mandag, marts 20, 2006

4 styks

Jeg må jo være med på noderne, så jeg laver lige sådan en omgang ”4 styks” som andre i bloggersfæren også har gjort…

4 jobs jeg har haft.
1. Kontorassistent/HK’er – 4 år samme sted. Det lærte mig at lave kaffe og bruge internettet.
2. Gallup-interviewer – jeg hadede det. Selvom det er hyggeligt at tale i telefon, er det få man kan få med på at deltage i et interview på en lille halv time bestående af spørgsmål om ugeblade, lakrids og benzinselskaber
3. Pædagogmedhjælper – det var mere som et led i min selvudvikling, at jeg følte jeg måtte prøve dette sabbatårs-agtige fag. Jeg lærte bl.a. at skifte ble uden at rynke på næsen
4. Billederegistrant – på Jyllands-Posten havde jeg et studiejob hvor jeg skulle tildele pressefotos emneord og en sigende tekst, så de let kunne fremfindes i databasen. Ret ensformigt skærmarbejde, men en rar måde, at følge med i hvad der i verden omkring os.

4 film jeg har set mere end én gang:
1. Kundskabens Træ – Den danske film, der indeholder flest uomgængelige citater på jysk
2. Tilbage til Fremtiden (hele trilogien) – var min favorit i mange år. Der er nu noget over tidsrejser…
3. Seven – Har en svaghed for seriemorderfilm, og denne her er en førende af slagsen. Og så er enden jo dejlig anti-hollywood.
4. Indiana Jones and the Raiders of the Lost Ark – Behøver vist ikke nogen uddybning. Sådan er det bare

4 steder jeg har boet:
1. I Køge hos mine forældre
2. I et bofællesskab på Frederiksberg
3. I en fremlejet ungdomsbolig på Amager…dog kun i 2 måneder
4. I mit nuværende bofællesskab i Kbh C

4 tv-shows jeg elsker:
1. Simpsons – på trods af at den kører på 17. sæson, er den i mine øjne ikke faldet i standard
2. Klovn – Elsker at græmme mig over andre, og jeg elsker især at græmme mig over Frank Hvam
3. 24 timer – Suspense på højeste plan…
4. Frasier – Intelligent humor, men nu har jeg dog snart set alle afsnit så mange gange, at jeg nærmest kan replikkerne udenad

4 steder, jeg har været på ferie:
Nu nævner jeg selvfølgelig de 4 mest smarte steder
1. London
2. Island
3. Barcelona
4. Rom

4 websites jeg besøger dagligt:
1. http://www.blackmarket.dk/
2. Et website for de studerende på min skole
3. gaffa.dk
4. Hotmail.com

4 steder jeg hellere ville være lige nu:
1. Tæller 3 måneder fremme i tiden som et sted? For så ville jeg være på Roskilde Festival
2. Foran min egen computer – er pt. besøg hos mine forældre, og min mors pc arbejder i snegletempo
3. I en jacuzzi hos Hugh H
4. På en bar med mine fiktive venner Trent og Maynard

4 bloggere jeg generer: (dvs. bloggere jeg sender denne stafet videre til)
1. Sjescia
2. Hullet i Jorden
3. Jakoblog
4. Cirkusprinsesse

fredag, marts 17, 2006

Fluen

Ok, nogen der har set Cronenbergs ”Fluen” fra 1986? Orker ikke at genfortælle hele plottet, til dem der ikke har set den. Anyway, ham der Seth Brundle hopper ind i telepateringsdimsen og bliver joinet af en lille flue. Han deler derfor molekyler med den, og langsomt begynder hans DNA at fucke up, og han transformeres til halv flue. Telepateringsdimsen skal i øvrigt være fuldstændig renset for fremmedlegemer, og han må derfor gøre forsøget i nøgen tilstand. Men hvad med alle de umiddelbare ikke synlige fremmedlegemer? Har det intet at skulle have sagt? Hvad med alle lusene, lopperne, og andet småkravl, der helt sandsynligt flyver rundt i luften? Har deres tilstedeværelse ikke noget at skulle have sagt i mutationens hellige navn?
Eller havde han mon været så fremsynet at vakuum-suge dimsen inden han begav sig ind i den?

