Her i går skulle jeg med et par gutter fra min skole lave noget research på kulturarvsobjekter i indre by. Vi spadserede rundt, rundede et par statuer og et par kirker, og da vi nåede til Pisserenden, diskuterede vi om vi skulle inddrage baren Floss i vores studier. Med min begrænsede viden, jeg de andre om baren som stedet, hvor de sorte poeter og punkere, som fx Sort Sol, hang meget ud i 80’erne. Vi troppede op foran frontdøren, der helt i en trashet punkertids-ånd, var overklistret med klistermærker. Her hang slidte af slagsen, der sikkert havde prydet døren siden 80’erne, side om side med nyere klistermærker som fx en reklame fra en Rent Mel cd og den nyeste TDC-reklame. Mens dette blev foreviget på digitalkamera, parkerede en velkendt skikkelse med skulderlangt hår, gusten hud og en manglende arm, sin cykel op ad Floss’ mur. Han betragtede os, som var vi nogle naive turister, og gik ind på baren…
Senere sad vi på Studenterhuset, hvor vi med vores medbragte laptop ville nedskrive dagens observationer. Jeg fortalte de andre, om et band jeg kendte der snart skulle spille samme sted. Et par minutter efter, gik endnu een (dog kun for mig) velkendt skikkelse ind af døren til Studenterhuset. Guitaristen fra det det føromtalte band…
To sjove og meget ens sammentræf på samme dag. Denne dag har helt bestemt haft en særlig clairvoyance-mojo over sig, som jeg burde have udnyttet noget bedre. Jeg ærgrer mig lidt, over at jeg ikke tog de andre med i svømmehallen, ind i en sauna, fortalte en anekdote om Helena Christensen eller anden berømt lækkerhed, og kiggede hen mod døren…
onsdag, februar 22, 2006
tirsdag, februar 21, 2006
Alt tæller
Alt tæller, og der er kun få dage tilbage. Det er kun et spørgsmål om tid. Jeg kører en tur med min bedste ven, hvor vi mødes med en masse andre mennesker er mennesker. Jeg får sikkert en nytteløs tinnitus, men det er jo bare en smerte, jeg er vant til, når jeg ikke nyder stilheden. Jeg kan bare ikke få nok af den sorte fest, hvor alle er klædt i sort. Det er den sødeste perfektion, og hvis du gik i mine sko, eller så verden i mine øjne, ville du vide, at det kun er et spørgsmål om lyst.
mandag, februar 20, 2006
En fødselsdag
I dag ville mit ungdoms forbillede, Kurt Cobain være fyldt 39 år, hvis han ikke besluttede sig for at ende sit liv som 27-årig i 1994. I skrivende stund er jeg 27 år, og 3½ måned, hvilket gør at jeg er ca. 2 måneder ældre end Kurt var, da han døde. At jeg som medio-teen så op til en fyr, der tog sit eget liv er måske lidt tvivlsomt, men nu er man som teenager ikke altid de mest rationelt tænkende.
Jeg må indrømme, uden at lyde som et popdyr, der følger alle tidens trends, at min fascination af bandet, musikken og hele den omgærdende mystik, var størst efter hans død. Nok fordi at jeg først begyndte at dyrke musik som en rigtig hovedinteresse da jeg var omkring 15-16 år (jeg var 15 da han døde). Da fik jeg mit første anlæg og debuten fra Rage Against The Machine og regelmæssig Barometer-lytning skulle lægge bane vej til et musikalsk retningsskift, væk fra 2 Unlimited, 24-Seven, Dr. Alban og andet europæisk dancepop. Alle Nirvanas udspil blev anskaffet og numrene havde en primær rolle på ”the soundtrack of my medioteens”. Der blev optaget videoer og koncerter på MTV, tøjstilen med skovmandsskjorter, slidte jeans og halvlangt fedtet hår blev kopieret, og Nirvana-sange var det altoverskyggende øve- repertoire på min båndfalske Fender Stratocaster-kopi.
