tirsdag, september 27, 2005

"Svedig" i slang-kontekst

Det bliver i slang-kontekst brugt som et superlativ for noget der er fedt. Fx "...musikken er supersvedig..."...men når jeg er svedig i ordets oprindelige forstand, føler jeg mig hverken lækker eller superlativ-agtig. Så hvorfor er det så et positivt ladet ord, når det bruges i slang-kontekst? Måske ligesom at man bruger ordet "fedt" i en slang-kontekst som noget godt? Men som jo egentlig også bruges nedladende, når det bruges fx om overvægtige mennesker. Og overvægtige mennesker har jo (vist nok) lettere til sved, så det er måske der sammenhængen er?

...eller ligesom "cool". De fleste vil være venner med en cool person, men få vil være venner med en kold person

mandag, september 19, 2005

Fordomme om fordomsfulde mennesker

Findes der mon et begreb der beskriver det, at man har en fordom over for en bestemt gruppe mennesker, der går på, at disse er fordomsfulde?

torsdag, september 15, 2005

KoRn-sert

Meget rart sådan lige at vinde et par billetter til en koncert til 400 kr., man havde været meget tæt på selv at investere i. Ved ikke helt hvor jeg kan placere Korn på min personlige hitliste. Måske et sted mellem nr. 20 og 30? Rent kvantitativt ligger de dog ret højt placeret på min liste over cd’er med 6 albums (hvoraf de 3 er brændte). Nu skal jeg nok stoppe med at prale over min cd-bestand og komme til hvad det drejer sig om, nemlig selve koncerten.
Det foregik i Valby Hallen, som ikke burde være førstevalg til store metalkoncerter. Eller koncerter generelt, for akustikken sparker simpelthen omvendt røv. Derfor var lydbilledet endnu en gang mudder, og alle de lækre musiske detaljer udeblev. Forsanger Jon Davis’ tekster var fuldstændig uidentificerbare når musikken spillede. Og selv mellem numrene, når han prøvede at gejle publikum op med gængse klichéer (der ofte indeholdt ”fuck” og/eller ”motherfucker”), var det svært at høre hans budskaber. Settet varede kun ca. 5 kvarter, hvilket må sige at være lidt skuffende til de billetpriser (jaja, jeg ved godt at jeg fik billetten gratis, men tænk på alle de konfirmander som har været nødt til at bruge alle deres månedspenge) og når man tænker på, at bandet har 6 albums på bagen. Men på den anden side. Med de lydforhold var det måske meget fornuftigt at de ikke spillede mere…

Som til enhver anden koncert, synes jeg der er sjovt at betragte ”gennemsnitspublikummeren”. Der var mange helt unge børn i Korn-trøjer, der må have været på ble-stadiet, da Korn spyttede deres debut ud i 1994

Tinnitusen jeg sidder tilbage med, er vist den værste i mands minde (mand=mig). Til undervisningen på skolen, var der en uheldig sideeffekt ved den ringetone, som tinnitus normalt medfører. Det lød nemlig som om, når underviseren snakkede, at der kravlede store insekter rundt på bordene. Det er nok det tætteste jeg er kommet på at være skizofren uden at være det.

mandag, september 12, 2005

Det modsatte

Hvorfor er efterretning ikke det modsatte af forretning?

Og hvad er egentlig det modsatte af en forretning? Og hvad er det modsatte af efterretning?

Og hvad er det modsatte af alle mine dumme ordkløverspørgsmål?

søndag, september 11, 2005

Taskeamnesi vs. terrorfrygt

Det er ikke skide god timing, når min tendens til at glemme min taske stiger proportionalt med terrorfrygten i landet…

lørdag, september 03, 2005

Lidt ordkløveri

Jeg erfarede, at nogle personer stadig mener, at pausen i en fodboldkamp hedder halvleg. Jeg ved ikke hvordan og hvornår denne fejlagtige viden nogensinde er opstået. For en halvleg er en af de to 45 minutters perioder hvori der spilles bold. De 15 minutter mellem dem, hedder såmænd bare pause. I ordet halvleg ligger implicit at vi har at gøre med noget der er 2 af. Selve fodboldkampen er en hel leg. Den deles op i to halve lege, eller sammentrukket; halvleg. Pausen er der såmænd kun én af.

