Placebo og Malk de Koijn

Et par ord om de to koncerter torsdag og fredags.

Tungsindet har tabt et par kilo
Placebo leverede et solidt og rutineret show med stor vægt på det seneste albums numre. På den ene side irriterede dette mig lidt, da jeg ikke er voldsomt begejstret for albummet og hellere så at de havde givet plads til nogle flere klassikere.

Jeg synes det nye album er for "lyst og positivt" i lyden, hvor jeg altid har været tiltrukket af det mere gloomy-melankolsk-intense udtryk som bandet lagde for dagen. På den anden side, så synes jeg det er respektindgydende at de undgik at dvæle for meget ved fortiden og være for crowdpleasende og i stedet se fremad og være stolte af deres nye lyd.

Tung bas og masser af håndtegn i Vega
En lidt anderledes oplevelse var det at opleve Malk De Koijn i Store Vega på deres comeback-tour. Jeg så deres 'afskedskoncert' samme sted for 6 år siden, så mine forventninger til om de kunne leve op til deres storhedstid dengang var stor. Og det var der her ingen tvivl om at de gjorde.

Der var knald på fra starten, hvor de lagde hårdt ud med 'Malk De Koijn går på gymnasium' med koncertversion-introen 'Til alle drengene/pigerne sig ahhh/vuf vuf'.

Publikum var dedikerede og næsten alle læber omkring mig formede ordene til de mere eller mindre sorte og absurde tekster og punchlines, som er Malk-drengenes lyriske repertoire.

Koncerten varede omkring to timer og tre tøjskift. Til sidstnævnte kan nævnes, at Geolo G sagtens kan nedsætte sig som firstmover inden for retro-futuristiske tøjstile. Tøjstilen er en del af Malks brand og lige så vel som at dette ikke overraskede mig synderligt, så gjorde setlisten det heller ikke.

Det virkede meget til at de havde valgt "den sikre løsning" der så vidt jeg husker ikke varierede meget fra de par gange jeg så dem tilbage i 2002-2003. Ikke at dette gjorde noget, da standarden var så høj, at det sagtens kunne tåle en genudsendelse. To nye numre blev det dog også til: "Malks Toback" som lyder lovende for et forhåbentligt kommende album (?) og et andet nummer, jeg ikke lige kendte titlen på.

Lidt betaget er jeg altså i de tre kække, dybe, sjove og spøjse knægte og jeg håber at det ikke er sidste gang at jeg ser dem, for det var lidt af en fest.

Et lille kuriøsum
Begge bands har jeg set en håndfuld gange, men bemærkelsesværdigt er det, at jeg igen ser dem på to efterfølgende dage. Endda uden at det var på en festival. I 2003 så jeg Malk De Koijn d. 31. maj i Gimle i Roskilde og dagen efter Placebo i Vega.

Derudover så lærte jeg begge bands at kende i 1996. Jeg kan tydeligt huske, at Placebo undergrundshittede med 'Nancy Boy' den sommer og samme år udkom rapcompilationen 'De Grimme Ællinger' hvor Malk var repræsenteret med 'Til de folk'.

Nasal glamrock og gæve bananer fra Langestrand

Hov, man kan jo nærmest høre støvet gro herinde. Det må jeg gøre noget ved.

F.eks. kan jeg fortælle om, at torsdag og fredag i denne uge byder på koncerter med to repræsentanter fra mit eget repertoire af ynglinge.

Fra glamrockindienasalforsangerfløjen kommer Placebo torsdag til KB Hallens dårlige akustik med deres nye album ”Battle for the Sun” i ryggen. Fra det kiksespisende Langestrand kommer de gæve bananer fra Malk De Koijn til Vega på fredag og giver et show. Jeg betaler i døren, fordi de har flow.

Jeg har allerede nørdet Placebo’s setlister fra den aktuelle tour på http://www.setlist.fm/, og jeg bliver sikkert sådan en irriterende know-it-all.

Under alle omstændigheder håber jeg at den potentielle tinnitus jeg har i weekenden vil være de to koncerter værd.

Koncerter 2008

Det ser ud til, at livemusikåret 2008 bliver endnu et år med potentiale til at rive mine ører fra hinanden og fylde dem med dejlige hyletoner. Min skrantende økonomi begrænser mig dog i at komme til samtlige af nedenstående koncerter, så føl jer fri til enten at give mig et partout-kort til Vega/KB Hallen/Forum etc.

