp mod FC Barcelona…hvor BIF altså er bagud 3-0 og har to mand udvist…OG der piftes hver gang en Brøndby-spiller har bolden…OG dommeren er bestukket af den spanske regering…

I sandsynlighedsberegningen for et dansk bands chance for at få udenlandsk succes, skal så også lige medregnes grammatisk dårligdom og accenter, der vil få Arnold S. til at lyde som indfødt amerikaner.

Når det er sagt, så er der er i mine øjne således heller ikke særlig meget kunstnerisk integritet i at tænke i profit og succes, som vel er en af de primære grunde til at synge på engelsk?

For et par år siden fik en række dansksprogede bands ekstra meget airplay i mainstream radioen. Det var som om, at det var blevet moderne at synge på dansk igen, og der blev snakket om ”den danske bølge” som et nyt kulturelt fænomen. Jeg var komplet uforstående. For mig forekom det fuldstændig naturligt, at man sang på sit modersmål.

Hvorfor skulle disse bands nu have skudt en masse motiver i skoene, blot fordi at de altså ikke havde behov for at være ”seje” og internationale? For ja, synger man på dansk, så begrænser man sig selv til at allerhøjest at få succes inden for landets grænser. Men igen, hvor mange engelsksprogede danske bands er det lige, der har lagt udlandet for deres fødder? Ironisk nok er det sjovt at erfare, at et band som netop har haft meget succes i USA er dansksprogede Under Byen. Måske fordi at den charmerende kompromisløshed tiltaler, modsat de mange engelsksprogede ”wannabe’s”, der blot lyder som tamme kopier af noget, der bliver fremstillet på metervarebasis i USA?

En masse håbefulde upcomingbands præsenterer deres hjemmesider med et amputeret, men ambitiøst engelsk. Åbenbart hellere lefle for den lille promille af potentielle internationale interesserede, frem for den umiddelbare målgruppe; danskerne.

Jaja, jeg kan jo også godt se det fra den anden side. Vi fleste forstår jo engelsk, og vi kan lige så godt vænne og forberede os til globaliseringens indtog. Jeg er da heller ikke udviklingsforskrækket eller stemmer Dansk Folkeparti, men ”hvis en mand han ikke kan, så skal han helt la’ vær’”, siger jeg bare, for lige at runde af med endnu et Einar-citat.

Også i fodboldbranchen mærker man angloficeringen. Flere danske klubber har taget betegnelsen ”FC” (Football Club) til sig. ”Boldklub” minder nok for meget om Knud Lundberg og Sofus Krølben. Men hvis det skal være så internationalt, hvad er så pointen med Champions League og europacup, hvor det netop burde handle om nationalfølelsen, når man holder med de danske hold? Globalisering er i mange henseende fint nok, men det mister charmen, når der assimileres og hvis de enkelte lande ikke får lov til at beholde deres særpræg.

Ovenstående er udelukkende baseret på mine egne antagelser, tolkninger, forestillinger og refleksioner og intet kan bevises videnskabeligt.

tirsdag, august 14, 2007

Skræmt eller positivt overrasket?

I morges stødte jeg ind i en mand i min gård, jeg ikke havde set før. Han var meget venlig og proaktiv med henblik på at komme i en eller anden form for dialog med mig. Han kommenterede det varme vejr, og spurgte om jeg skulle ned og vaske. Den første tanke i mit hoved var: ”han må være retarderet eller tilbagestående på en eller anden måde”. Det siger måske mere om min tankegang, men er jeg den eneste? Det er nu sjældent at folk, man ikke har et eller andet forhold eller social forpligtelse til, approacher (i mangel på bedre dansk ord?) én så direkte. Medmindre der er tale om fuldskab eller anden form for påvirkning, selvfølgelig.

Jeg kan ikke lige finde ud af, om jeg skal være skræmt eller positivt overrasket i denne slags situationer. Skræmt fordi, at det ligger så langt fra normalen, at der næsten bare MÅ være skumle bagtanker. Positivt overrasket, fordi her har vi en gut, der bare sprænger alle gængse konventioner for hvordan man socialiserer.

mandag, august 06, 2007

Nemesis?

Nemesis?

fredag, august 03, 2007

Jeg vil være kræsen

Nogle gange kunne det være rart, at være enten vegetar, veganer eller bare meget kræsen. For så ville jeg ikke få stress og dårlig samvittighed over alt det lækre mad jeg må vælge fra, når jeg besøger kantinen – et overflødighedshorn af lækkerier - på mit arbejde.

torsdag, juli 26, 2007

Stressede husfruer?

