tirsdag, juni 06, 2006

At mindes 1994

Jeg har i weekenden besøgt forældrene i Køge. Den lille hyggelige provinsby jeg voksede op i, og hvor jeg trådte mine barndoms Kangaroos-sko (i ved, de smarte gummisko med lommer), og mine teen-års Converse All Stars. Søndag fik jeg lyst til at cruise en tur i faderens Ford Escort. Ingen cruising uden musik, og da der kun var lokalradio og båndafspiller med kassettebånd med min fars tvivlsomme musiksmag, var jeg på dybt vand. Heldigvis kunne jeg grave et af mine gamle kassettebånd frem fra handskerummet. Et bånd der havde sin storhedstid i året 1994 (plus/minus), hvor der blev optaget hits fra Tjeklisten, Radio Køge og lign. og udgjorde derfor et passende lille soundtrack til mit road trip down memory lane…og Køge og omegns stille landeveje.

Så mens jeg passerede lokationer, der mindede mig om stunder i 90’erne, lyttede jeg til sange der gjorde det samme. På trods af, at jeg ikke havde hørt en del af sangene i mange år, kunne jeg synge og rappe med på de fleste. Jeg er glad for, at jeg var alene i bilen, for jeg er sikker på, at jeg har ramt samtlige falske toner, der findes inden for den kromatiske 12-toners skala.

Der var flertal af sange inden for genren eurodance som fx Twenty 4 Seven, Basic Element og Magic Affair. Der var East 17 med ”Allright” som jeg selv havde ringet og bestilt hos Radio Køge. Lidt poppet rap som Snoop Doggy Dogg, K7 og Salt N Pepa. Af en eller anden grund havde jeg et mindre crush på Pepa, og kunne nærmest blive jaloux, når de sang ”Let’s talk about sex”.
Der var mere alternativ rock, bl.a. optaget fra Det Elektriske Barometer, fx Urban Dance Squad (som kunne have været det hollandske svar på Rage Against The Machine), Beck med ”Loser” og Nirvana med ”All Apologies”
Der var optaget min ”radio-debut”, hvor jeg telefonisk var live i Radio Køge til en konkurrence, hvor jeg skulle sige hvad Take That, M-People og Manchester Utd. havde til fælles. Med en total skælvende og stammende stemme, kom jeg med det rigtige svar til den kække radiovært Kurt. Havde det ikke været fordi at jeg sad med min fod på fodpedalerne, mens jeg genhørte dette, havde jeg godt nok krummet tæer i en grad, der kunne resultere i et mindre biluheld..

Alt dette kom skrattende ud af højtalerne mens jeg passerede stedet hvor jeg gik på handelsskole, lokalerne hvor jeg spillede skæv eksperimentalrock med mit daværende ”band” Murmeldyrene, og haverne hvor jeg havde leget som yngre.

Nostalgi er noget værre noget. Minderne fra dengang var så ekstremt lyserøde og problemfrie, selvom det højst sandsynligt ikke var sådan jeg oplevede det dengang. Gad vide om minderne fra 2006 vil være lige så lyserøde, når jeg en dag om 10 års tid kommer i det nostalgiske mood..

Jeg er stadig lidt under påvirkning af bacheloropgaveskrivningens strenge formalia, så jeg kan ikke rigtigt nævne for mange ubekendte faktorer uden at jeg kommer med kilder.
Derfor:

Kildefortegnelse:
http://www.kangaroos.com/uk/
http://www.converse.com/
http://www.ford.com/en/default.htm
http://en.wikipedia.org/wiki/Chromatic
http://www.danceartistinfo.com/twenty47.htm
http://www.danceartistinfo.com/basic.htm
http://www.danceartistinfo.com/magic.htm
http://en.wikipedia.org/wiki/East_17
http://www.radio-koege.dk/
http://www.snoopdogg.com/
http://www.dapslyrics.com/display.php?sid=3966
http://www.dr.dk/P3/Tjeklisten/
http://www.dr.dk/skum/barometer/index.asp
http://www.raft.vmg.co.uk/uds/
http://www.beck.com/
http://www.ratm.com/
http://www.khs.dk/
http://www.nirvana-music.com/
http://www.take-that.co.uk/
http://en.wikipedia.org/wiki/M_People
http://www.manutd.com/

Joan Ørtings medmenneskelige råd...

Er dette mon en af grundene til at jeg har svært ved at tage Joan Ørting helt seriøst?