Kurt Cobain var med andre ord min Mohammed. Alle der talte negativt om ham eller bandet, var i mine øjne blasfemikere eller ignoranter, og de fortjente ikke mindre end stokkeslag og tvangsindlæggelse til at lytte Nirvanas musik indtil de kunne se genialiten. Jeg sagde jo, at teenagere var irrationelle…og en tand egocentriske…
Tillykke med dagen, Kurt!
Jeg må indrømme, uden at lyde som et popdyr, der følger alle tidens trends, at min fascination af bandet, musikken og hele den omgærdende mystik, var størst efter hans død. Nok fordi at jeg først begyndte at dyrke musik som en rigtig hovedinteresse da jeg var omkring 15-16 år (jeg var 15 da han døde). Da fik jeg mit første anlæg og debuten fra Rage Against The Machine og regelmæssig Barometer-lytning skulle lægge bane vej til et musikalsk retningsskift, væk fra 2 Unlimited, 24-Seven, Dr. Alban og andet europæisk dancepop. Alle Nirvanas udspil blev anskaffet og numrene havde en primær rolle på ”the soundtrack of my medioteens”. Der blev optaget videoer og koncerter på MTV, tøjstilen med skovmandsskjorter, slidte jeans og halvlangt fedtet hår blev kopieret, og Nirvana-sange var det altoverskyggende øve- repertoire på min båndfalske Fender Stratocaster-kopi.
Kurt Cobain var med andre ord min Mohammed. Alle der talte negativt om ham eller bandet, var i mine øjne blasfemikere eller ignoranter, og de fortjente ikke mindre end stokkeslag og tvangsindlæggelse til at lytte Nirvanas musik indtil de kunne se genialiten. Jeg sagde jo, at teenagere var irrationelle…og en tand egocentriske…
Tillykke med dagen, Kurt!
lørdag, februar 18, 2006
Definitionen af en stand-upper
Definitionen af en middelmådig dansk standup-komiker: man stiller sig uforstående over for et emne, og i stedet for at sætte sig ind i det, latterliggør man det på humoristisk vis og får et lige så middelmådigt publikum til at grine
fredag, februar 17, 2006
Patent på sort
Johnny Cash er meget oppe i tiden. Til dels pga. biografilmen ”Walk the line”, men samtidig også fordi han er død. Så vidt jeg husker, lavede han Cobain-stuntet, og opnåede mere hype EFTER sin død, end da han var i live. Han fik tilnavnet ”The Man in Black” qua hans tøjstil, der oftest var i sort. Men jeg synes da det er lidt uretfærdigt at en enkelt person i den grad, får knyttet sit navn på en så brugt farve. Var han man den eneste sortklædte måske? Eller var sort næsten lige opfundet der i 50’erne (eller hvornår han nu fik tilnavnet)?. Han har stadig tilnavnet her i 2006, hvor ”dressed in black” er uofficiel dresscode mange steder. Tænk bare på begravelser, satanister, goths og andre unge med depressive identifikationsproblemer…. og fiktive alien-slashers. Og til det sidstnævnte, hvor jeg selvfølgelig hentyder til filmen ”Men in Black” fra 1997, er min undren lige så stor. Filmen er opkaldt efter to i sort jakkesætklædte FBI-lignende mænd, hvis speciale er at udrydde uopdragne rumvæsener og lign. Måske er det bare mig, men er sorte jakkesæt noget, der er unikt for folk med dette specielle erhverv? Endda så unikt, at de frem for at kalde dem noget kreativt og originalt, lader deres og filmens titel er opkaldes efter denne farve. Hvis de bar jakkesæt i lilla, turkis eller en anden ikke-mainstreamfarve, kunne jeg se pointen. Men sort? Den farve er lige så populær og almen brugt som ketchup er til røde pølser.
Hvad bliver det næste? At kalde læger på et hospital for ”Men in white” eller håndværkere i blå Kansas-dragter for, ja, gæt selv: ”Men in blue”?