19. januar
120 Days, Store Vega
31. januar
Korn, KB Hallen
13. februar
The Cure, Store Vega
14. februar
Alec Empire, Store Vega
24. februar
Queens of the Stone Age, KB Hallen
27. februar
Smashing Pumpkins, Valby Hallen
4. marts
Band of Horses, Store Vega (dog desværre udsolgt)
19. marts
Spleen Utd, Store Vega
24. april
Suspekt, Store Vega
5. juni
Celine Dion, Parken

Mangler jeg nogen?

Suspekt i Store Vega

Store hættetrøjer og trimmede isser var i flertal fredag aften i Store Vega. Suspekt var hyret til at vælte salen med deres aggressive og tekniske horrorcore rap. At Suspekts primære målgruppe også må være ganske suspekte, fik jeg bekræftet ved indgangen til salen. For første gang i hyggelige Store Vega oplevede jeg at blive kropsvisiteret for evt. narko og knive. Og det var ikke bare den der tilfældige klappen på jakke og bukser, man oplever til fodboldkampe og på Roskilde Festival. En sløset visitation, der normalt levner plads til at smugle en bazooka eller blot et par dåseøl med ind. Nej, her var det om at tømme pungen, så vagten kunne se, at der ikke var særlig meget suspekt over en mobil, nøgler, en læbepomade, smøger og en pung. Sidstnævnte skulle vagten dog også lige åbne, for det kunne jo være, at jeg gemte på et samuraisværd…eller måske var mit klippekort så spidst, at det kunne bruges til at stikke folk ned med.

Jeg ved godt, det er almen procedure, men det har vist ikke den bedste effekt, at kriminalisere folk, blot de har en uskyldig svaghed for den slags musik. Der er så DEJLIGT, at et mindretal, skal sætte dagsordenen for flertallet.

Når det så er sagt, så var koncerten hele besværet værd, og mere til. Selvom vi sad på balkonen, var det svært ikke at blive revet med af gutternes energi. Fra første minut kogte salen, og det boblede over allerede ved andet nummer, da den stryger-baserede intro til ”Kinky Fætter” satte i gang. Taktfaste håndtegn blev kastet fra hættetrøjerne alt imens folk fra 13-årige pubertetsknægte til 40-årige husmødre på balkonen sang med på de lumre omkvæd. Suspekt er dog meget andet end de hårde attituder og mandschauvinisme, som kritikerne ynder at klandre dem for. Rent rapteknisk befinder vi os på et meget højt niveau. De gængse versefødder, glimrer ved deres fravær, når Bai-D lægger rim ned. Det er lidt en udfordring, at kunne rappe med på hans vers. Også Troo.L.S. er giftig i munden, når han endelig får lov til at få mikrofontid. Desværre medvirkede han ikke på særligt mange numre, da han mest gemte sig bag sit keyboard (!?). Til publikums store begejstring, kom F.I.P.-homien L.O.C. på scenen og lagde sit vers ned til ”Din største fan”, selvom han dog manglede til de oplagte numre ”Få din flask på” og ”Skudtæt”.

Efter en god omgang svedigt boblebad blev drengene så folkekære som de kunne, ved at lukke showet med deres radiohit ”Proletar”, hvorefter hættetrøjerne forsvandt ud i nattelivet og blandede sig med resten af julefrokostbranderterne…

Åh, det giver så meget mening:

Niarn og Dansk Folkeparti deler fans

Suspekt – ”Prima Nocte”

En slags anmeldelse

For to ugers tid siden støttede jeg den danske pladebranche ved at erhverve mig de danske rappere Suspekt’s tredje album. Fire år siden er det at den danske befolkning gik rundt og sang med på ”Min pik hænger ikke mellem mine lange stænger, den står ud i vejret som en stangspringer” og ”Jeg er en hardcore panser med overskæg, der slår om sig med fuldt overlæg”. Med disse herlige gloser på et album, hvor det kantede, var mere reglen end undtagelsen, var det svært ikke at være nysgerrig på de buzzcuttede hættetrøje-beklædtes seneste bedrifter.

Og hvad synes jeg så? Ja, i må nøjes med det umiddelbare to-ugers indtryk, for der gik også lang tid før jeg faldt for ”Ingen slukker the stars”. Men jeg har da et par kommentarer:

Indtil videre har jeg et par favoritter. Jeg er lidt en sucker for gåsehudsfremkaldende rapballader, så radiohittet ”Proletar” går rent ind hos mig. Var det ikke fordi at Bai-D lægger et vers ned på denne voksne sang” ville man let kunne forveksle det med et nummer, der burde have været med på Troo. L.S. og Orgi-E’s mere voksne og seriøse sideprojekt ”Forklædt som voksen”.