"Du er inviteret til denne jord ligesom alle andre mennesker, og du har noget til verden som er din særlige gave. Ud af 40.000 sædceller var du den ene sædcelle der nåede ægget i din mors livmoder og brød igennem skallen. Vejen op til ægget var lige så lang for dig som sædcelle, som hvis du i dag går 35 km. "

fra http://ekstrabladet.dk/spoerg_joan_oerting/article198966.ece

søndag, juni 04, 2006

Ny alternativ behandlingsform - spilomologi

En skimning af en provinsiel lokalavis vidnede om den ene kreative salgsannonce efter den anden, der alle havde til hensigt at reklamere for alternative terapiformer. På få sider kunne man blive klog på hvordan kranio-sakral terapi, organmassage, clairvoyance og andet godt kunne hjælpe én til at få et mere kvalitetspræget liv når nu den ugentlige bingotur og Familiejournalen ikke mere kunne gøre det for én.

Jeg vil ikke ligge skjul på, at jeg ikke giver et flyvende knald for den slags terapiformer. I mine øjne er det svindel og humbug og udnyttelse af naive mennesker. Men hvis der er kunder til det, og man kan få en plovmand for en halv times session, er det måske ikke så dumt at slå sig ned med en lignende praksis, for at supplere den hård trængte SU.

Jeg tror nogenlunde jeg har opskriften på succes’en:

Man finder et eller andet fænomen, og påstår at det er skæbnebetinget. Nu er navne (numerologi), boligindretning (feng shui) og stjernetegn (astrologi) jo allerede optaget, så hvad kan man ellers finde på, der kan hjælpe en til at udstråle en perfekt aura, der gør at man får et lykkeligt liv?
Det er i sig selv ligegyldigt, hvad det er, bare man kan virke troværdig og overbevisende nok.
Et eksempel kunne være at man påstod at antallet og placeringen af ens modermærker havde betydning for ens livskvalitet og skæbne. Behandlingsformen kunne være noget i retning med at behandleren havde en ”birthmark-equalizer”, der havde til hensigt at ”bedøve” de modermærker, der jf. en modermærkeanalyse, gav den dårlige karma. Denne birthmark-equalizer skulle evt. bare være en lille camoufleret lommelygte, der kunne lyse med rødt og dermed virke meget laser-agtig og troværdig.
Modermærketerapi ville lyde for dansk og ordinært. Der er vist mere tiltro til behandlingsformer, der har et navn der klinger enten latinsk, kinesisk eller græsk. Det græske ord for modermærke er spilom, så behandlingsformen kan vel meget passende hedde spilomologi

Der er stor sandsynlighed for, at spilomologi ikke vil have virkning, og man vil evt. blive kontaktet af utilfredse kunder. Da humør og livskvalitet er ting, der er meget svært at måle sådan rent videnskabeligt, vil det altid være påstand mod påstand. Kunden ville måske sige, ”det virker ikke, jeg tror ikke på det”, hvortil man kan svare: ”kan du bevise, at det IKKE virker”. Lidt ligesom den der med om hvorvidt der findes spøgelser. Man kan ikke bevise, at de findes, men man kan heller ikke bevise, at de IKKE findes.
Desuden kan man altid slå et slag for placebo-effekten, og den autoritetsrolle man som terapeut automatisk vil påtage sig i forhold til naive folk med ond i livet. For har en klient først henvendt sig til en spilomolog, er der gode odds for at denne er et nemt narreoffer.

Er der stadig stædighed fra klients side, kan man påstå, at han netop er en af de 0,000047 promille af befolkningen der er resistente for denne behandling, og at han derfor kræver mindst 10 sessioner (á 500 kr.) for at mærke virkning. En pris, der nok ville skræmme de fleste væk

Når spilomologi er begyndt at blive godt kendt i lokalbysamfundet, er der gode odds for at TV2 kommer forbi og vil lave en udsendelsesrække. Dette vil kun være en bonus, da det så vil blive bredt ud til resten af landets letpåvirkelige lokalbyboere med ondt i sjælen.

fredag, juni 02, 2006

overtræthed, og lidt fri associationsskrivning

Nedenstående er skrevet natten til søndag, hvor jeg og to andre var ved at lægge sidste hånd på vores bacheloropgave
---
Jeg er overtræt nu. Jeg har været vågen i snart et døgn. Mine øjne har det som om de er blevet indsmurt i tabasco. Jeg har kun sovet 4 timer fra lørdag til søndag, og nu er det mandag morgen, og det er ikke engang fordi jeg har festet hele weekenden.
har drukket så meget kaffe, at mit sved er er begyndt at være mørkt, og jeg har savner et bad og min egen seng. Min bacheloropgave der skal afleveres om nogle timer skal bedømmes af en underviser på mindst 40 år, der kalder sig selv Miemus i sin mailadresse.

jeg frygter, at jeg udvikler en form for tourettes syndrom, dog kun i forhold til nettet, ergo jeg skriver ubevidt bandeord og siger grimme ting, da mine fingre er ude af kontrol. bær over med mig, da min hormonbalance er i ubalance, og det eneste stof der pt. holder mig oppe er nikotin og koffein...

