torsdag, november 24, 2005
Note to self:
Når jeg har 2 messengersamtaler kørende, hvor den ene omhandler sexfantasier, og den anden omhandler børn i flyverdragt, så vær for guds skyld obs på i hvilket messengervindue du skriver hvad…
onsdag, november 23, 2005
Et dagbogspræget indlæg…del 2…
Fra fredag til søndag (11-13. nov)var der filmmaraton på min skole. Skolens filmklub havde arrangeret 48-timers intensiv filmkigning. Jeg kunne af gode grunde først møde op lørdag eftermiddag, men nåede da at tilbringe ca. 26 timer (hvoraf ca. 4 var sovende) foran lærredet. Sidste gang jeg gjorde mig i filmmaraton (eller bare det, at se minimum 3 film i træk) må have været i mine primo teen år. Husker det tydeligt. Forældrene skulle fx til vejfest, og vejens børn blev placeret foran husalteret, med madrasser, dynehelvede, pizza, chips og cola ad lib. Af en eller anden grund er det filmene ”Tango og Cash” og ”Boyz N the Hood” jeg husker bedst fra den gang.
Tilbage til november 2005, hvor 3 film i træk var jordnødder. Nåede vel at få min filmhorisont udvidet med en 8-9 stykker i alt. Nogle var gengangere (som fx Zoolander og Saw, som begge sagtens kunne tåle et gensyn), andre var klichebefængte b-film (som fx House of Wax med Paris Hilton) og så hvad nogle nok ville betegne som kultfilm, nemlig ”Fear and Loathing in Las Vegas” og ”Bennys Badekar”. Der blev sluttet af med ”The Big Lebowski”, og helt i filmens ånd, drak vi alle et glas white russian mens vi så den. Havde dog set den et par gange før, og skred min mave begyndte at skrige efter mad fra Taco Shop***
Frem til mandag, hvor planen var, at jeg skulle have tudet ørerne fulde af tinnitus. My Chemical Romance havde meldt deres ankomst til Store Vega. Kendte ikke bandet, men Mette Pappenhaimer havde lokket, og desuden er der jo en hvis mojo over bands, der starter med My (læs: Vitriol, Bloody Valentine og Dying Bride). Foran Vega var der fyldt af små sortklædte punk/goth-wannabe-ungdomsrebeller, hvor gennemsnitsdrengen var en spinkel 10. klasseselev, med følsomt halvlangt sortfarvet hår ned i panden. Typen der sikkert blev valgt sidst i idrætstimerne i folkeskolen, og som har en fremtid som veganer og dyreværnsaktivist foran sig. Prototypetypen ligner stort set drengen (det er noget unisexet over netop dette ungdomssegment), men hun har sikkert en smøg i hånden, og end tand mere sort mascara på end drengene.
Mette og de andre dukkede op, og vi tog et vue over den unge og dåseøldrikkende forsamling. På trods af at vi er relativt venstreorienterede, følte vi os pænt borgerlige og dobbelt-så-gamleagtige. Gad vi overhovedet? Når gennemsnitsalderen hos publikum ikke var meget højere end til en ”Åh Abe”-koncert. Hvordan skulle vi forklare os ud af det? Skulle vi spille anmeldere? Nej, den funkede ikke, for vi havde ikke vores blokke med. Skulle vi lege at vi var der som forældre…eller bare tilsynsværger? Njaah, vi droppede det, og røg en tur i Imperial i stedet for og så ”The Exorcism of Emily Rose”. Middelgodt retssalsdrama med et twist af spiritualitet.
Onsdag havde jeg endnu en aftale med Pappenheimeren. Endnu en gang endte vi lettere spontant foran det store lærred. Jeg lod mig overtale til at se ”Nynne” på bekostningen, at hvis nogen spurgte, var jeg hendes kæreste, og jeg så kun filmen, pga. hendes fødselsdag. Det går jo ikke at indrømme, at man faktisk gerne ville se en chickflick. Jeg må dog erkende, at jeg var underholdt i den 1½ times tid filmen varede. Blev dog lettere stødt af Nynnes top 10 liste over hademænd, der bl.a. inkluderede mænd der alfabetiserede deres cd’er. Der blev jeg personligt stødt, og var på det nærmeste ved at udvandre fra salen i protest. Jeg er jo bibliotekar in spe, for kristus japanske te, og cd-alfabetisering er jo et af de acceptable kendetegn ved os bibliotekarstuderende. Desuden er det et godt skalkeskjul for min ordensneurose.
