Jeg har tænkt mig at sælge ud. Ikke fordi jeg tjener en skid på det her (andet end nogle kække kommentarer og den slags). Men jeg vil skrive hvad masserne vil høre. Til formålet har jeg brugt min nyeste yndlingsfinesse, nemlig QuickPoll. Her kan i stemme hvilket af de seneste indlæg der var bedst. De repræsenterer umiddelbart en bred vifte af forskellige ”typer” indlæg.
Så giv mig noget feedback, please. I behøver bare at sætte et hak og trykke ”Stem” :-)
onsdag, december 14, 2005
onsdag, december 07, 2005
Quizzomani
Oh no. Endnu en gang har Sørensen, min skøre ven læst, analyseret og konkluderet på mig til et 10-tal med pil op. Han påpegede, at mit ”nye” potentielle yndlingsprogram Kender du typen bare var et camoufleret boligprogram. Kognitiv dissonans opstod i mit lille hoved, da boligprogrammer netop ligger på min aktuelle top 10 over yndlingsaversioner.
Havde Sørensen ret? Er jeg mon en latent boligprogram-fanatiker? Eller holdt mit modargument, om at det var Hvis din nabo var en bil-elementet der fængede. Han påpegede så, at også quiz-elementet vægtede højt i mit motiv for at se programmet, og jeg kunne ånde lettet op. Jeg var knægten, der sad klinet til skærmen, når Jeopardy blev vist. Var jeg forhindret, klarede videoen skærene. Når det var allermest nørdet, kunne jeg finde på at føre score over hvor mange spørgsmål jeg kunne svare rigtigt på. Om min iver og lettere flair for at quizze kan bruges i min kamp, for at ende som den skarpe stereotyp-spotter, står hen i det uvisse. Men jeg var da i hvert fald nørdet nok til at deltage i programmets afsluttende sms-quiz og svare rigtigt på alle tre spørgsmål om Kandis-frontmand Johnny Hansen.
/RunkeDuus
PS: Jeg krydser fingre og musealbuer for, at Sørensen er lige så sej, når han på mandag skal forsvare sin datalogi-afhandling om en form for scroll-teknik
Havde Sørensen ret? Er jeg mon en latent boligprogram-fanatiker? Eller holdt mit modargument, om at det var Hvis din nabo var en bil-elementet der fængede. Han påpegede så, at også quiz-elementet vægtede højt i mit motiv for at se programmet, og jeg kunne ånde lettet op. Jeg var knægten, der sad klinet til skærmen, når Jeopardy blev vist. Var jeg forhindret, klarede videoen skærene. Når det var allermest nørdet, kunne jeg finde på at føre score over hvor mange spørgsmål jeg kunne svare rigtigt på. Om min iver og lettere flair for at quizze kan bruges i min kamp, for at ende som den skarpe stereotyp-spotter, står hen i det uvisse. Men jeg var da i hvert fald nørdet nok til at deltage i programmets afsluttende sms-quiz og svare rigtigt på alle tre spørgsmål om Kandis-frontmand Johnny Hansen.
/RunkeDuus
PS: Jeg krydser fingre og musealbuer for, at Sørensen er lige så sej, når han på mandag skal forsvare sin datalogi-afhandling om en form for scroll-teknik
søndag, december 04, 2005
Kitty Wu
Jeg kan ikke anbefale dem nok. Et dansk band, der stadig er tilpas ukendt for den brede musiklyttende befolkning. Mit eget lille nicheband, jeg kan dyrke og som ikke skal opsluges af store pladeselskaber og få fast rotation på Boogie og P3. Det kommer måske en dag. Den dag, de med deres store talent vælger at sælge ud. Eller den dag, at deres form for indadvendte shoegazene weltschmerz-rock får masseappeal.
Jeg så dem live for 4. eller 5. gang i fredags. Jeg vælger at droppe de fancy musikanmeldermetaforer og klicheer, og nøjes med at sige, at det var en rigtig skønlækker koncert. Bandet spillede yderst tight og professionelt. Forsanger Robert Lund (der sagde max 15 crowdpleasende ord i alt mellem numrene) har i mine ører, en af landets bedste sangstemmer. Den har mulighed for gåsehudsfrembringelse, hvis den bruges rigtigt.
