Er det den coole der gør det uncoole cool?
eller
Er det det uncoole, der gør den coole ucool?
Til at uddybe dette grubleri kan man tage den sociale struktur i folkeskolen som vi sikkert alle kender som eksempel. Her var skellet mellem ”klassens nørder” og ”klassens coole drenge” ofte særdeles tydeligt. Sådan husker jeg i hvert fald selv min folkeskoletid. Mit tankeeksperiment går ud på om en af de coole drenge i kraft af sin status ville kunne gøre en beklædningsgenstand cool som af de fleste blev opfattet som uncool, hvis han bar den. Eller ville han tværtimod miste lidt af sin status som cool, hvis han bar disse. Det kommer nok i høj grad an på hvor ”sikker” hans status er. Jeg tror umiddelbart mest på at det er den førstnævnte tese der holder mest vand. Især hvis man kigger på modeindustrien og tænker på mange af de, i mine øjne, forfærdelige beklædningsgenstande, der er blevet populære. Beklædningsgenstande som var de båret af de forkerte (kiksede og ucoole personer) måske bare ville have den modsatte virkning og gøre dem endnu mere kiksede. Blev de derimod båret af lækre modeltyper med status, coolness og selvsikkerhed ville det opfattes som cool, og fænomenet ville sprede sig. Hvis nørden i folkeskolen fik briller blev hans nørdstatus bare endnu mere bekræftet. Var skæbnen den samme for den coole dreng, ville han måske i stedet opfattes som intellektuel. For lige at sætte tingene på spidsen. Måske har fænomenet ang. briller dog ændret sig siden jeg gik i folkeskole for over 10 år siden, men den gang var det i reglen forbundet med at være kikset at bære briller.
Og hvor mange syntes fx at frimærkesamling er en cool hobby? Nej, de fleste forbinder det vel med noget kikset og nørdet. Men hvad hvis ens all time idol stod frem og fortalte om sin frimærke-lidenskab? Ville man miste interessen for personen, eller ville man tværtimod tænke; ”hov, når mit idol synes det er fedt, så må det jo være fedt!”.
onsdag, juli 19, 2006
mandag, juli 17, 2006
Hovedpine
Jeg har lige været en uge på Rhodos med 5 andre gutter, så jeg burde nok kunne fyre en masse sjove anekdoter fra den tur, men det er noget andet der bryder mit hoved lige nu. I mere end én forstand, for det drejer sig om hovedpine. Næsten hver dag på turen, blev jeg ramt af en mindre spændingshovedpine, der dog for det meste blev klaret ved et par Panodiler/Iprener/Kodimagnyler, en kop kaffe og en Martini-apetirif. På hjemrejsedagen i går var hovedpinen nærmest konstant og hverken piller eller litervis af vand synes at hjælpe. At skulle sidde i et fly i flere timer, hvor muligheden for at sove er nærmest ikke-eksisterende er ej heller en picnic.
I dag har det været det samme, så min desperation fik mig til at telefonere en massør og jeg fik en tid samme dag. Jeg nyder generelt at få massage (hvem gør ikke det?), men i dag var nok den mest smertefulde jeg har oplevet. Min nakke og skuldre var særdeles myosebefængte, og forhåbentlig dette der var årsagen til min konstante hovedpine. Jeg kunne nærmest visualisere en flok tennisbolde under huden, da massøren æltede i mine muskler. Myoser, der havde besluttet sig at leje sig ind på Hotel Runkedor og okkupere størstedelen af hotellets værelser. Så nu håber jeg bare på det bedste og massagen ”payer off”, for hovedpine er nu virkelig nederen og pacificerende. Piv piv
I dag har det været det samme, så min desperation fik mig til at telefonere en massør og jeg fik en tid samme dag. Jeg nyder generelt at få massage (hvem gør ikke det?), men i dag var nok den mest smertefulde jeg har oplevet. Min nakke og skuldre var særdeles myosebefængte, og forhåbentlig dette der var årsagen til min konstante hovedpine. Jeg kunne nærmest visualisere en flok tennisbolde under huden, da massøren æltede i mine muskler. Myoser, der havde besluttet sig at leje sig ind på Hotel Runkedor og okkupere størstedelen af hotellets værelser. Så nu håber jeg bare på det bedste og massagen ”payer off”, for hovedpine er nu virkelig nederen og pacificerende. Piv piv
fredag, juli 07, 2006
SMS
Det er pudsigt; der er personer, der kan være timer, halve dage om at give respons på en sms. Hvis der da overhovedet kommer en respons. Samme personer kan man opleve IRL på andre tidspunkter, hvor de hvert 5. minut, glemmer folk omkring sig, og dykker ned i dyb koncentration om at svare på sms'er
Hail to uforpligtende kommunikationsformer!
Hail to uforpligtende kommunikationsformer!
Upopulær hos Danskrap.dk
Man skal passe på hvad man skriver om på sin blog, for man kan let få nogle sure hiphoppere på nakken, hvis man tillader sig at skrive sin mening. Check bare her:
http://www.danskrap.dk/board/display_topic_threads.asp?ForumID=1&TopicID=16893&PagePosition=1
Det pudsige er, at hele debatten er baseret på en misforståelse, om at jeg er musikanmelder.
http://www.danskrap.dk/board/display_topic_threads.asp?ForumID=1&TopicID=16893&PagePosition=1
Det pudsige er, at hele debatten er baseret på en misforståelse, om at jeg er musikanmelder.
onsdag, juli 05, 2006
Roskilde Festival 2006
Med min tendens til at være detaljeorienteret og udførligt beskrivende vil en omtale af sidste uges Roskilde Festival med musikalske oplevelser, dejlige mennesker og fuldemandsanekdoter fylde en mindre telefonbog. Dette er ikke særlig velegnet til læsning på en blog, så jeg oprøver at gøre det kort
Youink! Lejrens mest brugte vending i de første par dage. Gæster der kom forbi lejren blev gerne mødt med ”skal du youinkes til døde, eller kneppes glad?”. ’u’et er i øvrigt stumt…
”Silent Disco”; at danse til Laid Back, TV-2 og andet 80’er tjald, hvor lyden kom fra et par trådløse hovedtelefoner. Ergo, tog man dem af, var den eneste form for musik, de taktfaste lyde fra dansende mennesker og et dansegulv fyldt af falskt klingende acapella-omkvæd. Smarte folk som Krede, Søren Rasted og Nicolas Bro stod i øvrigt også og rockede med, mens de sippede farverige drinks
Et par generelle stikord: dåseøl i flamingokølespand, Vest, folk i orange vest, varme øl, Agora D, en masse synlige buttcracks, hår-ekstensions, at rende ind i de samme mennesker hele tiden, øl, asociale naboer og for lidt spontan campcrashing, urinstøv, flaskeøl, solsløjfet nakke, varme, Pavilion Jr., medieludere, svenskere, at cruise rundt uden deciderede planer, nordmænd, bedre telefonsignaler end tidligere år, kulinariske og dyre oplevelser, flirt, kolde øl, at glemme hverdagen og leve i nuet, kø-kultur og mangel på samme, lækre damer, spontanitet, smil, afslapning på græs med kolde fadøl, fadøl generelt, 9 dage og 8 nætter, stank af pis, sovende mennesker de mest udsatte steder, fællesskab etc. etc.