onsdag, marts 15, 2006

Gratis massage til alle i Skelbækgade

Ovenstående var en overskrift på en mail, som alle på mit arbejde modtog forleden. En overskrift, der på forhånd var dømt til at misforstås. Var der mon lavkonjunktur i prostitutionsbranchen, så alfonserne måtte friste med gratis prøvetimer eller hvad? Dog ikke. Men når ens arbejdsplads ligger på Skelbækgade, og stedet lige har anskaffet sig en massagestol, er det jo en meget naturlig overskift.

Jeg fik prøvet massagestolen i dag. Det var ok, men dog ikke så godt som den rigtige af slagsen.altså, den stuerene form for massage!

tirsdag, marts 14, 2006

Placebo – Meds

I forhold til de fire foregående studiealbums er det et lidt anderledes træk, at bandet åbner med et nummer (titelnummeret ”Meds”), hvis intro er anslag fra en akustisk guitar. Rytmen er dog stadig vældig ”placebosk”, og når Brian Molkos unikke, nasale stemme først træder til, nærmer det sig noget man kender. Omkvædet er suppleret af en dejlig skrøbelig kvindestemme tilhørende VV fra The Kills, hvilket gør det ud for den første duet på albummet. På den anden, ”Broken Promises”, er det selveste Michael Stipe der gæster mikrofonerne.

En stor del af skivens numre er melodiøse, rockende og med markante sing-a-long-gener. Fx de tre første, ”Meds”, ”Infra Red” og ”Drag” samt ”Post Blue” og ”Because i want you”, der snildt kunne få airplay på public service radiostationer og få publikum til at koge over, når de fyres af til koncerterne. Vi snydes heller ikke for ballader af de mere indadvendte slags. Numre, der i modsætning til de mere melodiøse er lidt længere om at krybe ind under huden på lytteren, men som så omvendt holder længere end de lettere tilgængelige.
Hvad der kendetegner musikken på albummet, og Placebo generelt, er de præcise, og ofte effektindhyllede guitarriffs uden for meget overflødigt klimpteri. Formen er oftest relativt stille vers med kontrastfulde, fræsende omkvæd og basguitaren er ofte forvrænget eller erstattet af en synthbas. Lidt elektronisk supplement rundt omkring gør lydbilledet fuldendt og stemningspræget, men overordnet set, er pladen noget mindre elektronisk præget end de to forgængere ”Black Market Music” og ”Sleeping With Ghosts”

Lidt musikalske frækheder oplever vi også rundt omkring, fx i den slæbende, men meget melodiøse og udadvendte ”Infra-Red” hvor der leges med reverserede stortrommespor.
Et andet sted, i omkvædet til sangen ”In the cold light of the Morning” synger Molko nærmest duet med sig selv, og får dermed demonstreret spændvidden i hans vokale evner. Fra den høje, nasale stemme, der kendetegnede den ti år gamle debut, til en mere dyb, eftertænksom og afdæmpet vokal.

Albumtitlen Meds (der er en forkortelse for medicin), kombineret med bandnavnet (der for uvidende er en betegnelse for narremedicin) er med til at fastholde den tematiske lyriske ramme, som Placebo er kendt for at flirte med. Endnu en gang har vi diverse psykiske lidelser, en fucked up barndom, misbrug etc. på skemaet. Her kunne jeg personligt godt savne lidt nytænkning. Hvis musikere brugere musikken som en kanal til at få fortiden og nutidens issues ud på, så må hr. Molko virkelig have været meget slemt igennem. På den anden side, så er det jo en naturlov, at de største kunstnere jo har et par lig i lasten. Så som egoistisk fan vil jeg sige til Molko;
”...did you forget to take your meds? -... det er egentlig ret lige meget, det er jo sådan vi kan lide dig…”