Det slog mig lige, at jeg mangler Desperate Housewifes i mit liv. TV2 har jo givet serien ”sommerferie”, selvom den var midt i en sæson. Men det har jo nok været vigtigt at give den lidt fri, for i disse tider kan man ikke åbne en avis uden at støde på en artikel om stress. Man hører om kendte der står frem på BT og EB’s forsider; ”Jeg gik ned med stress”. Det næste må jo så være en kendt tv-serie: Desperate Housewifes udtaler i privat interview med BT; ”Det blev for meget til sidst. At skulle leve op til forventningspresset og hele tiden score højere seertal. Det blev for meget. Mistede koncentrationen og bad TV2 om ferie”
I stedet sender de så Ugly Betty. Hendes stresstærskel er TV2 åbenbart ret ligeglad med. Eller også er en grim pige i en harmløs modebranche åbenbart ikke lige så stresslatent som et par desperate husfruer, der har mord, utroskab, lig i lasten en masse og andet godt drama på dagsordenen.
Men hvorfor er det ellers de sender DH på ”sommerferie”? Er de bange for, at familien Danmark forsømmer tv’et, fordi de hellere vil være ude i regnen?

tirsdag, juli 24, 2007

Mareridt?

Det er nu noget underligt noget med drømme og mareridt. Ikke at det er nogen nyhed, men gang på gang overraskes jeg af den irrationalitet de ligger for dagen (eller natten, høhø). En irrationalitet, der efterhånden har fået mig til at indse, at alt der falder ind under kategorien drømmetydning og deslige, er lige så håbløst som at tro man kan sælge buksebælter til 10. klasseknægte anno 2007.

Mareridt er kendetegnet ved, at der foregår noget ubehageligt i Drømmeland. Og rationelt set, behøver hændelsen ikke engang være ubehagelig; den føles bare sådan i drømmen. Det der undrer mig er, at selvom jeg en sjælden gang får min hverdag (hvernat?) krydret med en lille hyggelig gyser kreeret af min fantasi, så er stort set alle de drømme jeg har, potentielle mareridt. I hvert fald, når man efteranalyserer dem og dermed erfarer, hvor sindssyge ting man netop lige har været vidne til. Ting, som man i drømmen opfatter som det mest naturlige, og ikke hæfter sig videre ved, som var man pumpet godt og grundig virkelighedsfjern med morfin. Men samtidig er det ting der, hvis de skete i virkeligheden, ville resultere i måbende mund og polypper. Så hvordan kan det egentlig være, at den kæmpe fleksibilitet og accept af weirdo hændelser, som vi har i drømme, alligevel ikke er gearet nok til at håndtere de mareridtsagtige af slagen?

For at gøre mine teser lidt mindre højtragende, kan jeg bruge et ret aktuelt eksempel. I nat havde jeg, hvad jeg ville karakterisere som et mareridt. Bl.a. fordi, at et eller flere elementer i drømmen gjorde mig pisse skrækslagen. Jeg deler den op, bid for bid, netop for at understrege det absurde:

Det undrede mig ikke, at jeg boede i en stor to etagers villa, når virkelighedens fakta er, at jeg er en fattig studerende på SU og SU-lån. Ikke at dette er specielt mareridtsagtigt, men jeg ville da føle mig dejlig forvirret, hvis jeg en dag vågnede op et andet sted. Og vi snakker ikke det, at vågne op efter en druktur, men, at vågne op et sted man ikke kender, og har adressen som fast bopæl.
Det undrede mig ikke, at jeg løb fra Valby (villaen havde ikke nogen adresse, men da jeg bor i Valby i den virkelige verden, går jeg ud fra at jeg også boede i Valby i drømmen) til mine forældres hus i Køge uden pauser og uden at være forpustet.
Det undrede mig ikke, at min mor sad i køkkenet med en sort truckerkasket på. Endnu et faktum, der ikke er decideret mareridtsagtigt, men alligevel jævnt bekymrende. Altså det med kasketten…
Det undrede mig heller ikke, at min mor havde besøg af en fjern bekendt af mig, hvis eksistens hun ikke burde have den fjerneste ide om i virkeligheden.
Til gengæld; ikke blot undrede det mig - det gjorde mig også pisse skrækslagen at se, at en tidligere højskolekammerat på et tidspunkt indfandt sig på 1. sal af min villa, stirrende tomt ud af vinduet. En fyr, jeg i den virkelige verden husker som virkelig flink og rar, men som i drømmen gjorde mig så forskrækket, at jeg i ren choktilstand løb i sikkerhed i Køge hos forældrene.