Ordkløvende insektsamleje? Ja, det tror jeg vist nok!
Hvad bliver det næste? At kalde læger på et hospital for ”Men in white” eller håndværkere i blå Kansas-dragter for, ja, gæt selv: ”Men in blue”?
Ordkløvende insektsamleje? Ja, det tror jeg vist nok!
onsdag, februar 15, 2006
"24 Timer" og mobiltelefoni
Jeg er trofast seer af ”24 Timer”. Der er virkelig smæk på skillingen når Jack Bauer, tilsyneladende uden mad, drikke og toiletbesøg skal redde verden. Et adrenalinrush, hvor man som empatisk seer nærmest selv må bukke under med et posttraumatisk stresssyndrom over det konstant stramme program, hvor marginaler er afgørende for om USA rammes af 3. verdenskrig. Hvert afsnit af serien indeholder en hulens masse vigtige mobilsamtaler med højtstående personager, der skal træffe ekstremt vigtige beslutninger på et mili-sekund. Jeg har dog endnu ikke hørt nogle af mobilsamtalerne ende med et ”hej”, ”farvel”, ”vi snakkes” eller anden afsluttende høflighedsfrase. Bevares, takt og tone har vel et minimum af prioritet, når der er krisesituationer, men det undrer mig alligevel at samtalerne slutter så brat. Har CIU-ansatte, terrorister, forsvarsministre etc. en meget veludviklet sans for at vide, hvornår en telefonsamtale er færdig? Så snart modtageren har fået sine informationer eller ordrer, smides der på, uden yderligere varsel. Der er ikke noget, der skal gentages, ingen misforståelser og de tænker ikke lige på, om personen i den anden ende, har mere at tilføje. Jeg synes det er modigt at være så letsindig, når man har landets sikkerhed hængende i en tynd tråd…
mandag, februar 13, 2006
Melodi Grand Prix
Lørdag aftens underholdning for hele familien Danmark. Jeg havde en ven på besøg, der insisterede på at afspille sin hardcore industrial-musik, så MGP-showet var hos mig, reduceret til det rent visuelle. Med andre ord, Neighbours, Søren Poppe, Kim Schwartz og co. havde fået cuttet stemmebåndene og mimede til aggressive stortrommebeats og dystre hooklines med tysk accent. Ikke desto mindre, nåede jeg at danne mig et indtryk af showet, som år efter år, rent musikalsk fortsætter sin rundgang i noget, jeg ville kalde et parallelunivers. For hvor i alverden befinder de musikgenrer, som MGP er domineret af, til daglig? Det er voldsomt populært den dag det foregår, men det er da langt fra en musiktype, der afspejler de moderne musiske trends i 2006. Så vidt jeg ved, er det de færreste MGP-vindere, der efterfølgende, har lagt de store spillesteder og festivaler ned landet over. Er det den mon den slags musik, som skal være med til at holde karaoke-producenter kørende. Eller spæde til omsætningen hos de provinsdiskoteker, hvor ”Pas på den knaldrøde gummibåd”, ”Boom Boom” og lign. er floorfillers?.
Der er hvert år et par kunstnere, der tænker ”nyskabende”, ved at tilføje et snit af noget etnisk kulturelt eller historisk musikalsk. Se bare på vinderen, der spillede på et western-tema og bandet opkaldt efter det australske svar på ”Glamour” (Neighbours, red.), der legede med noget indiansk lir og løjer. Man kan vel lidt letkøbt snakke om at lege cowboys mod indianere her? Nu hørte jeg som sagt ikke musikken, så jeg tager måske lidt fejl i mine tolkninger.
Som jeg husker MGP’erne fra midt i firserne, var showet i 2006 også storslået, bombastisk og familiehyggelig underholdning. Der manglede bare en Mylius, en pool, neonfarvede drinks med parasoller, og en masse crepet hår og mullets.
