Hvorfor er efterretning ikke det modsatte af forretning?
Og hvad er egentlig det modsatte af en forretning? Og hvad er det modsatte af efterretning?
Og hvad er det modsatte af alle mine dumme ordkløverspørgsmål?
mandag, september 12, 2005
søndag, september 11, 2005
Taskeamnesi vs. terrorfrygt
Det er ikke skide god timing, når min tendens til at glemme min taske stiger proportionalt med terrorfrygten i landet…
lørdag, september 03, 2005
Lidt ordkløveri
Jeg erfarede, at nogle personer stadig mener, at pausen i en fodboldkamp hedder halvleg. Jeg ved ikke hvordan og hvornår denne fejlagtige viden nogensinde er opstået. For en halvleg er en af de to 45 minutters perioder hvori der spilles bold. De 15 minutter mellem dem, hedder såmænd bare pause. I ordet halvleg ligger implicit at vi har at gøre med noget der er 2 af. Selve fodboldkampen er en hel leg. Den deles op i to halve lege, eller sammentrukket; halvleg. Pausen er der såmænd kun én af.
Jeg kom også til at undre mig over, hvordan nogle personer til stadighed udtaler ordet ”billede” som ”bedle”. Hvem har bildt dem ind, at D’et kommer før L’et. Og hvorfor gør de det ikke konsekvent med andre ord? Altså bytter om på bogstaverne i ordene. Hvorfor er det kun ”billede” de falder over?
Det danske ord patetisk betyder ikke ynkelig, men følelsesladet eller noget i den stil. På engelsk betyder ”pathetic” godt nok ynkelig, men det danske tætklingende ord ”patetisk” har i princippet ikke noget at gøre med det. Det kommer af det græske ”patos” som har noget med følelsesladet at gøre (eller noget i den dur – gider ikke at være så kildekritisk i dag). Men fx når en anerkendt lyriker som TV-2’s Steffen Brandt i sangen ”Der går min klasselærer” synger ”Det’ patetisk, det til grin” må man gå ud fra, at han bruger ”patetisk” i den forstand at det betyder ynkelig (Det giver i hvert fald mest mening), så er det klart at ordbøgerne må tage ordet op til revision. Så vidt jeg ved, er konsekvensen vist, at pga. denne massive, forkerte brug af ordet, så har man godkendt det i Nudansk Ordbog. Dvs. så det både kan betyde den oprindelige betydning, men altså også ynkelig
Jeg kom også til at undre mig over, hvordan nogle personer til stadighed udtaler ordet ”billede” som ”bedle”. Hvem har bildt dem ind, at D’et kommer før L’et. Og hvorfor gør de det ikke konsekvent med andre ord? Altså bytter om på bogstaverne i ordene. Hvorfor er det kun ”billede” de falder over?
Det danske ord patetisk betyder ikke ynkelig, men følelsesladet eller noget i den stil. På engelsk betyder ”pathetic” godt nok ynkelig, men det danske tætklingende ord ”patetisk” har i princippet ikke noget at gøre med det. Det kommer af det græske ”patos” som har noget med følelsesladet at gøre (eller noget i den dur – gider ikke at være så kildekritisk i dag). Men fx når en anerkendt lyriker som TV-2’s Steffen Brandt i sangen ”Der går min klasselærer” synger ”Det’ patetisk, det til grin” må man gå ud fra, at han bruger ”patetisk” i den forstand at det betyder ynkelig (Det giver i hvert fald mest mening), så er det klart at ordbøgerne må tage ordet op til revision. Så vidt jeg ved, er konsekvensen vist, at pga. denne massive, forkerte brug af ordet, så har man godkendt det i Nudansk Ordbog. Dvs. så det både kan betyde den oprindelige betydning, men altså også ynkelig
fredag, august 19, 2005
Begrebet "homo"
Her i lørdags, kom jeg forbi Rådhuspladsen. Det vrimlede med mennesker. Menneskemængden var præget af små tætte kvinder med kort hår og briller og glatte dansende mænd i stramt og farverigt tøj. Fokuset var på en scene med en højtråbende konferencier. På et tidspunkt råbte han noget i stil med: ”Hvor mange her, er homo’er?”. Jeg konsulterede min indre fremmedordbog, der lærte mig, at ”homo” kan være en biologisk definition på mennesket, men også et ord, der betyder ensrettet og kan sættes foran andre ord. Fx homogen, homofon og homonom. Dvs. så kan en homovej være fremmedord for en ensrettet vej?
Men tilbage til emnet; jeg kom i tanke om begreberne ”homo sapiens” og ”homo faber”, som faktisk bare er betegnelser for menneskeracen. Og jeg er da et menneske? I hvert fald, sådan rent anatomisk. Ergo kunne jeg også række min hånd op, da spørgsmålet om hvor mange der var homo’er, blev stillet. Til min undren, så jeg dog flere andre homo sapiens rundt om mig, der ikke rakte hånden op. Fordi de var dovne, eller også forstod de ikke spørgsmålet?
En af talerne på scenen snakkede om noget der hedder homofobi. Og hvad er det så? Fobi er frygten for et eller andet, og homo er som sagt noget der er ensrettet. Ergo er homofobi frygt for det ensrettede generelt? Eller lægger ordet op til, at man selv bestemmer hvilken ensrettet ting man frygter? Fx ensrettede veje?
Men tilbage til emnet; jeg kom i tanke om begreberne ”homo sapiens” og ”homo faber”, som faktisk bare er betegnelser for menneskeracen. Og jeg er da et menneske? I hvert fald, sådan rent anatomisk. Ergo kunne jeg også række min hånd op, da spørgsmålet om hvor mange der var homo’er, blev stillet. Til min undren, så jeg dog flere andre homo sapiens rundt om mig, der ikke rakte hånden op. Fordi de var dovne, eller også forstod de ikke spørgsmålet?
En af talerne på scenen snakkede om noget der hedder homofobi. Og hvad er det så? Fobi er frygten for et eller andet, og homo er som sagt noget der er ensrettet. Ergo er homofobi frygt for det ensrettede generelt? Eller lægger ordet op til, at man selv bestemmer hvilken ensrettet ting man frygter? Fx ensrettede veje?
torsdag, august 18, 2005
Skriveblogering?
Ja, jeg fik en kommentar om, at der ikke var sket så meget herinde på det seneste. En slags skriveblokering måske, eller også har sommerferien bare gjort mig fuldstændig apatisk. Mine erfaringer siger mig, at produktiviteten altid er højest, når man har andre gøremål. At ideerne sprudler, når jeg fx sidder til en kedelig forelæsning på min skole eller i tandlægens venteværelse.
Måske ville et input fra nogle af de trofaste læsere give mig et spark motivation? Hvis i har nogle ideer til et emne, der skal udsættes for lidt blogning the Runkedor-way, så let it out! Måske griber jeg bolden. Måske griber jeg den slet ikke og måske griber jeg den, men taber den efterfølgende.
Måske ville et input fra nogle af de trofaste læsere give mig et spark motivation? Hvis i har nogle ideer til et emne, der skal udsættes for lidt blogning the Runkedor-way, så let it out! Måske griber jeg bolden. Måske griber jeg den slet ikke og måske griber jeg den, men taber den efterfølgende.
tirsdag, august 02, 2005
Pessimisme kontra optimisme
”Tiden ødelægger alt” – et citat fra den franske film ”Irrerversible”
”Tiden læger alle sår” – et gammelt ordsprog
Er det mon henholdsvis pessimistens og optimismens tilgang til begrebet tid?