I drømmen gav det masser af mening, at jeg var så ræd, men når man efterrationaliser er man bare efterladt med et ”What the f***?”. Graver man lidt dybere, kan man måske hæfte sig ved, at pågældende højskolegut hedder Bjørn. Et navn, hvis navnebror i dyreriget kan være af en fatning, der let kan sprede rædsel. Men dog, kender man Bjørn, vil man nok hellere associere ham med en blid bamsebjørn, end et aggressivt rovdyr.

Pointen med dette her er vist blot, at der ikke er nogen pointe eller sandhed med drømme. Meningen er at de ikke skal analyseres. De har vist kun til mål at forvirre. Det er min konklusion, anyhow.

onsdag, juli 18, 2007

Spørgsmål

Hvorfor er det mon sådan, at jo mere jeg har glemt mine ørepropper, når jeg er på besøg hos mine forældre, jo højere snorker min far, og jo tyndere virker husets vægge.

lørdag, juli 14, 2007

Opløsning - nej, vel?

I musikbranchen benytter de sig af et smart markedskneb. Det kaldes ”opløsning”, og er den konsekvens der sker, når et band af forskellige grunde ikke kan/vil fortsætte mere. Årsagerne er forskellige. Det kan være af økonomiske grunde, når pladesalget ikke just lever op til forventningerne. Det kan være kunstneriske uenigheder eller noget tredje. Måske syntes forsangeren (eller hans pladeselskab), at han ville klare sig bedst på egen hånd. Bandmedlemmerne splittes derfor, og søger nye musikalske græsgange. Opløsning er - alt afhængig af bandets popularitet og fanskare - ofte forbundet med en stor del dramatik. Bandet udsender rørende pressemeddelelser og man hører historier om tudende fans.
Men ordet skal dog ikke tages bogstaveligt, for i forlængelse af opløsning kommer begrebet ”gendannelse”. Et lille kneb som bandet og pladeselskabet kan bruge til at skabe spænding i musikbranchen X antal år efter opløsningen. X’et symboliserer det tidsinterval der er mellem ”opløsning” og ”gendannelse” og som varierer fra band til band. Det giver jo ikke mening, at gendannes et år efter. Tidsintervallet skal gerne være af sådan en længde, at bandets hits netop kan nå at få status af ny-klassikere, så en planlagt reunion-tour nok skal sælge billetter i stakkevis. Gendannelsen kan også ske, når medlemmerne erfarer, at de intet er uden hinanden. Gendannelsen kan være suppleret af et nyt album, men det er ikke afgørende. For fansene vil alligevel helst høre de gamle hits.

I mine øjne er ordet ”opløsning” blevet alt for udvandet og uden reel virkekraft. Hvis det forholds sig sådan, at samtlige bandmedlemmer døde i en flyulykke, blev skudt af en fan - eller af sig selv, så kan der måske være noget om ordet.

Hvad med ”pause på ubestemt tid”? For det er jo det der er. Men det lyder måske lidt mindre dramatisk og fatalt end ”opløsning”. Og man har måske altid et standpunkt til man finder et bedre.

torsdag, juni 28, 2007

Helaftensforestilling med Pearl Jam

Havde man spurgt mig for 7-10 år siden, ville jeg stolt have nomineret Pearl Jam til at være et af mine all time favoritbands. De havde en historisk betydning for mig, da de med klassikere som ”Alive” og ”Jeremy” førte mig ind i hårdrockens verden i de tidlige teenageår. Deres sange formår stadig at virke som et soundtrack for mit år i 10. klasse der i midt-90’erne. Min smag har dog ændret sig på det seneste, og perlesyltetøj er sjældnere at finde på menuen. Så det faktum at jeg mødte op i Forum i går, var til dels af respekt til nostalgikeren i mig. Til dels det, at få muligheden for at få en ordentlig afslutning på den koncert på Roskilde i 2000, der sluttede så tragisk.

Opvarmningsbandet Futureheads var sat til at gå på kl. 20. Et kvarter før indfandt undertegnede, et styk ven og dennes kæreste sig lidt til højre for lydpulten ca. midt i salen. Ven ville lige inspicere toiletforholdende, og ca. 19.55 blev lyset slukket. Man forventede at fremtidshovederne ville kickstarte ballet. I stedet kom Eddie Vedder himself på scenen og gav en stille solo-ballade. Publikum var i ekstase, og der stod stadig folk udenfor. Jeg undrede mig om opvarmningen var blevet aflyst, men da Ed var færdig med nummeret præsenterede han de unge briter som så kom på scenen. De gjorde ikke nævneværdigt indtryk…eller også var mine tanker blot andre steder.