mandag, marts 13, 2006

Sexskolen

Jeg sad og gloede et afsnit af ”Sexskolen” med Johan Ørting. Det slog mig, om castingen af deltagerne havde fundet sted på den lokale ”Bad Boy Tattoos”, for størstedelen af fyrene var i besiddelse af de forfærdelige tribaltatoveringer. Pigerne var alle i besiddelse af noget lignende på lænden. Men mon ikke det er de færreste mænd, der gider stå og tyde på noget kinesisk gejl, når de tager pigen doggy style?

torsdag, marts 09, 2006

Humorcentricitet

I min tid som kontormus pendlede jeg dagligt mellem provinsen og hovedstaden. ”Heldigvis” var jeg dog ikke alene på den lange tur, da jeg ofte af havde selskab af min kollega ”Mads”. Manden hedder i virkeligheden ikke Mads, men af hensyn til privatlivets fred, har jeg anonymiseret vedkommende. Hans rigtige navn er bekendt af redaktionen.

Mads og jeg havde langt fra samme smag i humor, og da jeg ikke er specielt morgenmenneske foretrækker jeg helst morgenturen gemt godt væk bag en avis/bog og med øresneglene fra diskmanden dybt placeret i øregangene. Derfor var det ekstra svært at finde overskud til at lytte opmærksomt til én, hvis vitser og forsøg på at være sjov faldt til jorden gang på gang. Jeg blev simpelthen sindssyg af at høre ham kommentere næsten alle overskrifter han læste i avisen med en dramatisk stemmeføring, der med et kikset forsøg, prøvede at lyde som noget fra en filmtrailer. Eller når han syntes det var fedt at højtlæse stort set samtlige reklametekster på plakater, efterfulgt af et ”duh duh duh”. Sidstnævnte var et fonetisk forsøg på at gengive temaet fra Skæbnesymfonien. Jeg følte mig hensat til 4. klasse, når vi snakker om humorniveau, og manden var altså omkring de 20 år. Nogle gange sørgede jeg endda for ikke at nå toget vi plejede at tage, eller bevidst satte mig i en anden kupé for at undgå ham.

Men så her er mine refleksioner. Humor er en god egenskab. Det er en gave at kunne få folk til at smile og grine. Mads har måske selv syntes at han havde den fede humor. Og hvis man forsøger at være sjov, er det vel med en intention om at få andre om sig til at le? Jeg gemmer lige janteloven væk i et øjeblik, og siger: JA, jeg synes selv jeg har humor, og JA, jeg synes jeg er sjov. Jeg ved jeg kan få folk til at grine. Måske flere gange af mig, end med mig, men hvad fanden, så længe man kan bidrage til underholdningen. Og dem der ikke synes jeg er sjov, de har ikke humor. Eller i hvert fald er de i besiddelse af en dårlig én af slagsen.
Men er det muligt at være 100 % objektiv og selvkritisk, når man kun oplever verden gennem sine egne sanser? Som sagt, så syntes jeg at Mads’ humor var intetsigende, plat og primitiv. Lige så vel som jeg synes det, er der vel nogen der også har noget negativt at sige om min humor? Dette kan jeg jo ikke selv se, da jeg som sagt kun oplever det ud fra min egen verden. Så hvordan kan ens humors kvalitet mon måles? På mængden af latterrespons når man forsøger sig med noget sjovt? Eller ved en optagelse i en humorkanon?

/Runke - humorcentrisk

onsdag, marts 08, 2006

Misforståelser

Det sker af og til. Man har en samtale med en person, som man kun har et relativt overfladisk forhold til. Man kender derfor ikke personens baggrund, lig i lasten og eventuelle ømme punkter. Samtalen kan være i den fysiske verden, til en fest eller anden social sammenkomst. Men som oftest (i hvert fald for mit vedkommende) via socialisering over nettet, hvor misforståelser har meget bedre kår på grund af det manglende kropssprog, og de forskellige opfattelser af takt og tone.