Musikken (i alt andet end kronologisk rækkefølge) – hvad der er værd at nævne, hvad der blev set, hørt, eller bare sanset i mindre forstand:
Menfolk: sjovt at se ens barndomsven fyre den af på scenen til teknisk math-rock, men mindre sjovt at blive genereret af slamdansende gymnasiedrenge, der ikke kunne styre deres spasmer. TOOL: Totalt og overdrevet Lækkert. Placebo: Perfekt, men mange perlenumre manglede. Deftones: For lyst og for varmt og for uintimt at lade dette band spille på Orange, men ellers meget fedt. Forsangeren er i øvrigt også blevet fed. Morrissey: samme kommentar som til Deftones, bortset fra at Morrissey ikke er blevet speciel fed. Spleen Utd.: Rar musik generelt, og også rar live. Volbeat: tung tresserinspireret glad i låget metal med sympatisk forsanger…og en kold fadøl. LOC: Energisk og aggressivt på den fede måde. EX PMX: et par computernørder med kiksede frisurer og ditto t-shirts og en forsanger som lavede sjove lydeffekter ved at stikke sit fjæs ned i en bowle med vand. Magtens Korridorer: folkelig åbner af Orange Scene. Guns n Roses: nostalgi og irritation på for lange guitarsoloer og Roses stjernenykkeforsinkelse. Purified in Blood: norsk hardcore. Front 242: fedt og intenst, men en kommende dehydrering og Morrissey-koncert fik mig til at gå før tid. Evergrey: svensk metal med sympatiske headbangerhoveder søndag eftermiddag på arena. Roger Waters; intenst, storladent, quadrofonisk, genialt lydbillede, aldrig set så mange mennesker foran Orange Scene og ligeså med bannere og flag.
I øvrigt; WhoMadeWho, Lis Er Stille, dEUS, Song to The Siren, Bullet for my Valentine, Lagwagon, Franz Ferdinand
At se koncerter på festivaler vil sjældent give den intense og intime følelse, som det giver til en alm. koncert. Det er nu federe at stå til en koncert, hvor publikum er dedikerede fans og ikke bare nogle der er droppet forbi for at se giraffen, som tendensen jo netop er på Roskilde. Det er ofte kun, efter min opfattelse en brøkdel af tilskuerne til koncerterne der kan kalde sig fans. At nogen bliver det efterfølgende skal jeg dog ikke kunne sige, og der skal selvfølgelig også være plads til nysgerrige sjæle.. En koncertoplevelse er dog mest intens hvis man står blandt andre fans og i fællesskab synger med på sangene. Dette sker sjældent på Roskilde, medmindre man vover sig helt op foran. En ting jeg sjældent fik gjort til dette års koncerter.
Et andet problem ved koncerterne er det høje lydniveau. Beskytter man sig ikke med ørepropper, er en efterfølgende tinnitus så sikker som amen i kirken. Og med det antal af koncerter jeg generelt går til, kan det være ekstra skadeligt på lang sigt. Men en koncert med ørepropper er desværre ret forringende for oplevelsen, medmindre det er et band, man egentlig ikke kender så godt. For når man synger med, mens man har ørepropper i, bliver ens egen stemme ulidelig høj og tydelig for én selv. Man får dermed et ubehageligt indblik i hvor hæsligt ens sangstemme er, og krummer tæer ved tanken om alle de andre koncertgængere der i tidens løb må have lagt ører til ens røst.
Blandt de mere negative ting at sige, var det trist at bl.a. Heino og Peter allerede henholdsvis torsdag og fredag måtte bukke under for sygdom, og derved misse størstedelen af musikprogrammet, og de derefter tilhørende oplevelser.
En observation jeg i min ofte ædrufulde tilstand (jeg er ofte behageligt beruset, men sjældent på en måde, der gør at jeg ikke kan styre min motorik og følelser, eller dagen efter har glemt hvad jeg har gjort eller sagt) gjorde mig, var visse personers Mr. Hyde-side, der kommer til udtryk, når de har fået lidt indenbords. Visse personer kan kort sagt ændre karakter på en måde, jeg ikke finder tiltalende. Folk i emotionel ubalance og med for mange indestængte negative følelser og tanker kammer over i en større pærevælling.
Alt i alt en festival der ud af 7 mulige af slagsen kandiderer til at være een af de bedre. Fedt vejr, fede mennesker og fed stemning
Youink! Lejrens mest brugte vending i de første par dage. Gæster der kom forbi lejren blev gerne mødt med ”skal du youinkes til døde, eller kneppes glad?”. ’u’et er i øvrigt stumt…
”Silent Disco”; at danse til Laid Back, TV-2 og andet 80’er tjald, hvor lyden kom fra et par trådløse hovedtelefoner. Ergo, tog man dem af, var den eneste form for musik, de taktfaste lyde fra dansende mennesker og et dansegulv fyldt af falskt klingende acapella-omkvæd. Smarte folk som Krede, Søren Rasted og Nicolas Bro stod i øvrigt også og rockede med, mens de sippede farverige drinks
Et par generelle stikord: dåseøl i flamingokølespand, Vest, folk i orange vest, varme øl, Agora D, en masse synlige buttcracks, hår-ekstensions, at rende ind i de samme mennesker hele tiden, øl, asociale naboer og for lidt spontan campcrashing, urinstøv, flaskeøl, solsløjfet nakke, varme, Pavilion Jr., medieludere, svenskere, at cruise rundt uden deciderede planer, nordmænd, bedre telefonsignaler end tidligere år, kulinariske og dyre oplevelser, flirt, kolde øl, at glemme hverdagen og leve i nuet, kø-kultur og mangel på samme, lækre damer, spontanitet, smil, afslapning på græs med kolde fadøl, fadøl generelt, 9 dage og 8 nætter, stank af pis, sovende mennesker de mest udsatte steder, fællesskab etc. etc.
Musikken (i alt andet end kronologisk rækkefølge) – hvad der er værd at nævne, hvad der blev set, hørt, eller bare sanset i mindre forstand:
Menfolk: sjovt at se ens barndomsven fyre den af på scenen til teknisk math-rock, men mindre sjovt at blive genereret af slamdansende gymnasiedrenge, der ikke kunne styre deres spasmer. TOOL: Totalt og overdrevet Lækkert. Placebo: Perfekt, men mange perlenumre manglede. Deftones: For lyst og for varmt og for uintimt at lade dette band spille på Orange, men ellers meget fedt. Forsangeren er i øvrigt også blevet fed. Morrissey: samme kommentar som til Deftones, bortset fra at Morrissey ikke er blevet speciel fed. Spleen Utd.: Rar musik generelt, og også rar live. Volbeat: tung tresserinspireret glad i låget metal med sympatisk forsanger…og en kold fadøl. LOC: Energisk og aggressivt på den fede måde. EX PMX: et par computernørder med kiksede frisurer og ditto t-shirts og en forsanger som lavede sjove lydeffekter ved at stikke sit fjæs ned i en bowle med vand. Magtens Korridorer: folkelig åbner af Orange Scene. Guns n Roses: nostalgi og irritation på for lange guitarsoloer og Roses stjernenykkeforsinkelse. Purified in Blood: norsk hardcore. Front 242: fedt og intenst, men en kommende dehydrering og Morrissey-koncert fik mig til at gå før tid. Evergrey: svensk metal med sympatiske headbangerhoveder søndag eftermiddag på arena. Roger Waters; intenst, storladent, quadrofonisk, genialt lydbillede, aldrig set så mange mennesker foran Orange Scene og ligeså med bannere og flag.