21.15 gik de aldrende grungerockere på scenen. Jeg havde forinden – nørd som jeg er – checket bandets setlister fra tidligere koncerter på den aktuelle tour. På de 6-7 jeg checkede var der i alt spillet mindst 50 numre, hvoraf hver koncert indeholdt ca. 20 numre. Forudsigelighed og veltilrettelagte sceneshows er åbenbart ikke Pearl Jams varemærke. Da jeg jo er faldet lidt af på den, var der få numre jeg var decideret på lyrik med. Det var mere en nynnen med på melodien og halvhjertede omkvæd som mit Pearl Jamske tekstrepertoire bestod af. Eller også spillede de netop blot alle dem jeg ikke kendte så godt. De helt sikre klassikere som ”Alive”, ”Black” og ”Betterman” kom da også først til sidst. Og her kom min lungekapacitet så ellers også til sin ret. Når man dog lige fratænker den række smøger jeg fik konsumeret.


Men hvorfor er det altid, at der skal stå en fuld spasmisk idiot og daske ustyrligt og urytmisk rundt med alle sine lemmer i nærheden af mig? I ved, typen der, lige meget hvor meget plads han har foran sig, konstant vælter tilbage og nærmest står klæbet op i én og hvor man frygter at én af hans arme lige pludselig rammer en tilfældig i nærheden. Trods min relativt pacifistiske natur fantaserede jeg lidt om, hvad der ville ske, hvis man ”kom til” at ”savle” meget målrettet på ham. Men mit superjeg er vist i ganske god overensstemmelse med virkeligheden (og evt. vagternes mangel på tolerance over for forkert opførsel) så jeg valgte den diplomatiske metode og rykkede væk fra hans territorium. Jeg må dog have en magnetisk kraft på denne slags imbecile individer for kort efter stod han igen foran mig.

Dette irritationsmoment skulle dog ikke ødelægge min koncert, så jeg prøvede at følge med i hvad der skete på scenen i stedet for. Et par numre inde i koncerten begyndte Eddie at fortælle om deres tidligere besøg på dansk grund. Første gang var, på dagen, for præcis 15 år siden. På Orange Scene på Roskilde. Samme dag som Nirvana spillede sin eneste koncert i DK og samme dag som Danmark vandt EM i fodbold. Det var dog PJ’s seneste besøg på selv samme Orange Scene der skulle omtales. De havde bestemt ikke negligeret tragedien, men først ville de lade musikken tale og spillede ”Love Boat Captain” fra 2002. Et nummer der netop i en tekstbid refererer til de 9 omkomne. Udover det var der ikke meget tale mellem numrene under selve koncerten.

Lyden var til tider ikke helt i top. Musikerne lavede enkelte kiksere virkede det til, men det var i småtingsafdelingen. Men jeg spekulerer over, om det var musikerens manglende tighthed eller Forums dårlige akustik, der lod lydbilledet noget tilbage. Alt andet lige, så er koncerter i haller og arenaer sjældent en stor oplevelse, rent lydmæssigt.
PJ har rigtig, rigtig mange numre i bagkataloget, og der blev skrålet med på de fleste trods mange af dem ikke har været synderligt store hits.

Efter ”Porch” gik bandet fra scenen, og efter et par minutter vendte de tilbage til det første sæt ekstranumre. Det var bl.a. ”Ten”-klassikerne ”Once”, ”Alive” og ”Black”, der til sidstnævnte medførte en publikumsnynnen med en volumen jeg sjældent har oplevet. Igen forlod de scenen, og da man som erfaren koncertgænger ved, at det først er helt slut, når lyset tændes, ventede vi spændt på flere numre. Bandet kom endnu en gang på scenen, men i stedet for at finde sig til rette bag instrumenterne lagde Eddie op til tale. Det var tydeligt at han havde masser på hjerte i forhold til tragedien, og hvordan det var at være ”tilbage” igen. En tale med mange følelsesladede formuleringer der både henledte salen i kæmpe klapsalver, men også med efterfølgende respektfulde tavshedsmomenter, hvor man kunne fornemme den kollektive klump i halsen.

Ud over førnævnte rytmisk udfordrede fulderik var jeg også beriget af et par klaphatte af situationsfornemmelsesmanglende ignoranter stående lige bag mig. Irriterende piftelyde og ”Spil nu noget musik!!” og andre nedladende og respektløse udsagn var jeg tvunget til at lægge ører til, mens jeg prøvede at forholde mig til Eddies ord. Deres platheder resulterede desuden i en sikkert markeret skråtopfinger suppleret af et mindst lige så aggressivt ansigtsudtryk fra en anden mand.
Og ja, nogen vil måske mene at der går lidt for meget følelseporno i den slags, men så skriv da et læserbrev i stedet for at ødelægge det for flertallet, som rent faktisk fandt det relevant. I det mindste blev der da ikke kogt for meget suppe på Irak-krig eller hetz mod Bush, som efterhånden er en crowdpleaser i sig selv til koncerter. Har man svært ved at få publikum med er det altid nok bare at sige ”Bush er dum”.

