Scientology og stresstest

Kom slentrende ned af Købmagergade. Snørebåndet på min ene Vans-sko anno 2002 var gået op, men jeg var for doven til at bøje mig ned og snøre det. Ved Rundetårn, hvor der normalt står en pølsebiks, var der i dag et lille telt. En række scientologer havde taget opstilling og tilbød fortravlede danskere, der susede forbi, en stresstest. Min tese er dog, at de fik lige så mange kunder som de Hus Forbi-sælgere, der patruljerer i nogenlunde samme område. Da jeg nærmede mig teltet, gik jeg og forberedte mig på en kæk afvisning, for jeg skal i hvert fald ikke rodes ud i noget med Scientology. Ej heller har jeg brug for at få et eller anden fancy apparat til at måle om jeg har stress. Det synes jeg nogenlunde jeg har følelsesmæssig intelligens nok til selv at vurdere.
Afvisningens ordlyd blev nogenlunde i stil med det her ”Stresstest? Ja, rigtig stresset bliver jeg nok først, når jeg modtager regningen fra jer..”. Men den afvisning forblev dog på tankeplanet, og ikke brugt i praksis, for jeg blev slet ikke spurgt da, jeg valsede forbi. Flere andre blev spurgt, men jeg blev helt overset på trods af, at jeg gik lige midt i deres offerterritorium.
Det fik mig til at reflektere. Hvorfor spurgte de dog ikke mig? Så jeg tilpas ustresset ud? Har folk fra Amnesty og andre nødhjælpsorganisationer, jeg normalt afviser, mon sladret om mig? Eller var det bare så tilpas sent på dagen, at scientologerne selv stressede over, hvor få der var dumme nok til at hoppe på deres tilbud, at de var på nippet til at opgive.

Black Power

Jeg tror måske jeg har mig lidt en soulmate i freestylerapperen Per Vers. Ikke fordi hans navn hentyder til min tankegang, men fordi han er en lige så stor kuli af kaffens sorte magi som jeg. Det er i hvert fald det indtryk man får, når man lytter til hans nye single ”Black Power”, der lovpriser kaffens mirakelmageri. Den tekst kunne være skrevet af mig. Eller dvs. det kunne den nok ikke, for selvom jeg har en udmærket rimordbog og kan få hjerte til at rime på ”så kan de lær’ de’”, så har Per Vers førertrøjen her.
Én ting er hans kaffesvaghed, som jeg graver for vildt. Noget andet er, at han tør gøre op med alle de konventioner, der findes på den danske rapscene for tiden. En ting jeg personligt har savnet i dansk rap (læs bare mine tidligere indlæg om Niarn, som jeg nærer en hvis ambivalent aversion overfor).

Glæder mig til at høre resten af albummet, men må mindst vente de 4 måneder, som bibliotekets karenstid tager.

Til kommentatorerne

Husk at signere jeres kommentar med jeres navn. Vil jo gerne takke jer :-)...med mindre i insisterer på anonymitet :-)

At være kranfører

Da jeg i morges var til vejledning på min skole i forbindelse med mit eksamensprojekt, kom jeg i et uopmærksomt øjeblik til at glane lidt ud af vinduet. Ude i horisonten var der et større byggeri i gang, og der stod en masse krane. Jeg undrede mig over, hvornår det var at jeg mistede fascinationen af disse fantastiske skabninger.Da jeg var yngre, var jeg ovenud benovet over disse kæmpe menneskestyrede tingester. Jeg har sikkert også en gang lavet en i forskelligfarvede Lego-klodser, for derefter at smadre ind i den med min fjernstyrede bil. Dette gjorde jeg i frustration over, at jeg fandt ud af, at det var utopi at have kraner der havde flere farver end et LSD-trip.Kranfører var i mine øjne ønskejobbet på linie med de gængse drengedrømme som politibetjent, brandmand og astronaut.Men den fascination er åbenbart fadet (Det skal lige siges, at astronautdrømmen blev sorteret automatisk fra, da jeg tog testen på www.rummet.dk), for når jeg i disse tider ser en kran, skænker jeg den lige så meget opmærksomhed som en pølsevogn. Den er der bare, og lægges kun mærke til, når man er hapsdogsulten.