”Tiden læger alle sår” – et gammelt ordsprog
Er det mon henholdsvis pessimistens og optimismens tilgang til begrebet tid?
lørdag, juli 23, 2005
Vennetest
Ja, jeg ved godt, at den her slags er lidt barnligt og Boogie-agtigt. Men jeg er jo også en forvokset teenager, og kunne ikke nære mig! Så tag lige min vennetest på:
http://www.quizyourfriends.com/yourquiz.php?quizname=050723084119-901584
http://www.quizyourfriends.com/yourquiz.php?quizname=050723084119-901584
torsdag, juli 21, 2005
Kognitiv dissonans og Niarn
Jeg ved godt at jeg ikke burde. Men syntes faktisk at ham der Niarns musik er ganske fængende. Og det irriterer mig, da jeg jo syntes han er en kæmpe klaphat (klapkasket?) at høre og se på...
Måske er det, hvad de i psykologiens verden, ville kalde et eksempel på kognitiv dissonans?
Måske er det, hvad de i psykologiens verden, ville kalde et eksempel på kognitiv dissonans?
fredag, juli 08, 2005
Roskilde Festival 2005 - ud fra en Runkes perspektiv
Hvis jeg kender mig selv ret (og det gør jeg jo (næsten)), så kan jeg skrive spalte op og spalte ned, om de mindste begivenheder. Så tænk jer til hvordan 8 dage fyldt med intense og weird oplevelser, vil komme til at fylde i den her blog. Derfor forsøger jeg at holde det i en eller anden form for stikordsform (og ikke nødvendigvis kronologisk) hvor bare et lille udvalg af de skørrøvede episoder omtales.
Ny fritz – Lejrens punker, Rasmus, trimmede siderne på mit hoved, så min nye titel var ”wannabe punker” – Synes ellers selv, at når jeg så min egen skygge, lignede en Leningrad Cowboy-light. Der var måske også lidt reference til Beckhams frisure anno 2002.
Audioslave – Stampladsen til højre for lydtårnet blev endnu en gang benyttet for at lægge øjne og ører til RATM/Soundgarden-hybridden. Selvom bandets musik klinger udmærket i mine øren, var det med håbet om de gamle RATM-numre, at jeg primært dukkede op. Det var jo varslet at de ville spille et par af klassikerne. Bandet teaser lidt, da de spiller introen til ”Bulls on Parade”. Jeg skal til at gjalde med på ”Quit it now” med hele mine lungers kraft, men i stedet skifter sangen spor og går over i noget instrumental gejl. Lidt senere slår guitarist Tom Morello den letgenkendelige D-akkord med forvrængning og drop D-tuning an. Hele crowded vågner. Ingen er i tvivl om, at det er introen til ”Killing in the name of”. En ustyrlig og fandenivoldsk stemning, hvor alle synger, eller nærmere skråler med på ”Fuck you, i won’t do what you tell me”. Et adrenalinkick af dimensioner, og en perfekt afslutning på en koncert.
Black Sabbath fredag aften– Onkel Ozzy var hyggelig. Iron Man-riffet blev sunget igen og igen af fulde unge (og ældre) mænd rundt omkring på pladsen. Især under trashningen søndag aften, hvor det nærmest var et slags stammeråb, mens man med pæle fra pavillioner, smadrede telte og containere.
Mediebyen – havde regnet med at skulle være medieluder og hænge ud med de kendte, men det eneste det blev benyttet til var at få et bad i lidt mere ucrowdede omgivelser og få dulmet mine internetabstinenser.
Fantômas lørdag eftermiddag var nok et af de eneste bands jeg valgte at se på trods af at jeg ikke kendte dem. Havde på forhånd besluttet at holde mig til de ”sikre” navne – dem jeg kendte.
Men line-uppet med Mike Patton i front og det musikalske koncept lød interessant. Deres niche var at lave filmtemaer om til hardcoremetalversioner. Arena-scenen var langt fra proppet, så det var let at få en god plads og kigge på de excentriske musikere gå amok. Koncerten var fin nok, men jeg fik aldrig genkendt nogle af numrene. Enten fordi de blev spillet til ukendelighed, eller fordi jeg ikke kendte dem i forvejen.
Makeuphelvede søndag aften ved Arena – Blandt Rednecks, tatoverede fuldvoksne tyskere og aktive sigøjnere, sad drengene fra lejren og lavede make-overs på hinanden ved hjælp af Martas mascara. Der var ”Katten Muus, med den solbrændte teint”, ”Musketeren”, ”Bokseren” og ”Den Desperate”.
Fækal humor - Inden makeuphelvede, havde vi drukket et par store fadøl. Marta kedede sig måske en smule, og begyndte at tegne perverse tegninger på kaffekopper og øl-håndtag. De mundede ud i sextegninger i alle af gråzonernes fjerne kroge. Man skulle nok have været der.
Peter dækket i flis - Vi satte os på noget flis der lå spredt ved Metropol-scenen, hvor Efterklang spillede. Sjovlingen Peter lagde sig på jorden. Der var flis, og han var et let offer, så det var fristende at begrave ham. Inden længe var der flis all over hans krop, og uden protester levede han sig bare ind i det. Men han er jo også en sjovling, der er med på den værste.
Glitterpatruljen - Arj, mit mediearmbånd blev faktisk brugt lidt mere. En halv times tid inden festivalpladsen åbnede om torsdagen smuttede vi derind for at opleve hvordan alle folk ville vælte ind kl. 17. Der var dog allerede rigtig mange andre med fancy armbånd, der var dukket op. Glitterpatruljen var dukket op for at sprede karma, krammere og kosmisk kærlighed til festivaldeltagerene der væltede ind af åbningerne. En decideret krammetunnel af henholdsvis rød og grønklædte glitterfolk tog godt imod folk. Jeg ville også prøve, og kastede mig ind i flokken, og modtog en masse kram, der føltes ægte og varme. Det er den slags tiltag, der er essensen af ægte festivalliv. Alle elsker alle.
Kontaktlinser og næseblod - Det varme vejr og den varme jordbund forsynede os med en masse støv i luften, der gav mig en konstant stoppet næse, der behøvede næsepudsning. En af morgenerne står jeg og fedter med mine kontaktlinser, da det begynder at løbe fra min næse. Øv, det er næseblod. Det fordrer så, at mine evner til at multitaske er intakte, så jeg ikke bløder på mit tøj, mens jeg i blæsevejr prøver at ramme mine pupiller med min pegefinger. Situationen bliver ikke mere gunstig af, at min mobil begynder at ringe midt i det hele. Her stoppede mine evner som multitasker da også, da jeg beder min buddy Jakob om at agere telefonsvarer for mig.
Green Day lørdag aften – fuck om de brugte klicheer, fuck om hvad anmeldere mente, og fuck, om “ægte” punkere synes at det kun er tyggegummipunk. Min oplevelse af koncerten var stor. De afsluttede med Queens ”We are the champions”. Det var smukt, og der var dømt fællessang. Blev nødt til at vende mig om, og kigge på alle folk, der dedikerede til musikken sang med og vuggende holdt om deres venner. Der følte jeg i en kort stund, all the love in the world. Gåsehudsfremkaldende as fuck!
Pudsigt nok fik de også publikum med på Monty Pythons’ ”Always look on the bright side of life”, og kombineret med ”Olé olé olé”, skulle man tro at man var til fodboldlandskamp.
Uforglemmelige citater – citeret frit efter hukommeren:
Niklas: ”Det er blevet videnskabeligt bevist: Her på festivalen er der dobbelt så mange bryster, som der er damer”
Marta: ”I’m not a witch!”