Der er hvert år et par kunstnere, der tænker ”nyskabende”, ved at tilføje et snit af noget etnisk kulturelt eller historisk musikalsk. Se bare på vinderen, der spillede på et western-tema og bandet opkaldt efter det australske svar på ”Glamour” (Neighbours, red.), der legede med noget indiansk lir og løjer. Man kan vel lidt letkøbt snakke om at lege cowboys mod indianere her? Nu hørte jeg som sagt ikke musikken, så jeg tager måske lidt fejl i mine tolkninger.
Som jeg husker MGP’erne fra midt i firserne, var showet i 2006 også storslået, bombastisk og familiehyggelig underholdning. Der manglede bare en Mylius, en pool, neonfarvede drinks med parasoller, og en masse crepet hår og mullets.
fredag, februar 10, 2006
Bauhaus
En ganske fed koncert med en af gudfædrene inden for gothic rock. Tinnitusen er mere insisterende end nogensinde. Måske var det ikke så smart, at placere sig så tæt på de store højttalere, når ørepropperne lå hjemme i skuffen. Dressed in black var den uofficielle dresscode, og klientellet var spredt fra gamle gothrockere, der sikkert var vokset op med bandet, til helt unge batcavere (den danske oversættelse flagermusehulere lyder vist ikke så trendy).
Jeg har kun lyttet til bandet et par måneder, så min syng-med-kunnen strejkede sig allerhøjest til et par omkvæd. Ikke at syng-med-aspektet er så super vigtigt. Musikken og udtrykket var fedt i sig selv, og en oplevelse værd. Men det er faktisk også tonerne af Bowie’s Ziggy Stardust (der blev spillet som et ekstranummer) i mit hoved, der larmer om kap med tinnitusen. Hyggeligt, at de også spillede Joy Divisions Transmission (for lige at namedroppe lidt mere) og imponerende, at Peter Murphys stemme, stadig lyder så identisk som den der findes på de over 20 år gamle sange…
Jeg undskylder for overdreven brug af parenteser i ovennævnte.
Jeg har kun lyttet til bandet et par måneder, så min syng-med-kunnen strejkede sig allerhøjest til et par omkvæd. Ikke at syng-med-aspektet er så super vigtigt. Musikken og udtrykket var fedt i sig selv, og en oplevelse værd. Men det er faktisk også tonerne af Bowie’s Ziggy Stardust (der blev spillet som et ekstranummer) i mit hoved, der larmer om kap med tinnitusen. Hyggeligt, at de også spillede Joy Divisions Transmission (for lige at namedroppe lidt mere) og imponerende, at Peter Murphys stemme, stadig lyder så identisk som den der findes på de over 20 år gamle sange…
Jeg undskylder for overdreven brug af parenteser i ovennævnte.
mandag, februar 06, 2006
Skitur - Vars - 2006 - #2
28. januar 2006 og 29. januar 2006.
Vi ankom til Vars ved aftensmadstid lørdag. Efter indkvarteringen var destinationen: MAD. Min kost havde som tidligere beskrevet hovedsageligt bestået af popcorn, så selv en kedelig frysepizza ville kunne sende mig i den gastronomiske 7. himmel. Vi fandt et sted, der solgte pizza og slog os ned. Vi var der ca. 18.45, men fik af vide, at vi først kunne bestille mad fra kl. 19.00. Det på trods af, at vi sad 7 velvoksne maver, der knurrede insisterende. Man skulle tro at graden af service til turister i et udpræget turistområde ville være højere.
Sprogbarrierer var der også, så vi måtte ty til universalsproget nr. 1: fagter med hænderne. Selv dette havde den hyperforfængelige mandlige tjener problemer med at aflæse, så hvad der skulle være have været en almindelig stor fadøl, blev til et kæmpeglas, der ca. rummede en liter.
Sjovt er det også, at når man forsøger at kommunikere med en fransk person på engelsk og giver et ret tydeligt udtryk for, at man ikke forstå hvad de siger, knævrer de alligevel videre på fransk.