Jeg kom også til at undre mig over, hvordan nogle personer til stadighed udtaler ordet ”billede” som ”bedle”. Hvem har bildt dem ind, at D’et kommer før L’et. Og hvorfor gør de det ikke konsekvent med andre ord? Altså bytter om på bogstaverne i ordene. Hvorfor er det kun ”billede” de falder over?

Det danske ord patetisk betyder ikke ynkelig, men følelsesladet eller noget i den stil. På engelsk betyder ”pathetic” godt nok ynkelig, men det danske tætklingende ord ”patetisk” har i princippet ikke noget at gøre med det. Det kommer af det græske ”patos” som har noget med følelsesladet at gøre (eller noget i den dur – gider ikke at være så kildekritisk i dag). Men fx når en anerkendt lyriker som TV-2’s Steffen Brandt i sangen ”Der går min klasselærer” synger ”Det’ patetisk, det til grin” må man gå ud fra, at han bruger ”patetisk” i den forstand at det betyder ynkelig (Det giver i hvert fald mest mening), så er det klart at ordbøgerne må tage ordet op til revision. Så vidt jeg ved, er konsekvensen vist, at pga. denne massive, forkerte brug af ordet, så har man godkendt det i Nudansk Ordbog. Dvs. så det både kan betyde den oprindelige betydning, men altså også ynkelig

fredag, august 19, 2005

Begrebet "homo"

Her i lørdags, kom jeg forbi Rådhuspladsen. Det vrimlede med mennesker. Menneskemængden var præget af små tætte kvinder med kort hår og briller og glatte dansende mænd i stramt og farverigt tøj. Fokuset var på en scene med en højtråbende konferencier. På et tidspunkt råbte han noget i stil med: ”Hvor mange her, er homo’er?”. Jeg konsulterede min indre fremmedordbog, der lærte mig, at ”homo” kan være en biologisk definition på mennesket, men også et ord, der betyder ensrettet og kan sættes foran andre ord. Fx homogen, homofon og homonom. Dvs. så kan en homovej være fremmedord for en ensrettet vej?
Men tilbage til emnet; jeg kom i tanke om begreberne ”homo sapiens” og ”homo faber”, som faktisk bare er betegnelser for menneskeracen. Og jeg er da et menneske? I hvert fald, sådan rent anatomisk. Ergo kunne jeg også række min hånd op, da spørgsmålet om hvor mange der var homo’er, blev stillet. Til min undren, så jeg dog flere andre homo sapiens rundt om mig, der ikke rakte hånden op. Fordi de var dovne, eller også forstod de ikke spørgsmålet?

En af talerne på scenen snakkede om noget der hedder homofobi. Og hvad er det så? Fobi er frygten for et eller andet, og homo er som sagt noget der er ensrettet. Ergo er homofobi frygt for det ensrettede generelt? Eller lægger ordet op til, at man selv bestemmer hvilken ensrettet ting man frygter? Fx ensrettede veje?

torsdag, august 18, 2005

Skriveblogering?

Ja, jeg fik en kommentar om, at der ikke var sket så meget herinde på det seneste. En slags skriveblokering måske, eller også har sommerferien bare gjort mig fuldstændig apatisk. Mine erfaringer siger mig, at produktiviteten altid er højest, når man har andre gøremål. At ideerne sprudler, når jeg fx sidder til en kedelig forelæsning på min skole eller i tandlægens venteværelse.