”Amore infelice” er en af de sjældne slags på Suspekt-repertoiret. Temaet er ulykkelig kærlighed og viser mere følsomme og sympatiske sider af drengene. Med det cello-bærende lydbillede i verset og englekoret i omkvædet skal det ikke undre mig, at sangen nok skal få heavy rotation på Boogie-listen. Måske er det bevidst tagen pis på sig selv, men lige inden ”Amore Infelice” kommer ”Det ikk’ vores”, som er om muligt er den diametrale modsætning. Her har Orgi-E (eller forhåbentlig en fiktiv person, som han portrætter i en jeg-fortælling) været så uheldig at gøre en pige gravid i en brandert, hvilket nu har gjort ham både bittert fortrydende, grænsende til det psykopatiske. Tekstbidderne her siger vist det meste: ”Fuck skyld, du fuckin’ snylter på min sæd, for at få dit eget lille gedekid du kan lege med” og ”Parat med et oversavet til at blaffe en dame med barn i maven”.
Kunst? Tja, nogle skal nok kunne blive forargede.

Mange af numrene har i mine ører et tæt slægtskab med F.I.P.-kollegaen og homien L.O.C’s sound. Og vanen tro, medvirker han da også på et enkelt nummer (”Din Største Fan”). Fx er der nummeret ”Stikkeren er et kamera” der på en eller anden måde i sit aggressive udtryk og atmosfære en vis lighed med L.O.C.’s ”Læg den hater ned”.

”Sut den op fra slap”, hvis titel giver rare billeder for ens øjne, er vel det man kan kalde albummets bud på en ny ”Kinky Fætter”. Her er det dog ikke Orgi-E’s virilitet, der er i centrum, men nærmere manglen på det samme.

Der er et par enkelte rim her og der, hvor jeg tænker: det her er overflødigt og en tand for selvforherligende. Men Bai-D’s, Troo. L.S.’s og Orgi-E’s unikke og lækre flows gør, at jeg bærer over med det.

En musisk anbefaling

Min gode ven og musikinspirator Peter Pisling, introducerede forleden den amerikanske kvartet She Wants Revenge til mig, og der gik ikke længe førend at jeg var hooket dets hooklines. Sounden havde heller ikke en ubetydelig ting at sige, da vi er henne i noget new wave og post-punk. To meget fuzzy begreber, men hvis jeg nævner Interpol og Joy Division/New Order, er vi måske en tand nærmere på en beskrivelse af sounden. SWR’s bas-linier er i hvert fald ofte som var de samplet af gamle JD og NO-numre.

Men ingen anklage om rip-off her, for SWR har trods alt sine helt egne kendetegn og unika. Numrene har en noget mere elektronisk, fyldig og gennemarbejdet bund med trommemaskiner og synths supplerende bassen og guitaren. Forsanger Justin Warfield leverer flere af numrene med en meget monoton, stiv og staccato-agtig vokal, der umiddelbart ikke lyder flatterende, men som i denne kontekst fint matcher den alvorlige sound. Og så er der jo teksterne. Det er svært ikke, at elske brudstykker som denne: ”I heard it's cold out, but her popsicle melts/She's in the bathroom, she pleasures herself”. Og ellers er der bare at sige, at jeg ser frem til 9. oktober, hvor deres nye værk ”This is forever” efter sigende skulle lande i butikkerne.

PS: Er man til Placebo, så fyr lige op for ”Spite & Malice”, for det er netop ovenstående Justin W, der leverer rappen til dette nummer.

Dilemma

Øv, jeg har lige erfaret, at julefrokosten på mit arbejde er lagt samme dag, som jeg skal til Marilyn Manson-koncert, nemlig den 14. december. En julefrokost, hvor der højst sandsynligt ikke er sparet på noget, på en arbejdsplads der er frisk og ungdommelig. Der er lagt op til et julebal i frådeland, det er svært at sige nej til. Ikke desto mindre hiver den efterhånden aldrende shockrocker stadig i mig, og billetten er købt. Shockrocker er måske for meget sagt, eftersom hans nuværende ry er lige så harmløst som de karrysild, jeg desværre må sige nej til. Men ja, trods alt, synes stadig at han er en oplevelse værd.
Og en julefrokost hvor værten er en forhenværende antikrist superstjerne (nuværende emo), med en menu, hvor både sildebord, hovedret og dessert består af fadøl og Valby Hallens kondensvand er vel heller ikke at kimse af.

Hvilken afspiller

Hej
Jeg er nysgerrig efter at høre, hvilken afspiller som folk foretrækker til at afspille musik på computeren. Kom gerne med forslag i kommentarfeltet til hvorfor i foretrækker den ene frem for den anden.

