Viser opslag med etiketten Hverdag. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hverdag. Vis alle opslag

søndag, oktober 21, 2007

Når sprutten går ind…

…går prutten ud.

Yes, og nu fik jeg også erfaret det på egen krop. Det stinkende ikkerygningsfænomen, som opstår i byen-situationer, hvor mange mennesker er samlet på lidt plads. Troede først, at det var lidt en skrøne, men den er nu god nok. Flere gange måtte jeg tage mig selv i at holde vejret, for ikke at komme til at inhalere lidt flatulens fra andre i-byen gæster. Det er lidt vand til rygernes mølle i den ophedede rygeforbudsdebat, der vel stadig kører. Kan nærmeste se dem for mig, stående som Nelson fra Springfield og pege, mens de siger: ”Haha!”.
Nå, men det ændrer jo nok ikke på lovgivningen. I det mindste er prutter ikke sundhedsskadelige…og så minder det os jo bare om, at vi alle er mennesker…

søndag, oktober 14, 2007

Er det mon skæbnen?

Selvom jeg prøver at være videnskabelig og rationel i min livsopfattelse, kan jeg efterhånden ikke undgå at tænke på, om en højere magt mon har bestemt at det er skæbnen, at jeg skal have en dårlig kontorstols-ergonomi.

Og hvorfor siger jeg så det? Jo, jeg fik endelig diagnosticeret problemet vedr. hvorfor jeg sad dårligt. Svaret var åbenbart ikke indlysende, og som en anden Sarah Lund efterforskede jeg mysteriet til bunds. Jeg fik møvet mig til IKEA hvor jeg erhvervede mig en "Bunny"-kontorstol. En ny kontorstols-epoke kunne begynde. I dag samlede jeg så Bunny, for at erfare, at lige så snart jeg satte mig, begyndte sædet at synke. "Åh nej" og andre bortcensurede gloser opstod i mit hoved. Det er bare så typisk mit held. Prøvede dog at tænke rationelt, og ringede til IKEA, der mente at det var en defekt gaspatron, som jeg bare kunne komme ud og bytte. Man skulle bare huske kvitteringen. Som jeg selvfølgelig har været så distræt at smide ud.

Jeg tænkte derfor i alternative løsningsmuligheder. Kunne man selv fikse problemet evt. Og skyldtes problemet gaspatronen, eller evt. noget der påvirkede gaspatronen. Jeg prøvede at få gaspatronen fri fra selve sædet, men det sad fast som var det sværdet i stenen og jeg er ingen Arthur. I stedet prøvede jeg at pille ryglænnet, så stolen fik mere karakter skammel. Miraklet der så skete, var at når jeg satte mig på "skamlen", så sank sædet ikke. Jeg turde næsten ikke være glad for hurtigt. Jeg gennemtestede den ad flere omgange, og den var god nok. Den sank ikke! I eufori og lettelse blev jeg nødt til at ringe til min mor, der havde ageret konsulent løbende processen.

Problemet var nu bare, om det var ryglænet, der på en eller anden måde, havde en indflydelse på gaspatronen. For den var jo fejlfri, nu hvor ryglænet var taget af. Jeg prøvede derfor at geninstallere ryglænet med lidt mere varsomhed, og så skete problemet desværre igen. Det gav ingen mening, men ok, "skammel-modellen" sank jo ikke, så jeg pillede igen ryglænet af. Men derefter var det bare en loose-loose situation, for nu sank "skamlen" også, når jeg satte mig på den.
Jeg var vist optimistik lidt for tidligt, og det bliver jeg åbenbart straffet for. Hvad kan man lære af det?

Er jeg mon besat af ånder, hvis intention er at bevare min dårlig kontorstols-ergonomi eller er gaspatroners veje bare meget uransagelige?

tirsdag, september 25, 2007

Laptop vs. stationær

En stor del af denne blogs indlæg, bliver nedskriblet på min egen Fujitsu-Siemens-laptop, jeg har haft i lidt over to et halvt år. Den er selvfølgelig lækker og fancy og alt det der, men så hører fordelene også op.