Måske ville et input fra nogle af de trofaste læsere give mig et spark motivation? Hvis i har nogle ideer til et emne, der skal udsættes for lidt blogning the Runkedor-way, så let it out! Måske griber jeg bolden. Måske griber jeg den slet ikke og måske griber jeg den, men taber den efterfølgende.

tirsdag, august 02, 2005

Pessimisme kontra optimisme

”Tiden ødelægger alt” – et citat fra den franske film ”Irrerversible”
”Tiden læger alle sår” – et gammelt ordsprog

Er det mon henholdsvis pessimistens og optimismens tilgang til begrebet tid?

lørdag, juli 23, 2005

Vennetest

Ja, jeg ved godt, at den her slags er lidt barnligt og Boogie-agtigt. Men jeg er jo også en forvokset teenager, og kunne ikke nære mig! Så tag lige min vennetest på:

http://www.quizyourfriends.com/yourquiz.php?quizname=050723084119-901584

torsdag, juli 21, 2005

Kognitiv dissonans og Niarn

Jeg ved godt at jeg ikke burde. Men syntes faktisk at ham der Niarns musik er ganske fængende. Og det irriterer mig, da jeg jo syntes han er en kæmpe klaphat (klapkasket?) at høre og se på...

Måske er det, hvad de i psykologiens verden, ville kalde et eksempel på kognitiv dissonans?

fredag, juli 08, 2005

Roskilde Festival 2005 - ud fra en Runkes perspektiv

Hvis jeg kender mig selv ret (og det gør jeg jo (næsten)), så kan jeg skrive spalte op og spalte ned, om de mindste begivenheder. Så tænk jer til hvordan 8 dage fyldt med intense og weird oplevelser, vil komme til at fylde i den her blog. Derfor forsøger jeg at holde det i en eller anden form for stikordsform (og ikke nødvendigvis kronologisk) hvor bare et lille udvalg af de skørrøvede episoder omtales.

Ny fritz – Lejrens punker, Rasmus, trimmede siderne på mit hoved, så min nye titel var ”wannabe punker” – Synes ellers selv, at når jeg så min egen skygge, lignede en Leningrad Cowboy-light. Der var måske også lidt reference til Beckhams frisure anno 2002.

Audioslave – Stampladsen til højre for lydtårnet blev endnu en gang benyttet for at lægge øjne og ører til RATM/Soundgarden-hybridden. Selvom bandets musik klinger udmærket i mine øren, var det med håbet om de gamle RATM-numre, at jeg primært dukkede op. Det var jo varslet at de ville spille et par af klassikerne. Bandet teaser lidt, da de spiller introen til ”Bulls on Parade”. Jeg skal til at gjalde med på ”Quit it now” med hele mine lungers kraft, men i stedet skifter sangen spor og går over i noget instrumental gejl. Lidt senere slår guitarist Tom Morello den letgenkendelige D-akkord med forvrængning og drop D-tuning an. Hele crowded vågner. Ingen er i tvivl om, at det er introen til ”Killing in the name of”. En ustyrlig og fandenivoldsk stemning, hvor alle synger, eller nærmere skråler med på ”Fuck you, i won’t do what you tell me”. Et adrenalinkick af dimensioner, og en perfekt afslutning på en koncert.

Black Sabbath fredag aften– Onkel Ozzy var hyggelig. Iron Man-riffet blev sunget igen og igen af fulde unge (og ældre) mænd rundt omkring på pladsen. Især under trashningen søndag aften, hvor det nærmest var et slags stammeråb, mens man med pæle fra pavillioner, smadrede telte og containere.

Mediebyen – havde regnet med at skulle være medieluder og hænge ud med de kendte, men det eneste det blev benyttet til var at få et bad i lidt mere ucrowdede omgivelser og få dulmet mine internetabstinenser.

Fantômas lørdag eftermiddag var nok et af de eneste bands jeg valgte at se på trods af at jeg ikke kendte dem. Havde på forhånd besluttet at holde mig til de ”sikre” navne – dem jeg kendte.
Men line-uppet med Mike Patton i front og det musikalske koncept lød interessant. Deres niche var at lave filmtemaer om til hardcoremetalversioner. Arena-scenen var langt fra proppet, så det var let at få en god plads og kigge på de excentriske musikere gå amok. Koncerten var fin nok, men jeg fik aldrig genkendt nogle af numrene. Enten fordi de blev spillet til ukendelighed, eller fordi jeg ikke kendte dem i forvejen.