Det er typisk for mig, at der opstår den der ubehagelige tavshed netop som man er kommet med en kommentar, der muligvis kunne misforstås. Jeg kan selv have en ret sort humor, gøre grin med alvorlige emner, og være meget sarkastisk, så derfor kan jeg ofte efterfølgende komme til at sidde med en tanke om jeg gik over stregen eller ramte et ømt punkt. I en stund føler man sig som et dårligt menneske og føler sig fortjent til den vildeste eftersidning for ikke at have lyttet ordentligt efter i livets skole. Man tynges i sådan en grad, at man føler sig forpligtet til at hive fat i nogle selvhjælpsbøgerne for at blive et bedre og fuldkomment menneske og tage fuld pensum i et takt og tone-kursus. Lige indtil det øjeblik man får kontakt til personen for at forklare og undskylde, men i stedet erfarer, at deres tavshed eller på anden måde defensive reaktion, skyldtes årsager, man i princippet ikke havde noget med at gøre. Fx at de havde en dårlig dag, blev forstyrret af noget andet, eller noget tredje, der på ingen måde, skulle gøre, at jeg fortjente dårlig samvittighed.

Al den energi spildt på at have unødvendig dårlig samvittighed - Tavshed fremmer misforståelsen

tirsdag, marts 07, 2006

"Bad guys"

I lørdags var der på DR et ungdomsprogram ved navn Svada, der omhandlede ”bad guys” og visse unge pigers fascination af disse. En sms-afstemning skulle afgøre, hvad flertallet af programmets målgruppe foretrak. En sød fyr eller en bad guy. Det dejligt lette firkantede spørgsmål uden nogen form for nuanceringsmuligheder, samt de ledsagende tekstbider med sms-sprog og manglende punktumsætning, vidnede om et seersegment af hunkøn i teenage-alderen. Fascinationen af ”bad guys” er dog ikke alene et teenage-tøs-fænomen. Bl.a. var der i studiet en 26-årig kvinde inde, og fortælle om sin fascination af rockere, tatoveringer og motorcykler. Man fik et indtryk af, at deres verden var ”spændende” lig med ulovligt.

Mange piger ville gerne have en ”bad guy”, for det var lidt mere spændende end en kedelig sød fyr. Men samtidig skulle fyren dog alligevel også være sød og omsorgsfuld over for hende. Men hvis han er det, er han vel slet ikke bad guy to the bone? Hvis han virkelig var baaaad, ville hun jo også selv skulle risikere at få nogle på hovedet? Så hvad er formålet med en, der kun er facade-bad? Nogle af argumenterne handlede om, at man ved en ”bad guy” ville føle siger mere tryg fra omverdenen eller noget i den stil. Men hvor fedt og selvstændigt er det, at erkende, at man har behov for én til at passe på sig?

Jeg elsker firkantede teenageprogrammer. De gør verden så dejlig let at forstå…

søndag, marts 05, 2006

JoHari-vinduet

JoHari-vinduet er en psykologisk metode til at se hvordan ens selvopfattelse harmonerer med omverdenens opfattelse af een. Jeg har selv lagt en online, og folk der kender mig, må meget gerne gå ind og udfylde...
Og bare rolig, det er ikke fordi jeg har søndagstømmermændsneder og har brug for nogle søde skulderklap. Jeg synes bare fænomenet er ret interessant, med min almene interessen for psykologi

http://kevan.org/johari?name=Runkedor

lørdag, marts 04, 2006

Karaoke

Fredag aften fik jeg for alvor taget min karaoke-mødom. Jeg har flirtet lidt med fænomenet før, men denne aften var der fuldbyrdet omgang med mikrofonen!