/Runken
***: Jeg valgte Taco Shop fra til fordel for en omgang lunken græsk moussaka.
Tilbage til november 2005, hvor 3 film i træk var jordnødder. Nåede vel at få min filmhorisont udvidet med en 8-9 stykker i alt. Nogle var gengangere (som fx Zoolander og Saw, som begge sagtens kunne tåle et gensyn), andre var klichebefængte b-film (som fx House of Wax med Paris Hilton) og så hvad nogle nok ville betegne som kultfilm, nemlig ”Fear and Loathing in Las Vegas” og ”Bennys Badekar”. Der blev sluttet af med ”The Big Lebowski”, og helt i filmens ånd, drak vi alle et glas white russian mens vi så den. Havde dog set den et par gange før, og skred min mave begyndte at skrige efter mad fra Taco Shop***
Frem til mandag, hvor planen var, at jeg skulle have tudet ørerne fulde af tinnitus. My Chemical Romance havde meldt deres ankomst til Store Vega. Kendte ikke bandet, men Mette Pappenhaimer havde lokket, og desuden er der jo en hvis mojo over bands, der starter med My (læs: Vitriol, Bloody Valentine og Dying Bride). Foran Vega var der fyldt af små sortklædte punk/goth-wannabe-ungdomsrebeller, hvor gennemsnitsdrengen var en spinkel 10. klasseselev, med følsomt halvlangt sortfarvet hår ned i panden. Typen der sikkert blev valgt sidst i idrætstimerne i folkeskolen, og som har en fremtid som veganer og dyreværnsaktivist foran sig. Prototypetypen ligner stort set drengen (det er noget unisexet over netop dette ungdomssegment), men hun har sikkert en smøg i hånden, og end tand mere sort mascara på end drengene.
Mette og de andre dukkede op, og vi tog et vue over den unge og dåseøldrikkende forsamling. På trods af at vi er relativt venstreorienterede, følte vi os pænt borgerlige og dobbelt-så-gamleagtige. Gad vi overhovedet? Når gennemsnitsalderen hos publikum ikke var meget højere end til en ”Åh Abe”-koncert. Hvordan skulle vi forklare os ud af det? Skulle vi spille anmeldere? Nej, den funkede ikke, for vi havde ikke vores blokke med. Skulle vi lege at vi var der som forældre…eller bare tilsynsværger? Njaah, vi droppede det, og røg en tur i Imperial i stedet for og så ”The Exorcism of Emily Rose”. Middelgodt retssalsdrama med et twist af spiritualitet.
Onsdag havde jeg endnu en aftale med Pappenheimeren. Endnu en gang endte vi lettere spontant foran det store lærred. Jeg lod mig overtale til at se ”Nynne” på bekostningen, at hvis nogen spurgte, var jeg hendes kæreste, og jeg så kun filmen, pga. hendes fødselsdag. Det går jo ikke at indrømme, at man faktisk gerne ville se en chickflick. Jeg må dog erkende, at jeg var underholdt i den 1½ times tid filmen varede. Blev dog lettere stødt af Nynnes top 10 liste over hademænd, der bl.a. inkluderede mænd der alfabetiserede deres cd’er. Der blev jeg personligt stødt, og var på det nærmeste ved at udvandre fra salen i protest. Jeg er jo bibliotekar in spe, for kristus japanske te, og cd-alfabetisering er jo et af de acceptable kendetegn ved os bibliotekarstuderende. Desuden er det et godt skalkeskjul for min ordensneurose.
/Runken
***: Jeg valgte Taco Shop fra til fordel for en omgang lunken græsk moussaka.
tirsdag, november 22, 2005
Dumt dumt html-koderi
Som brugere af Internet Explorer nok kan se, spiller mit nye layout ikke helt. Det eneste jeg gjorde var at skifte layoutet, da mit tiltag med en moblog ikke helt funkede med det tidligere retro-design. Er derfor røget tilbage til en lidt mere simpel stil. Konsekvensen er dog, at min moblog og profildata og alt den slags, er røget helt ned i bunden. Det er jo ikke meningen? Der må være gået noget galt i html-kodningen i vendingen. Derfor, kyndige html-hajer, hjælp mig ud her, og jeg dedikerer jer et blog-indlæg!
mandag, november 21, 2005
Lidt reklame
Søren, det er min min skøre ven
Hans tinnitus er så høj, at andre folk kan høre den...
