Viser opslag med etiketten Lommefilosofi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Lommefilosofi. Vis alle opslag

søndag, oktober 14, 2007

Er det mon skæbnen?

Selvom jeg prøver at være videnskabelig og rationel i min livsopfattelse, kan jeg efterhånden ikke undgå at tænke på, om en højere magt mon har bestemt at det er skæbnen, at jeg skal have en dårlig kontorstols-ergonomi.

Og hvorfor siger jeg så det? Jo, jeg fik endelig diagnosticeret problemet vedr. hvorfor jeg sad dårligt. Svaret var åbenbart ikke indlysende, og som en anden Sarah Lund efterforskede jeg mysteriet til bunds. Jeg fik møvet mig til IKEA hvor jeg erhvervede mig en "Bunny"-kontorstol. En ny kontorstols-epoke kunne begynde. I dag samlede jeg så Bunny, for at erfare, at lige så snart jeg satte mig, begyndte sædet at synke. "Åh nej" og andre bortcensurede gloser opstod i mit hoved. Det er bare så typisk mit held. Prøvede dog at tænke rationelt, og ringede til IKEA, der mente at det var en defekt gaspatron, som jeg bare kunne komme ud og bytte. Man skulle bare huske kvitteringen. Som jeg selvfølgelig har været så distræt at smide ud.

Jeg tænkte derfor i alternative løsningsmuligheder. Kunne man selv fikse problemet evt. Og skyldtes problemet gaspatronen, eller evt. noget der påvirkede gaspatronen. Jeg prøvede at få gaspatronen fri fra selve sædet, men det sad fast som var det sværdet i stenen og jeg er ingen Arthur. I stedet prøvede jeg at pille ryglænnet, så stolen fik mere karakter skammel. Miraklet der så skete, var at når jeg satte mig på "skamlen", så sank sædet ikke. Jeg turde næsten ikke være glad for hurtigt. Jeg gennemtestede den ad flere omgange, og den var god nok. Den sank ikke! I eufori og lettelse blev jeg nødt til at ringe til min mor, der havde ageret konsulent løbende processen.

Problemet var nu bare, om det var ryglænet, der på en eller anden måde, havde en indflydelse på gaspatronen. For den var jo fejlfri, nu hvor ryglænet var taget af. Jeg prøvede derfor at geninstallere ryglænet med lidt mere varsomhed, og så skete problemet desværre igen. Det gav ingen mening, men ok, "skammel-modellen" sank jo ikke, så jeg pillede igen ryglænet af. Men derefter var det bare en loose-loose situation, for nu sank "skamlen" også, når jeg satte mig på den.
Jeg var vist optimistik lidt for tidligt, og det bliver jeg åbenbart straffet for. Hvad kan man lære af det?

Er jeg mon besat af ånder, hvis intention er at bevare min dårlig kontorstols-ergonomi eller er gaspatroners veje bare meget uransagelige?

onsdag, september 26, 2007

Gamle ordsprog dur ikke på mig

Jeg yder og yder og yder for at nyde. Når jeg så endelig kan tillade mig at nyde, så har jeg glemt hvordan man gør det, fordi jeg er så vant til at kun yde.

Og hvad hvis man egentlig nyder at yde? I sådanne tilfælde, kan man vel sige, at ydelsen bærer nydelsen i sig selv.

torsdag, september 20, 2007

Hjernevask - ikke så slemt

Det er sgu' helt i orden, at være hjernevasket, når man ikke er klar over, at man er det.

torsdag, juni 14, 2007

Klogt citat

Selvironi og selvindsigt: to gode bremser til at forhindre selvtillid i at blive til selvfedme.

søndag, maj 27, 2007

Grader af originalitet

Er det originalitet hvis en tanke eller en idé er blevet tænkt af en anden person før én selv, men hvor man ikke er bevidst om den anden persons tanke/idé? For det er vel ikke plagiat, men 100% originalt er det vel heller ikke?

torsdag, maj 17, 2007

God til dårlig timing

Danske Bank siger: Gør det du er bedst til.

Jeg er så pissegod til dårlig timing. Hvordan udnytter jeg lige det konstruktivt?

...

Hvor ville verden dog være dejlig simpel og sort/hvid, hvis man havde en hjerne som en gennemsnitlig Ekstra Bladets-læserbrevsskribents...

onsdag, marts 21, 2007

At hvile i sig selv

En snak med en ven forleden satte reflektionsapparatet i gang ang. det at ”hvile i sig selv”. Og det lyder jo egentlig som en attraktiv egenskab. Det at hvile er jo en rar ting. Men for at hvile i sig selv, skal selvet vel være blødt at hvile på? At hvile i sig selv kan sættes lig med det, at man er tilfreds med den man er. Men sjovt nok klinger begrebet selvtilfreds meget negativt. Og hvad er forskellen? Og hvis det er så attraktivt at hvile i sig selv, hvorfor er vores samfund og kultur så præget af udvikling på så mange forskellige ommåder. Uddannelser, efteruddannelser, forskning, nytænkning, selvudvikling, selvrealisering, og etc. etc. Alt er resultatorienteret og mere fokuseret på det man opnår, end vejen hen til det man opnår. Opfyldning af mål skaber nye målsætninger. Groft sagt er en mand der hviler i sig selv, vel en mand der er gået i stå. Stagneret. For hvis man hviler i sig selv, er man vel ikke drevet af at skulle opnå noget?
Et eller andet sted er det vel et naturligt behov at udvikle sig hele tiden. Men hvis man vil udvikle sig, er det vel et udtryk for at man ikke er tilfreds med det liv man pt. har? Eller findes der en gylden middelvej? Som en anden ven engang sagde: ”En tilfreds mand er en død mand”.