Selv om anmelderne kalder musikken for svær tilgængelig (altså på en god måde), er sangene dog meget syng-med-venlige for mit vedkommende. Problemet er bare, at jeg kun kan små bidder af teksterne, men vil jo gerne synge med alligevel. Derfor bliver det til noget rytmisk mumlen/jibberish når jeg ikke lige kender ordene. Jeg synes selv, jeg lyder fuldstændig tåget, og håber på, at musikken er så høj, at folk omkring mig, ikke kan høre mine egne fortolkninger af teksten. Var der nogen der sagde Kiss this guy?
Kashmirs Kasper Eistrup kom med på scenen til to numre som 3. guitarist og leverede lidt kanonsang (ikke at forveksle med at han sang kanon godt) i et enkelt omkvæd. Rent musikalsk virkede det egentlig ret overflødigt og kunne godt virke lidt som: ”Hey, se hvem vi er gode venner med” eller et awardshow, hvor det gælder om at finde de rette presenters.
Det skal dog ikke ændre på, at det var en superb koncert, der rørte mig de rette steder, og momentvis fik mig til at glemme tid og sted.
Jeg så dem live for 4. eller 5. gang i fredags. Jeg vælger at droppe de fancy musikanmeldermetaforer og klicheer, og nøjes med at sige, at det var en rigtig skønlækker koncert. Bandet spillede yderst tight og professionelt. Forsanger Robert Lund (der sagde max 15 crowdpleasende ord i alt mellem numrene) har i mine ører, en af landets bedste sangstemmer. Den har mulighed for gåsehudsfrembringelse, hvis den bruges rigtigt.
Selv om anmelderne kalder musikken for svær tilgængelig (altså på en god måde), er sangene dog meget syng-med-venlige for mit vedkommende. Problemet er bare, at jeg kun kan små bidder af teksterne, men vil jo gerne synge med alligevel. Derfor bliver det til noget rytmisk mumlen/jibberish når jeg ikke lige kender ordene. Jeg synes selv, jeg lyder fuldstændig tåget, og håber på, at musikken er så høj, at folk omkring mig, ikke kan høre mine egne fortolkninger af teksten. Var der nogen der sagde Kiss this guy?
Kashmirs Kasper Eistrup kom med på scenen til to numre som 3. guitarist og leverede lidt kanonsang (ikke at forveksle med at han sang kanon godt) i et enkelt omkvæd. Rent musikalsk virkede det egentlig ret overflødigt og kunne godt virke lidt som: ”Hey, se hvem vi er gode venner med” eller et awardshow, hvor det gælder om at finde de rette presenters.
Det skal dog ikke ændre på, at det var en superb koncert, der rørte mig de rette steder, og momentvis fik mig til at glemme tid og sted.
torsdag, december 01, 2005
Min semi-kendte svoger
Jeg har tidligere skrevet om min semi-kendte svoger. Ham fra GE Moneybank-reklamen med den catchy melodi. Det er dog de færreste, der fatter hvad jeg hentyder til, når jeg prøver at forklare den, så nu har jeg fundet en side, hvor man kan se reklamefilmen. Ellers kan man bare nøjes med et screenshot:
lørdag, november 26, 2005
Runken som livsstilsekspert
Advarsel: indeholder selvglæde og en bortgemt Jantelov
Der er sgu gemt en lille Henrik Dahl eller Jørgen Duus (altså udover ekstrem efternavnelighed) i mig. Jeg så et afsnit af ”Kender du typen”, hvor et par livsstilseksperter besøger en kendt persons hjem. De skal regne ud hvem der bor der, alene baseret på personens kulturforbrug, madvaner, indretning og lignende.
Da jeg var yngre, sad jeg fast klinet til skærmen hver gang ovennævnte Duus i sin rolle som livsstilsekspert, inspicerede et hjem, snusede lidt til personens vaner og havde ofte et klokkeklart og præcist bud på, hvad for en person der boede der.
Nu består programmet af to eksperter, der skal konkurrere om hvem der er bedst til at læse personen, og der er, selvfølgelig også en mulighed for seerne at sms’e deres bud ind. Eksperterne bliver vist rundt i huset af værten og fik en fornemmelse af celebritet X’s liv.