Søren spiller i et band, der hedder Menfolk, der er signet på det uafhængige label Play/Rec. De spiller noget skramlet postrock-agtigt noget, hvor lineuppet består af 2 basguitarer(!!). Han håndterer den ene bas, og får vist af og til blodige fingre, når bandet giver koncert.
De har lige spyttet deres debutskive "Colossus" på gaden. Ved ikke hvor den kan købes (sikkert ikke i Fona eller Føtex), men den kan bestilles på siden http://www.playrec.dk/colossus/ hvor man også kan høre smagsprøver...
Har ikke selv hørt den, men det sker snart, for når Sørensen er med, vil der altid være et ekstra spark af skævhed...på den gode måde...
Hans tinnitus er så høj, at andre folk kan høre den...
Søren spiller i et band, der hedder Menfolk, der er signet på det uafhængige label Play/Rec. De spiller noget skramlet postrock-agtigt noget, hvor lineuppet består af 2 basguitarer(!!). Han håndterer den ene bas, og får vist af og til blodige fingre, når bandet giver koncert.
De har lige spyttet deres debutskive "Colossus" på gaden. Ved ikke hvor den kan købes (sikkert ikke i Fona eller Føtex), men den kan bestilles på siden http://www.playrec.dk/colossus/ hvor man også kan høre smagsprøver...
Har ikke selv hørt den, men det sker snart, for når Sørensen er med, vil der altid være et ekstra spark af skævhed...på den gode måde...
søndag, november 20, 2005
Jeg har en tante Ruth. Dvs. hun er min mors tante, men vi kalder hende alle bare Tante Ruth. Hun bliver 90 til januar. Og hun har ikke oplevet få ting i sit liv.
Hun har overlevet:
Sin geniale opfindersøn, der døde af kræft i 1987
Sit ene barnebarn, der hang sig selv i 1997
Sin datter, der døde af en blodprop i 2001
Derudover har hun fået fjernet begge sine bryster pga. kræft. Og så her i dag fandt hun så sin svigersøn (gift med datteren, der døde i 2001) død af et hjertetilfælde...
Ved ikke, hvorfor jeg skriver det her...synes bare det virker lidt uhyggeligt, at een familie kan rammes af så mange triste skæbner...
Hun har overlevet:
Sin geniale opfindersøn, der døde af kræft i 1987
Sit ene barnebarn, der hang sig selv i 1997
Sin datter, der døde af en blodprop i 2001
Derudover har hun fået fjernet begge sine bryster pga. kræft. Og så her i dag fandt hun så sin svigersøn (gift med datteren, der døde i 2001) død af et hjertetilfælde...
Ved ikke, hvorfor jeg skriver det her...synes bare det virker lidt uhyggeligt, at een familie kan rammes af så mange triste skæbner...
torsdag, november 17, 2005
Et dagbogspræget indlæg…del 1…
Her et par udvalgte anekdoter om hvad jeg har oplevet i den seneste tid
Min homie Peter aka. Pisling aka svperstar.dk havde vundet et par billetter til en koncert med Spleen Utd., og inviteret mig. Jeg er ikke så god til at orientere mig i al den nye danske musik for tiden, så jeg kendte dem kun mest af navn, og et enkelt radiohit. Koncerten skulle spilles i Tycho Brahes Planetarium, hvilket da bare føjede endnu et element af spænding til min forventning.
Vi dukkede op sammen med en masse andre konkurrencevindere og specielt indbudte gæster. Vi følte os meget VIP. Klientellet var som taget ud af et Euroman-blad. En masse velklædte og trendy mænd og kvinder gik og drak de gratis sponsorerede Tiger Beer.
Mit celebspottergen blev også vækket til live, da jeg øjnede den allestedsnærværende Simon Kvamm med lækker jakke og læderhår.
Planetariet er en 100%-garant for gode oplevelser (har været der 3 gange, og alle 3 gange var fede = 3 op i 3 giver 100%), og vi placerede os helt tilbage og allerøverst. Konceptet var nogenlunde, at bandet ville stå på en lille scene foran det kæmpe lærred, spille deres musik, og lade lærredet stå for noget visuel underholdning. Bandet leverede varen, spillede professionelt og lyden var upåklagelig. Baggrundsfilmene var dog ikke noget specielt. De udnyttede sjældent 3D-mulighederne, som Planetariet jo netop er kendt for, da de fleste grafiske animationer man så, var kvadratiske og kun var i midten af selve lærredet. Langt fra de lækre oplevelser som svimmelhed og kvalme, som Planetariet normalt giver.