I øvrigt; WhoMadeWho, Lis Er Stille, dEUS, Song to The Siren, Bullet for my Valentine, Lagwagon, Franz Ferdinand
At se koncerter på festivaler vil sjældent give den intense og intime følelse, som det giver til en alm. koncert. Det er nu federe at stå til en koncert, hvor publikum er dedikerede fans og ikke bare nogle der er droppet forbi for at se giraffen, som tendensen jo netop er på Roskilde. Det er ofte kun, efter min opfattelse en brøkdel af tilskuerne til koncerterne der kan kalde sig fans. At nogen bliver det efterfølgende skal jeg dog ikke kunne sige, og der skal selvfølgelig også være plads til nysgerrige sjæle.. En koncertoplevelse er dog mest intens hvis man står blandt andre fans og i fællesskab synger med på sangene. Dette sker sjældent på Roskilde, medmindre man vover sig helt op foran. En ting jeg sjældent fik gjort til dette års koncerter.
Et andet problem ved koncerterne er det høje lydniveau. Beskytter man sig ikke med ørepropper, er en efterfølgende tinnitus så sikker som amen i kirken. Og med det antal af koncerter jeg generelt går til, kan det være ekstra skadeligt på lang sigt. Men en koncert med ørepropper er desværre ret forringende for oplevelsen, medmindre det er et band, man egentlig ikke kender så godt. For når man synger med, mens man har ørepropper i, bliver ens egen stemme ulidelig høj og tydelig for én selv. Man får dermed et ubehageligt indblik i hvor hæsligt ens sangstemme er, og krummer tæer ved tanken om alle de andre koncertgængere der i tidens løb må have lagt ører til ens røst.
Blandt de mere negative ting at sige, var det trist at bl.a. Heino og Peter allerede henholdsvis torsdag og fredag måtte bukke under for sygdom, og derved misse størstedelen af musikprogrammet, og de derefter tilhørende oplevelser.
En observation jeg i min ofte ædrufulde tilstand (jeg er ofte behageligt beruset, men sjældent på en måde, der gør at jeg ikke kan styre min motorik og følelser, eller dagen efter har glemt hvad jeg har gjort eller sagt) gjorde mig, var visse personers Mr. Hyde-side, der kommer til udtryk, når de har fået lidt indenbords. Visse personer kan kort sagt ændre karakter på en måde, jeg ikke finder tiltalende. Folk i emotionel ubalance og med for mange indestængte negative følelser og tanker kammer over i en større pærevælling.
Alt i alt en festival der ud af 7 mulige af slagsen kandiderer til at være een af de bedre. Fedt vejr, fede mennesker og fed stemning
fredag, juni 23, 2006
Har du glimt i øjet?
For at supplere min hårdt udfordrede SU har jeg et studiejob. Dette handler i grove træk om at jeg skal lægge stillingsannoncer for forskellige virksomheder ind i en database der er tilgængelig via verdens vide net. Så kan annoncerne via nogle søgekriterier fremfindes af interesserede jobansøgere ude i det danske land. I databasen er stillingsannoncerne registreret med både de faglige, hårde kvalifikationer og de personlige, bløde kvalifikationer, der forventes for at man kan søge jobbet.
Førstnævnte giver udmærket mening, da man her fx kan registrere at en stilling kræver kendskab til Photoshop, Microsoft Word, elinstallationer eller personaleledelse. Altså ting man i nogen grad kan dokumentere eller bevise.
Sværere bliver det straks med de bløde kvalifikationer, der noget mere vævende. Flere virksomheder skriver fx i deres annoncer noget i stil med; ”Du skal have humor”, ”Du skal have et glimt i øjet” ”Du skal være innovativ”, , ”Du skal have udstråling” eller ”Du er en teamworker”. Mange af disse egenskaber er ikke lige noget man kan bevise man har. Eller omvendt kan det ikke modbevises at man ikke har, da det er meget subjektivt. Og det er vel de færreste ansøgere, der tænker ”Damn, jeg har ikke humor, så jeg kan ikke søge stillingen”. Og hvem siger i øvrigt at den humor man så er i besiddelse af, klinger med de andre ansattes humor? Mine forældre synes Linie 3 er humoristiske, men jeg tror ikke at Linie 3 ville føle sig velkomne på et ungt og nytænkende reklamebureau fx.
Og hvem i alverden bestemmer om en person har glimt i øjet? Jeg ser scenariet for mig: ansøgeren der kigger i spejlet og tænker: ”Kom nu øjne, glimt nu! Ellers kan jeg ikke få jobbet!”…og i samme kategori: ”Du skal have udstråling”. Men hvad for en udstråling? For jeg vil vove at påstå, at alle mennesker udstråler et eller andet. Om det er så en positiv og livselskende jeg-har-styr-på-det-hele-udstråling eller træd-på-mig-jeg-har-intet-selvværd-udstråling eller noget helt tredje. Kan man få en eller anden pudseklud der få ens øjne til at glimte og ens personlighed til at stråle?
Og innovativ og teamworker? Der er bullshit-bingo, og stillingsannoncerne rydder hele pladen. Angloficeringen er ikke kun eet teen-fænomen. Hvad er der fx galt med ”kreativ” og ”samarbejdsevner”.
Den bedste jeg dog har været ude for, var på min tidligere arbejdsplads, hvor de søgte en ny medarbejder. De havde åbenbart gået galt af flosklen, for de søgte en person der havde ”blink i øjet”. Så kan man forestille sig at ansøgerne til dette job, enten var storcharmører, der blinkede til alt og alle, eller fiskere der var blevet ramt af et af deres fiskeblink i øjet.
Førstnævnte giver udmærket mening, da man her fx kan registrere at en stilling kræver kendskab til Photoshop, Microsoft Word, elinstallationer eller personaleledelse. Altså ting man i nogen grad kan dokumentere eller bevise.