På busturen fik vi snakket en masse om vores individuelle skills på ski. Vi stod tidligt op, kom i skitøjet og hen mod liftene. Jeg kunne på de første og relativt flade bakker, fornemme at jeg ikke var helt tabt bag en skivogn. I hvert fald hvis man sammenligner med førstedagen på min skiferie for tre år siden. Her faldt jeg MANGE gange på børnebakken, men blev gradvist bedre, da jeg lærte nogle af de grundlæggende, vigtige teknikker som at dreje og bremse.
Jeg fik dog mine tidligere lærte skills grundigt udfordret, da vi gav os i kast med de første pister, som primært var de røde. Disse er for de mere erfarne løbere, og dermed en tand mere stejle. Jeg kunne snildt tage en rød i dag, men det var stadig i et tempo, der var klasser end de andre. De ventede derfor ofte på mig, men jeg skiftevis plovede, styrtede og holdt afmagtspauser. Jeg styrtede en del gange, fik smagt den franske sne og faldt sågar da vi skulle stå af skiliften. Al den ploveri og generelt anspændte holdning jeg havde, drænede mig for energi og fik mig til at resignere et par timer tidligere end de andre. Vel ankommet til lejligheden var den første gerning at tage et langt varmt bad. Hvad jeg dog havde glemt, var at lejlighedens varme vand, var kogende varmt, så jeg fyrede bare op for bruseren, og lod strålerne ramme min krop. Et kæmpe hvin udstødte jeg. Det var sgu lige det der manglede.
I skrivende stund er det andre kommet hjem fra skituren, og er nu ovre og after-ski. Efter lidt afstressning, to kopper nescafe, et par hovedpinepiller, lidt håndlig blogskrivning, burde jeg var parat til at joine dem…jeg er ude af her!
Vi ankom til Vars ved aftensmadstid lørdag. Efter indkvarteringen var destinationen: MAD. Min kost havde som tidligere beskrevet hovedsageligt bestået af popcorn, så selv en kedelig frysepizza ville kunne sende mig i den gastronomiske 7. himmel. Vi fandt et sted, der solgte pizza og slog os ned. Vi var der ca. 18.45, men fik af vide, at vi først kunne bestille mad fra kl. 19.00. Det på trods af, at vi sad 7 velvoksne maver, der knurrede insisterende. Man skulle tro at graden af service til turister i et udpræget turistområde ville være højere.
Sprogbarrierer var der også, så vi måtte ty til universalsproget nr. 1: fagter med hænderne. Selv dette havde den hyperforfængelige mandlige tjener problemer med at aflæse, så hvad der skulle være have været en almindelig stor fadøl, blev til et kæmpeglas, der ca. rummede en liter.
Sjovt er det også, at når man forsøger at kommunikere med en fransk person på engelsk og giver et ret tydeligt udtryk for, at man ikke forstå hvad de siger, knævrer de alligevel videre på fransk.
På busturen fik vi snakket en masse om vores individuelle skills på ski. Vi stod tidligt op, kom i skitøjet og hen mod liftene. Jeg kunne på de første og relativt flade bakker, fornemme at jeg ikke var helt tabt bag en skivogn. I hvert fald hvis man sammenligner med førstedagen på min skiferie for tre år siden. Her faldt jeg MANGE gange på børnebakken, men blev gradvist bedre, da jeg lærte nogle af de grundlæggende, vigtige teknikker som at dreje og bremse.