Og det er så nu, at jeg tillader mig, at gemme Janteloven et godt stykke væk, og lege selvglad i et blogindlægs tid. For jeg gættede sgu’ personen, allerede halvvejs inde i programmet. Mit bud var Naser Khader, hvilket eksperterne også gættede i slutningen. Og det var ham! Jeg har flair for det skidt. Jeg vil være livsstilsekspert. Har haft Henrik Dahls ”Hvis din nabo var en bil” liggende på mit natbord i lange tider, men er stadig kun nået til forsiden. Ovenstående beviser vist, at jeg ikke behøver at gå videre med den, da jeg er udstyret med et meget aktivt kend-din-stereotyp-gen.
/Runke
PS: Gad vide hvad eksperterne kunne konkludere ud af en rundvisning på mit 18m2 store hummer? Kunne være lidt sjovt at vide, hvilke signaler jeg udsendte, uden egentlig at være klar over det
Der er sgu gemt en lille Henrik Dahl eller Jørgen Duus (altså udover ekstrem efternavnelighed) i mig. Jeg så et afsnit af ”Kender du typen”, hvor et par livsstilseksperter besøger en kendt persons hjem. De skal regne ud hvem der bor der, alene baseret på personens kulturforbrug, madvaner, indretning og lignende.
Da jeg var yngre, sad jeg fast klinet til skærmen hver gang ovennævnte Duus i sin rolle som livsstilsekspert, inspicerede et hjem, snusede lidt til personens vaner og havde ofte et klokkeklart og præcist bud på, hvad for en person der boede der.
Nu består programmet af to eksperter, der skal konkurrere om hvem der er bedst til at læse personen, og der er, selvfølgelig også en mulighed for seerne at sms’e deres bud ind. Eksperterne bliver vist rundt i huset af værten og fik en fornemmelse af celebritet X’s liv.
Og det er så nu, at jeg tillader mig, at gemme Janteloven et godt stykke væk, og lege selvglad i et blogindlægs tid. For jeg gættede sgu’ personen, allerede halvvejs inde i programmet. Mit bud var Naser Khader, hvilket eksperterne også gættede i slutningen. Og det var ham! Jeg har flair for det skidt. Jeg vil være livsstilsekspert. Har haft Henrik Dahls ”Hvis din nabo var en bil” liggende på mit natbord i lange tider, men er stadig kun nået til forsiden. Ovenstående beviser vist, at jeg ikke behøver at gå videre med den, da jeg er udstyret med et meget aktivt kend-din-stereotyp-gen.
/Runke
PS: Gad vide hvad eksperterne kunne konkludere ud af en rundvisning på mit 18m2 store hummer? Kunne være lidt sjovt at vide, hvilke signaler jeg udsendte, uden egentlig at være klar over det
torsdag, november 24, 2005
Meningsløs vold?
Jeg støder sikkert nogen med dette her, men here goes:
Jeg synes tit man læser i avisen eller hører i nyhederne om tilfælde af ”meningsløs vold”. Forstået på den måde, at offeret uden synligt motiv er blevet overfaldet og slået til plukfisk af en eller flere voldsmænd.
Hvordan kan journalisterne tillade sig at kalde det meningsløst? For voldsmændene har der jo sandsynligvis været en mening med det. Ellers havde de vel ikke gjort det? At meningen så, er sygelig, pervers, ondsindet eller andet, er så en anden sag. Men en eller anden mening er der.
Og hvis der findes meningsløs vold, burde der vel også findes meningsfuld vold?
Jeg synes tit man læser i avisen eller hører i nyhederne om tilfælde af ”meningsløs vold”. Forstået på den måde, at offeret uden synligt motiv er blevet overfaldet og slået til plukfisk af en eller flere voldsmænd.
Hvordan kan journalisterne tillade sig at kalde det meningsløst? For voldsmændene har der jo sandsynligvis været en mening med det. Ellers havde de vel ikke gjort det? At meningen så, er sygelig, pervers, ondsindet eller andet, er så en anden sag. Men en eller anden mening er der.
Og hvis der findes meningsløs vold, burde der vel også findes meningsfuld vold?
