Netop vendt hjem fra Roskilde Festival 2005 - orker ikke lige at skrive så meget nu, men der kommer jo nok en eller anden beretning derfra på et eller andet tidspunkt. Ind til da, kan i more jer med den anekdote jeg sendte ind til en konkurrence på P3 i håbet om at vinde...det gjorde jeg dog ikke, men synes den er meget fin alligevel.
Året var 2000, og vi var en flok drenge der endelig skulle have taget vores festivalmødom. Vi tog derop søndagen forinden og i vild blæst forsøgte at rejse vores telte og en indbydende lejr. Efter et par dage stod den. VORES lejr. Den klassiske løsning: en pavillion midt mellem alle teltene, og en kæmpe presenning hen over. Med vores smag for detaljen, blev den dog suppleret med en fin lille indgang lavet af ødelagte pavillion-stænger. Kenneth fra lejren arbejdede i et markisefirma. Det betød, at vi havde en masse ubrugt markisestof, bl.a. fra Frisko, som vi kunne pynte vores lejr med.
Der blev også plads til et "Her vogter jeg"-skilt, hvor hunden der plejer et figurere her, var udskiftet med et billede at et kvindeansigt med meget kraftig skægvækst. Den skulle nok holde de forkerte folk væk. Desværre blev den stjålet ved højlys dag, med halvdelen af lejren som vidner. Den tyvagtige pige løb for hurtigt, og vi opgav at løbe efter hende, da vores maver allerede var temmelig tunge efter indtagelse af en masse lunkne Hansa-pils.
Vejrmæssigt var vi ret meget udfordret, og få af os havde tænkt så langt at tage regntøj med hjemmefra. Fredag formiddag sidder vi i læ under vores presenning og skumler over vejret. Det står ned, og det ser ikke ud til at klare op foreløbig. Lidt ærgerligt, da der var masser af musik at checke ud inde på festivalpladsen. Vi grublede for at finde frem til mulige løsningsforslag. Det overflødige markisestof lå i bunker rundt omkring, gjorde gavn på alle mulige måder, og inden længe var vi i gang med at lave store ponchoer ud af stoffet. Der var to stofmotiver. Det ene var fra Frisko (som jo er stribet, men med overvægt af en orange farve), og det andet var stribet orange/brunt. Udover at levere ponchoer til 5 unge roskilde-debutanter, var der også stof nok til at lave en tilhørende hat, der mest af alt lignede en nissehue på syretrip.
Godt klædt på begav vi os hen mod festivalpladsen. Selvom dyrskuepladsen på disse dage midt i sommerferien vidner om folk i alle tænkelige outfits, ekstreme påklædninger i alle afskygninger og en tolerance man sjældent oplever i det "virkelige liv", vækker 5 orangeponchoklædte gutter alligevel lidt opstand.
Nogle troede, at vi kom fra en kult eller sekt af en art, og viste os respekt og håndtegn. Andre troede at vi pga. vores orange klæder var Holland-tilhængere (Det hollandske fodboldlandshold havde tabt i en EM-kamp dagen forinden). Vi begyndte at lukrere på opmærksomheden og formede en "kult-profil" der var præget af peace, love and harmony og udtryk som "Vi kommer med fred!" og "Vær gode ved hinanden". Jeg er sikker på at vi skabte en masse god karma den dag...
mandag, juli 04, 2005
mandag, juni 20, 2005
Roskilde Festival 2005 - #3
Deadline for dette blog-indlæg var inden at det færdige program blev offentliggjort. Derfor tages der forbehold for eventuelle ændringer og ikke-dato-satte bands.
Søndag
Søndag er altid lidt stenet. Folk er så småt begyndt at pakke sammen, og nogle er rent mentalt taget hjem. Håber da, at jeg ikke er alt for smadret, for søndagene står i min hukommelse, som en af de bedste dage. Både musikmæssigt, men også atmosfæren. Der gøres status, stemningen er mere afslappet, man får i fællesskab sagt farvel til endnu en uge, der vil printe sig dybt ind i den del af hukommelsen, der lagrer de gode minder.
Har lyttet lidt til britiske Bloc Party. Utrætteligt og innovativt rock, der er meget utraditionelt i forhold til den gængse britiske rockmusik. Efter sigende et band, der ridder på en bølge af engelsk musik, vi vil høre mere til i fremtiden.