Udvalget af sange man kunne vælge imellem var primært gamle evergreens og kitschede og kiksede melodigrandprix numre. Musikstile, der for tiden har en evne til at få min mavesæks indhold til at brokke sig og efterlade mig lettere traumatiseret. Aftenen gik, promillerne steg, og det samme gjorde antallet af skæve toner i folks sangregister. Promillerne var også med til, at jeg fik smidt nogle hæmninger, og greb en mikrofon, da Pigebarnet skulle til at synge ”Enjoy the Silence”. En sang, jeg følte mig godt hjemme i, da den har en plads på Top 1-listen over yndlingssange, og jeg som sent som i lørdags stod og skrålede med på den inde i Parken. Jeg greb mikrofonen, blev grebet af den, det var som et afsnit af ”Grib mikrofonen”, og inden længe havde jeg taget plads foran skærmen igen. Sangteksterne der rullede over skærmen var i øvrigt fyldt med stavefejl, og der var nogle gode kandidater til "Kiss this guy"

Karaoke er måske en tand for provinsielt til mig, så for at bevare stoltheden lidt ville jeg kun synge sange, jeg kunne stå inde for, og gerne nogle af lidt teknisk karakter. ”Ice Ice Baby” med Vanilla Ice, var med de hurtige rim (som ikke gik meget hurtigere af de mange øller) den største udfordring. Til gengæld var omkvædet en sikker vinder. Jeg var mest til at rappe frem for at synge, og det bedste der kunne tilbydes inden for denne genre var Jokerens ”Havnen”. Måske ikke en tekst jeg kunne stå helt inde for, da jeg tidligere har disset Jokeren i en egen version af Havnen…men jeg var tændt, og man kan jo altid undskylde med fuldskab. Derudover blev publikum beriget med mine og mine forskellige duet-partneres fortolkninger af Pink Floyds ”Another Brick in the Wall”, Spice Girls ”Wannabe” og Belinda Carlisle’s ”Heaven is a place on Earth”, og måske også nogle flere, men dem kan jeg ikke helt huske.

torsdag, marts 02, 2006

Offentligt ansatte

For nogle år tilbage, arbejdede jeg som kontornusser på et kontor i den offentlige sektor. Der findes mange fordomme og vittigheder om offentligt ansatte, og jeg kan med mine oplevelser sagtens bekræfte nogle af disse fordomme. I hvert fald på det kontor jeg var ansat i. Jeg var kollega med en masse indgroede, men søde og hyggelige kontormus. Primært af hunkøn. Her var det at starte dagen med lækkert nybagt franskbrød med tandsmør og morgenkaffe (Betalt for egen regning vel at mærke) ikke en luksus, der var forbeholdt fredage, jubilæer og fødselsdage. Det var derfor heller ikke uvant, at vi dagligt sad mellem 45-60 minutter ved morgenbordet, alt imens, der blev sladret om prisen på afkommets nye fodboldstøvler eller gårsdagens afsnit af ”Pernilles Univers” eller ”Big Brother”.

Frokostpauserne, som efter gældende regler må vare 29 minutter, blev ofte brugt til 1½ times shoppingture nede på Strøget eller bare generelt 1½ times frokostpause. Ved 15-tiden var der tradition for en lille kaffe og ryge-pause, som også normalt røg op på små 3 kvarter. Lige hvad man havde behov for, for at kunne have energi til det sidste kvarter inden fyraften.
Min ene mandlige kollega kom ofte forbi mit kontor lige inden, og spurgte om jeg ville sætte kaffe over, da han påstod at have meget travlt. Men med den tid han brugte på at gå ned til mit kontor, overtale mig til at lave kaffen, kunne han snildt selv have sat den over. Hans definition af travlhed må da også have været lidt tvivlsom og meget Jack Bauer-fornærmende, når han i løbet af en almindelig arbejdsdag nåede, at læse sportssektionerne i BT og EB, ringe og sludre med flere af sine venner, spille Championship Manager (et fodboldmanager-spil) og se filmtrailere og lign. på sin arbejdscomputer. Han var desuden den der boede aller tættest på arbejdet, men var den der altid kom for sent. Ikke sjældent ringede han ind mandag morgen, for at bede om en ½ feriedag, da lørdagens bytur stadig tog ham. Det fik han da lov til. Hvor mange andre arbejdspladser synes mon det er i orden? Normalt var proceduren, at han ringede igen ved middagstid og bad om at få hele dagen fri. Det skal så siges, at vi snakker om en mand der på daværende tidspunkt var omkring de 30 og tillod at kalde mig for en drengerøv?