Så var det jeg tænkte: Hvor bliver man egentlig kranfører henne? For jeg hører sjældent om kranføreruddannelseskampagner på siden af bussen med en Onkel Sam-lignende kranfører med ølmave, der peger ud og siger ”I want You”. Og hvilke typer mennesker tiltrækkes af at navigere et kæmpe fallossymbol. Det er jo en slags potensforlænger. Desuden er kranfører da en ret fed titel at bære rundt på. For kran er slang for kvinder, og at (for)føre kvinder er vel ikke en dårligt egenskab?

The Moose

Når jeg skal i byen og drikke fadbamsebjørne, må jeg mandagen efter på min netbank ofte se min konto et par hundredekronesedler fattigere. Med andre ord, det er ikke helt billigt, at drikke sig en lille beskeden fjer på, på Københavns barer og klubber. I aftes var dog en undtagelse. Jeg formåede at blive behageligt beruset og brugte under 100 kr. Og dette var inklusive to skønherlige pizzaslices fra 7-11, der skulle holde min mund og mave selskab på gåturen hjem. Og nej, det er ikke fordi at jeg bliver beruset af en enkelt øl. Fik drukket 5 store fadøl, der kostede 15 kr. stykket. Det er altså en tredjedel af hvad en øl koster på trendy steder som Rust og Krasnapolsky! Det skal dog lige indskyde, at det vi var 4 homies af sted, der skiftedes til at give omgang, så det blev 60 kr. pr. mand (på nær ham, der gav den 5. omgang. Ja, regnestykket gik ikke helt op) for et par timers øldrikning.

Jeg plejer altid at have dobbelt dårlig samvittighed efter en tur i byen. For det første pga. den alle de penge, man får brændt af (ens økonomiske sans falder, som alkoholpromillerne i blodet stiger), og for det andet fordi at man som regel er en slatten karklud dagen efter, der ikke formår at få ordnet alle de gøremål man havde sat sig for. Denne gang behøver jeg i princippet kun at have dårlig samvittighed pga. sidstnævnte.

Nåh ja, jeg skylder vist lige at reklamere for stedet. Baren hedder The Moose, og ligger ikke så langt fra Købmagergade. Et lille intimt sted, men åbenbart meget populært (nok pga. priserne), da man af og til stod som sild i en tønde. En lille ulempe for en hobby-klaustrofobiker som undertegnede, at man skulle masse sig gennem en kæmpe mængde hver gang man skulle på toilettet.
Ellers var det også lidt af et hit med en jukebox. Kan godt lide konceptet med at udlicitere musikvalget til kunderne. Dette faldt i vores smag, og vi skyndte os at smide en 20’er i, og ønske en masse musik ud fra vores smag. Men alligevel med respekt for det brede publikum. På den måde slap vi også for at lytte til klassiske jukebox-kendinge Himmelhunden og Rocazino-numre på repeat.

Konklusion: på trods af den lidt intimiderende stemning, der let bliver crowdede steder, er det nok ikke sidste gang jeg har sat mine fødder på ”Elgen”. De billige øl, juke-boxen med den relativt gode musiksmag samt den uhøjtidelige atmosfære er grund nok til at betale den et visit endnu en gang. Så kunne det også være, at det var muligt at få et bord at sidde ved.

PS: min farbror har en eller anden sær fetish for elge, så det ville være en oplagt stambar for ham.

Det bedste til mig og mine venner

Har lige besluttet at blive lidt personlig. Har nogle venner derude, der fortjener shoutouts og rygklapperi. Det er dem der lytter til mit galde, og viser overskud i situationer, hvor jeg kun kan tænke på mig selv. Hvor jeg gør myg til elefanter og ikke evner at se ud over mit eget hoved.

Tak fordi I bærer over med mig, når mit flueknepperi bliver for S/M-agtigt, og når mit ordkløveri flænser ordene til atomer. Fordi I prøver at forstå mig og min nogle gange uforståelige væremåde præget af lettere paranoia, mistillid og nærtagenhed, frem for at skubbe mig væk. Har sikkert brændt broer (eller været tæt på det) pga. folk, der tolker min usikkerhed som provokation og min indadvendthed som arrogance. Fedt, der findes disse folk, der kan se ud over dette. Og det er Jer. I ved hvem i er. Forhåbentlig. Ingen nævnt, ingen glemt…

Det er mig der kender ham fra reklamen

Hvis i skulle være så heldig at falde over den nye tv-reklame i GE Money Bank, så kast lige et ekstra kig på den nydelige fyr der optræder som hovedperson. Det er nemlig min svoger (eller dvs. min søsters boyfriend. Han er nemlig englænder). En kæk lille bloke (britisk slang for gut) ved navn Chris.