Da jeg selv husker Roskilde-natten for 7 år siden, ville jeg gerne selv have fældet en vemodig tåre. Hvis det da ikke lige var fordi, at stort set al min kropsvæske allerede var svedt ud pga. heden i Forum. For varm var denne koncertoplevelse i Forum…og det også i psykisk forstand…

torsdag, juni 21, 2007

At prioritere

Det handler ofte ikke om at HAVE TID. Det handler om at TAGE SIG TID.

torsdag, maj 24, 2007

80% overstået studie

Så blev min anden modulopgave på kandidatuddannelsen afleveret. I fint samarbejde med John aka Haanden, fik vi afdækket begrebet web 2.0. Denne tids totale buzzword inden for mit faglige felt og interesseområde. Vi konkluderer dog, at selve begrebet er lidt en fis i en hornlygte. Derudover behandlede vi et andet hypet fænomen, nemlig Second Life, i kraft af en diskursanalyse.

Og dermed har jeg så næsten sommerferie. Der er dog lige selve det mundtlige forsvar, men da vi ”kun” har intern bedømmelse, og det er en bestået/ikke bestået eksamen, er ambitionsniveauet ikke lige så højt som andre gange.
Nu er har så (næsten) overstået 1. halvdel (rent tidsmæssigt) af min kandidatuddannelse, og dermed 80% af min samlede uddannelse.
Tiden flyver, og om et år og en måneds tid, kan jeg, hvis alt går som det det skal, kalde mig cand.scient.bibl. Jeg får tit spørgsmålet om hvornår jeg er færdig, selvom jeg synes jeg har forklaret det igen og igen. Mark mine words nu: om et år.

Nu har jeg som sagt (næsten) sommerferie, hvilket er den eneste periode man som studerende kan sige sig helt fri for studierelateret dårlig samvittighed. Ikke engang juleferien er hellig på mit studie. Jeg har på det seneste også følt mig småprovokeret, når folk snakkede om bededagsferie, påskeferie, kr. himmelfartsferie etc. For os studerende, er der nemlig sjældent noget der hedder ferie. Jo, vi har da fysisk fri, men i hovedet har vi sjældent fri. Det kan være hårdt selv at skulle prioritere sin tid :-).

søndag, maj 13, 2007

Offline-generationen

Med inspiration fra den kære Edut, vil jeg nu komme med mine 25 ører om "offline-generationen". Hvis jeg forstår det ret, så er fremtidsforskernes budskab det, at en svær tilgængelighed i et online-samfund med til at gøre een til mere interessant? Hvad er det egentlig for noget pjat? At ens grad af interessanthed stiger, fordi man spiller lidt hard to get? At gøre sig interessant på den måde, må da virkelig være en desperat metode at ty til, når man har indset, at man bare slet ikke er særlig interessant?

Det er jo også bare en urealistisk piedestalisering der sker i hovedet på den, der ønsker kontakt med den "offline" person og har ikke noget med virkeligheden at gøre. Jeg tillader mig lige at give forskernes teori et ordentligt slag i hovedet med de udemærkede anti-mobilreklamer, der kører i biograferne inden filmen går på. I ved, dem med flyspotterne og "Iskrystaller, iskrystaller". Nemlig, at pointen er, at selvom du ikke kan få fat på dine venner, så betyder det altså ikke at de har et mere spændende liv end dig...

Og hvis det forholder sig sådan, så må de hjemløse drankere på Nørreport station, da virkelig være i høj kurs, for de er næppe sådan til at få fat på the online way.

onsdag, maj 02, 2007

The Ark

Er man homse, hvis man synes The Ark er ret fedt? Og nu snakker jeg ikke om deres MGP-sang, for den har jeg slet ikke hørt. Men deres musik generelt.

torsdag, april 19, 2007

Drømme om gamle venner

Er der mon en grund til, at jeg de seneste to nætter har drømt om gamle venner, jeg ikke har haft kontakt til længe. Venskaber der stoppede brat. Begge drømme handlede om genforeninger, hvor vi blev gode venner. Og begge personer var nogle, jeg ikke ville ønske at være venner med den dag i dag. Men i drømmene tilgav jeg dem.