Søren: “La la” (man skulle nok have været der)
Peter: ”Der kommer piksovs ud af pikkemanden”
Christian: ”Alt musik er godt, så længe man kan lide det”
Christian: ”Din whiner”
Peter: ”But why?”
Os alle: "Husk at drikke vand ellers DØR du!" – Fandtes i utallige andre versioner hvor ”drikke vand” var den skiftende faktor – Ja, Red Warszawa har ikke levet forgæves, når det gælder dansk festivalkultur
Ny fritz – Lejrens punker, Rasmus, trimmede siderne på mit hoved, så min nye titel var ”wannabe punker” – Synes ellers selv, at når jeg så min egen skygge, lignede en Leningrad Cowboy-light. Der var måske også lidt reference til Beckhams frisure anno 2002.
Audioslave – Stampladsen til højre for lydtårnet blev endnu en gang benyttet for at lægge øjne og ører til RATM/Soundgarden-hybridden. Selvom bandets musik klinger udmærket i mine øren, var det med håbet om de gamle RATM-numre, at jeg primært dukkede op. Det var jo varslet at de ville spille et par af klassikerne. Bandet teaser lidt, da de spiller introen til ”Bulls on Parade”. Jeg skal til at gjalde med på ”Quit it now” med hele mine lungers kraft, men i stedet skifter sangen spor og går over i noget instrumental gejl. Lidt senere slår guitarist Tom Morello den letgenkendelige D-akkord med forvrængning og drop D-tuning an. Hele crowded vågner. Ingen er i tvivl om, at det er introen til ”Killing in the name of”. En ustyrlig og fandenivoldsk stemning, hvor alle synger, eller nærmere skråler med på ”Fuck you, i won’t do what you tell me”. Et adrenalinkick af dimensioner, og en perfekt afslutning på en koncert.
Black Sabbath fredag aften– Onkel Ozzy var hyggelig. Iron Man-riffet blev sunget igen og igen af fulde unge (og ældre) mænd rundt omkring på pladsen. Især under trashningen søndag aften, hvor det nærmest var et slags stammeråb, mens man med pæle fra pavillioner, smadrede telte og containere.
Mediebyen – havde regnet med at skulle være medieluder og hænge ud med de kendte, men det eneste det blev benyttet til var at få et bad i lidt mere ucrowdede omgivelser og få dulmet mine internetabstinenser.
Fantômas lørdag eftermiddag var nok et af de eneste bands jeg valgte at se på trods af at jeg ikke kendte dem. Havde på forhånd besluttet at holde mig til de ”sikre” navne – dem jeg kendte.
Men line-uppet med Mike Patton i front og det musikalske koncept lød interessant. Deres niche var at lave filmtemaer om til hardcoremetalversioner. Arena-scenen var langt fra proppet, så det var let at få en god plads og kigge på de excentriske musikere gå amok. Koncerten var fin nok, men jeg fik aldrig genkendt nogle af numrene. Enten fordi de blev spillet til ukendelighed, eller fordi jeg ikke kendte dem i forvejen.
Makeuphelvede søndag aften ved Arena – Blandt Rednecks, tatoverede fuldvoksne tyskere og aktive sigøjnere, sad drengene fra lejren og lavede make-overs på hinanden ved hjælp af Martas mascara. Der var ”Katten Muus, med den solbrændte teint”, ”Musketeren”, ”Bokseren” og ”Den Desperate”.
Fækal humor - Inden makeuphelvede, havde vi drukket et par store fadøl. Marta kedede sig måske en smule, og begyndte at tegne perverse tegninger på kaffekopper og øl-håndtag. De mundede ud i sextegninger i alle af gråzonernes fjerne kroge. Man skulle nok have været der.
Peter dækket i flis - Vi satte os på noget flis der lå spredt ved Metropol-scenen, hvor Efterklang spillede. Sjovlingen Peter lagde sig på jorden. Der var flis, og han var et let offer, så det var fristende at begrave ham. Inden længe var der flis all over hans krop, og uden protester levede han sig bare ind i det. Men han er jo også en sjovling, der er med på den værste.
Glitterpatruljen - Arj, mit mediearmbånd blev faktisk brugt lidt mere. En halv times tid inden festivalpladsen åbnede om torsdagen smuttede vi derind for at opleve hvordan alle folk ville vælte ind kl. 17. Der var dog allerede rigtig mange andre med fancy armbånd, der var dukket op. Glitterpatruljen var dukket op for at sprede karma, krammere og kosmisk kærlighed til festivaldeltagerene der væltede ind af åbningerne. En decideret krammetunnel af henholdsvis rød og grønklædte glitterfolk tog godt imod folk. Jeg ville også prøve, og kastede mig ind i flokken, og modtog en masse kram, der føltes ægte og varme. Det er den slags tiltag, der er essensen af ægte festivalliv. Alle elsker alle.
Kontaktlinser og næseblod - Det varme vejr og den varme jordbund forsynede os med en masse støv i luften, der gav mig en konstant stoppet næse, der behøvede næsepudsning. En af morgenerne står jeg og fedter med mine kontaktlinser, da det begynder at løbe fra min næse. Øv, det er næseblod. Det fordrer så, at mine evner til at multitaske er intakte, så jeg ikke bløder på mit tøj, mens jeg i blæsevejr prøver at ramme mine pupiller med min pegefinger. Situationen bliver ikke mere gunstig af, at min mobil begynder at ringe midt i det hele. Her stoppede mine evner som multitasker da også, da jeg beder min buddy Jakob om at agere telefonsvarer for mig.
Green Day lørdag aften – fuck om de brugte klicheer, fuck om hvad anmeldere mente, og fuck, om “ægte” punkere synes at det kun er tyggegummipunk. Min oplevelse af koncerten var stor. De afsluttede med Queens ”We are the champions”. Det var smukt, og der var dømt fællessang. Blev nødt til at vende mig om, og kigge på alle folk, der dedikerede til musikken sang med og vuggende holdt om deres venner. Der følte jeg i en kort stund, all the love in the world. Gåsehudsfremkaldende as fuck!
Pudsigt nok fik de også publikum med på Monty Pythons’ ”Always look on the bright side of life”, og kombineret med ”Olé olé olé”, skulle man tro at man var til fodboldlandskamp.
Uforglemmelige citater – citeret frit efter hukommeren:
Niklas: ”Det er blevet videnskabeligt bevist: Her på festivalen er der dobbelt så mange bryster, som der er damer”
Marta: ”I’m not a witch!”
Søren: “La la” (man skulle nok have været der)
Peter: ”Der kommer piksovs ud af pikkemanden”
Christian: ”Alt musik er godt, så længe man kan lide det”
Christian: ”Din whiner”
Peter: ”But why?”
Os alle: "Husk at drikke vand ellers DØR du!" – Fandtes i utallige andre versioner hvor ”drikke vand” var den skiftende faktor – Ja, Red Warszawa har ikke levet forgæves, når det gælder dansk festivalkultur
mandag, juli 04, 2005
Roskilde Festival 2000-anekdote
Netop vendt hjem fra Roskilde Festival 2005 - orker ikke lige at skrive så meget nu, men der kommer jo nok en eller anden beretning derfra på et eller andet tidspunkt. Ind til da, kan i more jer med den anekdote jeg sendte ind til en konkurrence på P3 i håbet om at vinde...det gjorde jeg dog ikke, men synes den er meget fin alligevel.