Jeg anskaffede mig den primært grundet forelskelse i tanken om den meget mobile fordel der er ved en laptop i forhold til en noget større og klodset stationær pc. At man (som selve navnet laptop) indikerer kan sidde i fx. sofaen med den på skødet. Dette er dog en mulighed, jeg har benyttet mig af meget få gange, da det virker lidt upraktisk. Derudover var det jo også meget praktisk at man kunne tage den med rundt (fx. på skolen, når der skulle skrives opgaver). Heller ikke dette har været en ofte praktiseret mulighed, da jeg ikke har haft det store behov for det. Resultatet er derfor, at min meget mobile laptop har indtaget sig en meget stationær position på mit spisebord. Og så kunne man jo lige så godt have købt sig en stationær, ikke? For en ulempe ved den noget komprimerede form en laptop har, er det manglende hensyn til ergonomi. Man sidder så klodset med det lille flade keyboard. Noget der for mit vedkommende, er meget demotiverende for min arbejds/nørde- og skrivelyst og (måske) er medvirkende til mine problemer med lænd og ryg samt. Et ordentligt tastatur, som man kender det fra de stationære pc'er, er alt andet lige noget rarere at arbejde på.

Jeg har dog også spekulæret meget, om det er min skrivebordsstol, der ikke er helt optimal. Der er i hvert fald stor forskel på siddestillingen og derfor behageligheden når jeg bruger af min laptop og så når jeg fx. er på mit arbejde (hvor jeg har en fin stationær og en lækker fladskærm).

Men hvad siger i, kære læsere? Foretrækker i noget bestemt og hvorfor? Kan i genkende mine problemer, eller trives i helt aldeles fjong med en laptop?

Jeg undres derfor også, hvordan en stationær i fysisk form er så meget større end en bærbar, når man tænker på, at de kan det samme, og har samme ydeevne. Og ja, nu kommer der sikkert nogle dedikerede Mac-ejere på banen ;-)

tirsdag, august 28, 2007

Nyt musik i fitnesscentret, tak.

Når man står der på løbebåndet i fitnesscentret og skal have tilbagelagt sine 2,5 fantomkilometer, er det ikke just motiverende at høre Radio100FM’s repertoire af hhv. fløde og sukkerpop, med et BPM på max 80 og mere egnet til kinddans…og kinddans er altså ikke just noget man brænder særligt mange kalorier af! Nej, giv mig i stedet noget aggressivt EBM. Hvad enten man kan lide det eller ej, er aggressivt og hårdt musik noget mere belejligt til at motivere én til at få pulsen, motivationen og antallet af forbrændte kalorier i top.

torsdag, august 23, 2007

Mine lettest tjente 400 kr.

Torsdag eftermiddag indfandt jeg mig på Scandic Hotel. Via et online-analysebureau, jeg er tilmeldt var jeg blevet udvalgt til at deltage i et større fokusgruppe interview med fokus på radiomusik. Ikke at jeg hører synderlig meget radio, men det er svært at sige nej til at deltage, når belønningen er 400 skattefrie kroner for 2½ times ulejlighed, og man mere eller mindre inddirekte har muligheden for at påvirke de radiostationernes playlister i en mere gunstig retning.

Interview-lederne forklarede, at vi alle udvalgte (vi var vel 70-100 i alt) var nøje screenet, og at vi var et ”sample” af den samlede befolkning, og derfor repræsenterede hver enkelt ca. 1000 danskere. Sikke et ansvar at have på sine skuldre. Eller skal man sige: sikken en magt? Ikke at jeg har så meget storhedsvanvid at jeg tror at mine svar virkelig vil batte. Men hey, jeg tjente ind til den Marilyn Manson-billet jeg lige har udfordret mit budget med, ved at disse og rose musik vha. en slags fjernbetjeningsdims, der skulle give hvert enkelt sang en karakter mellem 0 og 100.