Sværere bliver det straks med de bløde kvalifikationer, der noget mere vævende. Flere virksomheder skriver fx i deres annoncer noget i stil med; ”Du skal have humor”, ”Du skal have et glimt i øjet” ”Du skal være innovativ”, , ”Du skal have udstråling” eller ”Du er en teamworker”. Mange af disse egenskaber er ikke lige noget man kan bevise man har. Eller omvendt kan det ikke modbevises at man ikke har, da det er meget subjektivt. Og det er vel de færreste ansøgere, der tænker ”Damn, jeg har ikke humor, så jeg kan ikke søge stillingen”. Og hvem siger i øvrigt at den humor man så er i besiddelse af, klinger med de andre ansattes humor? Mine forældre synes Linie 3 er humoristiske, men jeg tror ikke at Linie 3 ville føle sig velkomne på et ungt og nytænkende reklamebureau fx.
Og hvem i alverden bestemmer om en person har glimt i øjet? Jeg ser scenariet for mig: ansøgeren der kigger i spejlet og tænker: ”Kom nu øjne, glimt nu! Ellers kan jeg ikke få jobbet!”…og i samme kategori: ”Du skal have udstråling”. Men hvad for en udstråling? For jeg vil vove at påstå, at alle mennesker udstråler et eller andet. Om det er så en positiv og livselskende jeg-har-styr-på-det-hele-udstråling eller træd-på-mig-jeg-har-intet-selvværd-udstråling eller noget helt tredje. Kan man få en eller anden pudseklud der få ens øjne til at glimte og ens personlighed til at stråle?
Og innovativ og teamworker? Der er bullshit-bingo, og stillingsannoncerne rydder hele pladen. Angloficeringen er ikke kun eet teen-fænomen. Hvad er der fx galt med ”kreativ” og ”samarbejdsevner”.
Den bedste jeg dog har været ude for, var på min tidligere arbejdsplads, hvor de søgte en ny medarbejder. De havde åbenbart gået galt af flosklen, for de søgte en person der havde ”blink i øjet”. Så kan man forestille sig at ansøgerne til dette job, enten var storcharmører, der blinkede til alt og alle, eller fiskere der var blevet ramt af et af deres fiskeblink i øjet.
torsdag, juni 22, 2006
Fodboldfeber
Jeg tror det for alvor startede efter Danmark havde vundet EM-finalen i 1992. Min interesse i fodbold. Som 13-15-årig var det på sit højeste. Jeg var besat. Hvor jævnaldrende piger havde plakater af Take That og New Kids on The Block hængende, havde jeg plakater af fodboldhold og klubhalstørklæder. Jeg gemte de kampprogrammer fra fodboldkampe jeg var til. Jeg kunne namedroppe hele Brøndbys trup INDEN de blev mainstream. Jeg abonnerede på Tipsbladet, som lå i min postkasse fredag. Hvor andre fredag eftermiddag jublede fordi de skulle ud og drikke sig fulde eller lign., drønede jeg hjem på min SCO-cykel for at læse det nye Tipsblad. Lørdag formiddag afleverede jeg min tipskupon i kiosken, og om eftermiddagen sad jeg trofast foran skærmen for at se Tipslørdag med engelske fodboldkampe og Tommy Troligans behagelige fynske røst. Dong-lyden der indikerede scoringer i de andre tipskampe vil stadig kunne give mig gåsehud. Resten af weekenden stod den ellers ofte på highlights fra den tyske Bundesliga-highlights den italienske Serie A og den spanske liga. Om søndagen overværede jeg ofte en dansk superliga- eller Køge Boldklub-kamp, for derefter at ræse hjem og se højdepunkterne i Sport i 2’eren, eller hvad det hed dengang.
På min daværende Amiga 500 blev der heller ikke skortet på fodboldspil. Svære kampe blev spillet i ”Kick Off 2”. I ”Sensible Soccer” lammetævede jeg ofte Fram Reykjavik med AC Milan med to-cifrede sejre, og designede mine egne hold. Fx et hold der bestod af min daværende 9. klasse hvor spilleren med mit navn selvfølgelig oftest kom på måltavlen. Det måtte være en slags kompensation for at jeg altid var sidst valgt i gymnastiktimerne. For de talenter jeg havde på computerskærmen, modsvarede ikke lige dem jeg havde på det virkelige grønne græs.
Jeg lavede også et 2. generationsindvandrerhold hvor alle havde muslimsk klingende navne, og jeg lavede et bonderøvshold; ”Skovbakken FC” med stjernespilleren Palle Tipkage. Udover den virtuelle aktivitet på grønsværen fandt jeg det også særdeles sjovt at operere ”bag kulisserne”. Fodboldmanagerspil var også i høj kurs og jeg husker stadig hvordan jeg med succes styrede engelske Stockport fra 3. division til Premier League over 15 sæsoner. Tal om virtuel klubfølelse.
Min fodboldbesættelse var dog bare en slags fase. Fra at se ALT i tv, der havde det mindste at gøre med fodbold reducerede min interesse sig langsomt til at nøjes med at se landskampe. Og her handlede det mindst lige så meget som selve stemningen og fællesskabet omkring en fodboldkamp end det handlede om selve fodboldspillet. Jeg tror at reduceringen skyldtes, at jeg i de samme år erhvervede mig en rigtig musiksmag. Så var der jo et nyt og interessant interessefelt der skulle dyrkes, og fodbolden trillede i baggrunden til fordel for amerikansk grunge og poppunk. Kurt Cobain var meget anti-sportsagtig, så det blev jeg også. Min eneste rigtige fodboldtrøje er faktisk den amerikanske landsholdstrøje anno 1994. Hvid med røde bølgede striber.
Pt. er jeg på et stadie, hvor min viden om fodbold kan ligge et meget lille sted. Jeg græder ikke over at misse en landskamp, og var det ikke for mediernes grove fokus på fodbold generelt, ville jeg ikke ane hvem der var dansk mester.
Min interesse er dog kun gemt, ikke glemt, for når der fx er VM (som der for de nøje observerende, er i øjeblikket) bliver min åbenbart latente besættelse vækket i mindre grad. Måske er jeg en sucker for mainstream, eller også har jeg bare gode diplomatiskle evner. Jeg begynder lige frem at gå op i det, frem for at være ignorant. I stedet for at whine over at DR og TV2 tilsidesætter andre prime time programmer til fordel for fodbold, prøver jeg i stedet at sætte mig ind i det og få det bedste ud af det. Jeg har som sagt stadig min latente interesse, jeg rent taktisk kan aktivere når der er behov for det. Og det er der lige nu. Havde det fx været en håndboldturnering eller Tour De France, som jeg aldrig nogen sinde har fattet det interessante i ville jeg ikke have samme forståelse.
Men hva’, det er jo ikke fordi at jeg i forvejen ville klynke over at gå glip af et afsnit ”Beverly Hills Classic” gendudsendt for 40. gang, ”Have Haves” eller et gammelt lystspil med Poul Reichardt.
Jeg er dog sikker på, at hvis mit 14. årige jeg havde mødt mit nuværende 27. årige jeg og set hvor fodboldignorant jeg kan være, ville han have fået et chok og kaldt mig for forræder, svans, eller det der var værre.