Året var 2000, og vi var en flok drenge der endelig skulle have taget vores festivalmødom. Vi tog derop søndagen forinden og i vild blæst forsøgte at rejse vores telte og en indbydende lejr. Efter et par dage stod den. VORES lejr. Den klassiske løsning: en pavillion midt mellem alle teltene, og en kæmpe presenning hen over. Med vores smag for detaljen, blev den dog suppleret med en fin lille indgang lavet af ødelagte pavillion-stænger. Kenneth fra lejren arbejdede i et markisefirma. Det betød, at vi havde en masse ubrugt markisestof, bl.a. fra Frisko, som vi kunne pynte vores lejr med.
Der blev også plads til et "Her vogter jeg"-skilt, hvor hunden der plejer et figurere her, var udskiftet med et billede at et kvindeansigt med meget kraftig skægvækst. Den skulle nok holde de forkerte folk væk. Desværre blev den stjålet ved højlys dag, med halvdelen af lejren som vidner. Den tyvagtige pige løb for hurtigt, og vi opgav at løbe efter hende, da vores maver allerede var temmelig tunge efter indtagelse af en masse lunkne Hansa-pils.
Vejrmæssigt var vi ret meget udfordret, og få af os havde tænkt så langt at tage regntøj med hjemmefra. Fredag formiddag sidder vi i læ under vores presenning og skumler over vejret. Det står ned, og det ser ikke ud til at klare op foreløbig. Lidt ærgerligt, da der var masser af musik at checke ud inde på festivalpladsen. Vi grublede for at finde frem til mulige løsningsforslag. Det overflødige markisestof lå i bunker rundt omkring, gjorde gavn på alle mulige måder, og inden længe var vi i gang med at lave store ponchoer ud af stoffet. Der var to stofmotiver. Det ene var fra Frisko (som jo er stribet, men med overvægt af en orange farve), og det andet var stribet orange/brunt. Udover at levere ponchoer til 5 unge roskilde-debutanter, var der også stof nok til at lave en tilhørende hat, der mest af alt lignede en nissehue på syretrip.
Godt klædt på begav vi os hen mod festivalpladsen. Selvom dyrskuepladsen på disse dage midt i sommerferien vidner om folk i alle tænkelige outfits, ekstreme påklædninger i alle afskygninger og en tolerance man sjældent oplever i det "virkelige liv", vækker 5 orangeponchoklædte gutter alligevel lidt opstand.
Nogle troede, at vi kom fra en kult eller sekt af en art, og viste os respekt og håndtegn. Andre troede at vi pga. vores orange klæder var Holland-tilhængere (Det hollandske fodboldlandshold havde tabt i en EM-kamp dagen forinden). Vi begyndte at lukrere på opmærksomheden og formede en "kult-profil" der var præget af peace, love and harmony og udtryk som "Vi kommer med fred!" og "Vær gode ved hinanden". Jeg er sikker på at vi skabte en masse god karma den dag...
Året var 2000, og vi var en flok drenge der endelig skulle have taget vores festivalmødom. Vi tog derop søndagen forinden og i vild blæst forsøgte at rejse vores telte og en indbydende lejr. Efter et par dage stod den. VORES lejr. Den klassiske løsning: en pavillion midt mellem alle teltene, og en kæmpe presenning hen over. Med vores smag for detaljen, blev den dog suppleret med en fin lille indgang lavet af ødelagte pavillion-stænger. Kenneth fra lejren arbejdede i et markisefirma. Det betød, at vi havde en masse ubrugt markisestof, bl.a. fra Frisko, som vi kunne pynte vores lejr med.
Der blev også plads til et "Her vogter jeg"-skilt, hvor hunden der plejer et figurere her, var udskiftet med et billede at et kvindeansigt med meget kraftig skægvækst. Den skulle nok holde de forkerte folk væk. Desværre blev den stjålet ved højlys dag, med halvdelen af lejren som vidner. Den tyvagtige pige løb for hurtigt, og vi opgav at løbe efter hende, da vores maver allerede var temmelig tunge efter indtagelse af en masse lunkne Hansa-pils.
Vejrmæssigt var vi ret meget udfordret, og få af os havde tænkt så langt at tage regntøj med hjemmefra. Fredag formiddag sidder vi i læ under vores presenning og skumler over vejret. Det står ned, og det ser ikke ud til at klare op foreløbig. Lidt ærgerligt, da der var masser af musik at checke ud inde på festivalpladsen. Vi grublede for at finde frem til mulige løsningsforslag. Det overflødige markisestof lå i bunker rundt omkring, gjorde gavn på alle mulige måder, og inden længe var vi i gang med at lave store ponchoer ud af stoffet. Der var to stofmotiver. Det ene var fra Frisko (som jo er stribet, men med overvægt af en orange farve), og det andet var stribet orange/brunt. Udover at levere ponchoer til 5 unge roskilde-debutanter, var der også stof nok til at lave en tilhørende hat, der mest af alt lignede en nissehue på syretrip.
Godt klædt på begav vi os hen mod festivalpladsen. Selvom dyrskuepladsen på disse dage midt i sommerferien vidner om folk i alle tænkelige outfits, ekstreme påklædninger i alle afskygninger og en tolerance man sjældent oplever i det "virkelige liv", vækker 5 orangeponchoklædte gutter alligevel lidt opstand.
Nogle troede, at vi kom fra en kult eller sekt af en art, og viste os respekt og håndtegn. Andre troede at vi pga. vores orange klæder var Holland-tilhængere (Det hollandske fodboldlandshold havde tabt i en EM-kamp dagen forinden). Vi begyndte at lukrere på opmærksomheden og formede en "kult-profil" der var præget af peace, love and harmony og udtryk som "Vi kommer med fred!" og "Vær gode ved hinanden". Jeg er sikker på at vi skabte en masse god karma den dag...
mandag, juni 20, 2005
Roskilde Festival 2005 - #3
Deadline for dette blog-indlæg var inden at det færdige program blev offentliggjort. Derfor tages der forbehold for eventuelle ændringer og ikke-dato-satte bands.
Søndag
Søndag er altid lidt stenet. Folk er så småt begyndt at pakke sammen, og nogle er rent mentalt taget hjem. Håber da, at jeg ikke er alt for smadret, for søndagene står i min hukommelse, som en af de bedste dage. Både musikmæssigt, men også atmosfæren. Der gøres status, stemningen er mere afslappet, man får i fællesskab sagt farvel til endnu en uge, der vil printe sig dybt ind i den del af hukommelsen, der lagrer de gode minder.
Har lyttet lidt til britiske Bloc Party. Utrætteligt og innovativt rock, der er meget utraditionelt i forhold til den gængse britiske rockmusik. Efter sigende et band, der ridder på en bølge af engelsk musik, vi vil høre mere til i fremtiden.
Bandet opvarmede i øvrigt for Interpol, da de spillede i DK sidste år, og som jeg ikke så, da jeg ikke kendte dem. Det er der dog rådet bod på siden hen. Er blevet lidt forelsket i deres stil. Meget stemningspræget og unik.
Mars Volta snakker alle mine musikvenner om. Ved egentlig ikke hvad the fuzz er about, men nu er de da krydset af.
Et par stykker kunne jeg ikke lige finde spilledatoen på:
The Dresden Dolls er jeg blevet bekendt ved, da jeg så, at de opvarmede for Nine Inch Nails (som desværre ikke kommer til Roskilde :-(). Genremæssigt er der stor forskel på disse bands, da de tyske dukker spiller noget pusseløjerligt musik, der mest af alt minder mig om kabaret. Kender ikke lige de rette begreber til denne form for musik, men det er egentlig også lige meget. Det lyder sjovt, frækt, fængende, og et godt bud på et alternativ til al den gængse guitarorienterede musik, jeg har tænkt mig at høre.