GE Money Bank siger du så? Den reklame kender jeg da ikke. Men jo, det gør du sikkert alligevel, når jeg nu nynner signaturmelodien. Den går sådan her: nananana nananana nananana. Men da nyning sjældent giver særlig meget mening på skrift får du også lige ordene som går a bit like sådan her: "maybe i will, maybe i won't, bla bla bla bla", sunget af en pæn lys kvindestemme, og er så kvalm i længden at den udemærket også kunne bruges som melodi til "Godaften Danmark"

Hvis du var en af dem der stod bagerst i køen, da der blev delt hørelse ud. Eller hvis du slet ikke mødte op i køen og derfor er døv, kan reklamen beskrives visuelt således: en ung blond fyr i gråt jakkesæt. Han taber vist en mønt eller noget, og så sker der nogle ting. Kan ikke lige beskrive det ordentligt, da jeg mest af alt var blændet af hans colgate-smil

Boligprogrammer

Minsandten om jeg ikke lige har set reklamer for endnu et boligprogram på TV2. Nu har vi set hvordan man gør rent. Hvordan man kan skabe harmoni i sit liv ved at indrette sig efter feng shui (endnu en dejlig parapsykopatisk måde at skyde skylden fra sig selv, hvis man har et fucked up liv), hvordan man indretter haven, hvordan man indretter generelt (nogle burde indrette TV2’s programmedarbejderes hoveder). Hvordan man forvandler en faldefærdig bule til en villa. Der findes sikkert flere i samme boldgade (note to self: find ud af hvor begrebet boldgade stammer fra), men må indrømme, at jeg får mentalt udslæt af at se på.

Nyeste skud i rækken hedder ”Husvild” og handler vist om, hvilken af tre ejendomsmæglere kan sælge en given bolig billigst (undskyld min mangelfulde research, men var for doven). Men her, er der måske faktisk et program vi kan bruge til noget. Noget der har samfundsrelevans. Og oven i hatten måtte de da også gerne lave et program om hvordan man mest effektivt smadrer et hotelværelse. Eller et program om hvordan man indretter et toilet og karbad i sit telt, når man er på Roskilde Festival.
…eller hvordan man giver sig selv en effektiv nakkemassage…

Nine Inch Nails-releaseparty

Det var i går. Der var desværre ikke særlig mange mennesker til at støtte op om dette udemærkede arrangement. Måske pga. at det var varslet for sent, at det var på en søndag, og mange var i Fælledparken. Jeg er en stadigt voksende NIN-fan, så jeg ville ikke gå glip af dette arrangement. Det var desværre en lille sluttet flok der mødte op, og halvdelen var ikke de stereotypiske NIN-fans, men nærmere hæp hoppere...men det skyldtes vist at der var et technoarrangement ved bygningen ved siden af...

- Så bid ikke hånden der giver dig føde -

På trods af, at jeg som en hærdet kriminel allerede havde hørt "With Teeth" i den leakede version der kunne findes på nettet for flere uger siden, ville jeg dele oplevelsen med andre. Og på ordentlige højttalere fremfor på min diskman, hvor den leakede version hidtil har kørt på konstant repeat. Så jeg kunne stolt synge med på de fleste numre. I den lange ventetid (vi var der som de absolut første, og mit entrenummer var nr. 1, der også fungerede som lod i den kommende lodtrækning) kom vi i snak med en canadier bosat i DK. Han var også kæmpe NIN-fan, og fik min nørdede triviaviden til at ligne ingenting.

- alle dage er fuldstændig ens - Efter albummet var blevet spillet og DJ Batling havde spillet et par numre, blev cd'en (og en tilhørende plakat og klistermærke) sat i salg. Skyndte mig at erhverve mig et eksemplar og kort tid efter, var der lodtrækning om ekstrapræmier. Man kunne bl.a. vinde en dualdisk-version af skiven. Den flinke canadier gav mig sit lod, da han i forvejen havde denne dualdisk, og søreme om der ikke var gevinst på dette... Så nu har jeg vist eksemplar af "With Teeth" til salg...