Jeg fik dog mine tidligere lærte skills grundigt udfordret, da vi gav os i kast med de første pister, som primært var de røde. Disse er for de mere erfarne løbere, og dermed en tand mere stejle. Jeg kunne snildt tage en rød i dag, men det var stadig i et tempo, der var klasser end de andre. De ventede derfor ofte på mig, men jeg skiftevis plovede, styrtede og holdt afmagtspauser. Jeg styrtede en del gange, fik smagt den franske sne og faldt sågar da vi skulle stå af skiliften. Al den ploveri og generelt anspændte holdning jeg havde, drænede mig for energi og fik mig til at resignere et par timer tidligere end de andre. Vel ankommet til lejligheden var den første gerning at tage et langt varmt bad. Hvad jeg dog havde glemt, var at lejlighedens varme vand, var kogende varmt, så jeg fyrede bare op for bruseren, og lod strålerne ramme min krop. Et kæmpe hvin udstødte jeg. Det var sgu lige det der manglede.
I skrivende stund er det andre kommet hjem fra skituren, og er nu ovre og after-ski. Efter lidt afstressning, to kopper nescafe, et par hovedpinepiller, lidt håndlig blogskrivning, burde jeg var parat til at joine dem…jeg er ude af her!
Skitur - Vars - 2006 - #1
På min skiferie til Vars i Sydfrankrig prøvede jeg at føre en slags old school dagbog på min papirsblok over hver enkelt dags nævneværdige begivenheder. Det er en meget fin ambition, men det blev kun til to dage, hvor jeg rent faktisk fik tid til det, fordi resten af tiden, udover at stå på ski, gik op i dåseøl, pokerspil og humor på højt og lavt plan. Men i kan jo få det jeg har skrevet indtil videre:
Lørdag d. 28. januar 2006, 13.00
Strandet i en bus i en fransk snedækket alpe på 5. time, og vi kan ikke komme videre. Morgenmaden har bestået af microovnspopcorn og dåseøl. Bussen er en dobbeltdækkker, med lækre fladskærme, der, når de ikke viser hollywoodblockbusters på de tyske motorvejer, filmer vejen vi kører på. Minder mest af alt om Lost Highway, men efter et par timer, minder det mest af alt om en syret eksperimentalfilm, og man bliver helt hypnogak af at tælle de hvide striber på vejen.
Vi så Con Air i aftes. En film jeg har zappet forbi et jævnt antal gange derhjemme, når den har været vist på TV3: ”En dårlig film med afbrydelser”. Men når man er træt af at læse i sine medbragte bøger og aviser, træt af at lytte til sin mp3-afspiller, og man glemte at medbringe nogle kryds og tværs’er (jeg kke ramt af sudoku-bølgen) og har svært ved at falde i søvn, er alternativet for en slags underholdning kogt ned til én: ”følg med i Con Air”. For første gang fik denne glimragende actionbasker min fulde opmærksomhed. Men da den nåede slutningen, plottet var udspillet og jeg let kunne forudsige slutningen og da Nicolas Cage kæksmarte punchlines blev lidt for meget af det det gode, vendte jeg igen opmærksomheden mod min mp3-afspiller…
Lørdag d. 28. januar 2006, 13.00
Strandet i en bus i en fransk snedækket alpe på 5. time, og vi kan ikke komme videre. Morgenmaden har bestået af microovnspopcorn og dåseøl. Bussen er en dobbeltdækkker, med lækre fladskærme, der, når de ikke viser hollywoodblockbusters på de tyske motorvejer, filmer vejen vi kører på. Minder mest af alt om Lost Highway, men efter et par timer, minder det mest af alt om en syret eksperimentalfilm, og man bliver helt hypnogak af at tælle de hvide striber på vejen.
Vi så Con Air i aftes. En film jeg har zappet forbi et jævnt antal gange derhjemme, når den har været vist på TV3: ”En dårlig film med afbrydelser”. Men når man er træt af at læse i sine medbragte bøger og aviser, træt af at lytte til sin mp3-afspiller, og man glemte at medbringe nogle kryds og tværs’er (jeg kke ramt af sudoku-bølgen) og har svært ved at falde i søvn, er alternativet for en slags underholdning kogt ned til én: ”følg med i Con Air”. For første gang fik denne glimragende actionbasker min fulde opmærksomhed. Men da den nåede slutningen, plottet var udspillet og jeg let kunne forudsige slutningen og da Nicolas Cage kæksmarte punchlines blev lidt for meget af det det gode, vendte jeg igen opmærksomheden mod min mp3-afspiller…
torsdag, januar 26, 2006
Hej så længe
Dette er Runkedorens automatsvarermekanismedims. Runkedoren vil være fraværende de næste dage/uger, så forvent ikke meget opdatering her. Men vær velkommen til at spamme i kommentarboksen efter det fonetiske bib. Pas godt på jer selv, hinanden og dyrene i naturen.