Note to self:
Når jeg har 2 messengersamtaler kørende, hvor den ene omhandler sexfantasier, og den anden omhandler børn i flyverdragt, så vær for guds skyld obs på i hvilket messengervindue du skriver hvad…
onsdag, november 23, 2005
Et dagbogspræget indlæg…del 2…
Fra fredag til søndag (11-13. nov)var der filmmaraton på min skole. Skolens filmklub havde arrangeret 48-timers intensiv filmkigning. Jeg kunne af gode grunde først møde op lørdag eftermiddag, men nåede da at tilbringe ca. 26 timer (hvoraf ca. 4 var sovende) foran lærredet. Sidste gang jeg gjorde mig i filmmaraton (eller bare det, at se minimum 3 film i træk) må have været i mine primo teen år. Husker det tydeligt. Forældrene skulle fx til vejfest, og vejens børn blev placeret foran husalteret, med madrasser, dynehelvede, pizza, chips og cola ad lib. Af en eller anden grund er det filmene ”Tango og Cash” og ”Boyz N the Hood” jeg husker bedst fra den gang.
Tilbage til november 2005, hvor 3 film i træk var jordnødder. Nåede vel at få min filmhorisont udvidet med en 8-9 stykker i alt. Nogle var gengangere (som fx Zoolander og Saw, som begge sagtens kunne tåle et gensyn), andre var klichebefængte b-film (som fx House of Wax med Paris Hilton) og så hvad nogle nok ville betegne som kultfilm, nemlig ”Fear and Loathing in Las Vegas” og ”Bennys Badekar”. Der blev sluttet af med ”The Big Lebowski”, og helt i filmens ånd, drak vi alle et glas white russian mens vi så den. Havde dog set den et par gange før, og skred min mave begyndte at skrige efter mad fra Taco Shop***
Frem til mandag, hvor planen var, at jeg skulle have tudet ørerne fulde af tinnitus. My Chemical Romance havde meldt deres ankomst til Store Vega. Kendte ikke bandet, men Mette Pappenhaimer havde lokket, og desuden er der jo en hvis mojo over bands, der starter med My (læs: Vitriol, Bloody Valentine og Dying Bride). Foran Vega var der fyldt af små sortklædte punk/goth-wannabe-ungdomsrebeller, hvor gennemsnitsdrengen var en spinkel 10. klasseselev, med følsomt halvlangt sortfarvet hår ned i panden. Typen der sikkert blev valgt sidst i idrætstimerne i folkeskolen, og som har en fremtid som veganer og dyreværnsaktivist foran sig. Prototypetypen ligner stort set drengen (det er noget unisexet over netop dette ungdomssegment), men hun har sikkert en smøg i hånden, og end tand mere sort mascara på end drengene.
Mette og de andre dukkede op, og vi tog et vue over den unge og dåseøldrikkende forsamling. På trods af at vi er relativt venstreorienterede, følte vi os pænt borgerlige og dobbelt-så-gamleagtige. Gad vi overhovedet? Når gennemsnitsalderen hos publikum ikke var meget højere end til en ”Åh Abe”-koncert. Hvordan skulle vi forklare os ud af det? Skulle vi spille anmeldere? Nej, den funkede ikke, for vi havde ikke vores blokke med. Skulle vi lege at vi var der som forældre…eller bare tilsynsværger? Njaah, vi droppede det, og røg en tur i Imperial i stedet for og så ”The Exorcism of Emily Rose”. Middelgodt retssalsdrama med et twist af spiritualitet.
Onsdag havde jeg endnu en aftale med Pappenheimeren. Endnu en gang endte vi lettere spontant foran det store lærred. Jeg lod mig overtale til at se ”Nynne” på bekostningen, at hvis nogen spurgte, var jeg hendes kæreste, og jeg så kun filmen, pga. hendes fødselsdag. Det går jo ikke at indrømme, at man faktisk gerne ville se en chickflick. Jeg må dog erkende, at jeg var underholdt i den 1½ times tid filmen varede. Blev dog lettere stødt af Nynnes top 10 liste over hademænd, der bl.a. inkluderede mænd der alfabetiserede deres cd’er. Der blev jeg personligt stødt, og var på det nærmeste ved at udvandre fra salen i protest. Jeg er jo bibliotekar in spe, for kristus japanske te, og cd-alfabetisering er jo et af de acceptable kendetegn ved os bibliotekarstuderende. Desuden er det et godt skalkeskjul for min ordensneurose.