Nyt musik i fitnesscentret, tak.

Når man står der på løbebåndet i fitnesscentret og skal have tilbagelagt sine 2,5 fantomkilometer, er det ikke just motiverende at høre Radio100FM’s repertoire af hhv. fløde og sukkerpop, med et BPM på max 80 og mere egnet til kinddans…og kinddans er altså ikke just noget man brænder særligt mange kalorier af! Nej, giv mig i stedet noget aggressivt EBM. Hvad enten man kan lide det eller ej, er aggressivt og hårdt musik noget mere belejligt til at motivere én til at få pulsen, motivationen og antallet af forbrændte kalorier i top.

Mine lettest tjente 400 kr.

Torsdag eftermiddag indfandt jeg mig på Scandic Hotel. Via et online-analysebureau, jeg er tilmeldt var jeg blevet udvalgt til at deltage i et større fokusgruppe interview med fokus på radiomusik. Ikke at jeg hører synderlig meget radio, men det er svært at sige nej til at deltage, når belønningen er 400 skattefrie kroner for 2½ times ulejlighed, og man mere eller mindre inddirekte har muligheden for at påvirke de radiostationernes playlister i en mere gunstig retning.

Interview-lederne forklarede, at vi alle udvalgte (vi var vel 70-100 i alt) var nøje screenet, og at vi var et ”sample” af den samlede befolkning, og derfor repræsenterede hver enkelt ca. 1000 danskere. Sikke et ansvar at have på sine skuldre. Eller skal man sige: sikken en magt? Ikke at jeg har så meget storhedsvanvid at jeg tror at mine svar virkelig vil batte. Men hey, jeg tjente ind til den Marilyn Manson-billet jeg lige har udfordret mit budget med, ved at disse og rose musik vha. en slags fjernbetjeningsdims, der skulle give hvert enkelt sang en karakter mellem 0 og 100.

Marilyn Manson var der dog ikke meget af i det udvalg af musik vi fik spillet og skulle evaluere. Det hårdeste må have været enten Bon Jovi eller Nickelback. Alt musik vi hørte havde en stor og fed mærkat, der hed POP, så det var under disse præmisser, at jeg valgte mine karakterer til numrene.
Jeg droppede min indre kulturradikale snob og gav topkarakterer til Roxette, Madonna, Level 42 og meget andet godt 80’er-pop, der berigede og agerede soundtrack til min barndom. Skal disse radiostationer om nødvendigt spille pop, kan det jo lige så godt være det, man hæfter gode barndomsminder på.

Simply Red (som altid har fundet lige så irriterende som hans hår er stort og rødt) og det nyere George Michael fik tilsvarende dårlige karakterer. Det frydede mig også, at jeg fik muligheden for endelig at give min uforbeholdne mening om Rihannas ”Umbrella”. Min mening var i dette tilfælde manifesteret i et meget hurtigt og panisk drej mod 0 på skrueknappen på måleren. Men der var måske heller ikke ydet helt retfærdighed mod den kønne Rihanna, da nummeret i mit hoved har fået en ærgerlig The Voice-association (jeg kan ikke være i fitnesscenter en tilfældig dag i en times tid uden at have hørt det mindst 3 gange, når jeg igen forlader stedet 600 kalorier lettere).

Som sagt, de lettest tjente 400 kr. længe. Den ubehagelige konsekvens er så måske, at jeg har klæbrig 80’erpop på hjernen de næste par dage.

Dansk på engelsk

"Du taler sproget med en fjoget københavnsk accent,
det er skufle, men det fatter du sgu nok engang”
MC Einar, ”Provokerer, onanerer”, 1988

I en af dagens gratisaviser faldt jeg over en artikel der omhandlede at danske musikere der gør sig på engelsk får megen lidt succes i det store udland, og især i USA. Artiklen påpegede at mange danske kunstneres engelskkundskaber slet ikke kan hamle op med deres amerikanske kollegaer, som i sig selv er logisk nok. I amerikanernes (og briternes, vel) ører er mange danskeres engelsktekstede sange ret banale, da danskere simpelthen mangler de ekstra dimensioner i sproget. Nemlig, at det engelske/amerikanske sprog ikke blot er et værktøj man hiver op af værktøjskassen, når der skal skrives en sang. Det handler om at leve sig ind i sproget, dyrke det, drømme det, indånde det, tænke det. Dagligt. At man som dansk kunstner med et blot gennemsnitligt engelsk har forventninger om at slå igennem i USA (som der i forvejen har en massiv konkurrence i musikbranchen) er det vel med lige så gode odds som det nuværende Brøndby IF-mandskab har for at vinde i en udebanekamp mod FC Barcelona…hvor BIF altså er bagud 3-0 og har to mand udvist…OG der piftes hver gang en Brøndby-spiller har bolden…OG dommeren er bestukket af den spanske regering…

I sandsynlighedsberegningen for et dansk bands chance for at få udenlandsk succes, skal så også lige medregnes grammatisk dårligdom og accenter, der vil få Arnold S. til at lyde som indfødt amerikaner.