Jeg tror jeg vil give oplevelsen 4½ ud af 6 stjerner! Fik i den!? Stjerner! Hihi
Et par dage efter, skulle jeg med hele den pukkelryggede på min fars side til Vordingborg. Eventen var min fasters 60 års fødselsdag og lokationen var Hotel Kong Valdemar hvor vi indlogerede os for weekenden. Der er nu et eller andet over at være på hotel, og når det kun var 2. gang i mit liv, at jeg havde et hotelværelse for mig selv, skulle det udnyttes. Så jeg havde medbragt min laptop, så jeg kunne lave lidt skolearbejde inden selve festmiddagen. 3 retter mad, et par sange, fri bar og harmonika-musik af spillemanden Bruno. Klokken blev midnat, og jeg fyldte år. Bruno kom med et par kække jokes og sang de sædvanlige ”så gi’r han nok en lille én” og den slags. Og da der var fri bar, havde jeg intet problem med at give mange små énere.
Lidt mere anekdoter fra det virkelige liv følger…hør bl.a. om blogskriverens personlige, videofilmkigningsrekord, hans fravalg af et ellers planlagt koncertbesøg og hans erkendelse af, at han godt kan finde på at se en chickflick i biffen…
Min homie Peter aka. Pisling aka svperstar.dk havde vundet et par billetter til en koncert med Spleen Utd., og inviteret mig. Jeg er ikke så god til at orientere mig i al den nye danske musik for tiden, så jeg kendte dem kun mest af navn, og et enkelt radiohit. Koncerten skulle spilles i Tycho Brahes Planetarium, hvilket da bare føjede endnu et element af spænding til min forventning.
Vi dukkede op sammen med en masse andre konkurrencevindere og specielt indbudte gæster. Vi følte os meget VIP. Klientellet var som taget ud af et Euroman-blad. En masse velklædte og trendy mænd og kvinder gik og drak de gratis sponsorerede Tiger Beer.
Mit celebspottergen blev også vækket til live, da jeg øjnede den allestedsnærværende Simon Kvamm med lækker jakke og læderhår.
Planetariet er en 100%-garant for gode oplevelser (har været der 3 gange, og alle 3 gange var fede = 3 op i 3 giver 100%), og vi placerede os helt tilbage og allerøverst. Konceptet var nogenlunde, at bandet ville stå på en lille scene foran det kæmpe lærred, spille deres musik, og lade lærredet stå for noget visuel underholdning. Bandet leverede varen, spillede professionelt og lyden var upåklagelig. Baggrundsfilmene var dog ikke noget specielt. De udnyttede sjældent 3D-mulighederne, som Planetariet jo netop er kendt for, da de fleste grafiske animationer man så, var kvadratiske og kun var i midten af selve lærredet. Langt fra de lækre oplevelser som svimmelhed og kvalme, som Planetariet normalt giver.
Jeg tror jeg vil give oplevelsen 4½ ud af 6 stjerner! Fik i den!? Stjerner! Hihi
Et par dage efter, skulle jeg med hele den pukkelryggede på min fars side til Vordingborg. Eventen var min fasters 60 års fødselsdag og lokationen var Hotel Kong Valdemar hvor vi indlogerede os for weekenden. Der er nu et eller andet over at være på hotel, og når det kun var 2. gang i mit liv, at jeg havde et hotelværelse for mig selv, skulle det udnyttes. Så jeg havde medbragt min laptop, så jeg kunne lave lidt skolearbejde inden selve festmiddagen. 3 retter mad, et par sange, fri bar og harmonika-musik af spillemanden Bruno. Klokken blev midnat, og jeg fyldte år. Bruno kom med et par kække jokes og sang de sædvanlige ”så gi’r han nok en lille én” og den slags. Og da der var fri bar, havde jeg intet problem med at give mange små énere.
Lidt mere anekdoter fra det virkelige liv følger…hør bl.a. om blogskriverens personlige, videofilmkigningsrekord, hans fravalg af et ellers planlagt koncertbesøg og hans erkendelse af, at han godt kan finde på at se en chickflick i biffen…
søndag, november 06, 2005
Moblog
Af en eller anden grund får jeg altid ideer til blogs, når jeg ikke er foran min PC. Og oftest er de pga. mine egne kvalitetskrav ikke egnede som reelle blogindlæg. Som konsekvens af dette, har jeg hoppet med på unoderne og oprettet en moblog. Nu kan jeg spamme min egen blog med vås, vrøvl og andet ordkløveri i sms-sprog, uafhængigt af tid, sted og mulighed for internetopkobling…
For de af jer, der ikke har set det endnu, så findes Mobloggen i bloggens venstre side…
For de af jer, der ikke har set det endnu, så findes Mobloggen i bloggens venstre side…
fredag, november 04, 2005
Blog'n'beer
Onsdag aften var jeg deltager i et fokusgruppeinterview på KUA. Den mere interaktive og personlige version af et Gallup-interview. Emnet var det sociale aspekt af at blogge, og interviewerne var et par specialeskrivende piger på Medievidenskab.
