Hvis min opgaveskrivning blev filmatiseret af FOX

Til januar starter 7. sæson af ”24 Timer” i USA. Endnu en gang skal seerne være vidne til, hvordan Jack Bauer redder verden, og ikke mindst sin egen røv utallige gange, i løbet af et døgn.

Men hvordan ville et døgn mit liv som halvstresset kandidatstuderende være, hvis jeg var i besiddelse af Jack Bauers personlighed? På ET døgn ville jeg få skrevet hele den projektopgave, som jeg har et par måneder til. Hver eneste gang uret nærmer sig en ny time, kan jeg forvente koncentreret spænding, der giver stærke dommedagsfølelser: Kl. 08:59:57: ”Arghh, der er ikke mere kaffe på kanden”, kl. 12:59:57: ”Argh, den dynamiske indholdsfortegnelse i Word vil ikke som jeg vil”, kl. 14:59:57; ”Argh, jeg kom til at lukke dokumentet fyldt med nyskrevne guldkorn UDEN at få gemt”, kl. 19:59:57: ”Argh, en idiot har puttet papiret forkert i printeren, så hullerne er i HØJRE side”.

Men på den anden side: i Jack Bauers sko ville jeg nok ikke få tid til at overspringshandle* med diverse internetnørderier. Jeg ville derimod få maksimal udnyttelse af hvert et sekund. Så mon ikke opgaven kunne skrives på et døgn? Også set i forhold til, at der indtil videre er seks terroraktioner, der er blevet stoppet inden for samme tidsramme?

*Et hipt ord mange af os studerende ynder at bruge.

Mere action, mindre knold, del 2.

Fortsat

Efter det imponerende 2-delte (der var lige en lækker frokostbuffet i mellemtiden) Jens Arentzen-foredrag var det tid til at deltage i én af de 5 workshops. Jeg havde valgt det web 2.0-fokuserende ”Er du en del af samtalen” med de unge og allestedsnærværende bibliotekarer Lunde og Angermann. Forskellige sociale teknologier (med Flickr som et meget brugt eksempel ) blev præsenteret og hele web 2.0-tanken blev debatteret og hvor vidt den er relevant i bibliotekssammenhæng.

Er man studerende på DB (hvor hele dette web 2.0-noget er et meget varmt emne for tiden), var der nok ikke så meget nyt at hente. Det var nu også mere workshoppens indgangsvinkel til emnet, der var interessant, da brugerdeltagelse i højere grad var på dagsordenen end en normal workshop. Eksempelvis blev en bærbar pc sendt rundt blandt deltagerne, så alle på den måde kunne komme med svar på et givent spørgsmål. Samtidig blev skærmbilledet med svarene vist oppe på den ene projektor. Og ja, for første gang overværede jeg en forelæsning, der benyttede sig af to projektorer.

Bus tilbage til hotellet, hvor vi havde under to timer til at nå en morfar, checke tekst-tv, sms’e moderen om at man var kommet godt til Vejle og et varmt bad. Helt sikkert lækre omgivelser i det store dobbeltværelse på Park Inn. Dog undrer det mig, at man her i 2007 på hotellerne stadig missionerer passiv aggressivt i form af ”Det Nye Testamente” der lå på nattebordet.

Aftenen var blottet for decideret faglighed. Her var det op til den enkelte at opsøge lidt faglig sparring hos sin borddame/herre/dansepartner. Ved mit bord blev der diskuteret alt fra uhensigtsmæssig børneopdragelse til hvordan man skriver jobansøgninger. Meget voksne emner, alt imens der blev brokket sig over de himmelske priser på stedets fadøl.

Lidt action til lattermusklerne, skulle der også til. Til dette job var hyret Mette Frobenius. Hun var da meget sød, men ikke lige noget revolutionerende inden for humor. Opadvendte tommelfingre fik hun dog af undertegnede, da hun dissede min aktuelle yndlingsaversion: hængerøvsmoden blandt teenagere…

Fortsættes måske i en del 3

Mere action, mindre knold, del 1.

Lørdag og sødnag var det tid til Biblioteksforeningens faglige landsmøde, der i år havde temaet ”Mere action, mindre knold”. Kender man bare lidt til biblioteksklicheer, ved man at en knold refererer til den hårbold i nakken, som den stereotypiske, tyssende og grå kvindelige bibliotekar har. Om man decideret kan bytte ”action” ud med ”knold” har jeg dog lidt svært ved at forestille mig, da jeg mest af alt ser en halvblodig Bruce Willis rende rundt i nakken på en lukket bibliotekarinde. Nej, temaet for landsmødet – hvis man tænker lidt mere metaforisk - var selvfølgelig, at bibliotekarernes rolle gerne skulle blive omdefineret til at blive lidt mere proaktiv og udadvendt. Lidt mindre beskedenhed og lidt mere ud over scenekanten.

Med alt for lidt søvn i bagagen indfandt vi os lidt over kl. 10 lørdag formiddag på ToRVEhallerne i Vejle, hvor weekendens aktiviteter skulle finde sted. En weekend med energiske foredrag, workshops, festmiddag, rødstrømpeagtig stå-op-komik, livemusik og lidt flere foredrag og meget lidt tid til søvn lå foran os. Den beskedne plads som den manglende søvn havde i bagagen, levnede til gengæld plads til en overflod af gode inputs, man kunne tage med hjem igen.