På min daværende Amiga 500 blev der heller ikke skortet på fodboldspil. Svære kampe blev spillet i ”Kick Off 2”. I ”Sensible Soccer” lammetævede jeg ofte Fram Reykjavik med AC Milan med to-cifrede sejre, og designede mine egne hold. Fx et hold der bestod af min daværende 9. klasse hvor spilleren med mit navn selvfølgelig oftest kom på måltavlen. Det måtte være en slags kompensation for at jeg altid var sidst valgt i gymnastiktimerne. For de talenter jeg havde på computerskærmen, modsvarede ikke lige dem jeg havde på det virkelige grønne græs.
Jeg lavede også et 2. generationsindvandrerhold hvor alle havde muslimsk klingende navne, og jeg lavede et bonderøvshold; ”Skovbakken FC” med stjernespilleren Palle Tipkage. Udover den virtuelle aktivitet på grønsværen fandt jeg det også særdeles sjovt at operere ”bag kulisserne”. Fodboldmanagerspil var også i høj kurs og jeg husker stadig hvordan jeg med succes styrede engelske Stockport fra 3. division til Premier League over 15 sæsoner. Tal om virtuel klubfølelse.
Min fodboldbesættelse var dog bare en slags fase. Fra at se ALT i tv, der havde det mindste at gøre med fodbold reducerede min interesse sig langsomt til at nøjes med at se landskampe. Og her handlede det mindst lige så meget som selve stemningen og fællesskabet omkring en fodboldkamp end det handlede om selve fodboldspillet. Jeg tror at reduceringen skyldtes, at jeg i de samme år erhvervede mig en rigtig musiksmag. Så var der jo et nyt og interessant interessefelt der skulle dyrkes, og fodbolden trillede i baggrunden til fordel for amerikansk grunge og poppunk. Kurt Cobain var meget anti-sportsagtig, så det blev jeg også. Min eneste rigtige fodboldtrøje er faktisk den amerikanske landsholdstrøje anno 1994. Hvid med røde bølgede striber.
Pt. er jeg på et stadie, hvor min viden om fodbold kan ligge et meget lille sted. Jeg græder ikke over at misse en landskamp, og var det ikke for mediernes grove fokus på fodbold generelt, ville jeg ikke ane hvem der var dansk mester.
Min interesse er dog kun gemt, ikke glemt, for når der fx er VM (som der for de nøje observerende, er i øjeblikket) bliver min åbenbart latente besættelse vækket i mindre grad. Måske er jeg en sucker for mainstream, eller også har jeg bare gode diplomatiskle evner. Jeg begynder lige frem at gå op i det, frem for at være ignorant. I stedet for at whine over at DR og TV2 tilsidesætter andre prime time programmer til fordel for fodbold, prøver jeg i stedet at sætte mig ind i det og få det bedste ud af det. Jeg har som sagt stadig min latente interesse, jeg rent taktisk kan aktivere når der er behov for det. Og det er der lige nu. Havde det fx været en håndboldturnering eller Tour De France, som jeg aldrig nogen sinde har fattet det interessante i ville jeg ikke have samme forståelse.
Men hva’, det er jo ikke fordi at jeg i forvejen ville klynke over at gå glip af et afsnit ”Beverly Hills Classic” gendudsendt for 40. gang, ”Have Haves” eller et gammelt lystspil med Poul Reichardt.
Jeg er dog sikker på, at hvis mit 14. årige jeg havde mødt mit nuværende 27. årige jeg og set hvor fodboldignorant jeg kan være, ville han have fået et chok og kaldt mig for forræder, svans, eller det der var værre.
mandag, juni 19, 2006
Roskilde Festival playliste
Roskilde Festivalen nærmer sig. I mine øjne et meget spændende musikprogram. Traditionen tro er der en masse sikre navne, en masse måske-navne, og så en masse ukendte navne som lyder interessante nok til at man vil checke dem ud, hvis det lige passer ind i ens rute. Men traditionen tro får man heller ikke set alt det man har sat kryds ud for, da det kan være svært at bevæge sig fra sin komfortable lejr. Anyway, listefreak som jeg er, har jeg lavet en kronologisk gennemgang af de bands, der skal helt sikkert og måske skal ses
Mandag:
15:00: The Unit (Pavilion Jr.) – Kender dem egentlig ikke, men de er signet på Play/Rec hvilket er et stempel i sig selv
16:30: Lis Er Stille (Pavilion Jr.) – kender dem egentlig heller ikke, men bandnavnet er så tilpas skævt og dejligt, at jeg håber musikken er lige så
18:00: Song To The Siren (Pavilion Jr.) – Skal primært checkes ud, da den ene guitarist er min gamle ven og bandmate gennem 5 år. Musikken er dog også fed, stenet og med en forsanger der giver sig 110% til hvert et show
Tirsdag:
18:00: Menfolk (Pavilion Jr.) – Også et Play/Rec-act og også med et bandmedlem, der er en gammel ven og bandmate af mig. Bandet spiller larmende ”math-rock” og består af 2 (!) bassister, en trommeslager og en guitarist.
Torsdag:
17:30: Editors (Odeon) – Britisk indie-lort. Men der er lidt Interpol over det, og det er ganske catchy.
18:00: Magtens Korridorer (Orange Scene) – den officielle åbner af festivalen, og samtidig et af de mest folkelige og mest bredt appellerende bands på festivalen. På trods af Boogie-airplay føler jeg ingen skam i min stolthed ved at synge med på ”Lorteparforhold” og den slags. Men glæder mig nu også til ”Hestevisen”
20:30: Barra Head (Pavilion) – jeg vil være realistisk og mene, at jeg sikkert ikke får dem set. Men BH er det 3. Play/Rec-signede band på festivalen. De leverer også en slags skramlet post-rock
22:00: Guns N’ Roses (Orange Scene) – mest for at se giraffen, men også den nostalgiske værdi i at se en af sine ungdoms idoler
22:30: Sigur Ros (Arena) – Får dem nok ikke set, men det er i mine øjne og ører også musik der kræver det rette mood og en dedikation over gennemsnittet. I mine ører fungerer deres musik derhjemme på anlægget perfekt som soundtrack til dagdrømmeri, afslapning og sex…
Fredag:
12:00: Veto (Odeon) – Endnu et hypet dansk band, som jeg kunne forestille mig at jeg blev hevet med op at se
14:00: Volbeat (Odeon) – Danske metallere, der umiddelbart skider på fancy trends inden for metalgenren og leverer en meget retro-agtig version af genren. Dog med en integritet, så det ikke virker som nogle sørgelige nostalgikere der prøver at holde fast i noget der var. Og så bliver jeg altid lidt glad i låget når jeg hører deres version af ”I only wanna be with you”
16:00 L.O.C. (Arena) – synes nu han gør det meget godt, og på trods af mine aversioner over for stort hiphopkluns og stereotype rappere, kan jeg nu godt finde på at kaste nogle håndtegn mod scenen. Har dog ikke ordentlig motorik i fingrene til at lave de mest avancerede af slagsen
17:30: Front 242 (Metropol) – belgisk electronica noget som jeg kender en del der digger. Min manglende selvstændighed gør at jeg måske joiner dem
19:00: Morrissey (Orange Scene) – Når misantropi bliver hyggeligt. Den gamle weltschmerz-crooner med det store hår er også et af mine hovednavne.