Jeg mødte meget velvilligt op, da jeg elsker at føle mig vigtig og vil gerne have lidt mere end bare de gennemsnitlige 15 minutter (jeg har vist opbrugt min kvote allerede). Jeg indrømmer også gerne, at jeg faktisk synes det er sjovt at blive telefoninterviewet af Gallup.
Interviewet gik fint, og det var sjovt at møde andre bloggere med andre motiver til at skrive end ordkløveri og flueknepperi i en grad, der får fluen til at gå skævt flere dage efter.
Min IRL-ven og blogbuddy Jakob var også deltager, og vi havde planlagt at forkæle os selv med et måltid Taco Shop efter interviewet. Derefter hjem og stene Desperate Housewives (ja, jeg erkender og står ved det endnu engang: jeg synes det er en god serie). Der var ikke planlagt svinkeærinder, og min comfort zones grænser skulle jo helst ikke krydses. Til dels fordi jeg havde savlet og fantaseret efter Taco Shop-guf hele dagen, og til dels fordi det jo var en schoolnight, og skulle starte på nyt arbejde torsdag.
Men spontanitet længe leve! Jakob, jeg og de andre bloggere, røg en tur på Saxon. Den ansvarsbevidste hvide engel på min skulder skævede hele tiden til uret, og ved hver øl sagde jeg: ”Dette er den sidste, og så smutter jeg”. Onsdagsdruk har jo også en mærkelig effekt på mig. Men id’et (som vi for at blive i analogien, kan kalde den røde djævel) krævede sin ret og det blev vist til 5 store fadbjørne, før jeg takkede af. Damn, der var ellers potentiale til at blive en sjov aften. Sådan er det ofte med spontanitet. En tand sjovere end det planlagte.
Og hygsomme og spøjse mennesker var de helt bestemt. De fortjener en shout out, så check dem ud her: Sille, Kontrolpigen, LaQuackk og Morfar.
Jeg mødte meget velvilligt op, da jeg elsker at føle mig vigtig og vil gerne have lidt mere end bare de gennemsnitlige 15 minutter (jeg har vist opbrugt min kvote allerede). Jeg indrømmer også gerne, at jeg faktisk synes det er sjovt at blive telefoninterviewet af Gallup.
Interviewet gik fint, og det var sjovt at møde andre bloggere med andre motiver til at skrive end ordkløveri og flueknepperi i en grad, der får fluen til at gå skævt flere dage efter.
Min IRL-ven og blogbuddy Jakob var også deltager, og vi havde planlagt at forkæle os selv med et måltid Taco Shop efter interviewet. Derefter hjem og stene Desperate Housewives (ja, jeg erkender og står ved det endnu engang: jeg synes det er en god serie). Der var ikke planlagt svinkeærinder, og min comfort zones grænser skulle jo helst ikke krydses. Til dels fordi jeg havde savlet og fantaseret efter Taco Shop-guf hele dagen, og til dels fordi det jo var en schoolnight, og skulle starte på nyt arbejde torsdag.
Men spontanitet længe leve! Jakob, jeg og de andre bloggere, røg en tur på Saxon. Den ansvarsbevidste hvide engel på min skulder skævede hele tiden til uret, og ved hver øl sagde jeg: ”Dette er den sidste, og så smutter jeg”. Onsdagsdruk har jo også en mærkelig effekt på mig. Men id’et (som vi for at blive i analogien, kan kalde den røde djævel) krævede sin ret og det blev vist til 5 store fadbjørne, før jeg takkede af. Damn, der var ellers potentiale til at blive en sjov aften. Sådan er det ofte med spontanitet. En tand sjovere end det planlagte.
