Ordsprog. De kommer og går. Personligt så hører jeg sjældent følgende to, der i 1980’erne var meget brugte: ”Det tager 100 år og en formiddag” og ”Det var engang i 1700-grønlangkål”. Begge to meget fleksible ordsprog, hvor ”formiddag” kunne udskiftes med ”eftermiddag” efter behov, og 1700 kunne udskiftes med 1800, eller sågar 1900
For undertegnede, selvudnævnte ukronede konge af ordkløveri, giver det egentlig god mening, at de uddøde. Når noget tog lang tid, tog det altså 100 år og en formiddag? Ja, man kan jo næsten godt følge ræsonnementet; ”Argghh, nu har jeg ventet 100 år, jeg orker virkelig ikke at vente en formiddag til!”
Og til det andet ordsprog; grønlangkål? Hvad i alverden er det egentlig? Og hvordan er det blevet berettiget det til at bruges til tidsangivelse? Jeg kan personligt ikke lige placere grønlangkål i det gastronomiske alfabet, andet end at jeg kunne forestille mig, at det måske er i familie med rødkål og hvidkål. Måske er jeg blevet for meget storbybeboer og indoktrineret af det københavnske cafehelvede med humussalater, clubsandwiches, kebab, durumruller, broccolisuppe og brunch, til at jeg kendes ved den slags ingredienser der primært ses i retter kreeret af husmødre på den jyske hede. Men omvendt, det har bare heller ikke den samme charme at sige: ”Det var dengang i 1700-broccoli”…
tirsdag, juli 31, 2007
mandag, juli 30, 2007
torsdag, juli 26, 2007
Stressede husfruer?
Det slog mig lige, at jeg mangler Desperate Housewifes i mit liv. TV2 har jo givet serien ”sommerferie”, selvom den var midt i en sæson. Men det har jo nok været vigtigt at give den lidt fri, for i disse tider kan man ikke åbne en avis uden at støde på en artikel om stress. Man hører om kendte der står frem på BT og EB’s forsider; ”Jeg gik ned med stress”. Det næste må jo så være en kendt tv-serie: Desperate Housewifes udtaler i privat interview med BT; ”Det blev for meget til sidst. At skulle leve op til forventningspresset og hele tiden score højere seertal. Det blev for meget. Mistede koncentrationen og bad TV2 om ferie”
I stedet sender de så Ugly Betty. Hendes stresstærskel er TV2 åbenbart ret ligeglad med. Eller også er en grim pige i en harmløs modebranche åbenbart ikke lige så stresslatent som et par desperate husfruer, der har mord, utroskab, lig i lasten en masse og andet godt drama på dagsordenen.
Men hvorfor er det ellers de sender DH på ”sommerferie”? Er de bange for, at familien Danmark forsømmer tv’et, fordi de hellere vil være ude i regnen?
I stedet sender de så Ugly Betty. Hendes stresstærskel er TV2 åbenbart ret ligeglad med. Eller også er en grim pige i en harmløs modebranche åbenbart ikke lige så stresslatent som et par desperate husfruer, der har mord, utroskab, lig i lasten en masse og andet godt drama på dagsordenen.
Men hvorfor er det ellers de sender DH på ”sommerferie”? Er de bange for, at familien Danmark forsømmer tv’et, fordi de hellere vil være ude i regnen?
Tags
Reflektion,
TV
tirsdag, juli 24, 2007
Mareridt?
Det er nu noget underligt noget med drømme og mareridt. Ikke at det er nogen nyhed, men gang på gang overraskes jeg af den irrationalitet de ligger for dagen (eller natten, høhø). En irrationalitet, der efterhånden har fået mig til at indse, at alt der falder ind under kategorien drømmetydning og deslige, er lige så håbløst som at tro man kan sælge buksebælter til 10. klasseknægte anno 2007.
Mareridt er kendetegnet ved, at der foregår noget ubehageligt i Drømmeland. Og rationelt set, behøver hændelsen ikke engang være ubehagelig; den føles bare sådan i drømmen. Det der undrer mig er, at selvom jeg en sjælden gang får min hverdag (hvernat?) krydret med en lille hyggelig gyser kreeret af min fantasi, så er stort set alle de drømme jeg har, potentielle mareridt. I hvert fald, når man efteranalyserer dem og dermed erfarer, hvor sindssyge ting man netop lige har været vidne til. Ting, som man i drømmen opfatter som det mest naturlige, og ikke hæfter sig videre ved, som var man pumpet godt og grundig virkelighedsfjern med morfin. Men samtidig er det ting der, hvis de skete i virkeligheden, ville resultere i måbende mund og polypper. Så hvordan kan det egentlig være, at den kæmpe fleksibilitet og accept af weirdo hændelser, som vi har i drømme, alligevel ikke er gearet nok til at håndtere de mareridtsagtige af slagen?
For at gøre mine teser lidt mindre højtragende, kan jeg bruge et ret aktuelt eksempel. I nat havde jeg, hvad jeg ville karakterisere som et mareridt. Bl.a. fordi, at et eller flere elementer i drømmen gjorde mig pisse skrækslagen. Jeg deler den op, bid for bid, netop for at understrege det absurde:
Det undrede mig ikke, at jeg boede i en stor to etagers villa, når virkelighedens fakta er, at jeg er en fattig studerende på SU og SU-lån. Ikke at dette er specielt mareridtsagtigt, men jeg ville da føle mig dejlig forvirret, hvis jeg en dag vågnede op et andet sted. Og vi snakker ikke det, at vågne op efter en druktur, men, at vågne op et sted man ikke kender, og har adressen som fast bopæl.
Det undrede mig ikke, at jeg løb fra Valby (villaen havde ikke nogen adresse, men da jeg bor i Valby i den virkelige verden, går jeg ud fra at jeg også boede i Valby i drømmen) til mine forældres hus i Køge uden pauser og uden at være forpustet.
Det undrede mig ikke, at min mor sad i køkkenet med en sort truckerkasket på. Endnu et faktum, der ikke er decideret mareridtsagtigt, men alligevel jævnt bekymrende. Altså det med kasketten…
Det undrede mig heller ikke, at min mor havde besøg af en fjern bekendt af mig, hvis eksistens hun ikke burde have den fjerneste ide om i virkeligheden.
Til gengæld; ikke blot undrede det mig - det gjorde mig også pisse skrækslagen at se, at en tidligere højskolekammerat på et tidspunkt indfandt sig på 1. sal af min villa, stirrende tomt ud af vinduet. En fyr, jeg i den virkelige verden husker som virkelig flink og rar, men som i drømmen gjorde mig så forskrækket, at jeg i ren choktilstand løb i sikkerhed i Køge hos forældrene.