/Runken
***: Jeg valgte Taco Shop fra til fordel for en omgang lunken græsk moussaka.
Tilbage til november 2005, hvor 3 film i træk var jordnødder. Nåede vel at få min filmhorisont udvidet med en 8-9 stykker i alt. Nogle var gengangere (som fx Zoolander og Saw, som begge sagtens kunne tåle et gensyn), andre var klichebefængte b-film (som fx House of Wax med Paris Hilton) og så hvad nogle nok ville betegne som kultfilm, nemlig ”Fear and Loathing in Las Vegas” og ”Bennys Badekar”. Der blev sluttet af med ”The Big Lebowski”, og helt i filmens ånd, drak vi alle et glas white russian mens vi så den. Havde dog set den et par gange før, og skred min mave begyndte at skrige efter mad fra Taco Shop***
Frem til mandag, hvor planen var, at jeg skulle have tudet ørerne fulde af tinnitus. My Chemical Romance havde meldt deres ankomst til Store Vega. Kendte ikke bandet, men Mette Pappenhaimer havde lokket, og desuden er der jo en hvis mojo over bands, der starter med My (læs: Vitriol, Bloody Valentine og Dying Bride). Foran Vega var der fyldt af små sortklædte punk/goth-wannabe-ungdomsrebeller, hvor gennemsnitsdrengen var en spinkel 10. klasseselev, med følsomt halvlangt sortfarvet hår ned i panden. Typen der sikkert blev valgt sidst i idrætstimerne i folkeskolen, og som har en fremtid som veganer og dyreværnsaktivist foran sig. Prototypetypen ligner stort set drengen (det er noget unisexet over netop dette ungdomssegment), men hun har sikkert en smøg i hånden, og end tand mere sort mascara på end drengene.
Mette og de andre dukkede op, og vi tog et vue over den unge og dåseøldrikkende forsamling. På trods af at vi er relativt venstreorienterede, følte vi os pænt borgerlige og dobbelt-så-gamleagtige. Gad vi overhovedet? Når gennemsnitsalderen hos publikum ikke var meget højere end til en ”Åh Abe”-koncert. Hvordan skulle vi forklare os ud af det? Skulle vi spille anmeldere? Nej, den funkede ikke, for vi havde ikke vores blokke med. Skulle vi lege at vi var der som forældre…eller bare tilsynsværger? Njaah, vi droppede det, og røg en tur i Imperial i stedet for og så ”The Exorcism of Emily Rose”. Middelgodt retssalsdrama med et twist af spiritualitet.
Onsdag havde jeg endnu en aftale med Pappenheimeren. Endnu en gang endte vi lettere spontant foran det store lærred. Jeg lod mig overtale til at se ”Nynne” på bekostningen, at hvis nogen spurgte, var jeg hendes kæreste, og jeg så kun filmen, pga. hendes fødselsdag. Det går jo ikke at indrømme, at man faktisk gerne ville se en chickflick. Jeg må dog erkende, at jeg var underholdt i den 1½ times tid filmen varede. Blev dog lettere stødt af Nynnes top 10 liste over hademænd, der bl.a. inkluderede mænd der alfabetiserede deres cd’er. Der blev jeg personligt stødt, og var på det nærmeste ved at udvandre fra salen i protest. Jeg er jo bibliotekar in spe, for kristus japanske te, og cd-alfabetisering er jo et af de acceptable kendetegn ved os bibliotekarstuderende. Desuden er det et godt skalkeskjul for min ordensneurose.
/Runken
***: Jeg valgte Taco Shop fra til fordel for en omgang lunken græsk moussaka.
tirsdag, november 22, 2005
Dumt dumt html-koderi
Som brugere af Internet Explorer nok kan se, spiller mit nye layout ikke helt. Det eneste jeg gjorde var at skifte layoutet, da mit tiltag med en moblog ikke helt funkede med det tidligere retro-design. Er derfor røget tilbage til en lidt mere simpel stil. Konsekvensen er dog, at min moblog og profildata og alt den slags, er røget helt ned i bunden. Det er jo ikke meningen? Der må være gået noget galt i html-kodningen i vendingen. Derfor, kyndige html-hajer, hjælp mig ud her, og jeg dedikerer jer et blog-indlæg!
mandag, november 21, 2005
Lidt reklame
Søren, det er min min skøre ven
Hans tinnitus er så høj, at andre folk kan høre den...
Søren spiller i et band, der hedder Menfolk, der er signet på det uafhængige label Play/Rec. De spiller noget skramlet postrock-agtigt noget, hvor lineuppet består af 2 basguitarer(!!). Han håndterer den ene bas, og får vist af og til blodige fingre, når bandet giver koncert.