Når det er sagt, så er der er i mine øjne således heller ikke særlig meget kunstnerisk integritet i at tænke i profit og succes, som vel er en af de primære grunde til at synge på engelsk?

For et par år siden fik en række dansksprogede bands ekstra meget airplay i mainstream radioen. Det var som om, at det var blevet moderne at synge på dansk igen, og der blev snakket om ”den danske bølge” som et nyt kulturelt fænomen. Jeg var komplet uforstående. For mig forekom det fuldstændig naturligt, at man sang på sit modersmål.

Hvorfor skulle disse bands nu have skudt en masse motiver i skoene, blot fordi at de altså ikke havde behov for at være ”seje” og internationale? For ja, synger man på dansk, så begrænser man sig selv til at allerhøjest at få succes inden for landets grænser. Men igen, hvor mange engelsksprogede danske bands er det lige, der har lagt udlandet for deres fødder? Ironisk nok er det sjovt at erfare, at et band som netop har haft meget succes i USA er dansksprogede Under Byen. Måske fordi at den charmerende kompromisløshed tiltaler, modsat de mange engelsksprogede ”wannabe’s”, der blot lyder som tamme kopier af noget, der bliver fremstillet på metervarebasis i USA?

En masse håbefulde upcomingbands præsenterer deres hjemmesider med et amputeret, men ambitiøst engelsk. Åbenbart hellere lefle for den lille promille af potentielle internationale interesserede, frem for den umiddelbare målgruppe; danskerne.

Jaja, jeg kan jo også godt se det fra den anden side. Vi fleste forstår jo engelsk, og vi kan lige så godt vænne og forberede os til globaliseringens indtog. Jeg er da heller ikke udviklingsforskrækket eller stemmer Dansk Folkeparti, men ”hvis en mand han ikke kan, så skal han helt la’ vær’”, siger jeg bare, for lige at runde af med endnu et Einar-citat.

Også i fodboldbranchen mærker man angloficeringen. Flere danske klubber har taget betegnelsen ”FC” (Football Club) til sig. ”Boldklub” minder nok for meget om Knud Lundberg og Sofus Krølben. Men hvis det skal være så internationalt, hvad er så pointen med Champions League og europacup, hvor det netop burde handle om nationalfølelsen, når man holder med de danske hold? Globalisering er i mange henseende fint nok, men det mister charmen, når der assimileres og hvis de enkelte lande ikke får lov til at beholde deres særpræg.

Ovenstående er udelukkende baseret på mine egne antagelser, tolkninger, forestillinger og refleksioner og intet kan bevises videnskabeligt.

Marilyn Museon

Der er sket en del på kalenderen siden dette indlæg.

To "must see"-koncerter er blevet offentliggjort inden for den seneste uge og jeg har netop voldtaget Billetlugen.dk for at sikre mig en billet til Muse i KB Hallen 24. oktober. De leverede et habilt show på Orange Scene søndag aften, hvor der stadig var høj sol, men glæder mig til at opleve dem i mere "intime" rammer, hvor det i højere grad foregår på deres præmisser.

På mandag starter billetsalget til Marilyn Manson-sankta lucia i Valby Hallen den 14. december. Jeg må indrømme, at hans seneste to skiver ikke helt har haft samme indvirkning på mig, som tidligere, men er trods alt en oplevelse værd.

Kommende koncerter

Musikefteråret byder på en stor del koncerter, der for undertegnede, kunne være mere eller mindre interessante. Mit budget og dertil indrettede økonomiske samvittighed tillader mig dog kun at tage til de koncerter, jeg absolut må se. Her snakker vi yndlingskunstnere. Der er dog også en masse koncerter i gråzonen udenom favoritter. En gråzone, der både rummer nye potentielt interessante bands, samt bands med en hvis status, det blot kunne være fedt at opleve, uden at man nødvendigvis er stor fan.