I drømmen gav det masser af mening, at jeg var så ræd, men når man efterrationaliser er man bare efterladt med et ”What the f***?”. Graver man lidt dybere, kan man måske hæfte sig ved, at pågældende højskolegut hedder Bjørn. Et navn, hvis navnebror i dyreriget kan være af en fatning, der let kan sprede rædsel. Men dog, kender man Bjørn, vil man nok hellere associere ham med en blid bamsebjørn, end et aggressivt rovdyr.
Pointen med dette her er vist blot, at der ikke er nogen pointe eller sandhed med drømme. Meningen er at de ikke skal analyseres. De har vist kun til mål at forvirre. Det er min konklusion, anyhow.
Mareridt er kendetegnet ved, at der foregår noget ubehageligt i Drømmeland. Og rationelt set, behøver hændelsen ikke engang være ubehagelig; den føles bare sådan i drømmen. Det der undrer mig er, at selvom jeg en sjælden gang får min hverdag (hvernat?) krydret med en lille hyggelig gyser kreeret af min fantasi, så er stort set alle de drømme jeg har, potentielle mareridt. I hvert fald, når man efteranalyserer dem og dermed erfarer, hvor sindssyge ting man netop lige har været vidne til. Ting, som man i drømmen opfatter som det mest naturlige, og ikke hæfter sig videre ved, som var man pumpet godt og grundig virkelighedsfjern med morfin. Men samtidig er det ting der, hvis de skete i virkeligheden, ville resultere i måbende mund og polypper. Så hvordan kan det egentlig være, at den kæmpe fleksibilitet og accept af weirdo hændelser, som vi har i drømme, alligevel ikke er gearet nok til at håndtere de mareridtsagtige af slagen?
For at gøre mine teser lidt mindre højtragende, kan jeg bruge et ret aktuelt eksempel. I nat havde jeg, hvad jeg ville karakterisere som et mareridt. Bl.a. fordi, at et eller flere elementer i drømmen gjorde mig pisse skrækslagen. Jeg deler den op, bid for bid, netop for at understrege det absurde:
Det undrede mig ikke, at jeg boede i en stor to etagers villa, når virkelighedens fakta er, at jeg er en fattig studerende på SU og SU-lån. Ikke at dette er specielt mareridtsagtigt, men jeg ville da føle mig dejlig forvirret, hvis jeg en dag vågnede op et andet sted. Og vi snakker ikke det, at vågne op efter en druktur, men, at vågne op et sted man ikke kender, og har adressen som fast bopæl.
Det undrede mig ikke, at jeg løb fra Valby (villaen havde ikke nogen adresse, men da jeg bor i Valby i den virkelige verden, går jeg ud fra at jeg også boede i Valby i drømmen) til mine forældres hus i Køge uden pauser og uden at være forpustet.
Det undrede mig ikke, at min mor sad i køkkenet med en sort truckerkasket på. Endnu et faktum, der ikke er decideret mareridtsagtigt, men alligevel jævnt bekymrende. Altså det med kasketten…
Det undrede mig heller ikke, at min mor havde besøg af en fjern bekendt af mig, hvis eksistens hun ikke burde have den fjerneste ide om i virkeligheden.
Til gengæld; ikke blot undrede det mig - det gjorde mig også pisse skrækslagen at se, at en tidligere højskolekammerat på et tidspunkt indfandt sig på 1. sal af min villa, stirrende tomt ud af vinduet. En fyr, jeg i den virkelige verden husker som virkelig flink og rar, men som i drømmen gjorde mig så forskrækket, at jeg i ren choktilstand løb i sikkerhed i Køge hos forældrene.
I drømmen gav det masser af mening, at jeg var så ræd, men når man efterrationaliser er man bare efterladt med et ”What the f***?”. Graver man lidt dybere, kan man måske hæfte sig ved, at pågældende højskolegut hedder Bjørn. Et navn, hvis navnebror i dyreriget kan være af en fatning, der let kan sprede rædsel. Men dog, kender man Bjørn, vil man nok hellere associere ham med en blid bamsebjørn, end et aggressivt rovdyr.
Pointen med dette her er vist blot, at der ikke er nogen pointe eller sandhed med drømme. Meningen er at de ikke skal analyseres. De har vist kun til mål at forvirre. Det er min konklusion, anyhow.
Tags
Reflektion
onsdag, juli 18, 2007
Spørgsmål
Hvorfor er det mon sådan, at jo mere jeg har glemt mine ørepropper, når jeg er på besøg hos mine forældre, jo højere snorker min far, og jo tyndere virker husets vægge.
Tags
Hverdag,
Reflektion
mandag, juli 16, 2007
8 om mig
Hendes Royale Cirkushed har tagget mig. Lidt sent er bedre end aldrig.
1. Jeg har gået til yoga flere gange. Er også blevet smådrillet med det, selvom det ikke er et led i en metroseksuel eller fyr-lær-at-kende-dine-feminine-sider-at-kende-strategi. Er dog aldrig kommet længere end et grundkursus, men er fascineret af denne "sport", og dens potentiale. Det skal siges, at jeg laver en gedigen hovedstand...når jeg er i træning, altså.
2. Jeg har altid haft kælenavne. På trods af mit ellers flotte fornavn, er der rigtig mange der kalder mig ved mit efternavn fra dyreriget. Min farfar kaldte mig Kædde (eller hvordan det staves). Nogle barndomsvenner kaldte mig Stewart (længere historie). En anden barndomsven kaldte mig både Gergen og Nalle Bom. Nogle venner fra mit studie begyndte at kalde mig Runke efter en tur til Amsterdam. Også en længere historie. Selvom ligheden er meget lidt slående, kommer min mor igen og igen til at kalde mig ved mit søsters navn; Anette.
Derfor: når folk endelig kalder mig ved mit oprindelige navn, tror jeg derfor ofte at det er noget alvorligt de vil snakke om.
3. Mudderhelvedet AKA Roskilde Festival 2007 var mit 8. år på festivalen i streg. Tragedie-året 2000 var min debut, og jeg håber mindst at kunne holde 10 års jubilæum. De skal dog stramme lidt op på musikprogrammet...og vejret...
4. Jeg er lettere neurotisk og stresser ret let. Efter mange års selvanalyseren er jeg kommet frem til, at det evt. bunder i en lidt for uhæmmet ordenssans og kontrolfreak'ism.
5. Som barn var jeg uhyrlig god til at huske datoer og fødselsdage. Jeg udviklede en teknik, så folk kunne nævne en dato højst et år ude i fremtiden, og jeg kunne hive datoens ugedag frem fra den indre database på et splitsekund. Mine forældre var imponeret, men det var dog ikke noget, der ligefrem fik pigerne til at stå i kø.