De har lige spyttet deres debutskive "Colossus" på gaden. Ved ikke hvor den kan købes (sikkert ikke i Fona eller Føtex), men den kan bestilles på siden http://www.playrec.dk/colossus/ hvor man også kan høre smagsprøver...
Har ikke selv hørt den, men det sker snart, for når Sørensen er med, vil der altid være et ekstra spark af skævhed...på den gode måde...
Hans tinnitus er så høj, at andre folk kan høre den...
Søren spiller i et band, der hedder Menfolk, der er signet på det uafhængige label Play/Rec. De spiller noget skramlet postrock-agtigt noget, hvor lineuppet består af 2 basguitarer(!!). Han håndterer den ene bas, og får vist af og til blodige fingre, når bandet giver koncert.
De har lige spyttet deres debutskive "Colossus" på gaden. Ved ikke hvor den kan købes (sikkert ikke i Fona eller Føtex), men den kan bestilles på siden http://www.playrec.dk/colossus/ hvor man også kan høre smagsprøver...
Har ikke selv hørt den, men det sker snart, for når Sørensen er med, vil der altid være et ekstra spark af skævhed...på den gode måde...
søndag, november 20, 2005
Jeg har en tante Ruth. Dvs. hun er min mors tante, men vi kalder hende alle bare Tante Ruth. Hun bliver 90 til januar. Og hun har ikke oplevet få ting i sit liv.
Hun har overlevet:
Sin geniale opfindersøn, der døde af kræft i 1987
Sit ene barnebarn, der hang sig selv i 1997
Sin datter, der døde af en blodprop i 2001
Derudover har hun fået fjernet begge sine bryster pga. kræft. Og så her i dag fandt hun så sin svigersøn (gift med datteren, der døde i 2001) død af et hjertetilfælde...
Ved ikke, hvorfor jeg skriver det her...synes bare det virker lidt uhyggeligt, at een familie kan rammes af så mange triste skæbner...
Hun har overlevet:
Sin geniale opfindersøn, der døde af kræft i 1987
Sit ene barnebarn, der hang sig selv i 1997
Sin datter, der døde af en blodprop i 2001
Derudover har hun fået fjernet begge sine bryster pga. kræft. Og så her i dag fandt hun så sin svigersøn (gift med datteren, der døde i 2001) død af et hjertetilfælde...
Ved ikke, hvorfor jeg skriver det her...synes bare det virker lidt uhyggeligt, at een familie kan rammes af så mange triste skæbner...
torsdag, november 17, 2005
Et dagbogspræget indlæg…del 1…
Her et par udvalgte anekdoter om hvad jeg har oplevet i den seneste tid
Min homie Peter aka. Pisling aka svperstar.dk havde vundet et par billetter til en koncert med Spleen Utd., og inviteret mig. Jeg er ikke så god til at orientere mig i al den nye danske musik for tiden, så jeg kendte dem kun mest af navn, og et enkelt radiohit. Koncerten skulle spilles i Tycho Brahes Planetarium, hvilket da bare føjede endnu et element af spænding til min forventning.
Vi dukkede op sammen med en masse andre konkurrencevindere og specielt indbudte gæster. Vi følte os meget VIP. Klientellet var som taget ud af et Euroman-blad. En masse velklædte og trendy mænd og kvinder gik og drak de gratis sponsorerede Tiger Beer.
Mit celebspottergen blev også vækket til live, da jeg øjnede den allestedsnærværende Simon Kvamm med lækker jakke og læderhår.
Planetariet er en 100%-garant for gode oplevelser (har været der 3 gange, og alle 3 gange var fede = 3 op i 3 giver 100%), og vi placerede os helt tilbage og allerøverst. Konceptet var nogenlunde, at bandet ville stå på en lille scene foran det kæmpe lærred, spille deres musik, og lade lærredet stå for noget visuel underholdning. Bandet leverede varen, spillede professionelt og lyden var upåklagelig. Baggrundsfilmene var dog ikke noget specielt. De udnyttede sjældent 3D-mulighederne, som Planetariet jo netop er kendt for, da de fleste grafiske animationer man så, var kvadratiske og kun var i midten af selve lærredet. Langt fra de lækre oplevelser som svimmelhed og kvalme, som Planetariet normalt giver.