Skulle en af jer musikinteresserede læsere evt. have en gratis billet i overskud til en af følgende koncerter, skal i ikke tøve med at invitere mig med :-)

08.09.07
HEADBANGER'S BALL TOUR:
Sick of it All, Mnemic, As We Fight, The Psyke Project Store Vega

22.09.07
Poeten og LillebrorLille Vega

27.09.07
Under Byen Store Vega

06.10.07
Killswitch EngageStore Vega

27.10.07
Magtens Korridorer
Store Vega

01.11.07
Trentemøller
Store Vega

07.11.07 – dejlig palindrom- og døgnkiosks-agtig dato
Arcade Fire, KB Hallen

12.11.07
Air,
Support: Au Revoir Simone
Store Vega

28.11.07
Editors
Store Vega

29.11.07
Gogol Bordello
Store Vega

30.11.07
Suspekt
Support: Marwan
Store Vega

10.12.07
THE BLACK CRUSADEMachine Head, Trivium, Dragonforce, Arch Enemy, Shadows FallKB Hallen

Glemte jeg nogen?

Flet næbbet, Elton

Ifølge denne artikel, piver Elton John over, at internettet er med til at dræbe den musikalske kreativitet
Flet næbbet, fremtidsforskrækkede Elton. Bare fordi du stadig holder dig til din 70’er-smag findes der muligvis folk, som finder glæde ved den nye teknologi og ny musik. Hvad ville du i øvrigt selv have sagt, hvis der kom en eller anden fremtidsforskrækket nostalgiker i din storhedstid - da du var ung og innovativ - og sagde ”Luk klaveret, det dræber kreativiteten”?

Opløsning - nej, vel?

I musikbranchen benytter de sig af et smart markedskneb. Det kaldes ”opløsning”, og er den konsekvens der sker, når et band af forskellige grunde ikke kan/vil fortsætte mere. Årsagerne er forskellige. Det kan være af økonomiske grunde, når pladesalget ikke just lever op til forventningerne. Det kan være kunstneriske uenigheder eller noget tredje. Måske syntes forsangeren (eller hans pladeselskab), at han ville klare sig bedst på egen hånd. Bandmedlemmerne splittes derfor, og søger nye musikalske græsgange. Opløsning er - alt afhængig af bandets popularitet og fanskare - ofte forbundet med en stor del dramatik. Bandet udsender rørende pressemeddelelser og man hører historier om tudende fans.
Men ordet skal dog ikke tages bogstaveligt, for i forlængelse af opløsning kommer begrebet ”gendannelse”. Et lille kneb som bandet og pladeselskabet kan bruge til at skabe spænding i musikbranchen X antal år efter opløsningen. X’et symboliserer det tidsinterval der er mellem ”opløsning” og ”gendannelse” og som varierer fra band til band. Det giver jo ikke mening, at gendannes et år efter. Tidsintervallet skal gerne være af sådan en længde, at bandets hits netop kan nå at få status af ny-klassikere, så en planlagt reunion-tour nok skal sælge billetter i stakkevis. Gendannelsen kan også ske, når medlemmerne erfarer, at de intet er uden hinanden. Gendannelsen kan være suppleret af et nyt album, men det er ikke afgørende. For fansene vil alligevel helst høre de gamle hits.

I mine øjne er ordet ”opløsning” blevet alt for udvandet og uden reel virkekraft. Hvis det forholds sig sådan, at samtlige bandmedlemmer døde i en flyulykke, blev skudt af en fan - eller af sig selv, så kan der måske være noget om ordet.

Hvad med ”pause på ubestemt tid”? For det er jo det der er. Men det lyder måske lidt mindre dramatisk og fatalt end ”opløsning”. Og man har måske altid et standpunkt til man finder et bedre.

Arghh, vågn op, anmeldere!

Jeg skal nok komme med en længere reportage fra det indtryksbombardement jeg har oplevet i den sidste uges mudderkastestævne i Roskilde. Men pt. var der lige et par anmelder-ting, jeg faldt over.

Jeg er glad for, at både Gaffa’s og BT’s anmelder gav ubetingede topkarakter til mine outsidede metalfavoritter i Machine Head. Men kan disse anmeldere dog ikke lære, at researche ordentligt på det de anmelder? MH’s nummer ”Aestethics of Hate” hed ifølge BT ”State of Hate” og hos Gaffa “Aethetics Of Hate”. Men lad gå, siden i var så søde ved MH.
Anmeldernes kollektive nedadvendte tommelfinger til Red Hot Chili Peppers-koncerten, har jeg dog mindre at indvende mod. Ja, Flea og John, vi ved godt, at i er allerhelvedes skarpe på jeres instrumenter. I er ikke til audition mere og behøver ikke at kunne imponere os med jeres kunnen. Vi er koncertgængere, og ikke tilskuere i jeres øvelokale. Vi er kommet for at feste og synge med på jeres hits (eller flertallet er i hvert fald). I modsat fald, var i nok blevet booket til en anden scene end lige Orange. Så drop Axl-nykkerne og kom tilbage og spil en KONCERT for at råde bod på den gang ligegyldige show-off i leverede.