6. Pt. har jeg sommerferie fra studiet. Det er en god øvelse for mig til at lære at anti-stresse. Den seneste uge har dog været ret oplevelsesrig, da jeg både har udfordret min højdeskræk i Vor Frelser Kirke, drukket fadøl på Nemoland, haft næseblod på Christianshavns Bibliotek, set sjove og pinlige stand-up-komikere på Kulkafeen, smalltalket i toiletkøen med A Kid Hereafter samme sted, været i biffen, spillet rundbold og fodbold i Valbyparken, været til støttefest i Folkets Park og klappet på dyr i Knuthenborg.
7. Jeg har været telefoninterviewer for Gallup. Selvom det lyder som et ret simpelt job, der det nok det mest utaknemmelige jeg nogensinde har prøvet. At konstant få sure, travle og MEGET lidt interviewvenlige mennesker i røret, der alle mener, at vi "ringer hele tiden!" samtidig med at ens chefer punker een fordi man får for mange afvisninger.
8. Jeg ryger for lidt
Jeg sender stafetten videre til Edut og Lakvak
1. Jeg har gået til yoga flere gange. Er også blevet smådrillet med det, selvom det ikke er et led i en metroseksuel eller fyr-lær-at-kende-dine-feminine-sider-at-kende-strategi. Er dog aldrig kommet længere end et grundkursus, men er fascineret af denne "sport", og dens potentiale. Det skal siges, at jeg laver en gedigen hovedstand...når jeg er i træning, altså.
2. Jeg har altid haft kælenavne. På trods af mit ellers flotte fornavn, er der rigtig mange der kalder mig ved mit efternavn fra dyreriget. Min farfar kaldte mig Kædde (eller hvordan det staves). Nogle barndomsvenner kaldte mig Stewart (længere historie). En anden barndomsven kaldte mig både Gergen og Nalle Bom. Nogle venner fra mit studie begyndte at kalde mig Runke efter en tur til Amsterdam. Også en længere historie. Selvom ligheden er meget lidt slående, kommer min mor igen og igen til at kalde mig ved mit søsters navn; Anette.
Derfor: når folk endelig kalder mig ved mit oprindelige navn, tror jeg derfor ofte at det er noget alvorligt de vil snakke om.
3. Mudderhelvedet AKA Roskilde Festival 2007 var mit 8. år på festivalen i streg. Tragedie-året 2000 var min debut, og jeg håber mindst at kunne holde 10 års jubilæum. De skal dog stramme lidt op på musikprogrammet...og vejret...
4. Jeg er lettere neurotisk og stresser ret let. Efter mange års selvanalyseren er jeg kommet frem til, at det evt. bunder i en lidt for uhæmmet ordenssans og kontrolfreak'ism.
5. Som barn var jeg uhyrlig god til at huske datoer og fødselsdage. Jeg udviklede en teknik, så folk kunne nævne en dato højst et år ude i fremtiden, og jeg kunne hive datoens ugedag frem fra den indre database på et splitsekund. Mine forældre var imponeret, men det var dog ikke noget, der ligefrem fik pigerne til at stå i kø.
6. Pt. har jeg sommerferie fra studiet. Det er en god øvelse for mig til at lære at anti-stresse. Den seneste uge har dog været ret oplevelsesrig, da jeg både har udfordret min højdeskræk i Vor Frelser Kirke, drukket fadøl på Nemoland, haft næseblod på Christianshavns Bibliotek, set sjove og pinlige stand-up-komikere på Kulkafeen, smalltalket i toiletkøen med A Kid Hereafter samme sted, været i biffen, spillet rundbold og fodbold i Valbyparken, været til støttefest i Folkets Park og klappet på dyr i Knuthenborg.
7. Jeg har været telefoninterviewer for Gallup. Selvom det lyder som et ret simpelt job, der det nok det mest utaknemmelige jeg nogensinde har prøvet. At konstant få sure, travle og MEGET lidt interviewvenlige mennesker i røret, der alle mener, at vi "ringer hele tiden!" samtidig med at ens chefer punker een fordi man får for mange afvisninger.
8. Jeg ryger for lidt
Jeg sender stafetten videre til Edut og Lakvak
Tags
meme
lørdag, juli 14, 2007
Opløsning - nej, vel?
I musikbranchen benytter de sig af et smart markedskneb. Det kaldes ”opløsning”, og er den konsekvens der sker, når et band af forskellige grunde ikke kan/vil fortsætte mere. Årsagerne er forskellige. Det kan være af økonomiske grunde, når pladesalget ikke just lever op til forventningerne. Det kan være kunstneriske uenigheder eller noget tredje. Måske syntes forsangeren (eller hans pladeselskab), at han ville klare sig bedst på egen hånd. Bandmedlemmerne splittes derfor, og søger nye musikalske græsgange. Opløsning er - alt afhængig af bandets popularitet og fanskare - ofte forbundet med en stor del dramatik. Bandet udsender rørende pressemeddelelser og man hører historier om tudende fans.
Men ordet skal dog ikke tages bogstaveligt, for i forlængelse af opløsning kommer begrebet ”gendannelse”. Et lille kneb som bandet og pladeselskabet kan bruge til at skabe spænding i musikbranchen X antal år efter opløsningen. X’et symboliserer det tidsinterval der er mellem ”opløsning” og ”gendannelse” og som varierer fra band til band. Det giver jo ikke mening, at gendannes et år efter. Tidsintervallet skal gerne være af sådan en længde, at bandets hits netop kan nå at få status af ny-klassikere, så en planlagt reunion-tour nok skal sælge billetter i stakkevis. Gendannelsen kan også ske, når medlemmerne erfarer, at de intet er uden hinanden. Gendannelsen kan være suppleret af et nyt album, men det er ikke afgørende. For fansene vil alligevel helst høre de gamle hits.
I mine øjne er ordet ”opløsning” blevet alt for udvandet og uden reel virkekraft. Hvis det forholds sig sådan, at samtlige bandmedlemmer døde i en flyulykke, blev skudt af en fan - eller af sig selv, så kan der måske være noget om ordet.
Hvad med ”pause på ubestemt tid”? For det er jo det der er. Men det lyder måske lidt mindre dramatisk og fatalt end ”opløsning”. Og man har måske altid et standpunkt til man finder et bedre.
Men ordet skal dog ikke tages bogstaveligt, for i forlængelse af opløsning kommer begrebet ”gendannelse”. Et lille kneb som bandet og pladeselskabet kan bruge til at skabe spænding i musikbranchen X antal år efter opløsningen. X’et symboliserer det tidsinterval der er mellem ”opløsning” og ”gendannelse” og som varierer fra band til band. Det giver jo ikke mening, at gendannes et år efter. Tidsintervallet skal gerne være af sådan en længde, at bandets hits netop kan nå at få status af ny-klassikere, så en planlagt reunion-tour nok skal sælge billetter i stakkevis. Gendannelsen kan også ske, når medlemmerne erfarer, at de intet er uden hinanden. Gendannelsen kan være suppleret af et nyt album, men det er ikke afgørende. For fansene vil alligevel helst høre de gamle hits.