Marilyn Manson var der dog ikke meget af i det udvalg af musik vi fik spillet og skulle evaluere. Det hårdeste må have været enten Bon Jovi eller Nickelback. Alt musik vi hørte havde en stor og fed mærkat, der hed POP, så det var under disse præmisser, at jeg valgte mine karakterer til numrene.
Jeg droppede min indre kulturradikale snob og gav topkarakterer til Roxette, Madonna, Level 42 og meget andet godt 80’er-pop, der berigede og agerede soundtrack til min barndom. Skal disse radiostationer om nødvendigt spille pop, kan det jo lige så godt være det, man hæfter gode barndomsminder på.

Simply Red (som altid har fundet lige så irriterende som hans hår er stort og rødt) og det nyere George Michael fik tilsvarende dårlige karakterer. Det frydede mig også, at jeg fik muligheden for endelig at give min uforbeholdne mening om Rihannas ”Umbrella”. Min mening var i dette tilfælde manifesteret i et meget hurtigt og panisk drej mod 0 på skrueknappen på måleren. Men der var måske heller ikke ydet helt retfærdighed mod den kønne Rihanna, da nummeret i mit hoved har fået en ærgerlig The Voice-association (jeg kan ikke være i fitnesscenter en tilfældig dag i en times tid uden at have hørt det mindst 3 gange, når jeg igen forlader stedet 600 kalorier lettere).

Som sagt, de lettest tjente 400 kr. længe. Den ubehagelige konsekvens er så måske, at jeg har klæbrig 80’erpop på hjernen de næste par dage.

onsdag, august 15, 2007

Hørt i Netto

Sagt af ca. 5 årig pige til sin far, mens de står i kø til kassen: (citeret frit efter hukommelsen)

”At vente er dejligt – slik er det værste”

Enten har vi med en meget anderledes ung pige at gøre, eller også har hun bare lært ironiens kunst i en meget tidlig alder.

tirsdag, august 14, 2007

Skræmt eller positivt overrasket?

I morges stødte jeg ind i en mand i min gård, jeg ikke havde set før. Han var meget venlig og proaktiv med henblik på at komme i en eller anden form for dialog med mig. Han kommenterede det varme vejr, og spurgte om jeg skulle ned og vaske. Den første tanke i mit hoved var: ”han må være retarderet eller tilbagestående på en eller anden måde”. Det siger måske mere om min tankegang, men er jeg den eneste? Det er nu sjældent at folk, man ikke har et eller andet forhold eller social forpligtelse til, approacher (i mangel på bedre dansk ord?) én så direkte. Medmindre der er tale om fuldskab eller anden form for påvirkning, selvfølgelig.

Jeg kan ikke lige finde ud af, om jeg skal være skræmt eller positivt overrasket i denne slags situationer. Skræmt fordi, at det ligger så langt fra normalen, at der næsten bare MÅ være skumle bagtanker. Positivt overrasket, fordi her har vi en gut, der bare sprænger alle gængse konventioner for hvordan man socialiserer.

mandag, august 06, 2007

Nemesis?

Nemesis?

fredag, august 03, 2007

Jeg vil være kræsen

Nogle gange kunne det være rart, at være enten vegetar, veganer eller bare meget kræsen. For så ville jeg ikke få stress og dårlig samvittighed over alt det lækre mad jeg må vælge fra, når jeg besøger kantinen – et overflødighedshorn af lækkerier - på mit arbejde.

mandag, juli 30, 2007

Suppe

Utroligt så meget suppe, man kan koge på kyllingeben...

onsdag, juli 18, 2007

Spørgsmål

Hvorfor er det mon sådan, at jo mere jeg har glemt mine ørepropper, når jeg er på besøg hos mine forældre, jo højere snorker min far, og jo tyndere virker husets vægge.

torsdag, juni 28, 2007

Helaftensforestilling med Pearl Jam

Havde man spurgt mig for 7-10 år siden, ville jeg stolt have nomineret Pearl Jam til at være et af mine all time favoritbands. De havde en historisk betydning for mig, da de med klassikere som ”Alive” og ”Jeremy” førte mig ind i hårdrockens verden i de tidlige teenageår. Deres sange formår stadig at virke som et soundtrack for mit år i 10. klasse der i midt-90’erne. Min smag har dog ændret sig på det seneste, og perlesyltetøj er sjældnere at finde på menuen. Så det faktum at jeg mødte op i Forum i går, var til dels af respekt til nostalgikeren i mig. Til dels det, at få muligheden for at få en ordentlig afslutning på den koncert på Roskilde i 2000, der sluttede så tragisk.

