Depeche Mode-widget

Facebook og communities: den ”5. statsmagt”?

Ikke en dag går hvor der endnu ikke er oprettet endnu en gruppe på Facebook hvis formål er at brokke sig over en eller anden uretfærdighed i samfundet. Voldtægtsforbrydere der får for lave straffe, dyremishandlere, dumme politikere etc. Egentlig en meget smart måde for at pøblen kan blive hørt og få udtrykt deres utilfredshed. Det er den moderne version af et læserbrev, og ramaskriget spredes lynhurtigt.

Oftest opstår grupperne efter en eller anden sag har været omtalt i nyhedsmedierne (og her menes de mere etablerede medier), hvorefter folk ukritisk joiner grupperne, så de når en størrelse, der er værd at omtale i aftenens TV2-Nyheder. Og hvis vi er rigtigt heldige får vi et interview med den geniale stifter af gruppen, der synes at et eller andet er helt for dårligt. Omtalen i TV gør endnu flere opmærksomme på gruppen og den får derved endnu flere medlemmer. Og så er en sneboldeffekt sat i gang…

Sagligheden i gruppernes budskaber er dog sjældent i top og det er unuanceret følelsesporno af værste Ekstra Blads-kaliber. Mange taler, før de tænker. Det er meget let og meget lidt forpligtende at oprette en Facebook-gruppe med en eller anden sag. Alle med en holdning – og det uanset hvor lidt gennemtænkt og unuanceret den er – kan oprette grupper på Facebook. Men hvad gør det, at de kan tænke, for folk har jo stadig stemmeret og er dermed lydhøre i et demokratisk samfund, og dermed interessante for politikerne?

Spørgsmålet er om det hjælper og har nogen effekt? Politikere kan i hvert fald lynhurtigt danne sig et billede af hvilke mærkesager, der er værd at kæmpe for og hvad der har befolkningens interesse. Men rykker det overhovedet ved noget? Folk kan nøjes med at tage stilling og vise at de er utilfredse med et eller andet, men hvor mange tager reelt kampen op? Hvor mange af den slags grupper dør mon ikke ud, lige så hurtigt som de blev populære?

Så kan man snakke om at Facebook og evt. lignende communities er en slags 5. statsmagt, nu hvor det siges at pressen er den 4.? Eller kan man hellere argumentere for at vi skal operere med en ny definition af den 4. statsmagt hvorved at Facebook-grupper og lign. hører ind under som en slags (ofte ukritiske) støtter af journalisters arbejde?

Der blev sagt "perle"

Ifølge bl.a. denne artikel hvor journalisten der står bag historien nu giver politiet ret i at der kan være sagt perle.

Synes dog stadig at det er pænt absurd, hvis dette er tilfældet. For selvom det ikke er et brud på nogen racismeparagraf, hvoraf kommer ordet perle så? Hvis det er noget intern politi-'lingo' burde de så overhovedet råbe det til demonstranterne? De kan jo ikke forvente at de forstår det. Og hvis det bare er et kaldenavn, kan man mon så formode at betjenten har haft et hemmeligt crush på den irettesatte, han bare ikke kunne undertrykke. Der er jo ikke langt fra "skat" til "perle".

Runke, der stadig synes at denne sag virker meget ulden. Hvadenten der bliver sagt perk eller perle.

Krisen og "need to have"-tankegangen

Ikke en dag går uden, at fraserne "økonimisk krise", finanskrise eller "krisen kradser" passerer mine øjne eller øre. Alle snakker om den. Nogen er blevet direkte berørt og det må i den grad siges at være selvforstærkende.

Jeg reflekterer også meget over det. Omend på et meget lommefilosofisk plan. Finder det for det første lidt bittert, at jeg netop skulle blive færdig med mit 5 års studide, ambitiøs og idealistisk, for derefter at blive blev smidt ud på et arbejdsmarked, hvor det primært bare handler om at overleve.