I mine øjne er ordet ”opløsning” blevet alt for udvandet og uden reel virkekraft. Hvis det forholds sig sådan, at samtlige bandmedlemmer døde i en flyulykke, blev skudt af en fan - eller af sig selv, så kan der måske være noget om ordet.
Hvad med ”pause på ubestemt tid”? For det er jo det der er. Men det lyder måske lidt mindre dramatisk og fatalt end ”opløsning”. Og man har måske altid et standpunkt til man finder et bedre.
Tags
Musik,
Reflektion
mandag, juli 09, 2007
Arghh, vågn op, anmeldere!
Jeg skal nok komme med en længere reportage fra det indtryksbombardement jeg har oplevet i den sidste uges mudderkastestævne i Roskilde. Men pt. var der lige et par anmelder-ting, jeg faldt over.
Jeg er glad for, at både Gaffa’s og BT’s anmelder gav ubetingede topkarakter til mine outsidede metalfavoritter i Machine Head. Men kan disse anmeldere dog ikke lære, at researche ordentligt på det de anmelder? MH’s nummer ”Aestethics of Hate” hed ifølge BT ”State of Hate” og hos Gaffa “Aethetics Of Hate”. Men lad gå, siden i var så søde ved MH.
Anmeldernes kollektive nedadvendte tommelfinger til Red Hot Chili Peppers-koncerten, har jeg dog mindre at indvende mod. Ja, Flea og John, vi ved godt, at i er allerhelvedes skarpe på jeres instrumenter. I er ikke til audition mere og behøver ikke at kunne imponere os med jeres kunnen. Vi er koncertgængere, og ikke tilskuere i jeres øvelokale. Vi er kommet for at feste og synge med på jeres hits (eller flertallet er i hvert fald). I modsat fald, var i nok blevet booket til en anden scene end lige Orange. Så drop Axl-nykkerne og kom tilbage og spil en KONCERT for at råde bod på den gang ligegyldige show-off i leverede.
Links:
http://gaffa.dk/anmeldelser/view.php/mreview_id=33900
http://www.musik.bt.dk/index.php?id=495
http://ibyen.dk/fokus/roskildefestival/article338729.ece
http://ekstrabladet.dk/flash/anmeldelser/musik/article316851.ece
http://gaffa.dk/anmeldelser/view.php/mreview_id=33902
http://www.musik.bt.dk/index.php?id=497
Jeg er glad for, at både Gaffa’s og BT’s anmelder gav ubetingede topkarakter til mine outsidede metalfavoritter i Machine Head. Men kan disse anmeldere dog ikke lære, at researche ordentligt på det de anmelder? MH’s nummer ”Aestethics of Hate” hed ifølge BT ”State of Hate” og hos Gaffa “Aethetics Of Hate”. Men lad gå, siden i var så søde ved MH.
Anmeldernes kollektive nedadvendte tommelfinger til Red Hot Chili Peppers-koncerten, har jeg dog mindre at indvende mod. Ja, Flea og John, vi ved godt, at i er allerhelvedes skarpe på jeres instrumenter. I er ikke til audition mere og behøver ikke at kunne imponere os med jeres kunnen. Vi er koncertgængere, og ikke tilskuere i jeres øvelokale. Vi er kommet for at feste og synge med på jeres hits (eller flertallet er i hvert fald). I modsat fald, var i nok blevet booket til en anden scene end lige Orange. Så drop Axl-nykkerne og kom tilbage og spil en KONCERT for at råde bod på den gang ligegyldige show-off i leverede.
Links:
http://gaffa.dk/anmeldelser/view.php/mreview_id=33900
http://www.musik.bt.dk/index.php?id=495
http://ibyen.dk/fokus/roskildefestival/article338729.ece
http://ekstrabladet.dk/flash/anmeldelser/musik/article316851.ece
http://gaffa.dk/anmeldelser/view.php/mreview_id=33902
http://www.musik.bt.dk/index.php?id=497
Tags
Brok,
Musik,
RoskildeFestival
fredag, juni 29, 2007
Hvad bør jeg huske?
Før i tiden, når jeg skulle af sted på Roskilde Festival, var jeg altid godt forberedt qua det stressede kontrolmenneske jeg er. Mange uger forinden påbegyndte jeg at lave lister over ting jeg skulle huske. Kategoriinddelte og systematiske lister, der pænt kunne markeres af, når tingene var pakket. Så langt har jeg slet ikke tænkt i år, og jeg regner med at futte af sted mod Dyrskuepladsen i morgen.
Så hjælp mig lige, kære bloglæsere. Hvad bør jeg huske. Eller i hvert fald prioritere højt? Kom med de gyldne råd. Jeg er opmærksom på de ting der udgør rammerne. Dvs. telt, sovepose, billet og dåseøl…hjælp mig med forslag til indholdet!
Så hjælp mig lige, kære bloglæsere. Hvad bør jeg huske. Eller i hvert fald prioritere højt? Kom med de gyldne råd. Jeg er opmærksom på de ting der udgør rammerne. Dvs. telt, sovepose, billet og dåseøl…hjælp mig med forslag til indholdet!
Tags
RF07,
RoskildeFestival
torsdag, juni 28, 2007
Arggh, bland jer udenom
Argghh, SKAT, bland jer dog udenom! Lad dog folk nyde deres festival uden at skulle generes af jeres emsigheder. Smid de lidt for små sko, og drik en ulovlig øl med os andre.
Jeg er sikker på, at festivalen og den dertilhørende omsætning er en guldgrube for jer i forvejen.
Jeg er sikker på, at festivalen og den dertilhørende omsætning er en guldgrube for jer i forvejen.
Tags
RoskildeFestival
Helaftensforestilling med Pearl Jam
Havde man spurgt mig for 7-10 år siden, ville jeg stolt have nomineret Pearl Jam til at være et af mine all time favoritbands. De havde en historisk betydning for mig, da de med klassikere som ”Alive” og ”Jeremy” førte mig ind i hårdrockens verden i de tidlige teenageår. Deres sange formår stadig at virke som et soundtrack for mit år i 10. klasse der i midt-90’erne. Min smag har dog ændret sig på det seneste, og perlesyltetøj er sjældnere at finde på menuen. Så det faktum at jeg mødte op i Forum i går, var til dels af respekt til nostalgikeren i mig. Til dels det, at få muligheden for at få en ordentlig afslutning på den koncert på Roskilde i 2000, der sluttede så tragisk.