Bandet opvarmede i øvrigt for Interpol, da de spillede i DK sidste år, og som jeg ikke så, da jeg ikke kendte dem. Det er der dog rådet bod på siden hen. Er blevet lidt forelsket i deres stil. Meget stemningspræget og unik.
Mars Volta snakker alle mine musikvenner om. Ved egentlig ikke hvad the fuzz er about, men nu er de da krydset af.
Et par stykker kunne jeg ikke lige finde spilledatoen på:
The Dresden Dolls er jeg blevet bekendt ved, da jeg så, at de opvarmede for Nine Inch Nails (som desværre ikke kommer til Roskilde :-(). Genremæssigt er der stor forskel på disse bands, da de tyske dukker spiller noget pusseløjerligt musik, der mest af alt minder mig om kabaret. Kender ikke lige de rette begreber til denne form for musik, men det er egentlig også lige meget. Det lyder sjovt, frækt, fængende, og et godt bud på et alternativ til al den gængse guitarorienterede musik, jeg har tænkt mig at høre.
Jimmy Eat World – amerikansk collegerock eller noget i den stil, og kender et par stykker der er nede med dem.
I år joiner min gamle højskoleven Jakob Edut mig. Han graver alt, der er bare det mindste beslægtet med Guns N’ Roses, og derfor også Velvet Revolver. Har fået ham til at skrive et par ord om bandet:
"Rytmegruppen fra "verdens farligste band", Guns N' Roses, møder den tidligere Stone Temple Pilots sanger Scott Weiland - end sjæl så fucked up at hans lyrik og optræden partout bider sig fast under huden på dig. Som et eksprestog med 160 i timen, hamrer gruppen højpotent rock n' roll ud over scenekanten, i et powershow hvor læderbukser, Jack Daniel's og biker boots får en kærkommen renæssance. Når spade-guruen Slash lader Les Paulen græde som vi kender det fra ”Sweet child O' mine”, eller brøle arrigt som i ”Paradise City”, er der lagt op til en omend nostalgisk men også REAL rockkoncert på årets Roskilde"
Jeg ved det godt, jeg er måske lidt forudsigelig i min smag. Det kan Mikael Simpson evt. ændre på med hans flødelækre blanding af elektronisk gejl og melodiøs sang.
Jamie Cullum er en ung pianistbrite, der spiller noget poppet jazz af en art. Blandt andet med coverversioner af Hendrix og Radiohead(!). Som min fætter Morten meget fint illustrerede det, så er hans musik oplagt til en eftermiddag i solen foran en af de små scener. Man sidder lidt udenfor, med solbrillerne på, hovedet i skødet på en dejlig person af det modsatte køn, og en kølig fadøl.
Snoop Dogg hørte jeg en del i 1993/94. Det var inden han havde været til numerolog og stadig hed Doggy til mellemnavn og var ude med albummet ”Doggystyle”. Siden hen har han vist udgivet en trilliard nye ting, og medvirket på samtlige andre amerikanske gangsterrapperes projekter, hvilket jeg har opgivet at følge med i. Desuden var det den æra, hvor jeg switchede fra rap og eurodance til amerikansk tråd a la Rage Against The Machine, Alice In Chains, Green Day og Offspring og hvad Barometeret bød på. Og så holdt det jo ikke at kunne lide rap, da det fucker ens identitet op, og man har svært ved at forsvare hvilken bås man hører til.
Ses om et par dage!
Søndag
Søndag er altid lidt stenet. Folk er så småt begyndt at pakke sammen, og nogle er rent mentalt taget hjem. Håber da, at jeg ikke er alt for smadret, for søndagene står i min hukommelse, som en af de bedste dage. Både musikmæssigt, men også atmosfæren. Der gøres status, stemningen er mere afslappet, man får i fællesskab sagt farvel til endnu en uge, der vil printe sig dybt ind i den del af hukommelsen, der lagrer de gode minder.
Har lyttet lidt til britiske Bloc Party. Utrætteligt og innovativt rock, der er meget utraditionelt i forhold til den gængse britiske rockmusik. Efter sigende et band, der ridder på en bølge af engelsk musik, vi vil høre mere til i fremtiden.
Bandet opvarmede i øvrigt for Interpol, da de spillede i DK sidste år, og som jeg ikke så, da jeg ikke kendte dem. Det er der dog rådet bod på siden hen. Er blevet lidt forelsket i deres stil. Meget stemningspræget og unik.
Mars Volta snakker alle mine musikvenner om. Ved egentlig ikke hvad the fuzz er about, men nu er de da krydset af.