Jimmy Eat World – amerikansk collegerock eller noget i den stil, og kender et par stykker der er nede med dem.
I år joiner min gamle højskoleven Jakob Edut mig. Han graver alt, der er bare det mindste beslægtet med Guns N’ Roses, og derfor også Velvet Revolver. Har fået ham til at skrive et par ord om bandet:
"Rytmegruppen fra "verdens farligste band", Guns N' Roses, møder den tidligere Stone Temple Pilots sanger Scott Weiland - end sjæl så fucked up at hans lyrik og optræden partout bider sig fast under huden på dig. Som et eksprestog med 160 i timen, hamrer gruppen højpotent rock n' roll ud over scenekanten, i et powershow hvor læderbukser, Jack Daniel's og biker boots får en kærkommen renæssance. Når spade-guruen Slash lader Les Paulen græde som vi kender det fra ”Sweet child O' mine”, eller brøle arrigt som i ”Paradise City”, er der lagt op til en omend nostalgisk men også REAL rockkoncert på årets Roskilde"
Jeg ved det godt, jeg er måske lidt forudsigelig i min smag. Det kan Mikael Simpson evt. ændre på med hans flødelækre blanding af elektronisk gejl og melodiøs sang.
Jamie Cullum er en ung pianistbrite, der spiller noget poppet jazz af en art. Blandt andet med coverversioner af Hendrix og Radiohead(!). Som min fætter Morten meget fint illustrerede det, så er hans musik oplagt til en eftermiddag i solen foran en af de små scener. Man sidder lidt udenfor, med solbrillerne på, hovedet i skødet på en dejlig person af det modsatte køn, og en kølig fadøl.
Snoop Dogg hørte jeg en del i 1993/94. Det var inden han havde været til numerolog og stadig hed Doggy til mellemnavn og var ude med albummet ”Doggystyle”. Siden hen har han vist udgivet en trilliard nye ting, og medvirket på samtlige andre amerikanske gangsterrapperes projekter, hvilket jeg har opgivet at følge med i. Desuden var det den æra, hvor jeg switchede fra rap og eurodance til amerikansk tråd a la Rage Against The Machine, Alice In Chains, Green Day og Offspring og hvad Barometeret bød på. Og så holdt det jo ikke at kunne lide rap, da det fucker ens identitet op, og man har svært ved at forsvare hvilken bås man hører til.
Ses om et par dage!
Søndag
Søndag er altid lidt stenet. Folk er så småt begyndt at pakke sammen, og nogle er rent mentalt taget hjem. Håber da, at jeg ikke er alt for smadret, for søndagene står i min hukommelse, som en af de bedste dage. Både musikmæssigt, men også atmosfæren. Der gøres status, stemningen er mere afslappet, man får i fællesskab sagt farvel til endnu en uge, der vil printe sig dybt ind i den del af hukommelsen, der lagrer de gode minder.
Har lyttet lidt til britiske Bloc Party. Utrætteligt og innovativt rock, der er meget utraditionelt i forhold til den gængse britiske rockmusik. Efter sigende et band, der ridder på en bølge af engelsk musik, vi vil høre mere til i fremtiden.
Bandet opvarmede i øvrigt for Interpol, da de spillede i DK sidste år, og som jeg ikke så, da jeg ikke kendte dem. Det er der dog rådet bod på siden hen. Er blevet lidt forelsket i deres stil. Meget stemningspræget og unik.
Mars Volta snakker alle mine musikvenner om. Ved egentlig ikke hvad the fuzz er about, men nu er de da krydset af.
Et par stykker kunne jeg ikke lige finde spilledatoen på:
The Dresden Dolls er jeg blevet bekendt ved, da jeg så, at de opvarmede for Nine Inch Nails (som desværre ikke kommer til Roskilde :-(). Genremæssigt er der stor forskel på disse bands, da de tyske dukker spiller noget pusseløjerligt musik, der mest af alt minder mig om kabaret. Kender ikke lige de rette begreber til denne form for musik, men det er egentlig også lige meget. Det lyder sjovt, frækt, fængende, og et godt bud på et alternativ til al den gængse guitarorienterede musik, jeg har tænkt mig at høre.
Jimmy Eat World – amerikansk collegerock eller noget i den stil, og kender et par stykker der er nede med dem.
I år joiner min gamle højskoleven Jakob Edut mig. Han graver alt, der er bare det mindste beslægtet med Guns N’ Roses, og derfor også Velvet Revolver. Har fået ham til at skrive et par ord om bandet:
"Rytmegruppen fra "verdens farligste band", Guns N' Roses, møder den tidligere Stone Temple Pilots sanger Scott Weiland - end sjæl så fucked up at hans lyrik og optræden partout bider sig fast under huden på dig. Som et eksprestog med 160 i timen, hamrer gruppen højpotent rock n' roll ud over scenekanten, i et powershow hvor læderbukser, Jack Daniel's og biker boots får en kærkommen renæssance. Når spade-guruen Slash lader Les Paulen græde som vi kender det fra ”Sweet child O' mine”, eller brøle arrigt som i ”Paradise City”, er der lagt op til en omend nostalgisk men også REAL rockkoncert på årets Roskilde"
Jeg ved det godt, jeg er måske lidt forudsigelig i min smag. Det kan Mikael Simpson evt. ændre på med hans flødelækre blanding af elektronisk gejl og melodiøs sang.
Jamie Cullum er en ung pianistbrite, der spiller noget poppet jazz af en art. Blandt andet med coverversioner af Hendrix og Radiohead(!). Som min fætter Morten meget fint illustrerede det, så er hans musik oplagt til en eftermiddag i solen foran en af de små scener. Man sidder lidt udenfor, med solbrillerne på, hovedet i skødet på en dejlig person af det modsatte køn, og en kølig fadøl.
Snoop Dogg hørte jeg en del i 1993/94. Det var inden han havde været til numerolog og stadig hed Doggy til mellemnavn og var ude med albummet ”Doggystyle”. Siden hen har han vist udgivet en trilliard nye ting, og medvirket på samtlige andre amerikanske gangsterrapperes projekter, hvilket jeg har opgivet at følge med i. Desuden var det den æra, hvor jeg switchede fra rap og eurodance til amerikansk tråd a la Rage Against The Machine, Alice In Chains, Green Day og Offspring og hvad Barometeret bød på. Og så holdt det jo ikke at kunne lide rap, da det fucker ens identitet op, og man har svært ved at forsvare hvilken bås man hører til.
Ses om et par dage!
søndag, juni 12, 2005
Roskilde Festival 2005 - #2
Jeg har lige erfaret, at den billet (150 kr. billigere end normal pris) jeg købte via en ven, også gælder til Mediebyen. Så lidt luksus bliver der også plads til, dvs. træk og slip-toiletter, og muligvis muligheden for brusebade, hvor man ikke står i kø med andre nøgne unge mænd, som i en anden KZ-lejr. Små ting, der for en magelig person som mig, får ret stor betydning. Jeg er vel ikke den eneste, der efter en uge i et telt, pludselig kan se det overdrevet geniale i at sove under egen dyne.
Ellers er det vel også guf for enhver medieluder, at kunne færdes blandt journalister, reportagefolk og den slags. Personligt håber jeg, at få muligheden for at pisse over kors med Jens Jam Rasmussen, mens vi diskuterer festivalens mangel på noget mere ordentlig tråd.