Opvarmningsbandet Futureheads var sat til at gå på kl. 20. Et kvarter før indfandt undertegnede, et styk ven og dennes kæreste sig lidt til højre for lydpulten ca. midt i salen. Ven ville lige inspicere toiletforholdende, og ca. 19.55 blev lyset slukket. Man forventede at fremtidshovederne ville kickstarte ballet. I stedet kom Eddie Vedder himself på scenen og gav en stille solo-ballade. Publikum var i ekstase, og der stod stadig folk udenfor. Jeg undrede mig om opvarmningen var blevet aflyst, men da Ed var færdig med nummeret præsenterede han de unge briter som så kom på scenen. De gjorde ikke nævneværdigt indtryk…eller også var mine tanker blot andre steder.


21.15 gik de aldrende grungerockere på scenen. Jeg havde forinden – nørd som jeg er – checket bandets setlister fra tidligere koncerter på den aktuelle tour. På de 6-7 jeg checkede var der i alt spillet mindst 50 numre, hvoraf hver koncert indeholdt ca. 20 numre. Forudsigelighed og veltilrettelagte sceneshows er åbenbart ikke Pearl Jams varemærke. Da jeg jo er faldet lidt af på den, var der få numre jeg var decideret på lyrik med. Det var mere en nynnen med på melodien og halvhjertede omkvæd som mit Pearl Jamske tekstrepertoire bestod af. Eller også spillede de netop blot alle dem jeg ikke kendte så godt. De helt sikre klassikere som ”Alive”, ”Black” og ”Betterman” kom da også først til sidst. Og her kom min lungekapacitet så ellers også til sin ret. Når man dog lige fratænker den række smøger jeg fik konsumeret.


Men hvorfor er det altid, at der skal stå en fuld spasmisk idiot og daske ustyrligt og urytmisk rundt med alle sine lemmer i nærheden af mig? I ved, typen der, lige meget hvor meget plads han har foran sig, konstant vælter tilbage og nærmest står klæbet op i én og hvor man frygter at én af hans arme lige pludselig rammer en tilfældig i nærheden. Trods min relativt pacifistiske natur fantaserede jeg lidt om, hvad der ville ske, hvis man ”kom til” at ”savle” meget målrettet på ham. Men mit superjeg er vist i ganske god overensstemmelse med virkeligheden (og evt. vagternes mangel på tolerance over for forkert opførsel) så jeg valgte den diplomatiske metode og rykkede væk fra hans territorium. Jeg må dog have en magnetisk kraft på denne slags imbecile individer for kort efter stod han igen foran mig.

Dette irritationsmoment skulle dog ikke ødelægge min koncert, så jeg prøvede at følge med i hvad der skete på scenen i stedet for. Et par numre inde i koncerten begyndte Eddie at fortælle om deres tidligere besøg på dansk grund. Første gang var, på dagen, for præcis 15 år siden. På Orange Scene på Roskilde. Samme dag som Nirvana spillede sin eneste koncert i DK og samme dag som Danmark vandt EM i fodbold. Det var dog PJ’s seneste besøg på selv samme Orange Scene der skulle omtales. De havde bestemt ikke negligeret tragedien, men først ville de lade musikken tale og spillede ”Love Boat Captain” fra 2002. Et nummer der netop i en tekstbid refererer til de 9 omkomne. Udover det var der ikke meget tale mellem numrene under selve koncerten.

Lyden var til tider ikke helt i top. Musikerne lavede enkelte kiksere virkede det til, men det var i småtingsafdelingen. Men jeg spekulerer over, om det var musikerens manglende tighthed eller Forums dårlige akustik, der lod lydbilledet noget tilbage. Alt andet lige, så er koncerter i haller og arenaer sjældent en stor oplevelse, rent lydmæssigt.
PJ har rigtig, rigtig mange numre i bagkataloget, og der blev skrålet med på de fleste trods mange af dem ikke har været synderligt store hits.