En dag kom jeg til at snakke med, hvem man kunne betragte som alfa-hunnen hos kontordamerene, om overarbejde. Eller i hvert fald bare om den slags naturlige goodwill det er, at blive de 10-15 minutter efter ens fyraften, hvis der lige er en presserende opgave der skal afsluttes. Nej, ikke om hun ville. Med en selvretfærdig tone i stemmen, gjorde hun opmærksom på, at hun jo var ansat i X antal timer, og skulle hun blive længere skulle hun da have overarbejdsbetaling. Jeg overvejede om jeg skulle minde hende om, hvad hendes effektive arbejdstid på en gennemsnitlig dag var, når man indberegnede ovenstående kaffe-, sladre og frokostpauser…

Det var kontordamer, der havde startet som kontorelever 10-15 år før samme sted og hængt ved lige siden. Det var dog sjældent intentionen. Elevpladsen skulle jo egentlig bare have fungeret som et trinbræt ud i den store verden. Men så fik de jo familie, børn og hus, så det mest trygge og sikre var at blive, og pludselig var der gået en masse år, og i det fleste tilfælde er det også stedet de slutter deres arbejdskarriere.

Men på den anden side. Problemets kerne finder man jo nok nærmere hos de højere magter, nemlig arbejdsgiverne, som i dette tilfælde er staten. For arbejdet blev jo gjort, så det var nok mere et spørgsmål om, at der ikke var behov for så mange ansatte, når der var tid til så mange pauser. En rationaliseringsekspert ville snildt kunne have slået 2-3 stillinger sammen til én, og jeg tror nu også der blev strammet lidt op, da vi fik den borgerlige regering i 2001. Og finder man som ansat ud af , at man kan tillade sig mange pauser uden de vilde konsekvenser, så gør man det jo, når ens arbejde bare er et onde der skal overstås.
Indgroede, som sagt. Og med den arbejdsmentalitet og manglende lyst til at udvikle sig fagligt, ville jeg være meget spændt over at høre, hvor let de ville have det, hvis de blev fyret fra deres trygge rede, og skulle ud og søge nyt arbejde.

onsdag, marts 01, 2006

Blogbot!

Jeg tester og forpester dig, mester!

Er ny på blogbot, yeehaa!

/Runke

Roskilde Fest ->> Positivt stresssyndrom

Argghh, hvad sker der lige for Roskilde Festival i år? Tidligere har jeg whinet i kor med mange andre om hvor svagt et musikprogram de linede op, men nu disker de op med det ene guldkorn efter det andet!? Det kom fuldstændig bag på mig i dag, da jeg læste at Deftones var offentliggjort, og hvilken da en positiv overraskelse det var! Morrissey var det andet store navn, og han skal helt klart også ses. Deftones har i øvrigt lavet et glimragende cover af The Smiths (Morrisseys's gamle band) "Please please please let me". Udover det, er sikre favoritter som TOOL og Placebo også offentliggjort. Med Deftones offentliggjort begynder line-uppet at ligne det dejlige program fra 2001, hvor netop TOOL og Placebo udgjorde hovednavnene. Sidstnævnte har i øvrigt også lavet et cover af en The Smiths-sang, nemlig "Bigmouth Strikes Again". ja, ja der er mange små sjove linknings-anekdoter.