Makeuphelvede søndag aften ved Arena – Blandt Rednecks, tatoverede fuldvoksne tyskere og aktive sigøjnere, sad drengene fra lejren og lavede make-overs på hinanden ved hjælp af Martas mascara. Der var ”Katten Muus, med den solbrændte teint”, ”Musketeren”, ”Bokseren” og ”Den Desperate”.

Fækal humor - Inden makeuphelvede, havde vi drukket et par store fadøl. Marta kedede sig måske en smule, og begyndte at tegne perverse tegninger på kaffekopper og øl-håndtag. De mundede ud i sextegninger i alle af gråzonernes fjerne kroge. Man skulle nok have været der.

Peter dækket i flis - Vi satte os på noget flis der lå spredt ved Metropol-scenen, hvor Efterklang spillede. Sjovlingen Peter lagde sig på jorden. Der var flis, og han var et let offer, så det var fristende at begrave ham. Inden længe var der flis all over hans krop, og uden protester levede han sig bare ind i det. Men han er jo også en sjovling, der er med på den værste.

Glitterpatruljen - Arj, mit mediearmbånd blev faktisk brugt lidt mere. En halv times tid inden festivalpladsen åbnede om torsdagen smuttede vi derind for at opleve hvordan alle folk ville vælte ind kl. 17. Der var dog allerede rigtig mange andre med fancy armbånd, der var dukket op. Glitterpatruljen var dukket op for at sprede karma, krammere og kosmisk kærlighed til festivaldeltagerene der væltede ind af åbningerne. En decideret krammetunnel af henholdsvis rød og grønklædte glitterfolk tog godt imod folk. Jeg ville også prøve, og kastede mig ind i flokken, og modtog en masse kram, der føltes ægte og varme. Det er den slags tiltag, der er essensen af ægte festivalliv. Alle elsker alle.

Kontaktlinser og næseblod - Det varme vejr og den varme jordbund forsynede os med en masse støv i luften, der gav mig en konstant stoppet næse, der behøvede næsepudsning. En af morgenerne står jeg og fedter med mine kontaktlinser, da det begynder at løbe fra min næse. Øv, det er næseblod. Det fordrer så, at mine evner til at multitaske er intakte, så jeg ikke bløder på mit tøj, mens jeg i blæsevejr prøver at ramme mine pupiller med min pegefinger. Situationen bliver ikke mere gunstig af, at min mobil begynder at ringe midt i det hele. Her stoppede mine evner som multitasker da også, da jeg beder min buddy Jakob om at agere telefonsvarer for mig.

Green Day lørdag aften – fuck om de brugte klicheer, fuck om hvad anmeldere mente, og fuck, om “ægte” punkere synes at det kun er tyggegummipunk. Min oplevelse af koncerten var stor. De afsluttede med Queens ”We are the champions”. Det var smukt, og der var dømt fællessang. Blev nødt til at vende mig om, og kigge på alle folk, der dedikerede til musikken sang med og vuggende holdt om deres venner. Der følte jeg i en kort stund, all the love in the world. Gåsehudsfremkaldende as fuck!
Pudsigt nok fik de også publikum med på Monty Pythons’ ”Always look on the bright side of life”, og kombineret med ”Olé olé olé”, skulle man tro at man var til fodboldlandskamp.