02:00: Kashmir (Arena) – for good ol’ times sake. Lad mig kraftigt pointere, at jeg også kunne lide dem INDEN “The Good Life”
Lørdag:
12:30: Spleen Utd. (Odeon) – håber at resten af festivalen har tænkt sig at sove længe lørdag formiddag, så man kan få en plads til de danske synthrockere. De har nogle ret catchy tunes, men i længden virker numrene ret monotone
14:00: Sterling (Pavilion) – mest af alt fordi deres navn er mit mellemnavn, hvis man bytter et enkelt bogstav ud. Men også fordi de synger på dansk, og har lavet en lækker version af Depeche Mode’s ”Dreaming of Me”
17:00: Deftones (Orange Scene) – endnu en storfavorit, der endnu engang er malplaceret (i 2001 spillede de på samme scene på nogenlunde samme tidspunkt på dagen) ved at skulle spille på den største scene mens solen stadig står højt på himlen. I mine øjne passer bandets lettere dystre udtryk og forsanger Morenos ”hviskestemme” til mere til mørkere og intime omgivelser. Hvis Mister Antrop’en himself Morrissey stadig befinder sig på festivalpladsen, kan de jo helt oplagt hive ham frem og fremføre ”Please please please let me”, som De Døve Toner har lavet en glimragende coverversion af
19:00: Primal Scream (Orange Scene) – vi ender nok med at blive stående ved Orange Scene, da flertallet er til PS som jeg dog kun kender et enkelt nummer med
22:30: TOOL (Orange Scene) – også en storfavorit. Alle taler om Tools koncert i 2001 som én af de mest epokegørende inden for live-performances hvad angår god lyd. Jeg husker den også værende som nærmest en playback af deres cd’er. Alle snakker om hvor fed netop den koncert vil blive, så det er nok svært ikke at undgå at blive skuffet. Men håber dog endnu en gang på en visuel og lydmæssig eksplosion der vil gå over i historien.
23:00: Under Byen (Odeon) – Jeg kommer pga. Tool nok ikke til at se UB, men de bør nævnes alligevel. Noget af det mest unikke som Danmark har at byde på, og en eller anden svaghed har jeg for deres særegne musik, de skæve tekster og forsangerindens spinkle vokaler. Ligesom fx Sigur Ros er deres musik også noget, der kræver et speciel mood. Og med en hel lørdags indtagelse af dåseøl og solstik, er jeg nok blevet for bøvet og dum til eftertænksom musik…
02:00: HIM (Arena) – jeg forventer ikke at kunne holde mig oprejst til lørdagens finale, som musikmæssigt evt. kunne blive finske HIM. Jeg går ud fra, at der vil være flertal af drivvåde sortklædte tøsebørn til at glo på forsangeren og sympatisere med hans weltschmerz, men udover det har de et par ok melodier til ens popøre.
Søndag:
18:00: Placebo (Arena) – Mine sidst spillende storfavoritter som sikkert propper Arena-scenen som Muse gjorde det for to år siden. Muligvis det band jeg har det tætteste forhold til af dem der spiller i år. Deres seneste udspil ”Meds” er langt fra det bedste de har præsteret, så jeg håber at det kun er få sange derfra der er på setlisten. Og så forventer jeg i øvrigt, at de også hiver Morrissey med på scenen og synger ”Bigmouth Strikes Again” og får livet op i ”Nancyboy” igen, som var grunden til at jeg for 10 år siden lærte dem at kende…
20:15: Raconteurs (Odeon) – jeg har allerede fået deres hit ”Steady as she goes” på hjernen, så de er et oplagt alternativ, mens vi venter på:
21:30: Roger Waters (Orange Scene) – han har lovet at opføre ”Dark Side of the Moon”, hvilket jeg dog har et lidt ambivalent forhold til. Fedt, fordi at det bliver en koncert præget af helhed og kronologi. Ufedt, fordi man dermed er helt bevidst om setlisten, og at andre store Pink Floyd-numre derfor ikke bliver spillet.
Har jeg glemt nogle? Ja, helt sikkert. Regner da også med at forlade festivalpladsen med en koncerthistorik der langt fra ligner ovenstående.
Mandag:
15:00: The Unit (Pavilion Jr.) – Kender dem egentlig ikke, men de er signet på Play/Rec hvilket er et stempel i sig selv
16:30: Lis Er Stille (Pavilion Jr.) – kender dem egentlig heller ikke, men bandnavnet er så tilpas skævt og dejligt, at jeg håber musikken er lige så
18:00: Song To The Siren (Pavilion Jr.) – Skal primært checkes ud, da den ene guitarist er min gamle ven og bandmate gennem 5 år. Musikken er dog også fed, stenet og med en forsanger der giver sig 110% til hvert et show
Tirsdag:
18:00: Menfolk (Pavilion Jr.) – Også et Play/Rec-act og også med et bandmedlem, der er en gammel ven og bandmate af mig. Bandet spiller larmende ”math-rock” og består af 2 (!) bassister, en trommeslager og en guitarist.
Torsdag:
17:30: Editors (Odeon) – Britisk indie-lort. Men der er lidt Interpol over det, og det er ganske catchy.
18:00: Magtens Korridorer (Orange Scene) – den officielle åbner af festivalen, og samtidig et af de mest folkelige og mest bredt appellerende bands på festivalen. På trods af Boogie-airplay føler jeg ingen skam i min stolthed ved at synge med på ”Lorteparforhold” og den slags. Men glæder mig nu også til ”Hestevisen”
20:30: Barra Head (Pavilion) – jeg vil være realistisk og mene, at jeg sikkert ikke får dem set. Men BH er det 3. Play/Rec-signede band på festivalen. De leverer også en slags skramlet post-rock
22:00: Guns N’ Roses (Orange Scene) – mest for at se giraffen, men også den nostalgiske værdi i at se en af sine ungdoms idoler
22:30: Sigur Ros (Arena) – Får dem nok ikke set, men det er i mine øjne og ører også musik der kræver det rette mood og en dedikation over gennemsnittet. I mine ører fungerer deres musik derhjemme på anlægget perfekt som soundtrack til dagdrømmeri, afslapning og sex…
Fredag:
12:00: Veto (Odeon) – Endnu et hypet dansk band, som jeg kunne forestille mig at jeg blev hevet med op at se
14:00: Volbeat (Odeon) – Danske metallere, der umiddelbart skider på fancy trends inden for metalgenren og leverer en meget retro-agtig version af genren. Dog med en integritet, så det ikke virker som nogle sørgelige nostalgikere der prøver at holde fast i noget der var. Og så bliver jeg altid lidt glad i låget når jeg hører deres version af ”I only wanna be with you”
16:00 L.O.C. (Arena) – synes nu han gør det meget godt, og på trods af mine aversioner over for stort hiphopkluns og stereotype rappere, kan jeg nu godt finde på at kaste nogle håndtegn mod scenen. Har dog ikke ordentlig motorik i fingrene til at lave de mest avancerede af slagsen
17:30: Front 242 (Metropol) – belgisk electronica noget som jeg kender en del der digger. Min manglende selvstændighed gør at jeg måske joiner dem
19:00: Morrissey (Orange Scene) – Når misantropi bliver hyggeligt. Den gamle weltschmerz-crooner med det store hår er også et af mine hovednavne.