Efter ”Porch” gik bandet fra scenen, og efter et par minutter vendte de tilbage til det første sæt ekstranumre. Det var bl.a. ”Ten”-klassikerne ”Once”, ”Alive” og ”Black”, der til sidstnævnte medførte en publikumsnynnen med en volumen jeg sjældent har oplevet. Igen forlod de scenen, og da man som erfaren koncertgænger ved, at det først er helt slut, når lyset tændes, ventede vi spændt på flere numre. Bandet kom endnu en gang på scenen, men i stedet for at finde sig til rette bag instrumenterne lagde Eddie op til tale. Det var tydeligt at han havde masser på hjerte i forhold til tragedien, og hvordan det var at være ”tilbage” igen. En tale med mange følelsesladede formuleringer der både henledte salen i kæmpe klapsalver, men også med efterfølgende respektfulde tavshedsmomenter, hvor man kunne fornemme den kollektive klump i halsen.

Ud over førnævnte rytmisk udfordrede fulderik var jeg også beriget af et par klaphatte af situationsfornemmelsesmanglende ignoranter stående lige bag mig. Irriterende piftelyde og ”Spil nu noget musik!!” og andre nedladende og respektløse udsagn var jeg tvunget til at lægge ører til, mens jeg prøvede at forholde mig til Eddies ord. Deres platheder resulterede desuden i en sikkert markeret skråtopfinger suppleret af et mindst lige så aggressivt ansigtsudtryk fra en anden mand.
Og ja, nogen vil måske mene at der går lidt for meget følelseporno i den slags, men så skriv da et læserbrev i stedet for at ødelægge det for flertallet, som rent faktisk fandt det relevant. I det mindste blev der da ikke kogt for meget suppe på Irak-krig eller hetz mod Bush, som efterhånden er en crowdpleaser i sig selv til koncerter. Har man svært ved at få publikum med er det altid nok bare at sige ”Bush er dum”.

Da jeg selv husker Roskilde-natten for 7 år siden, ville jeg gerne selv have fældet en vemodig tåre. Hvis det da ikke lige var fordi, at stort set al min kropsvæske allerede var svedt ud pga. heden i Forum. For varm var denne koncertoplevelse i Forum…og det også i psykisk forstand…

tirsdag, juni 26, 2007

DSB

Man bliver så dejlig harm når man gang på gang bliver konfronteret med Søren Pilmarks jubeloptimisme over perfekte DSB, når man selv gang på gang bliver konfronteret med deres "uregelmæssigheder".

torsdag, juni 21, 2007

Bestået

Tak til alle jer der krydsede fingre. Om det så var på en måde, at det besværliggjorde tastaturarbejde eller blot var den slags krydsede fingre man gør i tankerne.

Grunden til min let slacker-agtige approach til denne eksamen skyldtes, at det "blot" var en interncensur, dvs. bedømmelsen var "bestået/ikke-bestået". Ikke at vi negligerede opgaven og dennes litteratur, men paranoiaen for at dumpe er noget mindre ved denne slags bedømmelser.

Vi skrev om web 2.0 og Second Life, men i en relativ blød kulturkontekst. Et par emner ca. 90% af de studerende på vores uddannelse skriver om , da det er "the next big thing". Der er således sikkert stadig folk, der skriver om forældede emner som litterært materialevalg og tesaurus-konstruktion.

Jeg forventede blot at bestå. Eller som min opgavemakker John tit sagde; "At ramme 6-tallet nedefra". For vi skrev primært opgaven for vores egen skyld. Leg og kreativitet med emnerne betød mere for os, end akademisk og metodisk etikette. Jeg ved godt, at denne slags måde at arbejde på ikke holder, når jeg skal skrive mit speciale, hvorfor det netop er ved de eksamener med intern censur at man skal udnytte sit indre legebarn...

Dette var dog også et af ankepunkterne, men eksaminatorerne havde trods alt en masse ros til vores opgave. Aner ikke hvad den ville have ligget til hvis der havde været karakter på men vendinger som "Rigtig god" er vel ikke at kimse ad. Og havde vi været lidt bedre til at formidle vores konklusioner og perspektiver (vi var lidt for indforståede og upræcise i vores sprog) kunne det have trukket endnu mere op.