Et par stykker kunne jeg ikke lige finde spilledatoen på:
The Dresden Dolls er jeg blevet bekendt ved, da jeg så, at de opvarmede for Nine Inch Nails (som desværre ikke kommer til Roskilde :-(). Genremæssigt er der stor forskel på disse bands, da de tyske dukker spiller noget pusseløjerligt musik, der mest af alt minder mig om kabaret. Kender ikke lige de rette begreber til denne form for musik, men det er egentlig også lige meget. Det lyder sjovt, frækt, fængende, og et godt bud på et alternativ til al den gængse guitarorienterede musik, jeg har tænkt mig at høre.
Jimmy Eat World – amerikansk collegerock eller noget i den stil, og kender et par stykker der er nede med dem.
I år joiner min gamle højskoleven Jakob Edut mig. Han graver alt, der er bare det mindste beslægtet med Guns N’ Roses, og derfor også Velvet Revolver. Har fået ham til at skrive et par ord om bandet:
"Rytmegruppen fra "verdens farligste band", Guns N' Roses, møder den tidligere Stone Temple Pilots sanger Scott Weiland - end sjæl så fucked up at hans lyrik og optræden partout bider sig fast under huden på dig. Som et eksprestog med 160 i timen, hamrer gruppen højpotent rock n' roll ud over scenekanten, i et powershow hvor læderbukser, Jack Daniel's og biker boots får en kærkommen renæssance. Når spade-guruen Slash lader Les Paulen græde som vi kender det fra ”Sweet child O' mine”, eller brøle arrigt som i ”Paradise City”, er der lagt op til en omend nostalgisk men også REAL rockkoncert på årets Roskilde"
Jeg ved det godt, jeg er måske lidt forudsigelig i min smag. Det kan Mikael Simpson evt. ændre på med hans flødelækre blanding af elektronisk gejl og melodiøs sang.
Jamie Cullum er en ung pianistbrite, der spiller noget poppet jazz af en art. Blandt andet med coverversioner af Hendrix og Radiohead(!). Som min fætter Morten meget fint illustrerede det, så er hans musik oplagt til en eftermiddag i solen foran en af de små scener. Man sidder lidt udenfor, med solbrillerne på, hovedet i skødet på en dejlig person af det modsatte køn, og en kølig fadøl.
Snoop Dogg hørte jeg en del i 1993/94. Det var inden han havde været til numerolog og stadig hed Doggy til mellemnavn og var ude med albummet ”Doggystyle”. Siden hen har han vist udgivet en trilliard nye ting, og medvirket på samtlige andre amerikanske gangsterrapperes projekter, hvilket jeg har opgivet at følge med i. Desuden var det den æra, hvor jeg switchede fra rap og eurodance til amerikansk tråd a la Rage Against The Machine, Alice In Chains, Green Day og Offspring og hvad Barometeret bød på. Og så holdt det jo ikke at kunne lide rap, da det fucker ens identitet op, og man har svært ved at forsvare hvilken bås man hører til.
Ses om et par dage!
søndag, juni 12, 2005
Roskilde Festival 2005 - #2
Jeg har lige erfaret, at den billet (150 kr. billigere end normal pris) jeg købte via en ven, også gælder til Mediebyen. Så lidt luksus bliver der også plads til, dvs. træk og slip-toiletter, og muligvis muligheden for brusebade, hvor man ikke står i kø med andre nøgne unge mænd, som i en anden KZ-lejr. Små ting, der for en magelig person som mig, får ret stor betydning. Jeg er vel ikke den eneste, der efter en uge i et telt, pludselig kan se det overdrevet geniale i at sove under egen dyne.
Ellers er det vel også guf for enhver medieluder, at kunne færdes blandt journalister, reportagefolk og den slags. Personligt håber jeg, at få muligheden for at pisse over kors med Jens Jam Rasmussen, mens vi diskuterer festivalens mangel på noget mere ordentlig tråd.
Nå, men videre med musikken…
Fredag
Fredag ser umiddelbart ud til at stå i nostalgiens tegn. Audioslave kommer med Rage Against The Machine-riffs og bluesagtige ballader. Ordene siger, at de også vil spille gamle Soundgarden- og RATM-numre. Så der bliver nok lidt nostalgisk fællesrap, når Chris Cornell forsøger sig som vred ung rapper på ”Killing in the Name”.