02:00: Kashmir (Arena) – for good ol’ times sake. Lad mig kraftigt pointere, at jeg også kunne lide dem INDEN “The Good Life”
Lørdag:
12:30: Spleen Utd. (Odeon) – håber at resten af festivalen har tænkt sig at sove længe lørdag formiddag, så man kan få en plads til de danske synthrockere. De har nogle ret catchy tunes, men i længden virker numrene ret monotone
14:00: Sterling (Pavilion) – mest af alt fordi deres navn er mit mellemnavn, hvis man bytter et enkelt bogstav ud. Men også fordi de synger på dansk, og har lavet en lækker version af Depeche Mode’s ”Dreaming of Me”
17:00: Deftones (Orange Scene) – endnu en storfavorit, der endnu engang er malplaceret (i 2001 spillede de på samme scene på nogenlunde samme tidspunkt på dagen) ved at skulle spille på den største scene mens solen stadig står højt på himlen. I mine øjne passer bandets lettere dystre udtryk og forsanger Morenos ”hviskestemme” til mere til mørkere og intime omgivelser. Hvis Mister Antrop’en himself Morrissey stadig befinder sig på festivalpladsen, kan de jo helt oplagt hive ham frem og fremføre ”Please please please let me”, som De Døve Toner har lavet en glimragende coverversion af
19:00: Primal Scream (Orange Scene) – vi ender nok med at blive stående ved Orange Scene, da flertallet er til PS som jeg dog kun kender et enkelt nummer med
22:30: TOOL (Orange Scene) – også en storfavorit. Alle taler om Tools koncert i 2001 som én af de mest epokegørende inden for live-performances hvad angår god lyd. Jeg husker den også værende som nærmest en playback af deres cd’er. Alle snakker om hvor fed netop den koncert vil blive, så det er nok svært ikke at undgå at blive skuffet. Men håber dog endnu en gang på en visuel og lydmæssig eksplosion der vil gå over i historien.
23:00: Under Byen (Odeon) – Jeg kommer pga. Tool nok ikke til at se UB, men de bør nævnes alligevel. Noget af det mest unikke som Danmark har at byde på, og en eller anden svaghed har jeg for deres særegne musik, de skæve tekster og forsangerindens spinkle vokaler. Ligesom fx Sigur Ros er deres musik også noget, der kræver et speciel mood. Og med en hel lørdags indtagelse af dåseøl og solstik, er jeg nok blevet for bøvet og dum til eftertænksom musik…
02:00: HIM (Arena) – jeg forventer ikke at kunne holde mig oprejst til lørdagens finale, som musikmæssigt evt. kunne blive finske HIM. Jeg går ud fra, at der vil være flertal af drivvåde sortklædte tøsebørn til at glo på forsangeren og sympatisere med hans weltschmerz, men udover det har de et par ok melodier til ens popøre.
Søndag:
18:00: Placebo (Arena) – Mine sidst spillende storfavoritter som sikkert propper Arena-scenen som Muse gjorde det for to år siden. Muligvis det band jeg har det tætteste forhold til af dem der spiller i år. Deres seneste udspil ”Meds” er langt fra det bedste de har præsteret, så jeg håber at det kun er få sange derfra der er på setlisten. Og så forventer jeg i øvrigt, at de også hiver Morrissey med på scenen og synger ”Bigmouth Strikes Again” og får livet op i ”Nancyboy” igen, som var grunden til at jeg for 10 år siden lærte dem at kende…
20:15: Raconteurs (Odeon) – jeg har allerede fået deres hit ”Steady as she goes” på hjernen, så de er et oplagt alternativ, mens vi venter på:
21:30: Roger Waters (Orange Scene) – han har lovet at opføre ”Dark Side of the Moon”, hvilket jeg dog har et lidt ambivalent forhold til. Fedt, fordi at det bliver en koncert præget af helhed og kronologi. Ufedt, fordi man dermed er helt bevidst om setlisten, og at andre store Pink Floyd-numre derfor ikke bliver spillet.
Har jeg glemt nogle? Ja, helt sikkert. Regner da også med at forlade festivalpladsen med en koncerthistorik der langt fra ligner ovenstående.
”Man skal elske sig selv, før man kan elskes af andre”.
Endnu en floskel til behandling: ”Man skal elske sig selv, før man kan elskes af andre”. Ved ikke helt hvor den stammer fra. Jeg ville dog lige vende den om og sige ”Man skal elskes af andre, før man kan elske sig selv”. For hvor kommer vores selvværd (eller mangel på samme) egentlig fra for det meste? Det kommer i hvert fald ikke ud af det blå, men er nærmere et resultat af vores opvækst og opdragelse.
Er man vokset op med kærlighed og forældre og venner der elskede og accepterede én 100% for den man var og de valg man har truffet, er det klart at man vil få bedre odds i livet. For sådan en person har lært at hvile i sig selv. Så det med at man skal elske sig selv før man kan elskes af andre har da en hvis grad af sandhed. Men at kunne elske sig selv er en evne der i høj grad også er betinget af andre, som jeg ser det. Så hvad kom først, hønen eller ægget?
Er man vokset op med kærlighed og forældre og venner der elskede og accepterede én 100% for den man var og de valg man har truffet, er det klart at man vil få bedre odds i livet. For sådan en person har lært at hvile i sig selv. Så det med at man skal elske sig selv før man kan elskes af andre har da en hvis grad af sandhed. Men at kunne elske sig selv er en evne der i høj grad også er betinget af andre, som jeg ser det. Så hvad kom først, hønen eller ægget?
fredag, juni 16, 2006
Crazy ass taxichauffør
På vej hjem fra arbejde holdt jeg på min cykel for rødt. Jeg hørte noget tumult bag mig, og kiggede tilbage. En bilist var stået ud af sin bil for at gøre "nabobilisten" (en taxachauffør, der muligvis var somalier) opmærksom på at han dyttede meget eller noget i den stil. Den irettesættelse brød taxichaufføren sig åbenbart ikke om (hvis han overhovedet forstod den, så han begyndte at åbne bildøren op i hovedet på den anden. Det udmundede sig i noget håndgemæng hvor taxichaufføren prøvede at komme ud af bilen, mens den anden prøvede at holde døren lukket.