Links:

http://gaffa.dk/anmeldelser/view.php/mreview_id=33900

http://www.musik.bt.dk/index.php?id=495

http://ibyen.dk/fokus/roskildefestival/article338729.ece

http://ekstrabladet.dk/flash/anmeldelser/musik/article316851.ece

http://gaffa.dk/anmeldelser/view.php/mreview_id=33902

http://www.musik.bt.dk/index.php?id=497

Helaftensforestilling med Pearl Jam

Havde man spurgt mig for 7-10 år siden, ville jeg stolt have nomineret Pearl Jam til at være et af mine all time favoritbands. De havde en historisk betydning for mig, da de med klassikere som ”Alive” og ”Jeremy” førte mig ind i hårdrockens verden i de tidlige teenageår. Deres sange formår stadig at virke som et soundtrack for mit år i 10. klasse der i midt-90’erne. Min smag har dog ændret sig på det seneste, og perlesyltetøj er sjældnere at finde på menuen. Så det faktum at jeg mødte op i Forum i går, var til dels af respekt til nostalgikeren i mig. Til dels det, at få muligheden for at få en ordentlig afslutning på den koncert på Roskilde i 2000, der sluttede så tragisk.

Opvarmningsbandet Futureheads var sat til at gå på kl. 20. Et kvarter før indfandt undertegnede, et styk ven og dennes kæreste sig lidt til højre for lydpulten ca. midt i salen. Ven ville lige inspicere toiletforholdende, og ca. 19.55 blev lyset slukket. Man forventede at fremtidshovederne ville kickstarte ballet. I stedet kom Eddie Vedder himself på scenen og gav en stille solo-ballade. Publikum var i ekstase, og der stod stadig folk udenfor. Jeg undrede mig om opvarmningen var blevet aflyst, men da Ed var færdig med nummeret præsenterede han de unge briter som så kom på scenen. De gjorde ikke nævneværdigt indtryk…eller også var mine tanker blot andre steder.

21.15 gik de aldrende grungerockere på scenen. Jeg havde forinden – nørd som jeg er – checket bandets setlister fra tidligere koncerter på den aktuelle tour. På de 6-7 jeg checkede var der i alt spillet mindst 50 numre, hvoraf hver koncert indeholdt ca. 20 numre. Forudsigelighed og veltilrettelagte sceneshows er åbenbart ikke Pearl Jams varemærke. Da jeg jo er faldet lidt af på den, var der få numre jeg var decideret på lyrik med. Det var mere en nynnen med på melodien og halvhjertede omkvæd som mit Pearl Jamske tekstrepertoire bestod af. Eller også spillede de netop blot alle dem jeg ikke kendte så godt. De helt sikre klassikere som ”Alive”, ”Black” og ”Betterman” kom da også først til sidst. Og her kom min lungekapacitet så ellers også til sin ret. Når man dog lige fratænker den række smøger jeg fik konsumeret.


Men hvorfor er det altid, at der skal stå en fuld spasmisk idiot og daske ustyrligt og urytmisk rundt med alle sine lemmer i nærheden af mig? I ved, typen der, lige meget hvor meget plads han har foran sig, konstant vælter tilbage og nærmest står klæbet op i én og hvor man frygter at én af hans arme lige pludselig rammer en tilfældig i nærheden. Trods min relativt pacifistiske natur fantaserede jeg lidt om, hvad der ville ske, hvis man ”kom til” at ”savle” meget målrettet på ham. Men mit superjeg er vist i ganske god overensstemmelse med virkeligheden (og evt. vagternes mangel på tolerance over for forkert opførsel) så jeg valgte den diplomatiske metode og rykkede væk fra hans territorium. Jeg må dog have en magnetisk kraft på denne slags imbecile individer for kort efter stod han igen foran mig.

Dette irritationsmoment skulle dog ikke ødelægge min koncert, så jeg prøvede at følge med i hvad der skete på scenen i stedet for. Et par numre inde i koncerten begyndte Eddie at fortælle om deres tidligere besøg på dansk grund. Første gang var, på dagen, for præcis 15 år siden. På Orange Scene på Roskilde. Samme dag som Nirvana spillede sin eneste koncert i DK og samme dag som Danmark vandt EM i fodbold. Det var dog PJ’s seneste besøg på selv samme Orange Scene der skulle omtales. De havde bestemt ikke negligeret tragedien, men først ville de lade musikken tale og spillede ”Love Boat Captain” fra 2002. Et nummer der netop i en tekstbid refererer til de 9 omkomne. Udover det var der ikke meget tale mellem numrene under selve koncerten.