Og hygsomme og spøjse mennesker var de helt bestemt. De fortjener en shout out, så check dem ud her: Sille, Kontrolpigen, LaQuackk og Morfar.
torsdag, november 03, 2005
lørdag, oktober 29, 2005
Louis og mit kommende bryllup
Lettere redigeret MSN-dialog med min schoolchump Louis. Om vores fælles musikalske præferencer integreret i en snak om det perfekte bryllup…
Jeg grinede lidt under dialogen, men garanterer ikke, at udenforstående finder det morsomt
Gregers siger:
jeg vil giftes med Deftones!
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
jeg vil også giftes med dem..
Gregers siger:
så kan Nine Inch Nails være brudepige
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
HA HA
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
det ville være et fedt bryllup
Gregers siger:
ja, og så skulle TOOL stå bag baren
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
især hvis man fik sådan en suppe, steg og is keyboard spiller til at spille
Gregers siger:
Rammstein skulle spille brudevalsen
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
Maynard James Keenan skulle vie mig
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
og Muse bag orglet
Gregers siger:
hæhæ, hos mig skulle Depeche Mode være præst
Gregers siger:
og Placebo skulle holde talen
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
System Of A Down kunne stå i garderoben
Gregers siger:
haha
Gregers siger:
og Manson kunne stå ude på toilettet
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
hæ hæ
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
dame eller herre???
Gregers siger:
begge dele *g*
Gregers siger:
han er jo nærmest begge dele selv *g*
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
præcis
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
Rage Against The Machine skulle være tjenere
Gregers siger:
Pearl Jam skal være tjenere
Gregers siger:
haha
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
de kan deles
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
der er jo 3 menuer
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
så kan Foo Fighters tage den sidste
Gregers siger:
hvem skal så stå i køkkenet?
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
Queens of the Stone Age
Gregers siger:
nej, så bliver maden dårlig
Gregers siger:
Slipknot måske...de har allerede en slags kokkehuer
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
HA HA.. ja selvfølgelig
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
så kunne Queens of the Stone Age være udsmidere
Gregers siger:
netop *g*
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
Prodigy kunne stå for natmaden…
Jeg grinede lidt under dialogen, men garanterer ikke, at udenforstående finder det morsomt
Gregers siger:
jeg vil giftes med Deftones!
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
jeg vil også giftes med dem..
Gregers siger:
så kan Nine Inch Nails være brudepige
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
HA HA
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
det ville være et fedt bryllup
Gregers siger:
ja, og så skulle TOOL stå bag baren
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
især hvis man fik sådan en suppe, steg og is keyboard spiller til at spille
Gregers siger:
Rammstein skulle spille brudevalsen
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
Maynard James Keenan skulle vie mig
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
og Muse bag orglet
Gregers siger:
hæhæ, hos mig skulle Depeche Mode være præst
Gregers siger:
og Placebo skulle holde talen
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
System Of A Down kunne stå i garderoben
Gregers siger:
haha
Gregers siger:
og Manson kunne stå ude på toilettet
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
hæ hæ
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
dame eller herre???
Gregers siger:
begge dele *g*
Gregers siger:
han er jo nærmest begge dele selv *g*
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
præcis
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
Rage Against The Machine skulle være tjenere
Gregers siger:
Pearl Jam skal være tjenere
Gregers siger:
haha
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
de kan deles
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
der er jo 3 menuer
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
så kan Foo Fighters tage den sidste
Gregers siger:
hvem skal så stå i køkkenet?
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
Queens of the Stone Age
Gregers siger:
nej, så bliver maden dårlig
Gregers siger:
Slipknot måske...de har allerede en slags kokkehuer
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
HA HA.. ja selvfølgelig
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
så kunne Queens of the Stone Age være udsmidere
Gregers siger:
netop *g*
Lui - hvid pony og adrenalin siger:
Prodigy kunne stå for natmaden…
tirsdag, oktober 25, 2005
Hvor er logikken?
Onsdag: fra ca. 23.30-03.30. Indtog vel 4 store fadøl og en smule Jack Daniels med cola, og røg vel 10-15 smøger. Ca. kl. 04 lå jeg i min seng. Lukkede øjnene. Indersiden af mine øjenlåg viste en 3D-film om en rutchebanetur med et triple loop. Ikke behageligt. Havde en fornemmelse af, at hvis jeg ikke åbnede øjnene, ville det nok ende med en bræktur. Åbnede øjnene i et halvt minuts tid. Lukkede dem igen. Rutchebaneturen var stadig vild, men det skortede dog på loops. Åbnede øjnene. Lukkede dem igen. Rutchebanen var reduceret til ”Mariehønen”. Konkluderede at det var forsvarligt at køre med Mariehønen lige lukt i drømmeland. Jeg blev ikke kvalt i mit eget bræk, men begyndte at åbne øjnene ved 13-tiden om torsdagen. Nød en kop kaffe i min slåbrok, mens jeg konstaterede, at jeg nok var ramt hårdt af tømmermænd. Hovedet pinte mig, og min krop føltes generelt som kogte nudler. Fik dog bevæget mig udenfor. Dog ikke så meget, at jeg stadig følte jeg var inde i en osteklokke. Var dette virkelig resultatet af et par få fadøl og lidt Jack D? Puha, hvordan overlevede jeg overhovedet Roskilde Festivalen for 4 måneder siden?