Så er der nogle andre erfarne rotter inden for rockfaget, nemlig D.A.D. ”Dem skal man da se”, tænker man. Men tja, egentlig mest fordi deres gamle hits er med til at repræsentere end dejlig æra i mine teens. Og ja, jeg havde jo lovet at overgive mig til nostalgien denne fredag. Har kun set dem live én gang før, og det var i Tivoli sidste år, hvor lyden var så lav, at man instinktivt ledte efter en remote…
De mediehypede Bikstok Røgsystem står også på plakaten denne fredag. Der er ikke meget nostalgi over dem, og har da også set dem live 2 gange i år. De er ganske underholdende og energiske på en scene, så vil man lægge nostalgien lidt på hylden og stedet iklæde sig festtøjet, er dette en kærkommen mulighed.
Black Sabbath kender jeg egentlig ikke så godt. Men her handler det vel egentlig også mest om at se giraffen, selv om Ozzy-drengen nu mest minder mig om en bæver. Man skal i øvrigt heller ikke nedvurdere betydningen af, at kunne prale af, at have spillet luftguitar til ”Iron Man” spillet live. Forudsat, at den er på deres sætliste.
Sidste band er prettyboys’ne Mew. De gav en genoldig koncert i lørdag nat i 2003, og kommer snart med nyt materiale. Håber det mest er i den skævt rockende afdeling a la ”Snow Brigade”…
Sunn O))) skal da også lige nævnes. Kender ikke musikken, men på billederne ser de uhyggelige ud, og uhygge er ofte en tændende faktor hos mig. Desuden bør et band, hvis navn indeholder noget der minder om en smiley da ses…på trods af at musikken nok ikke er noget man smiler af…
Lørdag
Ok, jeg må nok indrømme, at lørdagen også vil bære præg af nostalgi. Duran Duran må ganske bestemt blive en oplevelse, og mon ikke også det bliver en sætliste der bærer præg af ”greatest hits”? Jeg bliver i hvert fald sur, hvis jeg ikke får lov til at høre ”A view to a kill”. Foo Fighters har jeg lyttet til siden deres debut for 10 år siden. De har leveret nogle ganske gedigne 1-2-3-4-rocknumre, der nok skal være fede at kaste djævletegn til. Har også fået smuglyttet lidt til deres kommende, og må nok indrømme, at det er et band der er ved at falde af på den. Eller også har min smag bare ændret sig.
Det samme kan man sige om Green Day, som jeg også var stor fan af den gang. 28. august er det 10 år siden, jeg så dem i KB Hallen. Rent musikalsk lyder det dog ikke til at de har rykket sig ret mange millimeter, så det bliver nok også for de gamle hits at man tropper op foran Orange Scene, hvor jeg gætter mig til at de skal spille.
The Tears er Suede-sangeren Brett Andersons og Bernard Butlers nye projekt, og burde trods lunkne anmeldelser lige checkes ud, hvis der er lejlighed.
The Raveonettes skylder! Da de spillede på Arena i 2003 varede det vist kun omkring en halv time, og det er for lidt. Men med nogle flere numre i bagagen kan det være, at de i år kan spille lidt længere.
Fortsættes om et par dage…
Ellers er det vel også guf for enhver medieluder, at kunne færdes blandt journalister, reportagefolk og den slags. Personligt håber jeg, at få muligheden for at pisse over kors med Jens Jam Rasmussen, mens vi diskuterer festivalens mangel på noget mere ordentlig tråd.
Nå, men videre med musikken…
Fredag
Fredag ser umiddelbart ud til at stå i nostalgiens tegn. Audioslave kommer med Rage Against The Machine-riffs og bluesagtige ballader. Ordene siger, at de også vil spille gamle Soundgarden- og RATM-numre. Så der bliver nok lidt nostalgisk fællesrap, når Chris Cornell forsøger sig som vred ung rapper på ”Killing in the Name”.
Så er der nogle andre erfarne rotter inden for rockfaget, nemlig D.A.D. ”Dem skal man da se”, tænker man. Men tja, egentlig mest fordi deres gamle hits er med til at repræsentere end dejlig æra i mine teens. Og ja, jeg havde jo lovet at overgive mig til nostalgien denne fredag. Har kun set dem live én gang før, og det var i Tivoli sidste år, hvor lyden var så lav, at man instinktivt ledte efter en remote…
De mediehypede Bikstok Røgsystem står også på plakaten denne fredag. Der er ikke meget nostalgi over dem, og har da også set dem live 2 gange i år. De er ganske underholdende og energiske på en scene, så vil man lægge nostalgien lidt på hylden og stedet iklæde sig festtøjet, er dette en kærkommen mulighed.