resten af dette er nærmest skrevet i blinde jeg skriver opgave med to fjogede knægte, der tidligere på natten sad og grinede fjoget af et afsnit af beavis og butthead på computerskærmen...de var nærmest som et spejlbillede, bortset fra at de begge er mørkhårede, og de derfor burde hedde butthead og butthead...dog har ingen af dem underbid...

lørdag, maj 27, 2006

Roskilde Festival 2000-anekdote

Året var 2000, og vi var en flok drenge der skulle have taget vores festivalmødom. I blæst rejste vi vores lejr med pavillon, telte rundt om, og en presenning hen over. Vi pyntede lejren med markisestof.

Fredag regnede det vildt, og få af os havde tænkt på regntøj. Vi grublede for at finde en løsning. Det overflødige markisestof lå og flød, og inden længe sad vi og lavede ponchoer af stoffet. Der var to stofmotiver. Det ene var fra Frisko (som er stribet med overvægt af orange). Det andet var stribet orange/brunt. En hat, der mest af alt lignede en nissehue på syretrip, blev det også til

Godt klædt på, gik vi mod festivalpladsen. Selvom dyrskuepladsen vidnede om folk i alle tænkelige outfits og en over gennemsnitlig tolerance, vakte 5 orangeponchoklædte gutter alligevel lidt opmærksomhed.

Nogle troede at vi kom fra en åndelig kult, viste os respekt og kastede håndtegn. Andre troede at vi pga. vores orange klæder var hollændere (Holland tabte en EM-fodboldkamp aftenen forinden). Vi begyndte at lukrere på opmærksomheden og formede en "kult-profil" præget af en peace, love and harmony-filosofi og med udtryk som "Vi kommer med fred!" og "Vær gode ved hinanden". Jeg er sikker på at vi skabte en masse god karma den regnvejrsdag...


lørdag, maj 06, 2006

Notat til selvet

Tag altid det forbehold, at der er en mulighed for at man opfatter verden mere eller mindre forvrænget

torsdag, maj 04, 2006

Brugerundersøgelse

I forbindelse med mit bachelorprojekt har jeg udarbejdet et spørgeskema. Det omhandler musikformidling på bibliotekerne, og jeg vil blive glad for så mange svar som muligt. Spørgeskemaet kan findes her

mandag, maj 01, 2006

Morten vs. Peter


Godt opdragne børn?

Lidt bitterhed er vel på sin plads?

I E-toget fra fra Køge til København søndag aften. En ung indvandrerknægt, der prototypisk ligner lidt af en rod sidder og slacker med sine venner. Ved hvert stop, hopper én af dem ud, for at glo efter kontrollører. Det er ret åbenlyst at de kører på røven. Samtidig tillader knægten sig endda at sidde og tegne på stolesædernes håndtag, hvilket ikke er hans ejendom. Gad vide hvordan han reagerede, hvis andre gik og tegnede på noget, der ikke var deres ejendom, fx hans jakke?

I samme togkupe sidder to ca. jævnaldrende piger. De lyder egentlig ret fornuftige. Godt ordforråd, men damn, de kan støje. Typer, der ikke tænker på, at der også er andre i togkupeen, der måske ikke synes det er så rart, at lægge ører til deres høje hvineri og hylen.

Samme aften, lidt efter midnat på Christiania. På vej hjem fra koncert på Loppen, hvor jeg ser par knægte der flakker rundt. De virker ikke til at være meget mere end 13-14 år. Den ene har i hvert fald en højde, der højst kan svare til en 11-årig. Jeg er nok opdraget meget trygt og fornuftigt, men da jeg var i den alder, var det så godt som amen i kirken, at jeg skulle ligge i min seng på det tidspunkt. Medmindre, at der var en formildende omstændighed. Så kunne jeg allerhøjst få lov til at blive længere oppe, men stadig inde for hjemmets fire vægge

Det er nok bare mig, der er naiv, går i små sko og konservativ, men hvor er forældrene henne i ovenstående tilfælde?

PS: Det var da altid noget, at man ikke rendte ind i en større flok fulde FCK eller Brøndby-klaphatte…

lørdag, april 22, 2006

TV2's programoversigt i aften

Andre end mig, der aner en rød tråd?:

20:00: Er jeg da helt gak mor?
(...) Det første program i trilogien om Anna, Morten og Peter

20:40: Anna og kongen

23:35: Anna Pihl

tirsdag, april 18, 2006

Alle fortjener et godt sexliv

Når jeg sidder og bladrer i Politiken bliver jeg af og til mødt af et billede af en meget tilfreds midaldrende mand eller kvinde. Min første tanke er noget i retning af, at den karikerede tilfredshed måske er et udtryk for, at personen har haft vandladningsbesvær, og nu endelig har kunnet lade vandet. Ja, mine første tanker er altid lidt kreative, men billedet skulle nu faktisk også vise sig, at omhandle en tilfredshed forårsaget af en handling involverende de nedre regioner.