Opvarmningsbandet Futureheads var sat til at gå på kl. 20. Et kvarter før indfandt undertegnede, et styk ven og dennes kæreste sig lidt til højre for lydpulten ca. midt i salen. Ven ville lige inspicere toiletforholdende, og ca. 19.55 blev lyset slukket. Man forventede at fremtidshovederne ville kickstarte ballet. I stedet kom Eddie Vedder himself på scenen og gav en stille solo-ballade. Publikum var i ekstase, og der stod stadig folk udenfor. Jeg undrede mig om opvarmningen var blevet aflyst, men da Ed var færdig med nummeret præsenterede han de unge briter som så kom på scenen. De gjorde ikke nævneværdigt indtryk…eller også var mine tanker blot andre steder.
Opvarmningsbandet Futureheads var sat til at gå på kl. 20. Et kvarter før indfandt undertegnede, et styk ven og dennes kæreste sig lidt til højre for lydpulten ca. midt i salen. Ven ville lige inspicere toiletforholdende, og ca. 19.55 blev lyset slukket. Man forventede at fremtidshovederne ville kickstarte ballet. I stedet kom Eddie Vedder himself på scenen og gav en stille solo-ballade. Publikum var i ekstase, og der stod stadig folk udenfor. Jeg undrede mig om opvarmningen var blevet aflyst, men da Ed var færdig med nummeret præsenterede han de unge briter som så kom på scenen. De gjorde ikke nævneværdigt indtryk…eller også var mine tanker blot andre steder.
21.15 gik de aldrende grungerockere på scenen. Jeg havde forinden – nørd som jeg er – checket bandets setlister fra tidligere koncerter på den aktuelle tour. På de 6-7 jeg checkede var der i alt spillet mindst 50 numre, hvoraf hver koncert indeholdt ca. 20 numre. Forudsigelighed og veltilrettelagte sceneshows er åbenbart ikke Pearl Jams varemærke. Da jeg jo er faldet lidt af på den, var der få numre jeg var decideret på lyrik med. Det var mere en nynnen med på melodien og halvhjertede omkvæd som mit Pearl Jamske tekstrepertoire bestod af. Eller også spillede de netop blot alle dem jeg ikke kendte så godt. De helt sikre klassikere som ”Alive”, ”Black” og ”Betterman” kom da også først til sidst. Og her kom min lungekapacitet så ellers også til sin ret. Når man dog lige fratænker den række smøger jeg fik konsumeret.

Men hvorfor er det altid, at der skal stå en fuld spasmisk idiot og daske ustyrligt og urytmisk rundt med alle sine lemmer i nærheden af mig? I ved, typen der, lige meget hvor meget plads han har foran sig, konstant vælter tilbage og nærmest står klæbet op i én og hvor man frygter at én af hans arme lige pludselig rammer en tilfældig i nærheden. Trods min relativt pacifistiske natur fantaserede jeg lidt om, hvad der ville ske, hvis man ”kom til” at ”savle” meget målrettet på ham. Men mit superjeg er vist i ganske god overensstemmelse med virkeligheden (og evt. vagternes mangel på tolerance over for forkert opførsel) så jeg valgte den diplomatiske metode og rykkede væk fra hans territorium. Jeg må dog have en magnetisk kraft på denne slags imbecile individer for kort efter stod han igen foran mig.
Dette irritationsmoment skulle dog ikke ødelægge min koncert, så jeg prøvede at følge med i hvad der skete på scenen i stedet for. Et par numre inde i koncerten begyndte Eddie at fortælle om deres tidligere besøg på dansk grund. Første gang var, på dagen, for præcis 15 år siden. På Orange Scene på Roskilde. Samme dag som Nirvana spillede sin eneste koncert i DK og samme dag som Danmark vandt EM i fodbold. Det var dog PJ’s seneste besøg på selv samme Orange Scene der skulle omtales. De havde bestemt ikke negligeret tragedien, men først ville de lade musikken tale og spillede ”Love Boat Captain” fra 2002. Et nummer der netop i en tekstbid refererer til de 9 omkomne. Udover det var der ikke meget tale mellem numrene under selve koncerten.
Lyden var til tider ikke helt i top. Musikerne lavede enkelte kiksere virkede det til, men det var i småtingsafdelingen. Men jeg spekulerer over, om det var musikerens manglende tighthed eller Forums dårlige akustik, der lod lydbilledet noget tilbage. Alt andet lige, så er koncerter i haller og arenaer sjældent en stor oplevelse, rent lydmæssigt.
PJ har rigtig, rigtig mange numre i bagkataloget, og der blev skrålet med på de fleste trods mange af dem ikke har været synderligt store hits.
Efter ”Porch” gik bandet fra scenen, og efter et par minutter vendte de tilbage til det første sæt ekstranumre. Det var bl.a. ”Ten”-klassikerne ”Once”, ”Alive” og ”Black”, der til sidstnævnte medførte en publikumsnynnen med en volumen jeg sjældent har oplevet. Igen forlod de scenen, og da man som erfaren koncertgænger ved, at det først er helt slut, når lyset tændes, ventede vi spændt på flere numre. Bandet kom endnu en gang på scenen, men i stedet for at finde sig til rette bag instrumenterne lagde Eddie op til tale. Det var tydeligt at han havde masser på hjerte i forhold til tragedien, og hvordan det var at være ”tilbage” igen. En tale med mange følelsesladede formuleringer der både henledte salen i kæmpe klapsalver, men også med efterfølgende respektfulde tavshedsmomenter, hvor man kunne fornemme den kollektive klump i halsen.
Ud over førnævnte rytmisk udfordrede fulderik var jeg også beriget af et par klaphatte af situationsfornemmelsesmanglende ignoranter stående lige bag mig. Irriterende piftelyde og ”Spil nu noget musik!!” og andre nedladende og respektløse udsagn var jeg tvunget til at lægge ører til, mens jeg prøvede at forholde mig til Eddies ord. Deres platheder resulterede desuden i en sikkert markeret skråtopfinger suppleret af et mindst lige så aggressivt ansigtsudtryk fra en anden mand.
Og ja, nogen vil måske mene at der går lidt for meget følelseporno i den slags, men så skriv da et læserbrev i stedet for at ødelægge det for flertallet, som rent faktisk fandt det relevant. I det mindste blev der da ikke kogt for meget suppe på Irak-krig eller hetz mod Bush, som efterhånden er en crowdpleaser i sig selv til koncerter. Har man svært ved at få publikum med er det altid nok bare at sige ”Bush er dum”.
Da jeg selv husker Roskilde-natten for 7 år siden, ville jeg gerne selv have fældet en vemodig tåre. Hvis det da ikke lige var fordi, at stort set al min kropsvæske allerede var svedt ud pga. heden i Forum. For varm var denne koncertoplevelse i Forum…og det også i psykisk forstand…
Men hvorfor er det altid, at der skal stå en fuld spasmisk idiot og daske ustyrligt og urytmisk rundt med alle sine lemmer i nærheden af mig? I ved, typen der, lige meget hvor meget plads han har foran sig, konstant vælter tilbage og nærmest står klæbet op i én og hvor man frygter at én af hans arme lige pludselig rammer en tilfældig i nærheden. Trods min relativt pacifistiske natur fantaserede jeg lidt om, hvad der ville ske, hvis man ”kom til” at ”savle” meget målrettet på ham. Men mit superjeg er vist i ganske god overensstemmelse med virkeligheden (og evt. vagternes mangel på tolerance over for forkert opførsel) så jeg valgte den diplomatiske metode og rykkede væk fra hans territorium. Jeg må dog have en magnetisk kraft på denne slags imbecile individer for kort efter stod han igen foran mig.