Uforglemmelige citater – citeret frit efter hukommeren:
Niklas
: ”Det er blevet videnskabeligt bevist: Her på festivalen er der dobbelt så mange bryster, som der er damer”
Marta: ”I’m not a witch!”
Søren: “La la” (man skulle nok have været der)
Peter: ”Der kommer piksovs ud af pikkemanden”
Christian: ”Alt musik er godt, så længe man kan lide det”
Christian: ”Din whiner”
Peter: ”But why?”
Os alle: "Husk at drikke vand ellers DØR du!" – Fandtes i utallige andre versioner hvor ”drikke vand” var den skiftende faktor – Ja, Red Warszawa har ikke levet forgæves, når det gælder dansk festivalkultur

mandag, juli 04, 2005

Roskilde Festival 2000-anekdote

Netop vendt hjem fra Roskilde Festival 2005 - orker ikke lige at skrive så meget nu, men der kommer jo nok en eller anden beretning derfra på et eller andet tidspunkt. Ind til da, kan i more jer med den anekdote jeg sendte ind til en konkurrence på P3 i håbet om at vinde...det gjorde jeg dog ikke, men synes den er meget fin alligevel.

Året var 2000, og vi var en flok drenge der endelig skulle have taget vores festivalmødom. Vi tog derop søndagen forinden og i vild blæst forsøgte at rejse vores telte og en indbydende lejr. Efter et par dage stod den. VORES lejr. Den klassiske løsning: en pavillion midt mellem alle teltene, og en kæmpe presenning hen over. Med vores smag for detaljen, blev den dog suppleret med en fin lille indgang lavet af ødelagte pavillion-stænger. Kenneth fra lejren arbejdede i et markisefirma. Det betød, at vi havde en masse ubrugt markisestof, bl.a. fra Frisko, som vi kunne pynte vores lejr med.

Der blev også plads til et "Her vogter jeg"-skilt, hvor hunden der plejer et figurere her, var udskiftet med et billede at et kvindeansigt med meget kraftig skægvækst. Den skulle nok holde de forkerte folk væk. Desværre blev den stjålet ved højlys dag, med halvdelen af lejren som vidner. Den tyvagtige pige løb for hurtigt, og vi opgav at løbe efter hende, da vores maver allerede var temmelig tunge efter indtagelse af en masse lunkne Hansa-pils.

Vejrmæssigt var vi ret meget udfordret, og få af os havde tænkt så langt at tage regntøj med hjemmefra. Fredag formiddag sidder vi i læ under vores presenning og skumler over vejret. Det står ned, og det ser ikke ud til at klare op foreløbig. Lidt ærgerligt, da der var masser af musik at checke ud inde på festivalpladsen. Vi grublede for at finde frem til mulige løsningsforslag. Det overflødige markisestof lå i bunker rundt omkring, gjorde gavn på alle mulige måder, og inden længe var vi i gang med at lave store ponchoer ud af stoffet. Der var to stofmotiver. Det ene var fra Frisko (som jo er stribet, men med overvægt af en orange farve), og det andet var stribet orange/brunt. Udover at levere ponchoer til 5 unge roskilde-debutanter, var der også stof nok til at lave en tilhørende hat, der mest af alt lignede en nissehue på syretrip.

Godt klædt på begav vi os hen mod festivalpladsen. Selvom dyrskuepladsen på disse dage midt i sommerferien vidner om folk i alle tænkelige outfits, ekstreme påklædninger i alle afskygninger og en tolerance man sjældent oplever i det "virkelige liv", vækker 5 orangeponchoklædte gutter alligevel lidt opstand.

Nogle troede, at vi kom fra en kult eller sekt af en art, og viste os respekt og håndtegn. Andre troede at vi pga. vores orange klæder var Holland-tilhængere (Det hollandske fodboldlandshold havde tabt i en EM-kamp dagen forinden). Vi begyndte at lukrere på opmærksomheden og formede en "kult-profil" der var præget af peace, love and harmony og udtryk som "Vi kommer med fred!" og "Vær gode ved hinanden". Jeg er sikker på at vi skabte en masse god karma den dag...

mandag, juni 20, 2005

Roskilde Festival 2005 - #3

Deadline for dette blog-indlæg var inden at det færdige program blev offentliggjort. Derfor tages der forbehold for eventuelle ændringer og ikke-dato-satte bands.