Så mangler vi bare lige The Cure og PJ Harvey...men udover det, er LOC, Magtens Korridorer, Under Byen, Sigur Ros, Spleen Utd., The Streets og Roger Waters også navne, der vil få et lille kuglepenskryds, når man sidder første dag på græsset med sit program i hånden. I øvrigt ville det ikke gøre mig noget, at Kanye West og hans Voice-agtige-musik forbliver vest for Atlanterhavet. Se fx her - den slags hører ikke hjemme på Roskilde. Man kan jo håbe, at han laver en "Wu-Tang-Clan" i lufthavnen og kommer op og slås med sig selv, så han ikke når frem.

Ovenstående navne er hvad der er offentliggjort indtil videre, men mange flere navne vil ryge på plakaten som ugerne de går. Fortsætter de i samme gode stil med at smide lækre navne på, vil Roskilde Festen ikke være særlig festlig for mig. Det vil være eet langt stresshelvede, for med så mange gode navne, kan det ikke undgås at nogle navne clasher sammen i programmet, og så er man tvunget til at prioritere og vælge fra. Jeg må nok også allerede erkende, at der ikke bliver tid til alle de spontane og skæve indslag som Roskilde er kendt for. Ikke noget med at gatecrashe andres lejre iført Gaffa-tape i ansigtet. Ingen perverse tegninger på ølhanke. Ingen stop ved spændende boder der sælger sjove solbriller og t-shirts, eller madboder med kreative kulinariske oplevelser. Sjove kunstneriske events og happenings som fx poetry-slam sorteres også fra og ingen scoringer (eller forsøg på) af det modsatte køn. Heller ikke noget med at drikke sig i hegnet (dvs. billedligt talt, for hegnene på Ros er jo pænt klamme af pis), så man ikke når frem til koncerterne. Alt dette bliver der slet ikke tid til! Mit program bliver strammere end Jack Bauers.

Intet er så godt, at det ikke er skidt for noget

;-)

mandag, februar 27, 2006

Depeche Mode

Jeg kan ikke helt komme udenom en lille reportage fra lørdagens Depeche Mode-koncert. Jeg havde glædet mig til denne koncert siden juni sidste år, hvor jeg allerførst hørte rygter om et Park-besøg. Ugen op til var der intens Depeche Mode-lytning. Setlisten fra touren blev fundet frem, så man kunne øve sig på de numre, hvor ens lyriske kunnen haltede. Man skulle jo nødig flashe sin DM-uvidenhed ved at synge forkert til de store hits. Der blev diskuteret med andre DM-fans om forventninger til koncerten, og en form for kommunikation, hvor man integrerede fordanskninger af DM’s sangtitler i ens sætninger, så dagens lys. Eksempel på dette fænomen i form af en (lettere redigeret) msn-dialog kan findes i bunden af dette indlæg. Dagen inden var der officiel DM-aften hos en ven, hvor vi over god mad og rødvin, fik snakket forventninger og erindringer fra sidst DM gæstede parken alt imens setlisten i kronologisk rækkefølge var blevet programmeret på IPod’en. DM-hysteriet var vist generelt stort rundt omkring, og havde jeg ikke selv været die hard-fan, ville jeg nok selv have gået grassat.

Frem til koncerten: Var i følgeskab med en flok, hvor jeg kendte få, men spottede helt tilfældigt nogle andre venner, mens opvarmningsbandet The Bravery var på. Hookede op med dem, men blev samtidig væk fra den anden flok. Vi kæmpede os op til en plads ca. midt for scenen, men alligevel pænt langt fra scenen, og på trods af mine 180 cm, måtte jeg alligevel stå på tæer, for ordentligt at kunne se noget. En betragtning af publikum vidnede om en majoritet på folk på +35 år, der sikkert var unge deprimerede teens i DM’s storhedstid med ”Black Celebration”, ”Musik for the masses” og ”Violator”. Jeg var personligt overrasket over ikke at se flere unge, men koncertpriser på 400 kr. har nok skræmt en masse unge SU-modtagere væk.