Dette irritationsmoment skulle dog ikke ødelægge min koncert, så jeg prøvede at følge med i hvad der skete på scenen i stedet for. Et par numre inde i koncerten begyndte Eddie at fortælle om deres tidligere besøg på dansk grund. Første gang var, på dagen, for præcis 15 år siden. På Orange Scene på Roskilde. Samme dag som Nirvana spillede sin eneste koncert i DK og samme dag som Danmark vandt EM i fodbold. Det var dog PJ’s seneste besøg på selv samme Orange Scene der skulle omtales. De havde bestemt ikke negligeret tragedien, men først ville de lade musikken tale og spillede ”Love Boat Captain” fra 2002. Et nummer der netop i en tekstbid refererer til de 9 omkomne. Udover det var der ikke meget tale mellem numrene under selve koncerten.
Lyden var til tider ikke helt i top. Musikerne lavede enkelte kiksere virkede det til, men det var i småtingsafdelingen. Men jeg spekulerer over, om det var musikerens manglende tighthed eller Forums dårlige akustik, der lod lydbilledet noget tilbage. Alt andet lige, så er koncerter i haller og arenaer sjældent en stor oplevelse, rent lydmæssigt.
PJ har rigtig, rigtig mange numre i bagkataloget, og der blev skrålet med på de fleste trods mange af dem ikke har været synderligt store hits.
Efter ”Porch” gik bandet fra scenen, og efter et par minutter vendte de tilbage til det første sæt ekstranumre. Det var bl.a. ”Ten”-klassikerne ”Once”, ”Alive” og ”Black”, der til sidstnævnte medførte en publikumsnynnen med en volumen jeg sjældent har oplevet. Igen forlod de scenen, og da man som erfaren koncertgænger ved, at det først er helt slut, når lyset tændes, ventede vi spændt på flere numre. Bandet kom endnu en gang på scenen, men i stedet for at finde sig til rette bag instrumenterne lagde Eddie op til tale. Det var tydeligt at han havde masser på hjerte i forhold til tragedien, og hvordan det var at være ”tilbage” igen. En tale med mange følelsesladede formuleringer der både henledte salen i kæmpe klapsalver, men også med efterfølgende respektfulde tavshedsmomenter, hvor man kunne fornemme den kollektive klump i halsen.
Ud over førnævnte rytmisk udfordrede fulderik var jeg også beriget af et par klaphatte af situationsfornemmelsesmanglende ignoranter stående lige bag mig. Irriterende piftelyde og ”Spil nu noget musik!!” og andre nedladende og respektløse udsagn var jeg tvunget til at lægge ører til, mens jeg prøvede at forholde mig til Eddies ord. Deres platheder resulterede desuden i en sikkert markeret skråtopfinger suppleret af et mindst lige så aggressivt ansigtsudtryk fra en anden mand.
Og ja, nogen vil måske mene at der går lidt for meget følelseporno i den slags, men så skriv da et læserbrev i stedet for at ødelægge det for flertallet, som rent faktisk fandt det relevant. I det mindste blev der da ikke kogt for meget suppe på Irak-krig eller hetz mod Bush, som efterhånden er en crowdpleaser i sig selv til koncerter. Har man svært ved at få publikum med er det altid nok bare at sige ”Bush er dum”.
Da jeg selv husker Roskilde-natten for 7 år siden, ville jeg gerne selv have fældet en vemodig tåre. Hvis det da ikke lige var fordi, at stort set al min kropsvæske allerede var svedt ud pga. heden i Forum. For varm var denne koncertoplevelse i Forum…og det også i psykisk forstand…
Tags
Hverdag,
Musik,
Reflektion
tirsdag, juni 26, 2007
DSB
Man bliver så dejlig harm når man gang på gang bliver konfronteret med Søren Pilmarks jubeloptimisme over perfekte DSB, når man selv gang på gang bliver konfronteret med deres "uregelmæssigheder".
mandag, juni 25, 2007
Roskilde Festival 2004
Jeg fandt lige nedenstående frem fra gemmerne. De fleste år, jeg har været på festival, er det min ambition dokumentere alle de oplevelser og indtryk man får. Tit ender jeg med at opgive, da det simpelthen er umuligt at huske alt. Der er kronisk impression overload, og det er umuligt at huske en hel uges oplevelser, medmindre man hele tiden er bevæbnet med en notesblok og/eller mulighed for at komme til tasterne og få afløb.
Nedenstående er et ufærdigt produkt, der aldrig er nået længere end til end en ufærdig kladdestatus. Trods dette kan det for nogen måske være meget sjovt at læse. I det mindste som en forsmag på begivenheden der går løs om få dage.
Roskilde Festival 04-dagbog i ukronologisk orden.
Søndag morgen kl. 7.44 stillede undertegnede + veninde sig i kø til Roskilde Festival 2004 ved indgang vest. Hvis man havde haft en bærbar pc med DVD-drev med og et eksemplar af ”Kongen vender tilbage”, ville man snildt kunne have nået at se den i ventetiden.
Så altså, lidt over 3 timer senere var vi inden for murene, og hookede up med resten af vores lejrcrew som havde reserveret plads i område E.
Telte blev slået op, pavillion lige så, og de første øller blev hældt indenbords. Vores pavillion var i et omfang som sikkerhedsvagterne i de orange veste ikke kunne godtage, hvilket medførte en del kontroverser med disse. Vi måtte dog, efter lange diplomatiske forhandlinger bøje os for regulatorerne, og reducerede vores 9*3 meter pavillion til en 3*3 meter. En hvid pavillion står ikke hvid ret længe på en festival, og inden længe var der gang i sprittudserne. Folk battlede om hvem der kunne komme på det bedste rim i forhold til Øst og Vest, hvilket bl.a. udmøntede sig i kampråbet ”Lemlæst og kvæst – folk i orange vest”.
En fyr i lejren havde fået den kvikke ide at medbringe en vandpipe. Noget der skulle vise sig at være noget af et hit. Den blev der røget mangt en æbletobak på gennem ugen.