- lige der hvor det hører til -

At være sig selv

Sad og snakkede med en ven på messenger om hans kommende jobsamtaler. Han spurgte til råds, og jeg sagde: ”jeg gider ikke bruge klicheen ”vær dig selv””, som velmenende venner altid bruger som peptalk, hvis man har en jobsamtale eller date eller noget andet lettere nervepirrende.
Jeg synes det er en dum kliché, for man kan jo ikke være andre end sig selv. At man i den slags situationer, prøver at imponere lidt mere end normalt, er jo også bare sigende om ens natur og hvem man er; At man er lidt usikker på sig selv, og dermed gemmer sig bag facader.

Nå, brokkehoveder. Så fik jeg taget lidt hul på bylden. Det var ikke så meget, men der er mere i vente. Skal bare lige have banket den skriveblokade ned, som på forunderlig vis har sat sig et sted mellem mine tanker og fingre...

Koncerter...

Mit koncertår har ikke været noget at råbe højt om indtil videre. Det slår i hvert fald ikke metalefteråret 2004. Der har selvfølgelig været et par små ubetydelige livegigs, men koncerter til en billetpris på den SU-venlige side af 200 kr. tæller ikke med. Men noget tyder, at den skude er ved at vende. Check bare lige dette program for en potentiel sommertinnitus

1. juni: Garbage i KB Hallen – jeg fancyede Shirley Manson en del i mine teens. Det aggressive røde hår, kombineret med en udtværet blå make-up og en sexy sangstemme var en cocktail, der fik hormonerne i gang hos en 17-årig knægt…
Desuden var deres koncert på Roskilde 2002 lidt af en fiasko. En fuld, og ikke særlig hot afbleget miss Manson sang forkert og lyden var generelt dårlig den søndag aften på Orange Scene.

14. juni: Slipknot, Papa Roach og Helmet i KB Hallen – ok, denne koncert har godt nok lave odds. For det første har jeg set Slipknot 3 gange (hvoraf 2 var sidste år) og Papa Roach 2 gange. Desuden kender jeg ikke Helmet, og desuden er det midt i en travl eksamensperiode (selvom jeg dog ikke er en stræber, der prioriterer skolen højere end koncerter).

17. juni: Queens of The Stone Age – ok, af en eller anden grund er det ret hypede, og jeg føler næsten jeg bør se giraffen (igen). Er det et spørgsmål om økonomi, der det dog disse, der får første prioritet, nemlig:

19. juni: System of a Down i Valby Hallen – Har ikke spillet i DK før, spiller nogle totalt giftigt skruede sammen numre, der er en underfundig blanding af metal og armensk (?) folkemusik. De er ikke bange for at være pjattede i deres vokaludtryk, hvilket er fedt og modigt.

26. juni til 3. juli: Roskilde Festival – man betaler 1200 kr. for muligheden for ca. 175 koncerter. Ca. 40 navne er interessante, men de falder sammen med hinanden, så man sætter ring om ca. 20 koncerter i programmet. Reelt når man at se ca. 5…men disse 5 kunne fx være Audioslave, Eskobar, Foo Fighters, Interpol, Mew, The Tears…og dette indlæg er skrevet aftenen før, at Roskilde Festival offentliggør de resterende ca. 100 navne, så den ovenstående liste ville blive noget længere

16. juli: Sigur Ros i Store Vega – dette mystifistiske, men dybt geniale band, så jeg på Roskilde i 2003. Lå på græsset uden for Grøn Scene (undskyld, Arena-scenen) lørdag aften. Det havde måske været mere optimalt med en go plads inden i teltet, med andre dedikerede fans, der i en kollektiv ros, flød hen til den storladne og drømmende lyd, dette band får frem.

Ja, indtil videre bliver juni en travl måned. Men lad os se. Min økonomi er pt. på et niveau, hvor jeg krydser af i budgettet, hver gang jeg køber en kop kaffe eller giver en hjemløs en skilling (”Hus Forbi gider jeg ikke købe – læser det gratis på biblioteket”). Men anyway, denne herres selvdisciplin hvad økonomi angår, har alle tider været lav, så det ender nok med at jeg får set alle koncerter. Til gengæld får jeg en masse oplevelser i hatten, jeg kan fortælle om til alle mine børnebørn. Medmindre al den tinnitus jeg får med i hatten giver mig impotens…

Bortset fra det, er der jo al det løse. De små koncerter på de små spillesteder med undergrundsnavne, arrangementer på Black Cat og Club Metropolis, og så har jeg jo også årskort til Tivoli der serverer fredagsrock

At lave ingenting

Denne lørdag har jeg lavet absolut ingenting. Dvs. noget har jeg lavet, men ikke noget fornuftigt. Eller dvs. det kommer an på, hvordan man definerer fornuftigt. Jeg tvang mig selv til at gå en tur, så jeg kunne nå at nyde lidt af dagens sol. Og med NIN i cd-manden var sådan en gåtur i sumpet tømmermandsoutfit rundt om søerne ret hyggelig.