At drikke mange dåseøl før en koncert er sjældent en god taktik, hvis man ikke har selskabsblære, men det er dog svært at lade være…især, hvis man får stukket én i hånden. Det var godt, at jeg havde styr på setlisten, for dette betød, at jeg vidste hvornår spændingskurven rent sangmæssigt var i bund, og kunne udnytte dette til en toiletpause. Dette var dog også en dum taktik, da jeg ikke kunne finde tilbage til mine venner igen. Ret ærgerligt, da der blev vist tydeligt engagement af os alle til de første numre, der bl.a. inkluderede ”A pain that i am used to” og en af mine favoritter ”Walking in my shoes”. De bedste koncertoplevelser er jo dem, hvor musikken og fællesskabsfølelsen går op i den der berømte større enhed, og hvor nakkehårene rejser sig og gåsehuden pibler frem. Jeg accepterede dog, at jeg nok ikke ville kunne finde mine venner, og tog plads blandt et par venligt udseende koncertgængere (der var nemlig også en del eksempler på det modsatte til stede…).

Sidste halvdel af koncerten var blottet for ”Playing the Angel”-numre, og var som forventet en kavalkade over de største hits. Det ene nummer mere publikumsopgejlende end det andet. Et crescendoagtigt adrenalinkick, der blev ved med at stige, men manglende den klimaksagtige forløsning. ”Personal Jesus” med den staccato-agtige rytme og det fængende hook ”reach out and touch faith” samt ”Enjoy the silence”, der uden problemer kan give mig gåsehud, var højdepunkter, der lukkede den ”officielle” del af koncerten koncert. For selvfølgelig var der jo et par encore-numre, selvom bandet havde sagt tak og farvel. Jeg krydsede fingre for, at de ville trodse deres setliste, og give os en omgang ”It’s no good” og ikke mindst ”Stripped”, men nej. Ligeledes som Gahan forsømte sine kvindelige fans, ved ikke at strippe sit overtøj og vise sine blækklatter på overkroppen, undladte bandet at give os denne klassiker.

Selvom Martin Gore er den geniale sangskriver bag de største hits, er jeg dog meget lidt glad for de numre, hvor han selv synger leadvokal. Som jeg læste et andet sted, så fungerer hans stemme bedst som supplement til Gahans. Fin og skrøbelig som en baby, så han dog ud med glimmer på kinderne og sorte vinger på ryggen. Mon man skal tænke videre over, at han sidst de spillede i Parken havde hvide vinger på ryggen? Som det første ekstranummer kom han ind og sang en stille version af midtfirseren ”Shake the disease” der overraskede positivt, og måske var et af de numre med den største applaus. Jeg var overrasket over, at et så relativt ukendt nummer skabte så stor en fællessang og hævede lightere, og var også overrasket over min egne evne til at huske sangteksterne til dette lækre nummer, jeg har lyttet alt for lidt.

De to andre fra-da-jeg-stadig-gik-i-børnehave-numre ”Just can’t get enough” og ”Everything Counts” skabte også en nostalgisk eufori, og til den åbenlyse koncertlukker ”Never let me down again”, blev publikum for alvor inddraget. Gahan svingede traditionen tro sine arme over hovedet under omkvædet som et symbol på teksten: ”we’re flying high…” og masserne foran scenen fulgte trop med denne herlige gestus. Helt traditionsbundet var koncerten dog ikke, da de sluttede af med den ikke så kendte ”Goodnight Lovers”, som samtidig var den eneste repræsentant fra Exciter-albummet. Endnu en gang med den følsomme ballademager Gore i front, men han blev undervejs joinet af Gahan, og sangen blev sluttet af som smuk duet, hvor de to, arm i arm, som bedste venner, satte et smukt punktum for en gennemført koncert.