Søndag
Søndag er altid lidt stenet. Folk er så småt begyndt at pakke sammen, og nogle er rent mentalt taget hjem. Håber da, at jeg ikke er alt for smadret, for søndagene står i min hukommelse, som en af de bedste dage. Både musikmæssigt, men også atmosfæren. Der gøres status, stemningen er mere afslappet, man får i fællesskab sagt farvel til endnu en uge, der vil printe sig dybt ind i den del af hukommelsen, der lagrer de gode minder.
Har lyttet lidt til britiske Bloc Party. Utrætteligt og innovativt rock, der er meget utraditionelt i forhold til den gængse britiske rockmusik. Efter sigende et band, der ridder på en bølge af engelsk musik, vi vil høre mere til i fremtiden.
Bandet opvarmede i øvrigt for Interpol, da de spillede i DK sidste år, og som jeg ikke så, da jeg ikke kendte dem. Det er der dog rådet bod på siden hen. Er blevet lidt forelsket i deres stil. Meget stemningspræget og unik.
Mars Volta snakker alle mine musikvenner om. Ved egentlig ikke hvad the fuzz er about, men nu er de da krydset af.

Et par stykker kunne jeg ikke lige finde spilledatoen på:
The Dresden Dolls
er jeg blevet bekendt ved, da jeg så, at de opvarmede for Nine Inch Nails (som desværre ikke kommer til Roskilde :-(). Genremæssigt er der stor forskel på disse bands, da de tyske dukker spiller noget pusseløjerligt musik, der mest af alt minder mig om kabaret. Kender ikke lige de rette begreber til denne form for musik, men det er egentlig også lige meget. Det lyder sjovt, frækt, fængende, og et godt bud på et alternativ til al den gængse guitarorienterede musik, jeg har tænkt mig at høre.
Jimmy Eat World – amerikansk collegerock eller noget i den stil, og kender et par stykker der er nede med dem.
I år joiner min gamle højskoleven Jakob Edut mig. Han graver alt, der er bare det mindste beslægtet med Guns N’ Roses, og derfor også Velvet Revolver. Har fået ham til at skrive et par ord om bandet:
"Rytmegruppen fra "verdens farligste band", Guns N' Roses, møder den tidligere Stone Temple Pilots sanger Scott Weiland - end sjæl så fucked up at hans lyrik og optræden partout bider sig fast under huden på dig. Som et eksprestog med 160 i timen, hamrer gruppen højpotent rock n' roll ud over scenekanten, i et powershow hvor læderbukser, Jack Daniel's og biker boots får en kærkommen renæssance. Når spade-guruen Slash lader Les Paulen græde som vi kender det fra ”Sweet child O' mine”, eller brøle arrigt som i ”Paradise City”, er der lagt op til en omend nostalgisk men også REAL rockkoncert på årets Roskilde"

Jeg ved det godt, jeg er måske lidt forudsigelig i min smag. Det kan Mikael Simpson evt. ændre på med hans flødelækre blanding af elektronisk gejl og melodiøs sang.
Jamie Cullum er en ung pianistbrite, der spiller noget poppet jazz af en art. Blandt andet med coverversioner af Hendrix og Radiohead(!). Som min fætter Morten meget fint illustrerede det, så er hans musik oplagt til en eftermiddag i solen foran en af de små scener. Man sidder lidt udenfor, med solbrillerne på, hovedet i skødet på en dejlig person af det modsatte køn, og en kølig fadøl.
Snoop Dogg hørte jeg en del i 1993/94. Det var inden han havde været til numerolog og stadig hed Doggy til mellemnavn og var ude med albummet ”Doggystyle”. Siden hen har han vist udgivet en trilliard nye ting, og medvirket på samtlige andre amerikanske gangsterrapperes projekter, hvilket jeg har opgivet at følge med i. Desuden var det den æra, hvor jeg switchede fra rap og eurodance til amerikansk tråd a la Rage Against The Machine, Alice In Chains, Green Day og Offspring og hvad Barometeret bød på. Og så holdt det jo ikke at kunne lide rap, da det fucker ens identitet op, og man har svært ved at forsvare hvilken bås man hører til.

Ses om et par dage!