Lørdag: fra ca. 19.00-05.00. Indtog mindst 9 dåseøl, 2 store fadøl, en alternativ udenlandsk øl, et glas whisky med cola og ca. 20 cigaretter. Alt i alt et større kvantum alkohol indenbords end om onsdagen. Dog også over længere tid. Men så vidt jeg husker, var jeg vist stort set hele tiden udstyret med en drik af en eller art. Kl. 5 lå jeg i min seng, og havde intet besvær med at falde i søvn. Vågnede allerede ved 11-tiden og kunne ikke sove mere. Jeg fik effektueret den normale rutine, der inkluderede Nescafé og nørderi på nettet. Efter et stykke tid, kunne jeg konstatere, at den tømmermandmotorik jeg havde forventet ville ramme mig, slet ikke dukkede op. Jeg var ganske enkelt blevet velsignet med højest lidt sporadisk tørhed i halsen.
Så hvor er logikken i ovenstående? Hvorfor så gevaldige hæng-overs om torsdagen, når tømmermændene åbenbart besluttede sig at holde fri om søndagen?
Måske var det min ubevidste samvittighed, mit ultra-strenge overjeg, der straffede mig for at gå i byen en schoolnight?…men hey, jeg havde altså ferie!?
Lørdag: fra ca. 19.00-05.00. Indtog mindst 9 dåseøl, 2 store fadøl, en alternativ udenlandsk øl, et glas whisky med cola og ca. 20 cigaretter. Alt i alt et større kvantum alkohol indenbords end om onsdagen. Dog også over længere tid. Men så vidt jeg husker, var jeg vist stort set hele tiden udstyret med en drik af en eller art. Kl. 5 lå jeg i min seng, og havde intet besvær med at falde i søvn. Vågnede allerede ved 11-tiden og kunne ikke sove mere. Jeg fik effektueret den normale rutine, der inkluderede Nescafé og nørderi på nettet. Efter et stykke tid, kunne jeg konstatere, at den tømmermandmotorik jeg havde forventet ville ramme mig, slet ikke dukkede op. Jeg var ganske enkelt blevet velsignet med højest lidt sporadisk tørhed i halsen.
Så hvor er logikken i ovenstående? Hvorfor så gevaldige hæng-overs om torsdagen, når tømmermændene åbenbart besluttede sig at holde fri om søndagen?
Måske var det min ubevidste samvittighed, mit ultra-strenge overjeg, der straffede mig for at gå i byen en schoolnight?…men hey, jeg havde altså ferie!?
søndag, oktober 23, 2005
Forventningens glæde er vist ikke den største...
Jeg har lært ikke at skrue mine forventninger op – for så bliver man sjældnere skuffet…
Men det er bare lidt noget lort, når man jo siger, at forventningens glæde er den største?
Hvilken glæde skal så være den største, nu hvor Kierkegaards vise ord, måske ikke er så vise alligevel? Måske kan man ændre den til ”mindets glæde er altid den største”. For jeg har en tendens til, i bagklogskabens klare projektørlys, at male gode minder endnu mere lyserøde end de rent faktisk var, da jeg oplevede dem.
Men det er bare lidt noget lort, når man jo siger, at forventningens glæde er den største?