Dovenskab og magelighed, dit navn er Runkedor - der er en million ting jeg burde bruge sådan en lørdag på, hvor jeg absolut ingen planer har. Først og fremmest få læst en del til mit studie, da jeg ikke har åbnet en studierelevant bog i uger nu. Men erfaringerne viser, at jeg klarer det alligevel, så jeg mangler lissom noget motivation. Så er der alle de dejlige ikke studierelevante bøger der bare ligger og venter på at de skal udvide min horisont og gøre mig mere kultiveret. Se de film jeg har liggende, men aldrig fået set. Være kreativ på min guitar. Og så er der alle de praktiske ting man burde ordne, støvsuge, fikse det skæve skab, rydde op, sortere ens sokker osv. Men intet er jo presserende, det kan i princippet udskydes i al evighed, hvilket egentlig er lidt frustrerende.

Nå, men istedet ender man endnu en gang med at sidde bænket foran den bærbare, med fjernsynet kørende i baggrunden. Man nørder rundt i sine forskellige bookmarks, checker jævnligt de fora og communities man er tilmeldt. Sideløbende chattes på MSN og der browses rundt på forskellige sider hvor man læser nyheder, musiknyheder, lytter til ny musik, kigger på filmtrailers. Men det hele er overfladisk og halvhjertet. Man har ikke tid til at sætte sig ned og fordybe sig, da man gerne vil nå det hele. Det er i mine øjne den store ulempe ved informationssamfundet, hvor man bombarderes med nye indtryk, der skal sorteres og selekteres i. Det forcerer een til at blive multitaskende, hvilket nok er en egenskab, der bliver mere og mere nødvendig fremover. Nogle mestrer det bedre end andre. Men jeg kan ikke tro, at det ikke går ud over kvaliteten (eller kvantiteten) i et eller andet omfang, når man skal have flere bolde i luften.

Jeg beundrer dem, der har evnen til at udvælge en lille niche, og fordybe sig i den. At være ekspert inden for et eller andet snævert område. At kunne sætte sig ned og læse dagens avis fra ende til anden, uden at tænke på, hvad man går glip af. Et valg er også et fravalg.

Men på den anden side; er jeg for selvkritisk? For hvem er det egentlig der afgør hvad der er fornuftigt. Hvem er dommer? Er det bare mit eget overjeg, der har en eller anden opfattelse af, at nørderi og deslige er ukonstruktivt tidsspilde. For selvom jeg ikke har åbnet en bøg, eller sorteret mine sokker, er jeg da alligevel blevet beriget på en eller anden måde. Jeg har i det mindste fået udvidet min klæbehjerne med indsigt i andres menneskers følelser og tanker, hvilke film der skal checkes ud på natfilmsfestivalen og andet trivia, der i de rette sammenhænge kan være gode at være indehaver af

NB: mens jeg har skrevet dette indlæg, har jeg samtidig checket en musikdebat på en anden hjemmeside, fundet musik frem til winamp-playlisten, zappet rundt på tv'et og ordnet en betaling via netbank og chattet med en over MSN

Att. Søren

Dig med overspringshandlingerne. Blev alligevel nysgerrig for hvem du er...så giv dit til kende, ven! Med mindre du er ham vi omtaler som Sørensen eller Strupper eller Struppeløgsovs

Giv jer til kende...som anonyme

Hey

Har med denne blog ikke rigtig mulighed for at ane noget om besøgstalsstatistikker eller noget. Aner derfor ikke i hvor vidt omfang mine tanker, holdninger, trivia etc. kommer ud til flere end de trofaste kernelæsere.

Kunne være meget rart, nu hvor du alligevel har klikket dig herind, at du vil give noget respons på, hvad du syntes om bloggen, hvor tit du er herinde, og om du evt. har bookmarket den.Du må meget gerne være anonym...og bare rolig, jeg har ikke tænkt mig, at opspore dig, forfølge dig, og bebrejde dig for ikke at overspamme med kommentarer.
Det er simpelthen bare for at få et indblik i, om jeg skriver for andre end mig selv...