*Biiiiiib*
*Biiiiiib*
onsdag, januar 25, 2006
Lidt mere drømmeri
For nogle er nedenstående måske genbrug. Men genudsendelser er vel ok? Anyway, for et par år siden, førte jeg en drømme dagbog: "Somniøse erfaringer". Nedenstående er en slags greatest hits. Kom endelig med jeres analyser, hæhæ
Fik sendt en kasse slik, som viste sig at tilhøre Ritt Bjerregaard. Hun kom selv og hentede den. Jeg prøvede at lave "Rent Fup" med hende, ved at bilde hende ind, at jeg allerede havde spist det.
***
Peter Aalbæk med cigar i munden, kørte rundt på en trehjulet handicapknallert, der ikke kunne dreje, på en kæmpe græsplæne.
***
Jeg byggede et kæmpe sandslot. Jeg var flere år om det, men det var heldigvis færdigbygget og fuldt oprustet, da det blev angrebet med luftskyts.
***
Var med i "Mifunes Sidste Sang". Men handlingen var kombineret med "Misery", da Kathy Bates var bondegårdens strenge bestyrerinde, der sørgede for at jeg ikke måtte gå nogen steder.
***
En kæmpe gal haj havde forvildet sig ind under isen i en skøjtehal. Den brækkede sig op gennem isen, og slog hovedet på et ishockeymål. Folk prøvede at komme væk i deres gummibåde.
***
Var med Beavis og Butthead til meditation i Bob Marley-land
***
Stjal en bog, der åbenbart havde en bibelsk betydning, for en dum sekt. Så det havde udløst et kæmpe ramaskrig hos dem, og jeg var erklæret fredløs
***
Var med i en slags Matrix-film hvor jeg skulle anbefale en Cubansk cigar til en Aids-ramt mand
***
En pige jeg flirtede med, malede sig blå i hovedet
***
Det var egentlig ikke drømmen denne nat, der var relevant. Men derimod, da jeg vågnede ved mit vækkeur, der larmer som en brandalarm, sov begge mine arme. Jeg kunne derfor ikke løfte mine arme op til hylden hvor vækkeuret stod for at slukke det. Måtte derfor slukke det med min pande. Lidt komisk situation
***
Skulle til et eller andet arrangement med noget musik og sådan. Vi sad og hørte det første opvarmningsband til hovednavnet, som var et latterligt black-metalband. Jeg begyndte at drikke af min Marilyn Manson-cola. I pausen kom 6 personer ud, forklædt som en bus. Det var en del af underholdningen. De kidnappede mig, og puttede mig ind i et telt. Jeg blev så sendt ud på en skattejagt/orienteringsløb og oplevede nogle pudsige ting. Bl.a. stod jeg på skateboard på en havn, kom forbi det firma, hvor min far arbejder og gik rundt på deres lagre. Slutteligt stødte jeg ind i den syngende mand fra ALKA-reklamerne, som her var cykelsmed. Her sluttede det hele, og jeg nåede desværre aldrig tilbage og høre hovednavnet, som jeg ikke kan huske hvem var
***
En af mine venner, havde fået tatoveret et billede af sin kæreste på hansarm. Der var dog den fejl, at hun havde fuldskæg på tatoveringen
Fik sendt en kasse slik, som viste sig at tilhøre Ritt Bjerregaard. Hun kom selv og hentede den. Jeg prøvede at lave "Rent Fup" med hende, ved at bilde hende ind, at jeg allerede havde spist det.