Nu er der så ferie, og så skal det udnyttes, at jeg har tid til at dyrke min nyvundne interesse for at læse skønlitteratur og faktion. For til september går det går løs med at lære om XML, CMS, RSS og andre fancy akronymer...

mandag, maj 28, 2007

En gøjs bedrifter

I dag ankom jeg til Køge til lidt pinsehygge hos de gamle. Traditionen tro ville jeg drille gøjen* lidt. Men den fortjener sgu også lidt røg, for den er ikke altid for smart. Mens vi sad i trygge, hyggelige omgivelser rundt om stuebordet med kaf’ og lagkag’ inden for fornuftig rækkevidde, farede gøjen rundt udenfor i haven og på terrassen. Selvom dens efterhånden 8-årige anciennitet i familien, har sikret den sin egen indgang (læs: kattelem), insisterer den, med en klagende miaven, ofte at blive lukket ind af terrassedøren. Og det er ofte under et minut efter, at vi bevidnede at den gik ud af kattelemmen, der er placeret bag i huset. Vægelsind, dit navn er gøj
Tørfoder er ikke ophidsende mad, og i dag var det jo pinsedag, så gøjen syntes den skulle forkæle sig selv med en lille pipper. Stolt kom den spankulerende hen over terrassen med hvad der lignede en meget død gråspurv. Byttet blev lagt på jorden, og på trods af dets stendøde tilstand, blev gøjen ved med at slamdunke fuglen.

Den efterfølgende bedrift vidnede heller ikke om at vores gøj er én af de skarpeste kløer på poten. Fra et vindue spottede jeg katten i færd med at klatre op af et træ i haven. Den fandt sig til rette, og spottede noget interessant og sortpjusket i nærheden. Noget den kunne lege med? Noget den kunne jagte, nedlægge og spise? Det var i hvert fald tæt på, men trods dette, var det nærmest umulig kamp for katten at få fat det sortpjuskede. Af og til fik den fat i det, men mistede det igen, og forfra igen. Sådan morede den sig længe oppe i træet. Jeg ved dog ikke, om den nogensinde opdagede, at det var dens egen hale…

* Gøjen er min families interne slangord for katten. Don’t ask…


onsdag, maj 09, 2007

Et par billeder

Jeg er lidt for doven til at blogge for tiden, men dog meget flittig til at dokumentere min hverdag på min FlickR. Derfor poster jeg lige et par billeder derfra for at holde liv i bloggen:

I forbindelse med et lille rendezvous på Rust, rendte jeg i underetagen ind i disse to hoveder; rapfreestylerne MikL og Fantomet (årets vinder af Fight Night) der stod og svinede hinanden til over hæphop-rytmerne. Traditionen tro, er battlernes emner valgt af publikum, og da sidstnævnte henvendte sig til mig for et emne, var det første stikord der poppede op: "internettet"


Karenstid: Så har man ventet de 4 måneder med karenstid førend at man kan tillade sig at låne cd'en, og så har de ikke engang fået den hjem endnu, tsk tsk.



Skelbækgades fortov...

onsdag, maj 02, 2007

Travian

Jeg er blevet hooked. Ikke på sprut, smøger eller damer. Men på Travian. Et såkaldt browserspil, som pt. er den primære overspringshandling, når jeg kløjes i opgaveskrivningen.



"Travian er et browserspil, hvor man i starten regerer som høvding i en lille landsby i en verden med mange tusinde spillere."

Man kan være enten gallere, romere eller germanere og så langsomt opbygger man sin landsby. På sigt er er det så muligt at danne sin egen hær af forskellige farverige troppetyper, og "raide" andre byer. Man kan lave alliancer og ikke-angrebs-pagter og forhandle med andre byer om råstoffer. Man kan udforske forladte dale og besætte dem, og når man er stor nok kan man oprette nye landsbyer. Og man kan meget let blive hooked. Det er taktisk, det er nørdet og det koster gratis, så intet bondefangeri her.