Black Sabbath kender jeg egentlig ikke så godt. Men her handler det vel egentlig også mest om at se giraffen, selv om Ozzy-drengen nu mest minder mig om en bæver. Man skal i øvrigt heller ikke nedvurdere betydningen af, at kunne prale af, at have spillet luftguitar til ”Iron Man” spillet live. Forudsat, at den er på deres sætliste.
Sidste band er prettyboys’ne Mew. De gav en genoldig koncert i lørdag nat i 2003, og kommer snart med nyt materiale. Håber det mest er i den skævt rockende afdeling a la ”Snow Brigade”…
Sunn O))) skal da også lige nævnes. Kender ikke musikken, men på billederne ser de uhyggelige ud, og uhygge er ofte en tændende faktor hos mig. Desuden bør et band, hvis navn indeholder noget der minder om en smiley da ses…på trods af at musikken nok ikke er noget man smiler af…
Lørdag
Ok, jeg må nok indrømme, at lørdagen også vil bære præg af nostalgi. Duran Duran må ganske bestemt blive en oplevelse, og mon ikke også det bliver en sætliste der bærer præg af ”greatest hits”? Jeg bliver i hvert fald sur, hvis jeg ikke får lov til at høre ”A view to a kill”. Foo Fighters har jeg lyttet til siden deres debut for 10 år siden. De har leveret nogle ganske gedigne 1-2-3-4-rocknumre, der nok skal være fede at kaste djævletegn til. Har også fået smuglyttet lidt til deres kommende, og må nok indrømme, at det er et band der er ved at falde af på den. Eller også har min smag bare ændret sig.
Det samme kan man sige om Green Day, som jeg også var stor fan af den gang. 28. august er det 10 år siden, jeg så dem i KB Hallen. Rent musikalsk lyder det dog ikke til at de har rykket sig ret mange millimeter, så det bliver nok også for de gamle hits at man tropper op foran Orange Scene, hvor jeg gætter mig til at de skal spille.
The Tears er Suede-sangeren Brett Andersons og Bernard Butlers nye projekt, og burde trods lunkne anmeldelser lige checkes ud, hvis der er lejlighed.
The Raveonettes skylder! Da de spillede på Arena i 2003 varede det vist kun omkring en halv time, og det er for lidt. Men med nogle flere numre i bagagen kan det være, at de i år kan spille lidt længere.
Fortsættes om et par dage…
onsdag, juni 08, 2005
Roskilde Festival 2005 - #1
Sig nærmer tiden, hvor små 100.000 mennesker samles på og omkring Roskilde Dyrskueplads. I en uges tid konsumeres der heftigt lunkne Hansapils på dåse, makrel på dåse, ananas på dåse, snus på dåse (nok mest hos nordmændene), og nogle heldige fyre, scorer en fuld svensk dåse *indsæt dåse-latter her*.
Ja, klichéer er der nok af, når man lettere fordomsfuldt snakker om Roskilde Festival, som den kloge læser nok har regnet ud, at dette indlæg handler om. Men det er ikke klichéerne om festivallivet, der er det primære i dette indlæg. Derimod handler det om musikken, og de bands jeg umiddelbart har tænkt mig at lægge ører, øjne og krop til.
Den opmærksomme læser vil måske huske mit tidligere blogindlæg om at der ofte er ca. 40 interessante bands man gerne vil checke ud. En kort skimning af den ikke helt færdige bandliste gav mig dog kun omkring 25 emner. Jeg er nok også meget kritisk, og snæversynet ville nogle mene. Jeg går primært efter bands jeg kender, eller bands der repræsenterer en genre jeg finder spændende. Det udelukker dog ikke, at man sikkert får set en halv koncert med et eller andet ukendt band, som bliver næste års yndling. Fx som jeg har det med Muse, som jeg overhovedet ikke kendte, da jeg så dem i 2000, men som nu ligger meget højt på den personlige hitliste.
Jeg er en stor fan af kronologi, så jeg går mine kommentarer til bandene igennem i den rækkefølge, de iflg. Universitetsradioens hjemmeside er sat til at spille:
Tirsdag+onsdag
Campingscenen er i år blevet flyttet. Ved ikke helt hvordan det virker, men det er noget med at Pavillion-scenen i de første par dage vil fungere som campingscene, og som almindelig scene, når festivalpladsen åbner om torsdagen. Det er egentlig også ligegyldigt, for umiddelbart ser det ud til at beliggenheden ikke bliver lige så dum som sidste år, hvor jeg kun fik set to koncerter. Måske også pga. vejret.