Og så håber jeg ellers, at der kommer gang i kommentardebatten, ellers stagnerer jeg sgu.

onsdag, marts 07, 2007

Plads til alle?

I meget af den debat der har hersket om hvor vidt Ungdomshuset burde eksistere var essensen af argumenterne pro-Ungdomshus, at det husede ”skæve eksistenser”, de anderledes, de mærkelige, subkulturerne, og generelt folk der afviger fra normaliteten. Mange unge, der har følt sig udstødt og forkert i det samfund de kom fra, har måske fundet fred og accept med at være dem de er, i Ungdomshuset. Og det er jo herligt nok. Jeg støtter i høj grad friheden til forskellighed. Men i hvor høj grad, er den frihed? For selv Ungdomshuset (og andre væresteder, der proklamerer at tiltrække ”alternative”) har vel grænser for hvor frie man må være? Og nu er det så, at jeg kommer med én af mine langt ude hypoteser, som alligevel er interessant nok at bruge som tankeeksperiment i ønsket om at udfordre de sociale konventioner.
Hypotese: Hans Berthel er anderledes. Han er i hvert fald anderledes opdraget. Han er en ung dreng med lutter gode hensigter. Modsat andre unge, er han dog lidt anderledes opdraget. I stedet for at trykke folk i hånden, når han høfligt skal sige goddag til folk, er han opdraget til at tisse på folk. For ham er det et symbol på respekt og anerkendelse til den man hilser på.
Hans Berthel er på det punkt derfor meget anderledes. Ville han, i Ungdomshuset (eller for den sags skyld, andre steder, der gerne skulle huse de ”anderledes”) blive accepteret med sin specielle form for høflige gestus? Ville folk lade sig tisse på, af ham, nu hvor det er en handling af høflighed? Det er vel de færreste, der ville klage over at blive trykket i hånden.
Så er der plads til dem der virkelig ER anderledes? Er det/de anderledes, som vi opfatter dem, egentlig ikke stadig inden for nogle rammer af normalitet?

fredag, februar 23, 2007

Er fedme sexet?

For noget tid siden vidste én tv-kanal en dokumentar om mænd, der havde den ”last”, at de tændte på ekstremt overvægtige kvinder. Det at der overhovedet bliver lavet et program om disse mænd, siger noget om, at de må være en slags afvigere. Men afvigere fra hvad? Fra normen vel? For så vidt jeg ved, er det de færreste, der kigger langt efter overvægtige personer, når vi snakker seksuel attraktion. En del væmmes måske lige frem af det og finder fedme som objekt for humor.

Men hvorfor er det egentlig sådan? Hvorfor finder mange det fysisk klamt og usexet at være fed? Kan det være en foragt for de psykologiske årsager der kan ligge bag? Altså, at man forbinder det med egenskaber som dovenhed og manglende viljestyrke? Kan det være fordi, at fantasien om sex med en for stor person, rent fysisk kan virke uoverskuelig? Eller kan det være hele modeindustriens indoktrinering af os gennem mange årtier der har påduttet os, at slanke, veltrimmede kroppe er idealet. Vores smag er blevet dikteret og dermed nedarvet gennem mange generationer? Debatten om dette emne er bestemt ikke ny. Men hvis man forestiller sig et parallelunivers, hvor man kunne styre modeindustrien, og putte overvægtige personer på forsiden af samtlige modeblade, ville det store flertal så i længden begynde at foretrække disse i et seksuelt øjemed? Hvis det forholder sig sådan, er ovennævnte fyre med de lidt mere alternative seksuelle præferencer så i virkeligheden ikke bare nogle meget indsigtsfulde personer, der evner at se ud over konventionerne og deres egen indoktrinering?

Eksemplerne på dette fænomen er mange. De seneste par år har intimbarbering vundet mere og mere frem, og mange piger fjerner alt håret mellem benene. Feminister og andre kritiske røster råber i kor at pigerne er ofre for en pornoficering af samfundet, at det er en nedværdigende gestus, der kun handler om at please hannen. Pigerne vil forsvare sig selv med, at ”de gør det for deres egen skyld, fordi for meget kønshår er ulækkert” eller noget i den dur. Men gør de det? Er det deres egen selvstændige mening? Hvis kønshår virkelig er så ulækkert, hvorfor er det så først inden for de senere år, at dette fænomen er blevet så udbredt? Piger har haft kønsbehåring alle tider. Eller er det ulækkert, fordi man via modeindustrien (og ja, pornobranchen?) har fået dikteret at det er ulækkert? Styrer modeindustrien mere end man egentlig er bevidst om?

Sæt lidt flere spørgsmålstegn ved livet. I aner ikke hvor meget i opfatter som en selvfølge, der egentlig er en form for indoktrinering.

tirsdag, januar 02, 2007

Hønen eller ægget?

Tanker, følelser, adfærd?
Tanker, adfærd, følelser?
Følelser, tanker, adfærd?
Følelser, adfærd, tanker?
Adfærd, følelser, tanker?
Adfærd, tanker, følelser?

Hvad kom først? Hønen eller ægget?