Jeg tror jeg vil give oplevelsen 4½ ud af 6 stjerner! Fik i den!? Stjerner! Hihi
Et par dage efter, skulle jeg med hele den pukkelryggede på min fars side til Vordingborg. Eventen var min fasters 60 års fødselsdag og lokationen var Hotel Kong Valdemar hvor vi indlogerede os for weekenden. Der er nu et eller andet over at være på hotel, og når det kun var 2. gang i mit liv, at jeg havde et hotelværelse for mig selv, skulle det udnyttes. Så jeg havde medbragt min laptop, så jeg kunne lave lidt skolearbejde inden selve festmiddagen. 3 retter mad, et par sange, fri bar og harmonika-musik af spillemanden Bruno. Klokken blev midnat, og jeg fyldte år. Bruno kom med et par kække jokes og sang de sædvanlige ”så gi’r han nok en lille én” og den slags. Og da der var fri bar, havde jeg intet problem med at give mange små énere.
Lidt mere anekdoter fra det virkelige liv følger…hør bl.a. om blogskriverens personlige, videofilmkigningsrekord, hans fravalg af et ellers planlagt koncertbesøg og hans erkendelse af, at han godt kan finde på at se en chickflick i biffen…
Min homie Peter aka. Pisling aka svperstar.dk havde vundet et par billetter til en koncert med Spleen Utd., og inviteret mig. Jeg er ikke så god til at orientere mig i al den nye danske musik for tiden, så jeg kendte dem kun mest af navn, og et enkelt radiohit. Koncerten skulle spilles i Tycho Brahes Planetarium, hvilket da bare føjede endnu et element af spænding til min forventning.
Vi dukkede op sammen med en masse andre konkurrencevindere og specielt indbudte gæster. Vi følte os meget VIP. Klientellet var som taget ud af et Euroman-blad. En masse velklædte og trendy mænd og kvinder gik og drak de gratis sponsorerede Tiger Beer.
Mit celebspottergen blev også vækket til live, da jeg øjnede den allestedsnærværende Simon Kvamm med lækker jakke og læderhår.
Planetariet er en 100%-garant for gode oplevelser (har været der 3 gange, og alle 3 gange var fede = 3 op i 3 giver 100%), og vi placerede os helt tilbage og allerøverst. Konceptet var nogenlunde, at bandet ville stå på en lille scene foran det kæmpe lærred, spille deres musik, og lade lærredet stå for noget visuel underholdning. Bandet leverede varen, spillede professionelt og lyden var upåklagelig. Baggrundsfilmene var dog ikke noget specielt. De udnyttede sjældent 3D-mulighederne, som Planetariet jo netop er kendt for, da de fleste grafiske animationer man så, var kvadratiske og kun var i midten af selve lærredet. Langt fra de lækre oplevelser som svimmelhed og kvalme, som Planetariet normalt giver.
Jeg tror jeg vil give oplevelsen 4½ ud af 6 stjerner! Fik i den!? Stjerner! Hihi
Et par dage efter, skulle jeg med hele den pukkelryggede på min fars side til Vordingborg. Eventen var min fasters 60 års fødselsdag og lokationen var Hotel Kong Valdemar hvor vi indlogerede os for weekenden. Der er nu et eller andet over at være på hotel, og når det kun var 2. gang i mit liv, at jeg havde et hotelværelse for mig selv, skulle det udnyttes. Så jeg havde medbragt min laptop, så jeg kunne lave lidt skolearbejde inden selve festmiddagen. 3 retter mad, et par sange, fri bar og harmonika-musik af spillemanden Bruno. Klokken blev midnat, og jeg fyldte år. Bruno kom med et par kække jokes og sang de sædvanlige ”så gi’r han nok en lille én” og den slags. Og da der var fri bar, havde jeg intet problem med at give mange små énere.
Lidt mere anekdoter fra det virkelige liv følger…hør bl.a. om blogskriverens personlige, videofilmkigningsrekord, hans fravalg af et ellers planlagt koncertbesøg og hans erkendelse af, at han godt kan finde på at se en chickflick i biffen…
søndag, november 06, 2005
Moblog
Af en eller anden grund får jeg altid ideer til blogs, når jeg ikke er foran min PC. Og oftest er de pga. mine egne kvalitetskrav ikke egnede som reelle blogindlæg. Som konsekvens af dette, har jeg hoppet med på unoderne og oprettet en moblog. Nu kan jeg spamme min egen blog med vås, vrøvl og andet ordkløveri i sms-sprog, uafhængigt af tid, sted og mulighed for internetopkobling…
For de af jer, der ikke har set det endnu, så findes Mobloggen i bloggens venstre side…
For de af jer, der ikke har set det endnu, så findes Mobloggen i bloggens venstre side…
fredag, november 04, 2005
Blog'n'beer
Onsdag aften var jeg deltager i et fokusgruppeinterview på KUA. Den mere interaktive og personlige version af et Gallup-interview. Emnet var det sociale aspekt af at blogge, og interviewerne var et par specialeskrivende piger på Medievidenskab.