Nå, men videre med musikken…
Fredag
Fredag ser umiddelbart ud til at stå i nostalgiens tegn. Audioslave kommer med Rage Against The Machine-riffs og bluesagtige ballader. Ordene siger, at de også vil spille gamle Soundgarden- og RATM-numre. Så der bliver nok lidt nostalgisk fællesrap, når Chris Cornell forsøger sig som vred ung rapper på ”Killing in the Name”.
Så er der nogle andre erfarne rotter inden for rockfaget, nemlig D.A.D. ”Dem skal man da se”, tænker man. Men tja, egentlig mest fordi deres gamle hits er med til at repræsentere end dejlig æra i mine teens. Og ja, jeg havde jo lovet at overgive mig til nostalgien denne fredag. Har kun set dem live én gang før, og det var i Tivoli sidste år, hvor lyden var så lav, at man instinktivt ledte efter en remote…
De mediehypede Bikstok Røgsystem står også på plakaten denne fredag. Der er ikke meget nostalgi over dem, og har da også set dem live 2 gange i år. De er ganske underholdende og energiske på en scene, så vil man lægge nostalgien lidt på hylden og stedet iklæde sig festtøjet, er dette en kærkommen mulighed.
Black Sabbath kender jeg egentlig ikke så godt. Men her handler det vel egentlig også mest om at se giraffen, selv om Ozzy-drengen nu mest minder mig om en bæver. Man skal i øvrigt heller ikke nedvurdere betydningen af, at kunne prale af, at have spillet luftguitar til ”Iron Man” spillet live. Forudsat, at den er på deres sætliste.
Sidste band er prettyboys’ne Mew. De gav en genoldig koncert i lørdag nat i 2003, og kommer snart med nyt materiale. Håber det mest er i den skævt rockende afdeling a la ”Snow Brigade”…
Sunn O))) skal da også lige nævnes. Kender ikke musikken, men på billederne ser de uhyggelige ud, og uhygge er ofte en tændende faktor hos mig. Desuden bør et band, hvis navn indeholder noget der minder om en smiley da ses…på trods af at musikken nok ikke er noget man smiler af…
Lørdag
Ok, jeg må nok indrømme, at lørdagen også vil bære præg af nostalgi. Duran Duran må ganske bestemt blive en oplevelse, og mon ikke også det bliver en sætliste der bærer præg af ”greatest hits”? Jeg bliver i hvert fald sur, hvis jeg ikke får lov til at høre ”A view to a kill”. Foo Fighters har jeg lyttet til siden deres debut for 10 år siden. De har leveret nogle ganske gedigne 1-2-3-4-rocknumre, der nok skal være fede at kaste djævletegn til. Har også fået smuglyttet lidt til deres kommende, og må nok indrømme, at det er et band der er ved at falde af på den. Eller også har min smag bare ændret sig.
Det samme kan man sige om Green Day, som jeg også var stor fan af den gang. 28. august er det 10 år siden, jeg så dem i KB Hallen. Rent musikalsk lyder det dog ikke til at de har rykket sig ret mange millimeter, så det bliver nok også for de gamle hits at man tropper op foran Orange Scene, hvor jeg gætter mig til at de skal spille.
The Tears er Suede-sangeren Brett Andersons og Bernard Butlers nye projekt, og burde trods lunkne anmeldelser lige checkes ud, hvis der er lejlighed.
The Raveonettes skylder! Da de spillede på Arena i 2003 varede det vist kun omkring en halv time, og det er for lidt. Men med nogle flere numre i bagagen kan det være, at de i år kan spille lidt længere.
Fortsættes om et par dage…
Ellers er det vel også guf for enhver medieluder, at kunne færdes blandt journalister, reportagefolk og den slags. Personligt håber jeg, at få muligheden for at pisse over kors med Jens Jam Rasmussen, mens vi diskuterer festivalens mangel på noget mere ordentlig tråd.
Nå, men videre med musikken…
Fredag
Fredag ser umiddelbart ud til at stå i nostalgiens tegn. Audioslave kommer med Rage Against The Machine-riffs og bluesagtige ballader. Ordene siger, at de også vil spille gamle Soundgarden- og RATM-numre. Så der bliver nok lidt nostalgisk fællesrap, når Chris Cornell forsøger sig som vred ung rapper på ”Killing in the Name”.
Så er der nogle andre erfarne rotter inden for rockfaget, nemlig D.A.D. ”Dem skal man da se”, tænker man. Men tja, egentlig mest fordi deres gamle hits er med til at repræsentere end dejlig æra i mine teens. Og ja, jeg havde jo lovet at overgive mig til nostalgien denne fredag. Har kun set dem live én gang før, og det var i Tivoli sidste år, hvor lyden var så lav, at man instinktivt ledte efter en remote…
De mediehypede Bikstok Røgsystem står også på plakaten denne fredag. Der er ikke meget nostalgi over dem, og har da også set dem live 2 gange i år. De er ganske underholdende og energiske på en scene, så vil man lægge nostalgien lidt på hylden og stedet iklæde sig festtøjet, er dette en kærkommen mulighed.
Black Sabbath kender jeg egentlig ikke så godt. Men her handler det vel egentlig også mest om at se giraffen, selv om Ozzy-drengen nu mest minder mig om en bæver. Man skal i øvrigt heller ikke nedvurdere betydningen af, at kunne prale af, at have spillet luftguitar til ”Iron Man” spillet live. Forudsat, at den er på deres sætliste.
Sidste band er prettyboys’ne Mew. De gav en genoldig koncert i lørdag nat i 2003, og kommer snart med nyt materiale. Håber det mest er i den skævt rockende afdeling a la ”Snow Brigade”…
Sunn O))) skal da også lige nævnes. Kender ikke musikken, men på billederne ser de uhyggelige ud, og uhygge er ofte en tændende faktor hos mig. Desuden bør et band, hvis navn indeholder noget der minder om en smiley da ses…på trods af at musikken nok ikke er noget man smiler af…
Lørdag
Ok, jeg må nok indrømme, at lørdagen også vil bære præg af nostalgi. Duran Duran må ganske bestemt blive en oplevelse, og mon ikke også det bliver en sætliste der bærer præg af ”greatest hits”? Jeg bliver i hvert fald sur, hvis jeg ikke får lov til at høre ”A view to a kill”. Foo Fighters har jeg lyttet til siden deres debut for 10 år siden. De har leveret nogle ganske gedigne 1-2-3-4-rocknumre, der nok skal være fede at kaste djævletegn til. Har også fået smuglyttet lidt til deres kommende, og må nok indrømme, at det er et band der er ved at falde af på den. Eller også har min smag bare ændret sig.
Det samme kan man sige om Green Day, som jeg også var stor fan af den gang. 28. august er det 10 år siden, jeg så dem i KB Hallen. Rent musikalsk lyder det dog ikke til at de har rykket sig ret mange millimeter, så det bliver nok også for de gamle hits at man tropper op foran Orange Scene, hvor jeg gætter mig til at de skal spille.
The Tears er Suede-sangeren Brett Andersons og Bernard Butlers nye projekt, og burde trods lunkne anmeldelser lige checkes ud, hvis der er lejlighed.
The Raveonettes skylder! Da de spillede på Arena i 2003 varede det vist kun omkring en halv time, og det er for lidt. Men med nogle flere numre i bagagen kan det være, at de i år kan spille lidt længere.