***
Peter Aalbæk med cigar i munden, kørte rundt på en trehjulet handicapknallert, der ikke kunne dreje, på en kæmpe græsplæne.
***
Jeg byggede et kæmpe sandslot. Jeg var flere år om det, men det var heldigvis færdigbygget og fuldt oprustet, da det blev angrebet med luftskyts.
***
Var med i "Mifunes Sidste Sang". Men handlingen var kombineret med "Misery", da Kathy Bates var bondegårdens strenge bestyrerinde, der sørgede for at jeg ikke måtte gå nogen steder.
***
En kæmpe gal haj havde forvildet sig ind under isen i en skøjtehal. Den brækkede sig op gennem isen, og slog hovedet på et ishockeymål. Folk prøvede at komme væk i deres gummibåde.
***
Var med Beavis og Butthead til meditation i Bob Marley-land
***
Stjal en bog, der åbenbart havde en bibelsk betydning, for en dum sekt. Så det havde udløst et kæmpe ramaskrig hos dem, og jeg var erklæret fredløs
***
Var med i en slags Matrix-film hvor jeg skulle anbefale en Cubansk cigar til en Aids-ramt mand
***
En pige jeg flirtede med, malede sig blå i hovedet
***
Det var egentlig ikke drømmen denne nat, der var relevant. Men derimod, da jeg vågnede ved mit vækkeur, der larmer som en brandalarm, sov begge mine arme. Jeg kunne derfor ikke løfte mine arme op til hylden hvor vækkeuret stod for at slukke det. Måtte derfor slukke det med min pande. Lidt komisk situation
***
Skulle til et eller andet arrangement med noget musik og sådan. Vi sad og hørte det første opvarmningsband til hovednavnet, som var et latterligt black-metalband. Jeg begyndte at drikke af min Marilyn Manson-cola. I pausen kom 6 personer ud, forklædt som en bus. Det var en del af underholdningen. De kidnappede mig, og puttede mig ind i et telt. Jeg blev så sendt ud på en skattejagt/orienteringsløb og oplevede nogle pudsige ting. Bl.a. stod jeg på skateboard på en havn, kom forbi det firma, hvor min far arbejder og gik rundt på deres lagre. Slutteligt stødte jeg ind i den syngende mand fra ALKA-reklamerne, som her var cykelsmed. Her sluttede det hele, og jeg nåede desværre aldrig tilbage og høre hovednavnet, som jeg ikke kan huske hvem var
***
En af mine venner, havde fået tatoveret et billede af sin kæreste på hansarm. Der var dog den fejl, at hun havde fuldskæg på tatoveringen
mandag, januar 23, 2006
"Krøniken" vs. kaffe
De to ting har en ting tilfælles i min optik. Jeg er afhængig af begge dele, men grundene er lidt diffuse
Jeg bliver nødt til at have min daglige ration kaffe, selvom jeg egentlig ikke synes at smagen er speciel god.
Jeg bliver nødt til at se "Krøniken", selv om jeg objektivt set, ikke synes den er noget specielt. Lettere forudsigeligt og uoriginalt plot og mange amatøragtige skuespilpræstationer.
Jeg er af uvisse grunde draget af begge dele.
Koffeinafhængighed kan være svaret, for kaffens vedkommende, men hvad forklarer min tiltrækning til "Krøniken"?
Jeg bliver nødt til at have min daglige ration kaffe, selvom jeg egentlig ikke synes at smagen er speciel god.
Jeg bliver nødt til at se "Krøniken", selv om jeg objektivt set, ikke synes den er noget specielt. Lettere forudsigeligt og uoriginalt plot og mange amatøragtige skuespilpræstationer.
Jeg er af uvisse grunde draget af begge dele.
Koffeinafhængighed kan være svaret, for kaffens vedkommende, men hvad forklarer min tiltrækning til "Krøniken"?
Abonner på:
Opslag (Atom)