Senere på aftenen skulle det danske landshold op og forsvare Dannebrog i EM-kvartfinalekampen mod Tjekkiet. Denne blev vist på storskærmen placeret ved campingscenen (som de i år havde placeret i det østligste øst, hvilket resulterede i en mindre maraton for at komme derhen), og der var sort af folk (eller skulle man sige rødt/hvidt?). Det gad vi ikke, så efter 5 minutter besluttede vi os for at returnere til lejren og i stedet høre kampen på radio. En frustrerende oplevelse må man sige, da radiokommentatoren laver det vildeste crescendohyl hver eneste gang bolden bare er tilnærmelsesvis straffesparksfeltet. Danmark taber 3-0.
De efterfølgende tre dage gik med nedtælling til torsdagen. Pavilliondugen fik flere kreationer, og lidt tags blev det også til. ”Ingeniøren” ankommer om mandagen, og med sig har han en tønde som vi graver ned i jorden og bruger til ølkøler. Jeg tror dette er den første festival, hvor jeg ikke har drukket lunkne eller varme øl. Det kedelige vejr havde dog også en gavnlig effekt.
På den medbragte ghettoblaster udsættes vi ”normale” med harsh EBM, powernoise og andre fancy og innovative musikgenrer. Alt styret af gothpunkeren Rasmus. Når han ikke er til stede, tunes der ind på festivalradioen, da cd-afspilning sluger batterier alt for hurtigt.
Roskilde Festivalen må være besøgt af en masse uartige fødselarer, for vejret er slet ikke med os i denne uge. Stort set hver dag er der overskyet og byger. Onsdag tager vi en lille tur til Roskilde, hvor jeg efter at være gået forgæves i op til flere skobutikker lander i en Sportsmaster, hvor jeg erhverver mig et par gummistøvler. En investering, der skulle vise sig at være årets bedste.
Campingscenen er stedet hvor unge og up-and-coming-bands får chancen for at komme ud med deres musik til et bredere publikum. På grund af mudderet er det ikke lige der vi tilbringer allermest tid. Men et par enkelte bands får da lige lidt opmærksomhed. Bla. Livedrum’n’bass-bandet Fukt med en hookline-råbende frontfigur, der får publikum til at synge og danse med i smatten foran scenen. Det er særdeles opløftende at opleve noget energisk livemusik efter det tunge regnvejr.
Lejren begynder som dagene går så småt at tage form som en losseplads. Smadrede cd’er, øldåser, madrester, vandpibegrej, smeltet smør, papkrus etc etc. gør det som gulv på det lille areal. Der investeres i en ny pavillion som stilles i den modige normalhøjde (en erfaren festivalgænger ville uden tvivl sige, at dette er pavillionselvmord pga. den stærke blæst der altid er), men som viser sig at overleve. Endvidere stilles den under en meter fra den halvhøje, og efterhånden ramponerede pavillion, hvilket dog ikke udløser løftede pegefingre fra appelsinparasollerne (kælenavn for de orangeklædte vagter).
Som tiden går, og kedsomheden udfordres, finder flere kreative sjæle frem til små lege og gags. En ting er svenskerfælden, som består af et gravet hul med en lap pavilliondug henover. Dette er desværre for åbenlyst så der er ingen der falder for den. En ting er katapulten som ”Ingeniøren” står for. Den skyder jord, øldåser og andet godt efter stakkels forbipasserende. Endelig er der så slalombanen som består af en del brækkede pavillionstænger, og som vi udfordrer alle de passerende om at løbe igennem.
Nogle unge nordmænd har småt med penge på lommen, men i stedet for at samle flasker, har det fundet på en anden ide. De tilbyder hovedmassage for et beskedent beløb. Den ene gut er under uddannelse som fysioterapeut så han kan sit kram. For 15 kr. får man ca. 20 minutters ren nydelse på arme, hænder, i nakke og ansigt. Ikke dårligt efter mange myosefremkaldende nætter i et lille telt hvor man sover dårligt.
Torsdag åbner ballet, og vi vælter ind på pladsen hvor planen er at vi skal høre Orange Scene-åbneren Mnemic. Et dansk band der spiller en avanceret form for metal. De går på, og med en påtaget hård, men poppet udseende forsanger skriger han sig igennem koncerten. Han skriger også mellem numrene, som jeg tolker lidt som en form for nervøsitet.
Kort før koncerten så vi Anja et-eller-andet fra DR2’s ”Musikprogrammet” i et funky gult sæt regntøj. De var ved at optage, og hvis man er heldig kan man måske se undertegnede og Peter i baggrunden som et par kåde teenagere der aldrig har set et kamera før. Linselus bliver vi igen kort efter, da vi vender snuden mod Odeon for at headbange lidt mere. Denne gang til Hatebreed. Efter indtagelse af lidt aftenføde får vi øje på et kamerahold fra TV2 Lorry. Endnu en gang går vi i barndom og fjoller lidt rundt bag den udsendte reporter. Jeg minder mig selv om, at jeg skal ringe til min mor, så hun kan optage Lorry de næste dage. Samtidig tikker der en sms ind fra en af mine venner, der kalder mig skærmtrold. I et par sekunder fatter jeg hat af hvad han snakker om, indtil det går op for mig, at Lorry sender direkte. Damn, og så nåede man ikke en gang at frisere sig!
Senere er det så tid til et af de store hovednavne, både sådan rent kvantitativt, men også personligt. Det er nemlig Korn, der skal levere lidt hård rock til masserne foran Orange Scene ved 22-tiden. Jeg har alle deres albums, men numrene er alligevel ret ens, og teksterne kan jeg ikke lige helt huske, kun lige omkvædende. Mest af alt venter vi på deres seneste single (”You’ll want a single”) som er blevet et slags anthem i vores lejr (nok mest pga. den brutale brug af f-ordet). Den kommer så til allersidst. Lidt en kliche at afslutte med det nyeste hit, men det var en fed forløsning på en fed koncert.
Nedenstående er et ufærdigt produkt, der aldrig er nået længere end til end en ufærdig kladdestatus. Trods dette kan det for nogen måske være meget sjovt at læse. I det mindste som en forsmag på begivenheden der går løs om få dage.
Roskilde Festival 04-dagbog i ukronologisk orden.
Søndag morgen kl. 7.44 stillede undertegnede + veninde sig i kø til Roskilde Festival 2004 ved indgang vest. Hvis man havde haft en bærbar pc med DVD-drev med og et eksemplar af ”Kongen vender tilbage”, ville man snildt kunne have nået at se den i ventetiden.
Så altså, lidt over 3 timer senere var vi inden for murene, og hookede up med resten af vores lejrcrew som havde reserveret plads i område E.
Telte blev slået op, pavillion lige så, og de første øller blev hældt indenbords. Vores pavillion var i et omfang som sikkerhedsvagterne i de orange veste ikke kunne godtage, hvilket medførte en del kontroverser med disse. Vi måtte dog, efter lange diplomatiske forhandlinger bøje os for regulatorerne, og reducerede vores 9*3 meter pavillion til en 3*3 meter. En hvid pavillion står ikke hvid ret længe på en festival, og inden længe var der gang i sprittudserne. Folk battlede om hvem der kunne komme på det bedste rim i forhold til Øst og Vest, hvilket bl.a. udmøntede sig i kampråbet ”Lemlæst og kvæst – folk i orange vest”.