Fortsættes om et par dage…
onsdag, juni 08, 2005
Roskilde Festival 2005 - #1
Sig nærmer tiden, hvor små 100.000 mennesker samles på og omkring Roskilde Dyrskueplads. I en uges tid konsumeres der heftigt lunkne Hansapils på dåse, makrel på dåse, ananas på dåse, snus på dåse (nok mest hos nordmændene), og nogle heldige fyre, scorer en fuld svensk dåse *indsæt dåse-latter her*.
Ja, klichéer er der nok af, når man lettere fordomsfuldt snakker om Roskilde Festival, som den kloge læser nok har regnet ud, at dette indlæg handler om. Men det er ikke klichéerne om festivallivet, der er det primære i dette indlæg. Derimod handler det om musikken, og de bands jeg umiddelbart har tænkt mig at lægge ører, øjne og krop til.
Den opmærksomme læser vil måske huske mit tidligere blogindlæg om at der ofte er ca. 40 interessante bands man gerne vil checke ud. En kort skimning af den ikke helt færdige bandliste gav mig dog kun omkring 25 emner. Jeg er nok også meget kritisk, og snæversynet ville nogle mene. Jeg går primært efter bands jeg kender, eller bands der repræsenterer en genre jeg finder spændende. Det udelukker dog ikke, at man sikkert får set en halv koncert med et eller andet ukendt band, som bliver næste års yndling. Fx som jeg har det med Muse, som jeg overhovedet ikke kendte, da jeg så dem i 2000, men som nu ligger meget højt på den personlige hitliste.
Jeg er en stor fan af kronologi, så jeg går mine kommentarer til bandene igennem i den rækkefølge, de iflg. Universitetsradioens hjemmeside er sat til at spille:
Tirsdag+onsdag
Campingscenen er i år blevet flyttet. Ved ikke helt hvordan det virker, men det er noget med at Pavillion-scenen i de første par dage vil fungere som campingscene, og som almindelig scene, når festivalpladsen åbner om torsdagen. Det er egentlig også ligegyldigt, for umiddelbart ser det ud til at beliggenheden ikke bliver lige så dum som sidste år, hvor jeg kun fik set to koncerter. Måske også pga. vejret.
Dial Zero skal spille denne her. Har hørt et enkelt nummer, der pænt meget mindede mig om Nirvana. Både i opbygning, stil og hans måde at synge på. Har i øvrigt set dem en gang før, da de åbnede for Kitty Wu, men da kendte jeg dem ikke. At opvarme for Kitty Wu er et kvalitetsstempel i sig selv, da mit gamle band selv opvarmede for dem, da de gav koncert i Køge i 2001. Og så bliver det da interessant at se, om de har andre indflydelseskilder end Nirvana.
En af mine gamle venner spiller i bandet Menfolk, der er signet på det lille uafhængige label Play/Rec. Bandet består af den ret unikke konstellation, der indeholder 2 bassister. Det er desværre ikke dem der skal spille, men deres labelhomies i Lack. Vennen min kommer ikke selv på festivalen, men så nok gerne, at jeg kom og gav den op for Lack.
Torsdag
Har hørt rygter om at volapykrapperne i Ikscheltaschel skal åbne Orange Scene. Det er jo efter traditionen altid et dansk band på vej frem. De bliver nok meget sjove at se (og høre). Glæder mig især til at se deres krokodille (eller hvad han er for en fætter) på scenen, og hvordan de uvidende udenlandske publikummer ryster fortvivlet på, hovederne når de prøver at forstå teksterne.
Hvorfor har jeg sat kryds ved Le Tigre? Nok atter et eksempel på, at jeg er en slave af mediehype (ja, første skridt i helbredelsesprocessen, er at erkende problemet), men også fordi det altid er interessant med kvinder på instrumenter. Især hvis de kan andet end at agere sexsymboler.
Fortsættes om et par dage…
Ja, klichéer er der nok af, når man lettere fordomsfuldt snakker om Roskilde Festival, som den kloge læser nok har regnet ud, at dette indlæg handler om. Men det er ikke klichéerne om festivallivet, der er det primære i dette indlæg. Derimod handler det om musikken, og de bands jeg umiddelbart har tænkt mig at lægge ører, øjne og krop til.
Den opmærksomme læser vil måske huske mit tidligere blogindlæg om at der ofte er ca. 40 interessante bands man gerne vil checke ud. En kort skimning af den ikke helt færdige bandliste gav mig dog kun omkring 25 emner. Jeg er nok også meget kritisk, og snæversynet ville nogle mene. Jeg går primært efter bands jeg kender, eller bands der repræsenterer en genre jeg finder spændende. Det udelukker dog ikke, at man sikkert får set en halv koncert med et eller andet ukendt band, som bliver næste års yndling. Fx som jeg har det med Muse, som jeg overhovedet ikke kendte, da jeg så dem i 2000, men som nu ligger meget højt på den personlige hitliste.
Jeg er en stor fan af kronologi, så jeg går mine kommentarer til bandene igennem i den rækkefølge, de iflg. Universitetsradioens hjemmeside er sat til at spille:
Tirsdag+onsdag
Campingscenen er i år blevet flyttet. Ved ikke helt hvordan det virker, men det er noget med at Pavillion-scenen i de første par dage vil fungere som campingscene, og som almindelig scene, når festivalpladsen åbner om torsdagen. Det er egentlig også ligegyldigt, for umiddelbart ser det ud til at beliggenheden ikke bliver lige så dum som sidste år, hvor jeg kun fik set to koncerter. Måske også pga. vejret.
Dial Zero skal spille denne her. Har hørt et enkelt nummer, der pænt meget mindede mig om Nirvana. Både i opbygning, stil og hans måde at synge på. Har i øvrigt set dem en gang før, da de åbnede for Kitty Wu, men da kendte jeg dem ikke. At opvarme for Kitty Wu er et kvalitetsstempel i sig selv, da mit gamle band selv opvarmede for dem, da de gav koncert i Køge i 2001. Og så bliver det da interessant at se, om de har andre indflydelseskilder end Nirvana.
En af mine gamle venner spiller i bandet Menfolk, der er signet på det lille uafhængige label Play/Rec. Bandet består af den ret unikke konstellation, der indeholder 2 bassister. Det er desværre ikke dem der skal spille, men deres labelhomies i Lack. Vennen min kommer ikke selv på festivalen, men så nok gerne, at jeg kom og gav den op for Lack.
Torsdag
Har hørt rygter om at volapykrapperne i Ikscheltaschel skal åbne Orange Scene. Det er jo efter traditionen altid et dansk band på vej frem. De bliver nok meget sjove at se (og høre). Glæder mig især til at se deres krokodille (eller hvad han er for en fætter) på scenen, og hvordan de uvidende udenlandske publikummer ryster fortvivlet på, hovederne når de prøver at forstå teksterne.
Hvorfor har jeg sat kryds ved Le Tigre? Nok atter et eksempel på, at jeg er en slave af mediehype (ja, første skridt i helbredelsesprocessen, er at erkende problemet), men også fordi det altid er interessant med kvinder på instrumenter. Især hvis de kan andet end at agere sexsymboler.
Fortsættes om et par dage…
torsdag, juni 02, 2005
Garbage-koncert
På trods af, at økonomisk sans ryger sig en tur hos undertegnede, når der koncerter på plakaten, var 300 kr. var for en billet til Garbage dog lige i overkanten. Til dels fordi deres seneste album skuffer mig. (Reelt synes jeg kun deres debut fra 1995 holder hele vejen). Og til dels fordi at min tiltrækning af bandet falmede lidt, da jeg sidst så dem live. Havde nemlig et lille crush på den rødtoppede forsangerinde Shirley Manson, dengang i mine barometerlyttende teens. Og dette glansbillede af hende krakelerede nemlig lidt, da jeg så bandet på Roskilde Festival i 2002, hvor hun optrådte i kort afbleget hår og streetwear.