Jeg mødte meget velvilligt op, da jeg elsker at føle mig vigtig og vil gerne have lidt mere end bare de gennemsnitlige 15 minutter (jeg har vist opbrugt min kvote allerede). Jeg indrømmer også gerne, at jeg faktisk synes det er sjovt at blive telefoninterviewet af Gallup.
Interviewet gik fint, og det var sjovt at møde andre bloggere med andre motiver til at skrive end ordkløveri og flueknepperi i en grad, der får fluen til at gå skævt flere dage efter.
Min IRL-ven og blogbuddy Jakob var også deltager, og vi havde planlagt at forkæle os selv med et måltid Taco Shop efter interviewet. Derefter hjem og stene Desperate Housewives (ja, jeg erkender og står ved det endnu engang: jeg synes det er en god serie). Der var ikke planlagt svinkeærinder, og min comfort zones grænser skulle jo helst ikke krydses. Til dels fordi jeg havde savlet og fantaseret efter Taco Shop-guf hele dagen, og til dels fordi det jo var en schoolnight, og skulle starte på nyt arbejde torsdag.
Men spontanitet længe leve! Jakob, jeg og de andre bloggere, røg en tur på Saxon. Den ansvarsbevidste hvide engel på min skulder skævede hele tiden til uret, og ved hver øl sagde jeg: ”Dette er den sidste, og så smutter jeg”. Onsdagsdruk har jo også en mærkelig effekt på mig. Men id’et (som vi for at blive i analogien, kan kalde den røde djævel) krævede sin ret og det blev vist til 5 store fadbjørne, før jeg takkede af. Damn, der var ellers potentiale til at blive en sjov aften. Sådan er det ofte med spontanitet. En tand sjovere end det planlagte.
Og hygsomme og spøjse mennesker var de helt bestemt. De fortjener en shout out, så check dem ud her: Sille, Kontrolpigen, LaQuackk og Morfar.
Jeg mødte meget velvilligt op, da jeg elsker at føle mig vigtig og vil gerne have lidt mere end bare de gennemsnitlige 15 minutter (jeg har vist opbrugt min kvote allerede). Jeg indrømmer også gerne, at jeg faktisk synes det er sjovt at blive telefoninterviewet af Gallup.
Interviewet gik fint, og det var sjovt at møde andre bloggere med andre motiver til at skrive end ordkløveri og flueknepperi i en grad, der får fluen til at gå skævt flere dage efter.
Min IRL-ven og blogbuddy Jakob var også deltager, og vi havde planlagt at forkæle os selv med et måltid Taco Shop efter interviewet. Derefter hjem og stene Desperate Housewives (ja, jeg erkender og står ved det endnu engang: jeg synes det er en god serie). Der var ikke planlagt svinkeærinder, og min comfort zones grænser skulle jo helst ikke krydses. Til dels fordi jeg havde savlet og fantaseret efter Taco Shop-guf hele dagen, og til dels fordi det jo var en schoolnight, og skulle starte på nyt arbejde torsdag.
Men spontanitet længe leve! Jakob, jeg og de andre bloggere, røg en tur på Saxon. Den ansvarsbevidste hvide engel på min skulder skævede hele tiden til uret, og ved hver øl sagde jeg: ”Dette er den sidste, og så smutter jeg”. Onsdagsdruk har jo også en mærkelig effekt på mig. Men id’et (som vi for at blive i analogien, kan kalde den røde djævel) krævede sin ret og det blev vist til 5 store fadbjørne, før jeg takkede af. Damn, der var ellers potentiale til at blive en sjov aften. Sådan er det ofte med spontanitet. En tand sjovere end det planlagte.
Og hygsomme og spøjse mennesker var de helt bestemt. De fortjener en shout out, så check dem ud her: Sille, Kontrolpigen, LaQuackk og Morfar.
Abonner på:
Opslag (Atom)