Lyden var til tider ikke helt i top. Musikerne lavede enkelte kiksere virkede det til, men det var i småtingsafdelingen. Men jeg spekulerer over, om det var musikerens manglende tighthed eller Forums dårlige akustik, der lod lydbilledet noget tilbage. Alt andet lige, så er koncerter i haller og arenaer sjældent en stor oplevelse, rent lydmæssigt.
PJ har rigtig, rigtig mange numre i bagkataloget, og der blev skrålet med på de fleste trods mange af dem ikke har været synderligt store hits.

Efter ”Porch” gik bandet fra scenen, og efter et par minutter vendte de tilbage til det første sæt ekstranumre. Det var bl.a. ”Ten”-klassikerne ”Once”, ”Alive” og ”Black”, der til sidstnævnte medførte en publikumsnynnen med en volumen jeg sjældent har oplevet. Igen forlod de scenen, og da man som erfaren koncertgænger ved, at det først er helt slut, når lyset tændes, ventede vi spændt på flere numre. Bandet kom endnu en gang på scenen, men i stedet for at finde sig til rette bag instrumenterne lagde Eddie op til tale. Det var tydeligt at han havde masser på hjerte i forhold til tragedien, og hvordan det var at være ”tilbage” igen. En tale med mange følelsesladede formuleringer der både henledte salen i kæmpe klapsalver, men også med efterfølgende respektfulde tavshedsmomenter, hvor man kunne fornemme den kollektive klump i halsen.

Ud over førnævnte rytmisk udfordrede fulderik var jeg også beriget af et par klaphatte af situationsfornemmelsesmanglende ignoranter stående lige bag mig. Irriterende piftelyde og ”Spil nu noget musik!!” og andre nedladende og respektløse udsagn var jeg tvunget til at lægge ører til, mens jeg prøvede at forholde mig til Eddies ord. Deres platheder resulterede desuden i en sikkert markeret skråtopfinger suppleret af et mindst lige så aggressivt ansigtsudtryk fra en anden mand.
Og ja, nogen vil måske mene at der går lidt for meget følelseporno i den slags, men så skriv da et læserbrev i stedet for at ødelægge det for flertallet, som rent faktisk fandt det relevant. I det mindste blev der da ikke kogt for meget suppe på Irak-krig eller hetz mod Bush, som efterhånden er en crowdpleaser i sig selv til koncerter. Har man svært ved at få publikum med er det altid nok bare at sige ”Bush er dum”.

Da jeg selv husker Roskilde-natten for 7 år siden, ville jeg gerne selv have fældet en vemodig tåre. Hvis det da ikke lige var fordi, at stort set al min kropsvæske allerede var svedt ud pga. heden i Forum. For varm var denne koncertoplevelse i Forum…og det også i psykisk forstand…

Smashing udsolgt

Nåh, koncerten med Smashing Pumpkins blev udsolgt på få minutter. Well, deres primære målgruppe er måske heller ikke unge på SU. Og hvad kan bookerne så lære af det?
"Billetterne blev revet væk, så hvorfor ikke hæve prisen med et par 100 kroner næste gang?"

Nu kender jeg ikke lige markedsmekanismerne inden for koncert- og bookingbranchen, men det må da være svært med konkurrence? (En markedsmekanisme, der netop sørger for at der bliver konkurreret om de lavest mulige priser)?
For der findes vel kun et Smashing Pumpkins-band. Så er muligheden vel kun, at man finder et band, derhar noglelunde samme målgruppe (folk, der var melankolske, digtskrivende og Barometer-lyttende teenagere i midt-90'erne) og booker dem til at spille en koncert samme dag.
Er der nogen der ved hvad Nirvana laver den 14. august?

Smashing Pumpkins i Vega

Arj, nu må de godt nok stramme sig lidt an med de billetpriser. 520 kr. for at se et "gendannet" Smashing Pumpkins. Og det er næppe en prisstigning der skyldes piratkopiering, eftersom SP's storsællerter vist nok kom frem i præ-piratkopieringens tidsalder og at bandet endda senere lagde et helt album til fri downloading.
520 kr.? Det er i Vega og ikke på en jysk pløjemark. Og så er det endda SP i en amputeret version, for det er uden eyecandyen D'arcy og guitaristen (som jeg aldrig vidste om han var en dreng eller pige) James Iha.

Relaterede links:
Gaffa
Vega