Taxichaufføren kom endelig ud, og håndgemænget fortsatte. Den anden virkede til at opgive sit foretagende, da hans irettesættelser prellede af, og ville vende tilbage til sin egen bil. Men taxichaufføren var åbenbart ikke færdig. Det næste jeg så, var at han gik mod bagagerummet for at hente noget. Tilbage kom han med en jernstang, og målrettet gik han efter den anden. På trods af at det var et befærdet lyskryds med både bilister, cyklister og gågængere, og dermed masser af potentielle vidner, virkede taxichaufføren fuldstændig kold. Han ville bare smadre den anden, nu hvor han havde tilladt sig at irettesætte hans kørsel. Det blev til lidt småslag, førend end mand kom imellem dem, og den anden fik flygtet ind i sin bil, og kørt væk...
Pas på, næste gang du siger noget om din taxichaufførs kørsel...
Taxichaufføren kom endelig ud, og håndgemænget fortsatte. Den anden virkede til at opgive sit foretagende, da hans irettesættelser prellede af, og ville vende tilbage til sin egen bil. Men taxichaufføren var åbenbart ikke færdig. Det næste jeg så, var at han gik mod bagagerummet for at hente noget. Tilbage kom han med en jernstang, og målrettet gik han efter den anden. På trods af at det var et befærdet lyskryds med både bilister, cyklister og gågængere, og dermed masser af potentielle vidner, virkede taxichaufføren fuldstændig kold. Han ville bare smadre den anden, nu hvor han havde tilladt sig at irettesætte hans kørsel. Det blev til lidt småslag, førend end mand kom imellem dem, og den anden fik flygtet ind i sin bil, og kørt væk...
Pas på, næste gang du siger noget om din taxichaufførs kørsel...
torsdag, juni 15, 2006
”Med ærlighed kommer man langt”
”Med ærlighed kommer man langt” er et andet godt ordsprog. Dette valgte den pædofile indsatte at leve efter, og han røg da også langt ned af gangen på den intensive da han var ærlig over for sine medindsatte og fortalte hvad han sad i fængsel for.
onsdag, juni 14, 2006
tirsdag, juni 13, 2006
”Alt godt kommer til den der venter”
”Alt godt kommer til den der venter” lyder et ”klogt” ordsprog. Men hvor længe er det så meningen man skal vente? Hvis man føler man har ventet hele sit liv, og det gode så først kommer til én, når man ligger på sit dødsleje, var det så ventetiden værd?
Jeg vil have gode ting NU!
Jeg vil have gode ting NU!
mandag, juni 12, 2006
Prison Break
Jeg er trofast seer af "Prison Break". Nu hvor Jack Bauer fra "24 Timer" har forladt mig til fordel for et liv under jorden, bliver mit behov for thrill og suspence opfyldt af Michael Scofield og hans skaldede inmate-sjukker. Scofield, der i øvrigt holder hovedet lige så iskoldt som Bauer i ekstremt pressede situationer på trods af at han har en baggrund som bygningsingeniør og ikke som CTU-agent. (Gad vide om den serie egentlig ikke er en god ambassadør for ingeniørbranchen?).
Serien handler i korte træk om den uskyldig dømte Lincoln Burrows, der sidder på dødsgangen i et fængsel og afventer sin henrettelse. Ovennævnte Scofield er den dødsdømtes bor, der bevidst fuckede et bankrøveri op, så han kunne sættes bag tremmer i samme fængsel, og dermed redde ham ud. Tricket er nemlig, at Scofield, der er et teknisk begavet vidunder, har været med til at designe fængslet i sin tid, og dermed ved hvilke knapper der skal trykkes på i kampen for at flygte fra fængslet. Som var det en anden Memento-film har han fået overtatoveret sin krop med vigtige informationer. I dette tilfælde tekniske tegninger af fængslet, da det åbenbart var den eneste måde for ham at smugle viden om fængslets design ind på. Ja, han ofrer sig for den sag, og samtidig får hans overtudsede krop hans råheds-faktor i fængslet til at stige med flere grader. To fluer med eet smæk!
Udenfor murene er venner og bekendte af dødsdømte Burrows i gang med at optrevle det komplot, der tilsyneladende har fået sendt manden bag tremmer. Her ses jakkesætsklædte Secret Service agenter sendt af regeringen, der konstant er på jagt efter vores good guys, for at forhindre at det korrupte komplot bliver afsløret. Agenterne dræber, uden at fortrække en mine i en større sags tjeneste. Det vrimler generelt med meget kølige psyker i den serie. Stol aldrig på en mand i jakkesæt, må moralen være.
Indtil videre har en god del mennesker ladt livet i serien, og det er både "good guys" og "bad guys". Sidstnævnte lærer vi at nære antipati over for, så deres død er bare en lækker detalje. På trods af, at der sikkert sidder en fiktiv familie et sted bag kulisserne og græder snot og råber "whyyyyy?".Men så længe det ikke er vores uskyldigt dømte hovedperson eller hans altopofrende ingeniør-bror der dør, så op i røven med alle de andre uskyldige liv, der er mistet i netop deres sag. Og sådan er det i øvrigt med en god del amerikanske film. Så længe hovedpersonerne overlever og ender med at snave med hinanden. Så længe enden er god er alting godt.
Serien handler i korte træk om den uskyldig dømte Lincoln Burrows, der sidder på dødsgangen i et fængsel og afventer sin henrettelse. Ovennævnte Scofield er den dødsdømtes bor, der bevidst fuckede et bankrøveri op, så han kunne sættes bag tremmer i samme fængsel, og dermed redde ham ud. Tricket er nemlig, at Scofield, der er et teknisk begavet vidunder, har været med til at designe fængslet i sin tid, og dermed ved hvilke knapper der skal trykkes på i kampen for at flygte fra fængslet. Som var det en anden Memento-film har han fået overtatoveret sin krop med vigtige informationer. I dette tilfælde tekniske tegninger af fængslet, da det åbenbart var den eneste måde for ham at smugle viden om fængslets design ind på. Ja, han ofrer sig for den sag, og samtidig får hans overtudsede krop hans råheds-faktor i fængslet til at stige med flere grader. To fluer med eet smæk!
Udenfor murene er venner og bekendte af dødsdømte Burrows i gang med at optrevle det komplot, der tilsyneladende har fået sendt manden bag tremmer. Her ses jakkesætsklædte Secret Service agenter sendt af regeringen, der konstant er på jagt efter vores good guys, for at forhindre at det korrupte komplot bliver afsløret. Agenterne dræber, uden at fortrække en mine i en større sags tjeneste. Det vrimler generelt med meget kølige psyker i den serie. Stol aldrig på en mand i jakkesæt, må moralen være.
Indtil videre har en god del mennesker ladt livet i serien, og det er både "good guys" og "bad guys". Sidstnævnte lærer vi at nære antipati over for, så deres død er bare en lækker detalje. På trods af, at der sikkert sidder en fiktiv familie et sted bag kulisserne og græder snot og råber "whyyyyy?".Men så længe det ikke er vores uskyldigt dømte hovedperson eller hans altopofrende ingeniør-bror der dør, så op i røven med alle de andre uskyldige liv, der er mistet i netop deres sag. Og sådan er det i øvrigt med en god del amerikanske film. Så længe hovedpersonerne overlever og ender med at snave med hinanden. Så længe enden er god er alting godt.
Abonner på:
Opslag (Atom)