Jens Arentzen var den første action-man vi skulle opleve på ToRVEhallernes store scene. Jeg husker ham bedst som Ulrik Varnæs i Matador og ung betjent i ”Én gang strømer”, så det var sjovt at se ham i en lidt ældre version. Han var sat på programmet for at formidle sin viden om kommunikation og kropssprog. Der blev hevet masser af gode lommefilosofiske pointer op af hatten. Ting, man egentlig nok vidste, men som Jens fik sat ord på. Der blev snakket om ”driveren” (udtales på dansk), ”forstyrrelsen” og ”siddetypen” med lige dele humor, vanvid og alvor. Et par små øvelser publikum imellem, blev det da også til, og manden forlod scenen med den største klapsalve, jeg har hørt længe.

Der var mange flere indtryk, men dem får i næste del, som uploades én af de nærmeste dage. Jeg har en tendens til at skrive meget lange indlæg, og jeg har et indtryk af, at bloglæsere mister interessen/lysten, hvis et blogindlæg er for langt. Det kan jeg i hvert fald selv gøre. Derfor vil jeg nu (og fremover) dele indlæg op i flere dele, de altså er ”opdelingsegnede”. Giv gerne noget feedback på, om i syntes om det er en god eller dårlig ide.

Bestået

Tak til alle jer der krydsede fingre. Om det så var på en måde, at det besværliggjorde tastaturarbejde eller blot var den slags krydsede fingre man gør i tankerne.

Grunden til min let slacker-agtige approach til denne eksamen skyldtes, at det "blot" var en interncensur, dvs. bedømmelsen var "bestået/ikke-bestået". Ikke at vi negligerede opgaven og dennes litteratur, men paranoiaen for at dumpe er noget mindre ved denne slags bedømmelser.

Vi skrev om web 2.0 og Second Life, men i en relativ blød kulturkontekst. Et par emner ca. 90% af de studerende på vores uddannelse skriver om , da det er "the next big thing". Der er således sikkert stadig folk, der skriver om forældede emner som litterært materialevalg og tesaurus-konstruktion.

Jeg forventede blot at bestå. Eller som min opgavemakker John tit sagde; "At ramme 6-tallet nedefra". For vi skrev primært opgaven for vores egen skyld. Leg og kreativitet med emnerne betød mere for os, end akademisk og metodisk etikette. Jeg ved godt, at denne slags måde at arbejde på ikke holder, når jeg skal skrive mit speciale, hvorfor det netop er ved de eksamener med intern censur at man skal udnytte sit indre legebarn...

Dette var dog også et af ankepunkterne, men eksaminatorerne havde trods alt en masse ros til vores opgave. Aner ikke hvad den ville have ligget til hvis der havde været karakter på men vendinger som "Rigtig god" er vel ikke at kimse ad. Og havde vi været lidt bedre til at formidle vores konklusioner og perspektiver (vi var lidt for indforståede og upræcise i vores sprog) kunne det have trukket endnu mere op.

Nu er der så ferie, og så skal det udnyttes, at jeg har tid til at dyrke min nyvundne interesse for at læse skønlitteratur og faktion. For til september går det går løs med at lære om XML, CMS, RSS og andre fancy akronymer...

Om 80 minutter...

...sætter jeg mig ind til den mundtlige eksamen, jeg har forberedt mig mindst til. Nogensinde.

Grant me the power eller lad nemesis sejre.

80% overstået studie

Så blev min anden modulopgave på kandidatuddannelsen afleveret. I fint samarbejde med John aka Haanden, fik vi afdækket begrebet web 2.0. Denne tids totale buzzword inden for mit faglige felt og interesseområde. Vi konkluderer dog, at selve begrebet er lidt en fis i en hornlygte. Derudover behandlede vi et andet hypet fænomen, nemlig Second Life, i kraft af en diskursanalyse.

Og dermed har jeg så næsten sommerferie. Der er dog lige selve det mundtlige forsvar, men da vi ”kun” har intern bedømmelse, og det er en bestået/ikke bestået eksamen, er ambitionsniveauet ikke lige så højt som andre gange.
Nu er har så (næsten) overstået 1. halvdel (rent tidsmæssigt) af min kandidatuddannelse, og dermed 80% af min samlede uddannelse.
Tiden flyver, og om et år og en måneds tid, kan jeg, hvis alt går som det det skal, kalde mig cand.scient.bibl. Jeg får tit spørgsmålet om hvornår jeg er færdig, selvom jeg synes jeg har forklaret det igen og igen. Mark mine words nu: om et år.

Nu har jeg som sagt (næsten) sommerferie, hvilket er den eneste periode man som studerende kan sige sig helt fri for studierelateret dårlig samvittighed. Ikke engang juleferien er hellig på mit studie. Jeg har på det seneste også følt mig småprovokeret, når folk snakkede om bededagsferie, påskeferie, kr. himmelfartsferie etc. For os studerende, er der nemlig sjældent noget der hedder ferie. Jo, vi har da fysisk fri, men i hovedet har vi sjældent fri. Det kan være hårdt selv at skulle prioritere sin tid :-).

Man drukner jo i blogs...

Jeg er jo generelt en stor fortaler for brugen af blogs og generelt også interesseret i hele bloggerkulturen. Det har dog så også sine ulemper qua deres rolle på www. Særligt i forhold til informationssøgning. Næsten lige meget hvad man søger information om, er det diverse blogs, der ligger højest på Google's PageRank. Det er der i sig selv ikke så meget galt i. Problemet ved blogs er dog den subjektive karakter, og at de informationer man finder, ofte blot er uforpligtende kommentarer til de fænomener, man søger en mere videnskabelig redegørelse af.

Så vil de kloge nok henvise mig til Google Scholar eller andre fagdatabaser...og dem vil jeg så lytte til.