Hvilken glæde skal så være den største, nu hvor Kierkegaards vise ord, måske ikke er så vise alligevel? Måske kan man ændre den til ”mindets glæde er altid den største”. For jeg har en tendens til, i bagklogskabens klare projektørlys, at male gode minder endnu mere lyserøde end de rent faktisk var, da jeg oplevede dem.
fredag, oktober 21, 2005
SMS'eri
SMS-dialog med Peter ang. Prodigy-koncert, min økonomiske fornuft forbød mig at tage til
Mig:
”Hav en fed koncert. Tænd en lighter og knib en tåre for mig til ”Smack my bitch up””
Peter:
”Selvfølgelig. Hver gang nogen nævner ordene ”smack” og ”bitch” i én sætning, tænker jeg på dig…”
Mig:
”Hav en fed koncert. Tænd en lighter og knib en tåre for mig til ”Smack my bitch up””
Peter:
”Selvfølgelig. Hver gang nogen nævner ordene ”smack” og ”bitch” i én sætning, tænker jeg på dig…”
tirsdag, oktober 18, 2005
Kvoter på brugen af slang og pop-udtryk
Hvis jeg var Ordminister eller noget i den stil, ville jeg straks foreslå en eller anden kvote-ordning på folks brug af slang og pop-udtryk. Altså vendinger tyvhugget fra satire-programmer, komedie-serier og voksenjulekalendere fx. Her tænker jeg på udtryk som ”Det’ bår’ dæjli’”, ”100% Asshole”, ”Nemlig, ja”, ”Hva’ sørensen er den af!?” og lignende. Fortsæt endelig selv - der findes en hel skov af dem.
Sætninger og udtryk der hurtigt bliver en integreret del af det aktive ordforråd hos en stor del af den yngre befolkning, og som snildt kan bruges i næsten alle sammenhænge. Dog ofte også til det kvalmende og ikke-situationsfornemmende. For de kan jo også bruges for meget. Nogle ynder at bruge vendingerne alle de steder, de kan slippe af sted med det, så man tror at deres ordforråd er voldsomt fattigt. Andre er mere nuancerede, uforudsigelige, og har et helt reservelager af alternativer, hvis der skulle være brug for det. Bl.a. pga. deres evne til at huske flere generationer af satire-udtryk.
Hvor ville det fx være rart hvis en person blandt ”Ja ja ja ja”-sigende Angora-tilhængere brød stemningen ved at sige ”Bob bob bob” på ægte The Julekalendersk. En 2004-kliché, der udfordres kraftigt af en 1991/92-landeplage. Endda en landeplage med multi-udtryk, da den jo også indeholdt en motorisk dimension (læs: håndbevægelse).
Der er dog en lille undtagelse til reglen. Ved ekstrem fuldskab eller skævhed udfordres jo både situationsfornemmelsen og evnen til at udtrykke sig verbalt. Derfor kan ovennævnte typer af udtryk i sådanne situationer bruges ekstra meget, uden at der tages notits af det. Ja, at bruge ”Det sagde hun også i går” som punktum til hver en sætning, kan faktisk være så plat, at er en charme.
Men; en kvote på brugen af disse udtryk og vendinger, tak. Jeg ved godt at det er ren utopi, men i fatter vel budskabet, ikk’ :-)
Oplæg til debat: hvad var 2005’s bedste/værste udtryk?
Sætninger og udtryk der hurtigt bliver en integreret del af det aktive ordforråd hos en stor del af den yngre befolkning, og som snildt kan bruges i næsten alle sammenhænge. Dog ofte også til det kvalmende og ikke-situationsfornemmende. For de kan jo også bruges for meget. Nogle ynder at bruge vendingerne alle de steder, de kan slippe af sted med det, så man tror at deres ordforråd er voldsomt fattigt. Andre er mere nuancerede, uforudsigelige, og har et helt reservelager af alternativer, hvis der skulle være brug for det. Bl.a. pga. deres evne til at huske flere generationer af satire-udtryk.
Hvor ville det fx være rart hvis en person blandt ”Ja ja ja ja”-sigende Angora-tilhængere brød stemningen ved at sige ”Bob bob bob” på ægte The Julekalendersk. En 2004-kliché, der udfordres kraftigt af en 1991/92-landeplage. Endda en landeplage med multi-udtryk, da den jo også indeholdt en motorisk dimension (læs: håndbevægelse).
Der er dog en lille undtagelse til reglen. Ved ekstrem fuldskab eller skævhed udfordres jo både situationsfornemmelsen og evnen til at udtrykke sig verbalt. Derfor kan ovennævnte typer af udtryk i sådanne situationer bruges ekstra meget, uden at der tages notits af det. Ja, at bruge ”Det sagde hun også i går” som punktum til hver en sætning, kan faktisk være så plat, at er en charme.
Men; en kvote på brugen af disse udtryk og vendinger, tak. Jeg ved godt at det er ren utopi, men i fatter vel budskabet, ikk’ :-)
Oplæg til debat: hvad var 2005’s bedste/værste udtryk?
Abonner på:
Opslag (Atom)