En fyr i lejren havde fået den kvikke ide at medbringe en vandpipe. Noget der skulle vise sig at være noget af et hit. Den blev der røget mangt en æbletobak på gennem ugen.
Senere på aftenen skulle det danske landshold op og forsvare Dannebrog i EM-kvartfinalekampen mod Tjekkiet. Denne blev vist på storskærmen placeret ved campingscenen (som de i år havde placeret i det østligste øst, hvilket resulterede i en mindre maraton for at komme derhen), og der var sort af folk (eller skulle man sige rødt/hvidt?). Det gad vi ikke, så efter 5 minutter besluttede vi os for at returnere til lejren og i stedet høre kampen på radio. En frustrerende oplevelse må man sige, da radiokommentatoren laver det vildeste crescendohyl hver eneste gang bolden bare er tilnærmelsesvis straffesparksfeltet. Danmark taber 3-0.
De efterfølgende tre dage gik med nedtælling til torsdagen. Pavilliondugen fik flere kreationer, og lidt tags blev det også til. ”Ingeniøren” ankommer om mandagen, og med sig har han en tønde som vi graver ned i jorden og bruger til ølkøler. Jeg tror dette er den første festival, hvor jeg ikke har drukket lunkne eller varme øl. Det kedelige vejr havde dog også en gavnlig effekt.
På den medbragte ghettoblaster udsættes vi ”normale” med harsh EBM, powernoise og andre fancy og innovative musikgenrer. Alt styret af gothpunkeren Rasmus. Når han ikke er til stede, tunes der ind på festivalradioen, da cd-afspilning sluger batterier alt for hurtigt.
Roskilde Festivalen må være besøgt af en masse uartige fødselarer, for vejret er slet ikke med os i denne uge. Stort set hver dag er der overskyet og byger. Onsdag tager vi en lille tur til Roskilde, hvor jeg efter at være gået forgæves i op til flere skobutikker lander i en Sportsmaster, hvor jeg erhverver mig et par gummistøvler. En investering, der skulle vise sig at være årets bedste.
Campingscenen er stedet hvor unge og up-and-coming-bands får chancen for at komme ud med deres musik til et bredere publikum. På grund af mudderet er det ikke lige der vi tilbringer allermest tid. Men et par enkelte bands får da lige lidt opmærksomhed. Bla. Livedrum’n’bass-bandet Fukt med en hookline-råbende frontfigur, der får publikum til at synge og danse med i smatten foran scenen. Det er særdeles opløftende at opleve noget energisk livemusik efter det tunge regnvejr.
Lejren begynder som dagene går så småt at tage form som en losseplads. Smadrede cd’er, øldåser, madrester, vandpibegrej, smeltet smør, papkrus etc etc. gør det som gulv på det lille areal. Der investeres i en ny pavillion som stilles i den modige normalhøjde (en erfaren festivalgænger ville uden tvivl sige, at dette er pavillionselvmord pga. den stærke blæst der altid er), men som viser sig at overleve. Endvidere stilles den under en meter fra den halvhøje, og efterhånden ramponerede pavillion, hvilket dog ikke udløser løftede pegefingre fra appelsinparasollerne (kælenavn for de orangeklædte vagter).
Som tiden går, og kedsomheden udfordres, finder flere kreative sjæle frem til små lege og gags. En ting er svenskerfælden, som består af et gravet hul med en lap pavilliondug henover. Dette er desværre for åbenlyst så der er ingen der falder for den. En ting er katapulten som ”Ingeniøren” står for. Den skyder jord, øldåser og andet godt efter stakkels forbipasserende. Endelig er der så slalombanen som består af en del brækkede pavillionstænger, og som vi udfordrer alle de passerende om at løbe igennem.
Nogle unge nordmænd har småt med penge på lommen, men i stedet for at samle flasker, har det fundet på en anden ide. De tilbyder hovedmassage for et beskedent beløb. Den ene gut er under uddannelse som fysioterapeut så han kan sit kram. For 15 kr. får man ca. 20 minutters ren nydelse på arme, hænder, i nakke og ansigt. Ikke dårligt efter mange myosefremkaldende nætter i et lille telt hvor man sover dårligt.
Torsdag åbner ballet, og vi vælter ind på pladsen hvor planen er at vi skal høre Orange Scene-åbneren Mnemic. Et dansk band der spiller en avanceret form for metal. De går på, og med en påtaget hård, men poppet udseende forsanger skriger han sig igennem koncerten. Han skriger også mellem numrene, som jeg tolker lidt som en form for nervøsitet.
Kort før koncerten så vi Anja et-eller-andet fra DR2’s ”Musikprogrammet” i et funky gult sæt regntøj. De var ved at optage, og hvis man er heldig kan man måske se undertegnede og Peter i baggrunden som et par kåde teenagere der aldrig har set et kamera før. Linselus bliver vi igen kort efter, da vi vender snuden mod Odeon for at headbange lidt mere. Denne gang til Hatebreed. Efter indtagelse af lidt aftenføde får vi øje på et kamerahold fra TV2 Lorry. Endnu en gang går vi i barndom og fjoller lidt rundt bag den udsendte reporter. Jeg minder mig selv om, at jeg skal ringe til min mor, så hun kan optage Lorry de næste dage. Samtidig tikker der en sms ind fra en af mine venner, der kalder mig skærmtrold. I et par sekunder fatter jeg hat af hvad han snakker om, indtil det går op for mig, at Lorry sender direkte. Damn, og så nåede man ikke en gang at frisere sig!
Senere er det så tid til et af de store hovednavne, både sådan rent kvantitativt, men også personligt. Det er nemlig Korn, der skal levere lidt hård rock til masserne foran Orange Scene ved 22-tiden. Jeg har alle deres albums, men numrene er alligevel ret ens, og teksterne kan jeg ikke lige helt huske, kun lige omkvædende. Mest af alt venter vi på deres seneste single (”You’ll want a single”) som er blevet et slags anthem i vores lejr (nok mest pga. den brutale brug af f-ordet). Den kommer så til allersidst. Lidt en kliche at afslutte med det nyeste hit, men det var en fed forløsning på en fed koncert.
Tags
RoskildeFestival
søndag, juni 24, 2007
Forden kører endnu
Mit indre drengede hjerte kan ikke undgå at få min hud til at knoppe lidt...
Et bevis på, at det efterhånden er mere end blot rygter
Et bevis på, at det efterhånden er mere end blot rygter
Tags
Film
Abonner på:
Opslag (Atom)