Jeg synes i skal tilmelde jer og se what the fuzz is about ---> Travian


tirsdag, april 17, 2007

Godt og dårligt

Jeg synes at Prison Break er en rigtig god serie. Og så synes jeg at vejret er varmt.

fredag, april 13, 2007

Lidt af hvert

Løbning
Jeg er som en del af mine venner blevet grebet af det der løbning. Mine nye, og mere provinsielle omgivelser, kombineret med forårsolen virker noget mere motiverende for at trække i løbeskoene end vinter, glatføre og smog som jeg tidligere var vant til.


Motions-siden IForm tilbyder endda en ruteplanlægger til ambitiøse joggere. Med udgangspunkt i et luftfoto kan man enten planlægge sin rute eller retrospektivt plotte den ind efter man har løbet (i tilfælde af, at man som undertegnede improviserer sig vejen frem). Det mest seje er dog, at den måler hvor langt man har løbet. Det skal dog siges, at jeg selvfølgelig også går noget af ruten. Så garvet er jeg trods alt ikke endnu. Men her er den seneste rute, som strakte sig over 3,69 km. (Flot tal egentlig)


Ildebrand
Onsdag aften, da jeg sad i min stue og stenede "Klovn", kunne jeg høre en rumsteren ude fra køkkenet. Eller dvs. jeg regnede med, at det var min nabo der havde i gang med noget praktisk arbejde eller noget. Der er nemlig normalt meget stille, hvor jeg bor, så alle nye lyde lægger man ekstra mærke til. Pludselig begyndte jeg også at høre støj og rabalder ude foran mit stuevindue (bor i stuen). Hørte folk der råbte og lign., og nu var vi pludselig langt væk fra hvad jeg forbinder med mit stille og rolige, uskyldige boligområde. Kiggede ud af vinduet, hvor blå lys kørte forbi. En stor brandbil parkerede lige uden for. Lagde to og to sammen, og frygtede, at det var min nabo der var brændt inde. Gik derefter ud i køkkenet, der har udsigt til gården, hvor jeg bag de nedslåede persiennere kunne se at det der havde rumsteret tidligere, var de knitrende lyde fra ild. Åbnede persiennerne og kunne se, at der stod kæmpe flammer op fra cykelskuret få meter fra mit vindue. Et par cykler var ved at smelte, og cykelskurstaget lige så, da et par kampklædte brandmænd fik sat branden i skak med deres slanger. Udenfor stod pyjamasklædte naboer og kiggede på de dramatiske begivenheder. "Hvordan går der ild i et par cykler?" tænkte jeg, og de første par ideer om en lokal pyroman strejfede mine tanker. Disse fik dog ikke næring til at udvikle sig i paranoid retning, da jeg erfarede, at det var en knallert der var gået ild i, der havde taget et par cykler med sig i faldet. En knaldert har trods alt bedre odds for at fare i fuld lue, end de mere "akustiske" cykler. Jeg kunne sove roligt. Ingen onde mareridt om pyrofile pyromaner til mig.
I dag blev jeg dog ringet op af en politimand, der efterforskede sagen udfra en ide om at branden var påsat. Jeg skulle høres om jeg havde observeret noget mistænkeligt. Desværre kunne jeg ikke lige brilliere med fældende beviser, der ville gøre mig til kronvidne. Så nu kan jeg måske i stedet frygte for min egen cykels sikkerhed i fremtiden.

onsdag, april 04, 2007

"Album", Benn Q. Holm, filmatisering, Hella Joof, Nordisk Film, statist for en dag, skinheads, undertegnede i grønjakke, seler, kronraget og armyboots, goth's, punkere, "de sorte firsere", new wavers, mods, tynd gut der snaver rotte, unge amatørskuespillere, side 155-157 i en bog på 572 sider, Stengade 30 agerer Saltlageret, røg, gratis letøl, varme, ventetid, to dages optagelser til få minutters film, filterløse smøger, anno 1980 men med masser af faktuelle historiske småfejl, Sods, Steen Jørgensens søn, miniserie, på DR i 2008. Blogindlæg skrevet i samme stilistik som en kontaktannonce i et Tjeck-blad i 80'erne af en depressiv teen.