”Alle fortjener et godt sexliv” var den ledsagende tekst, og billedet var en reklame for medicinalfirmaet Pfizers midler mod rejsningsproblemer. I læge- og medicinalbranchen er det vist lidt tabu, at kalde en spade for en spade, for hvad er der nu galt med begrebet impotens? Skal problemer vedrørende seksuallivet absolut camoufleres bag eufemismer?

Når det så er sagt, hvordan har Pfizer sig så tænkt at leve op til deres eget slogan? Det har jo næsten ordlyd som en menneskeret, og når de siger ”alle”, mener de vel også mig? Og hvad vil de gøre for at gøre mit sexliv godt? Ja, først og fremmest kunne de jo skaffe mig ét, når de nu er så velmenende.

Og siden hvornår har evnen til rejsning været en garanti i sig selv for et godt sexliv?

lørdag, april 15, 2006

Lidt hyggemisantropi

Lidt hyggemisantropi

Jeg er:
træt af halve aftaler – træt af den der: ”lad os finde ud af noget” uden der sker videre…
træt af venner og bekendte, der undskylder sig med have travlt. Hvor lang tid i denne her cyberspacetid tager det lige at skrive en sms, mail eller lave et hurtigt telefonopkald.
træt af at føle mig nedprioriteret
træt af folk der påstår at de vil være venner med mig, men hvor jeg får en følelse, af at det er mig, der holder venskabet i live
træt af flygtige bekendtskaber
træt af folk, der spørger til hvordan jeg har det, for hurtigt at vende det til, at de kan snakke om dem selv
træt af at være så forstående og beskeden
træt af folk med manglende hensyn og pli.
træt af falskhed og påtagethed
træt af den menneskelige interaktions ofte svære kunst
træt af livets nedadgående spiraler
træt af folk, der ikke fatter ironi
træt af mig selv, for ikke altid at fatte ironi
men jeg er også:
træt af at analysere tingene til døde
træt af at tage tingene for nært
træt af mig selv, for selv at kunne være skyldig i flere af de ting jeg er træt af
træt af at være en voksen mand der af og til lider af hvad der ”burde” være teenage-issues
træt af at være urimelig og utaknemmelig
træt af at være træt af ting

onsdag, april 12, 2006

12. april 1996

I dag for præcis 10 år siden sad jeg foran min IBM Aptiva computer på mit 8m2 store drengeværelse i Køge. Det var en dejlig forårsfredag, og jeg kan huske, at jeg havde downloadet en masse blondinejokes på internettet på min skole. Jeg havde ikke selv internet dengang, så stilen var, at jeg tog mine 3,5" disketter med hen på skolen, og fyldte dem med sjove filer, pornobilleder, guitartabs og lign. jeg derefter kunne tage med hjem se på min egen pc. Jeg havde dagen før anskaffet mig Rage Against The Machines "Evil Empire". Jeg sad sandsynligvis i en skovmandsskjorte og med pagehåret ned over ørerne som en art grungerebel og lyttede til den, mens jeg grinede over de blondinejokes. Min dengang 15-årige lillesøster kom ind på mit værelse med et lettere chokeret, men alligevel fattet udtryk, og sagde "Gitte er død". Det kunne kun være een Gitte, men alligevel spurgte jeg "Hvem Gitte?".

Gitte var vores kusine. Jeg var lige så fattet som min søster. Reagerede ikke stærkt, som man "bør", når man modtager den slags informationer. Det virkede uvirkeligt, og så alligevel ikke. Hun var gravid og kun 21 årHun havde netop født sin søn, da hjertet gik et stå et par timer efter. Det var først til begravelsen, at jeg helt fattede hvad der var sket. Døden er nu en abstrakt størrelse.
I dag er det samtidig 1 ½-årsdagen for min farfars død. Han blev begravet i samme gravsted som min kusine. Sønnen Nicklas er en glad og frisk dreng, der i dag kan puste 10 lys ud på sin lagkage

lørdag, april 08, 2006

Brugerundersøgelse ang. Roskilde Festival

Jeg har en lettere svaghed for brugerundersøgelser. Jeg sidder og nørkler lidt med det pt. da det skal bruges i forbindelse med mit bachelorprojekt.
Samtidig er det lidt interessant for mig at høre om andre folks holdninger til Roskilde Festival. Derfor, handler mit spørgeskema om Roskilde Festival. Useriøst, ja, men det er jo risikoen ved at klikke sig herhen ;-)

Her er brugerundersøgelsen