Derudover går tankerne på, hvor og hvordan man kan og bør spare. I mit hovede kører der mange analyser af Mazlows's behovspyramide og hvordan denne kan have sin rolle i sådan en krise. For når krisen kradser (jeg hader egentlig det udtryk, men det er nu meget sigende alligevel) så må man først og fremmest fokusere på at få de basale behov dækket. Det handler om at overleve, og når vi så har overlevet kan vi kigge på om der også er overskud til at at leve lidt.

Derfor skelner jeg også meget mellem "nice to have" og "need to have", hvergang jeg overvejer en eller anden form for forbrug. For hvad har man egentlig brug for? Hvis det er ud fra vinklen om, at man bare skal overleve, så kan man jo allerede der begynde at spare ret så meget. I princippet kan jeg leve af havregryn, pasta og ketchup, hvis jeg skal sætte det på spidsen. Ikke meget livskvalitet over den livsstil, men livskvalitet er en "nice to have", så den er skåret væk.
På den anden side: ved at jeg (og andre?) sparer som en paranoid, så vil jeg jo også bare være med til at at vedligeholde den negative spiral, væksten forringes, "overskudsagtige" stillinger nedlægges og det bliver endnu sværere for mig at få det job jeg godt vil have. Men hvad, jeg må jo kunne stille mig tilfreds med et "need to have"-job.

Remee's navnepåfund

Det kan godt være, at Remee er en god producer og hitmager, men at finde på bandnavne burde han nok holde sig fra.

Asian Sensation lyder jo mere som navnet på en restaurant eller thaimassageklinik på Vesterbro, end det lyder som et bandnavn.

Tilbageblik: Sensible Soccer

Det var vist i årene 1992-1994 at det var på sit højeste. Min høje og ubetingede dedikation til Amiga 500-fodboldspillet ”Sensible Soccer”. Hvor andre og mere udadvendte teenagere hang ud i ungdomsklubber, tog til sodavandsdiskoteker og oplevede deres første scoringer, scorede jeg og mine venner også en masse. Det var dog i stedet mål på den pixellerede grønsvær på skærmen.

Det var en vidunderlig parallelverden for mig. Jeg kunne sidde i tysktimerne og dagrømme om de kampe og turneringer jeg skulle spille og de fede header-efter-en-dødbold-mål jeg skulle score, når jeg fik fri fra skole. Med det sort/røde cockpit-lignende joystick i den elendige kvalitet (jeg smadrede flere af disse under en sæson), førte jeg mine hold gennem mange sejre og turneringer. Helt fair var det måske heller ikke, når jeg spillede med AC Milan eller Manchester United og mine modstandere hed Fram Reykjavik og BK Thorshavn.

Bedst var det, at man kunne oprette sine egne hold med navne og hårfarver. Indlevelsen var på sit højeste, da jeg oprettede den daværende Køge Boldklub, min skoleklasse (selvfølgelig med mig selv som stjerneangriber) og bonderøvsholdet Skovbakken FC med Palle Tipkage i front.

Og så glemmer jeg aldrig, da jeg var til computermesse på SAS Radisson, hvor de havde fået Kim Vilfort til at dyste mod ivrige og bebumsede Sensible Soccer-fanatikere på storskærm. De gav ham baghjul og der var ikke meget EM-finale ’92 over lille pixel-Kim.

Hvor svært kan det være!??? (Besværlige Billetnet)

Grrr, endnu engang er jeg voldsomt frustreret i forbindelse med bestilling af billet. Før var det Billetlugen, der satte mit pis i kog. Nu er det så Billetnet.

Sagen er den, at jeg fik et gavekort til Betty Nansen-teatret. Et gavekort som var administreret gennem Billetnet og således med Billetnets logo og det hele. En god gave, der skulle omsættes til et par billetter til Nick Cave-stykket. For at bestille billetter skulle man enten ringe til dem (hvilket kun kan ske i deres meget begrænsede telefontid) eller bestille via billetnet. Jeg reserverede så et par billetter via Billetnet og tog i dag på posthuset for at hente dem og ville betale med mit gavekort. Dette kunne jeg imidlertidig ikke, da gavekort skal bruges på selve teatret de var udstedt hos.