Alligevel endte jeg med at stå ca. 3 meter fra scenen i en semifyldt KB Hal, da bandet i går gav koncert. Min skolekammerat Louis var vist rendt ind i Fætter Højben, og blevet smittet af hans mojo eller noget, for knægten havde vundet 6 fribilletter. Fordelt på 3 forskellige konkurrencer, og jeg var en af de heldige udvalgte.
Jeg havde egentlig ikke de vilde forventninger til koncerten, og den spænding jeg normalt har, når jeg nærmer mig et spillested var ligesom lidt neutral. Der var ikke samme ”suspence” og kriller i maven.
Der var store huller rundt omkring på gulvet foran scenen, og det var ingen sag at få sig en god plads få meter fra scenen og med godt udsyn. Efter noget ventetid, slukkede lyset og ud af højttalerne kom Johnny Cash’ version af Nine Inch Nails’ ”Hurt”…et vældigt smukt nummer, der normalt er gåsehudsfremkaldende på mig, men undrede mig over, hvorfor de brugte den som intro. På koncertplakaterne var der annonceret en ”Guest”, men Johnny C, kunne det selvsagt ikke være, da han har været død i snart to år. Bandet går på, og indleder med ”Queer” fra debuten. Rart, tænker jeg. Næste nummer er ”Bad Boyfriend”, som er åbneren på deres nyeste udgivelse ”Bleed like me”. Og sådan kører det meste af koncerten. Et godt shufflemix mellem helt nye numre, og de gamle hits. Således også et par enkelte fra 2’eren ”Version 2.0” og dennes efterfølger ”Beautifulgarbage”. Har dog lidt svært ved at skelne mellem de 3 nyeste. Det er for alvor kun debuten der har brændt sig fast, og hvis tekster jeg mest ubesværet kunne nynne med på. Shirley Manson havde droppet skaterlooket og var igen dejlig feminin og rødhåret at se på. Men det forbavsede mig, hvor uendelig høj hun egentlig er!
Under numrene var hun den sexede, selvsikre femme fatale med de høje læderstøvler og sexet gang og flirten med scenegulvet. Af og til nærmede hun sig publikum, og sendte hotte blikke del de savlende mandlige fans. De siddende, dovne tilskuere blev der rakt tunge ad…
Mellem numrene skiftede hun over til en lidt mere ydmyg og beskeden rollen. Hun fortalte om bandet, deres albums og den famøse optræden på Roskilde Festival 2002, hvor hendes stemme strejkede, og at publikums lyriske evner måtte hive numrene hjem.Det skal også lige indskydes: Hendes stemme. Wow. Hun må kæmpe med Sean Connery om at besidde den mest coole skotskternede dialekt.
Ved ikke om det skyldtes min placering så tæt på scenen, at jeg havde en koncertoplevelse over gennemsnittet. Normalt står jeg afdæmpet halvvejs nede bagi. Oppe foran er stemningen mere intens. Her finder man de hardcorefans, der synger med og kaster håndtegn. Modsat de i baggrunden stående stive, alvorlige folk med armene over kors, der allerhøjest nikker lidt med, når hittene bliver spillet.
Publikum var nok meget præget af den generation, der var unge og barometlyttende, dengang i midt-90'erne, hvor bl.a. "Only happy when it rains" hittede. Det nummer, der i øvrigt nok var aftenens mest tydelige crowdpleaser, selvom entusiasmen foran publikummet generelt var høj. Bandet var i øvrigt også ret gode til at komme ud over scenekanten.
Jeg tror jeg giver dem 5 skraldespande ud af 6! Der var ikke meget at klandre dem for, kun lige den tinnitus jeg sidder tilbage med nu...
Alligevel endte jeg med at stå ca. 3 meter fra scenen i en semifyldt KB Hal, da bandet i går gav koncert. Min skolekammerat Louis var vist rendt ind i Fætter Højben, og blevet smittet af hans mojo eller noget, for knægten havde vundet 6 fribilletter. Fordelt på 3 forskellige konkurrencer, og jeg var en af de heldige udvalgte.
Jeg havde egentlig ikke de vilde forventninger til koncerten, og den spænding jeg normalt har, når jeg nærmer mig et spillested var ligesom lidt neutral. Der var ikke samme ”suspence” og kriller i maven.
Der var store huller rundt omkring på gulvet foran scenen, og det var ingen sag at få sig en god plads få meter fra scenen og med godt udsyn. Efter noget ventetid, slukkede lyset og ud af højttalerne kom Johnny Cash’ version af Nine Inch Nails’ ”Hurt”…et vældigt smukt nummer, der normalt er gåsehudsfremkaldende på mig, men undrede mig over, hvorfor de brugte den som intro. På koncertplakaterne var der annonceret en ”Guest”, men Johnny C, kunne det selvsagt ikke være, da han har været død i snart to år. Bandet går på, og indleder med ”Queer” fra debuten. Rart, tænker jeg. Næste nummer er ”Bad Boyfriend”, som er åbneren på deres nyeste udgivelse ”Bleed like me”. Og sådan kører det meste af koncerten. Et godt shufflemix mellem helt nye numre, og de gamle hits. Således også et par enkelte fra 2’eren ”Version 2.0” og dennes efterfølger ”Beautifulgarbage”. Har dog lidt svært ved at skelne mellem de 3 nyeste. Det er for alvor kun debuten der har brændt sig fast, og hvis tekster jeg mest ubesværet kunne nynne med på. Shirley Manson havde droppet skaterlooket og var igen dejlig feminin og rødhåret at se på. Men det forbavsede mig, hvor uendelig høj hun egentlig er!
Under numrene var hun den sexede, selvsikre femme fatale med de høje læderstøvler og sexet gang og flirten med scenegulvet. Af og til nærmede hun sig publikum, og sendte hotte blikke del de savlende mandlige fans. De siddende, dovne tilskuere blev der rakt tunge ad…
Mellem numrene skiftede hun over til en lidt mere ydmyg og beskeden rollen. Hun fortalte om bandet, deres albums og den famøse optræden på Roskilde Festival 2002, hvor hendes stemme strejkede, og at publikums lyriske evner måtte hive numrene hjem.Det skal også lige indskydes: Hendes stemme. Wow. Hun må kæmpe med Sean Connery om at besidde den mest coole skotskternede dialekt.
Ved ikke om det skyldtes min placering så tæt på scenen, at jeg havde en koncertoplevelse over gennemsnittet. Normalt står jeg afdæmpet halvvejs nede bagi. Oppe foran er stemningen mere intens. Her finder man de hardcorefans, der synger med og kaster håndtegn. Modsat de i baggrunden stående stive, alvorlige folk med armene over kors, der allerhøjest nikker lidt med, når hittene bliver spillet.
Publikum var nok meget præget af den generation, der var unge og barometlyttende, dengang i midt-90'erne, hvor bl.a. "Only happy when it rains" hittede. Det nummer, der i øvrigt nok var aftenens mest tydelige crowdpleaser, selvom entusiasmen foran publikummet generelt var høj. Bandet var i øvrigt også ret gode til at komme ud over scenekanten.
Jeg tror jeg giver dem 5 skraldespande ud af 6! Der var ikke meget at klandre dem for, kun lige den tinnitus jeg sidder tilbage med nu...
Abonner på:
Opslag (Atom)