HVORFOR I ALVERDEN SÅ ADMINISTRERE BILLETSALG OG GAVEKORT GENNEM BILLETNET, HVIS MAN IKKE KAN BETALE MED GAVEKORTET HOS SELVE BILLETNET, HVOR MAN NETOP BESTILLER BILLETTER?

Arghh, skulle lige ud med det. Det virker bare så ulogisk. Jeg er sgu' ikke tankelæser og forstår Billetnets og Betty Nansens indviklede regler. Kunne de så ikke bare have skrevet det på billetten.
Endnu engang har kunden uret...

Tegn på alderdom?

Er det et tegn på at man er ved at blive gammel, når man planlægger at spise aftensmad EFTER man har været i biffen, fordi man frygter at falde i søvn under filmen, hvis man gør det før?

Sensationsjournalistikkens retoriske virkemidler

Der går ikke en uge i DK, hvor der ikke verserer en retssag om den ene eller anden kriminelle forseelse, der vækker harme og foragelse. Denne forargelse er som oftest godt hjulpet på vej af BT og Ekstra Bladet, og det er som intet nyt i. Disse to blade taler (især i dækkelsen af disse retssager) til læsernes følelser, frem for til den kølige rationalitet. Det er bemærkelsesværdigt at lægge mærke til de stilistiske og retoriske virkemidler de benytter sig af, for rigtigt at forstærke følelserne, hadet og forargelsen rettet mod dem på anklagebænken, og ikke mindst: motivationen for at oprette endnu én Facebook-gruppe i den vel snart tiltrængte kategori "Det er for dårligt"

Jeg har især lagt mærke til at de ovennævnte blade, ynder at kommentere på hvordan de anklagede forholder sig til det de har gjort. Læs fx denne artikel, om den aktuelle ”avisbudssag”, der vist ikke er den eneste, der lige pointerer på manglen på anger og samvittighed hos de anklagede.

Ikke nok med at de har gjort, er fuldstændig forfærdeligt. Værre endnu er, at de stort set er kolde. Man hører ofte om venner, der tiljubler, upåvirkede stenansigter, en følelse af mangel på anger at spore. Alt der blot er med til at bekræfter befolkningen i, at vi har at gøre med nogle bestialske og samvittighedsløse uhyrer, der burde spærres inde for altid.

Nu ved jeg ikke meget om formildende og forværrende omstændigheder i den slags retssager, men kan det tænkes at et udtryk for anger, samvittighed og at man vil gøre det godt igen, kan være med til at sætte straframmen ned? Eller er den kolde, nøgterne og rationelt baserede jura kold over for denne slags ”følelsesporno”?

Filosofiske sms'er

En kandidat i pædagogisk filosofi har lanceret en sms-tjeneste, der består i at sende filosofiske citater. En rigtig kreativ og original ide.

Da jeg selv er en sucker for den slags åndelige input (af en hvis kvalitet, selvfølgelig) er fristen for at tilmelde mig stor. Eneste anke er prisen (3 kr. pr. sms (det løber op i længden!)) kontra det faktum, at de citater man får leveret sikkert er nogle jeg - qua min interesse for den slags - sikkert kender.

Så hellere benytte mig af de de gadgets på iGoogle, der tilbyder samme slags tjenester. Pt. har jeg 7 gratis gadgets, der leverer nye citater på daglig basis.

Året der gik på last.fm

Et karakteristisk ord for min musiklytning dette år må siges at være ”alsidighed”. Det i marketings-øjemed og nye fancy begreb ”Den Lange Hale” kan ydermere beskrive min lytning. Og så er det brugerdrevne musiksitet last.fm, der registrer alt ens lyttede musik jo så venlige at visualisere min musiklytning, der rent faktisk giver et billede af denne lange hale.

Her vil jeg lige opridse og kommentere min top 10

Endnu en gang præsterede Nine Inch Nails sig at snige sig til en ubetinget førsteplads med mere end 25 % flere lytninger end nr. 2. Men nu har NIN jo også været hyperproduktive dette år med en masse gratisudgivelser, så naturligt nok har de fået en masse airplay på min pc.

Nr. to var danske L.O.C. som i den grad fik sit kommercielle gennembrud i år. Folket fik øjnene op for, at han også kan synge om andet end bitches og druk. Jeg har også en svaghed for gutten og hans melankolske rapnumre, der går meget mere under huden end hans tidligere ting (som dog var fede på en anden måde).

Endnu et dansk islæt i top 3 eftersom Veto og også meget produktive SuperTroels lige akkurat rundede 200 lytninger. ”Crushing Digits” var ikke mindre end en genial opfølger til deres debut og fede koncerter i Vega og på Roskilde cementerede blot deres status for mig: Årets danske band.

The Faint er nok det mest, kommercielt set, ukendte navn på min top 10. De var min personlige lille hype, så jeg fik travlt med at anskaffe mig alt de havde lavet og der var også godt smæk på deres koncert i Lille Vega.

Det er sjældent, at jeg lytter til ”ballade”-musik, men Band of Horses, og især forsangerens stemme, ramte et ømt punkt. Kan stadig ærgre mig over, at jeg ikke oplevede koncerten på nært hold på Roskilde…

Depeche Mode: Et fast indslag på min liste, så ingen yderligere kommentar her…andet end at jeg ser frem til både nyt album og koncert i 2009.01.05

Slipknot: Endnu et band, der i mange år har haft en særlig plads i mit hjerte. På trods af at 9 maskebeklædte og brækstinkende metallere fylder ret meget. Koncerten i KB Hallen i november var blandt dette års fedeste, og deres 2008-udspil ”All Hope is Gone” fortjener virkelig også en djævlehorns-tommelfinger op herfra.

Suspekt: Gentag begrundelsen for L.O.C., men indsæt i stedet navnene Orgi-E, Rune Rask, Troo.L.S. og Bai-D

Spleen United: Gider egentlig ikke kommentere dem, da musikpressen alligevel har hypet dem så meget. Så fantastiske er de nu heller ikke, må jeg indrømme. Det forklarer dog ikke, at de har sneget sig op på en 9. plads.

Breumm og Kings of Leon deler 10. pladsen med begge 88 lytninger. Danske Breumm har jeg vist også rost før på nærværende blog, men Kings of Leon er et gammel-nyt bekendtskab. Dyrkede dem for et par år tilbage, men det virker til at de i år har fået et noget bredere gennembrud med deres nyeste udspil ”Only by the night” i mine øjne er en lille perle, jeg glæder mig til at dykke mere og mere ned i.

Reklamer på motorvejen

Forleden da jeg kørte på motorvejen, slog det mig: Hvorfor åbner motorvejene ikke op for muligheden for reklamer i vejkanten? På den måde kunne statskassen sikkert score kassen, for der er da sikkert en masse store virksomheder der ville betale boksen for at få eksponeret deres produkter i king-size. På kedelige og grå motorveje uden andre markante synsindtryk (andet end trafikken, selvfølgelig), hvor tusindvis af bilister hver dag passerer. En vind/vind-situation, for bilisterne (og passagererne, ikke mindst) ville få lidt farverige inputs, hvis de har glemt deres iPods eller kryds-og-tværs. Det kunne være en kæmpe forretning og pengene kunne gå til alskens gode formål såsom at tilbagebetale mit SU-lån eller sænke topskatten.

Men der er sikkert regler og love mod den slags, for jeg er helt sikkert ikke den første, der er kommet på denne geniale ide.

Runke – Tilhænger af reklamekroner, men gider bare ikke selv kigge på dem.

Guf for web 2.0-nørder

Er man bare lidt web 2.0-nørd eller har interesse i webbens mange tilbud vil man nok kunne fornøje med dette Web Trend Map, som er en metro-linie-metafor over webbens adskillige tilbud...

Risikoen

Det er farligt at blive født, for man ender med at dø.