Dial Zero skal spille denne her. Har hørt et enkelt nummer, der pænt meget mindede mig om Nirvana. Både i opbygning, stil og hans måde at synge på. Har i øvrigt set dem en gang før, da de åbnede for Kitty Wu, men da kendte jeg dem ikke. At opvarme for Kitty Wu er et kvalitetsstempel i sig selv, da mit gamle band selv opvarmede for dem, da de gav koncert i Køge i 2001. Og så bliver det da interessant at se, om de har andre indflydelseskilder end Nirvana.
En af mine gamle venner spiller i bandet Menfolk, der er signet på det lille uafhængige label Play/Rec. Bandet består af den ret unikke konstellation, der indeholder 2 bassister. Det er desværre ikke dem der skal spille, men deres labelhomies i Lack. Vennen min kommer ikke selv på festivalen, men så nok gerne, at jeg kom og gav den op for Lack.
Torsdag
Har hørt rygter om at volapykrapperne i Ikscheltaschel skal åbne Orange Scene. Det er jo efter traditionen altid et dansk band på vej frem. De bliver nok meget sjove at se (og høre). Glæder mig især til at se deres krokodille (eller hvad han er for en fætter) på scenen, og hvordan de uvidende udenlandske publikummer ryster fortvivlet på, hovederne når de prøver at forstå teksterne.
Hvorfor har jeg sat kryds ved Le Tigre? Nok atter et eksempel på, at jeg er en slave af mediehype (ja, første skridt i helbredelsesprocessen, er at erkende problemet), men også fordi det altid er interessant med kvinder på instrumenter. Især hvis de kan andet end at agere sexsymboler.
Fortsættes om et par dage…
Ja, klichéer er der nok af, når man lettere fordomsfuldt snakker om Roskilde Festival, som den kloge læser nok har regnet ud, at dette indlæg handler om. Men det er ikke klichéerne om festivallivet, der er det primære i dette indlæg. Derimod handler det om musikken, og de bands jeg umiddelbart har tænkt mig at lægge ører, øjne og krop til.
Den opmærksomme læser vil måske huske mit tidligere blogindlæg om at der ofte er ca. 40 interessante bands man gerne vil checke ud. En kort skimning af den ikke helt færdige bandliste gav mig dog kun omkring 25 emner. Jeg er nok også meget kritisk, og snæversynet ville nogle mene. Jeg går primært efter bands jeg kender, eller bands der repræsenterer en genre jeg finder spændende. Det udelukker dog ikke, at man sikkert får set en halv koncert med et eller andet ukendt band, som bliver næste års yndling. Fx som jeg har det med Muse, som jeg overhovedet ikke kendte, da jeg så dem i 2000, men som nu ligger meget højt på den personlige hitliste.
Jeg er en stor fan af kronologi, så jeg går mine kommentarer til bandene igennem i den rækkefølge, de iflg. Universitetsradioens hjemmeside er sat til at spille:
Tirsdag+onsdag
Campingscenen er i år blevet flyttet. Ved ikke helt hvordan det virker, men det er noget med at Pavillion-scenen i de første par dage vil fungere som campingscene, og som almindelig scene, når festivalpladsen åbner om torsdagen. Det er egentlig også ligegyldigt, for umiddelbart ser det ud til at beliggenheden ikke bliver lige så dum som sidste år, hvor jeg kun fik set to koncerter. Måske også pga. vejret.
Dial Zero skal spille denne her. Har hørt et enkelt nummer, der pænt meget mindede mig om Nirvana. Både i opbygning, stil og hans måde at synge på. Har i øvrigt set dem en gang før, da de åbnede for Kitty Wu, men da kendte jeg dem ikke. At opvarme for Kitty Wu er et kvalitetsstempel i sig selv, da mit gamle band selv opvarmede for dem, da de gav koncert i Køge i 2001. Og så bliver det da interessant at se, om de har andre indflydelseskilder end Nirvana.
En af mine gamle venner spiller i bandet Menfolk, der er signet på det lille uafhængige label Play/Rec. Bandet består af den ret unikke konstellation, der indeholder 2 bassister. Det er desværre ikke dem der skal spille, men deres labelhomies i Lack. Vennen min kommer ikke selv på festivalen, men så nok gerne, at jeg kom og gav den op for Lack.
Torsdag
Har hørt rygter om at volapykrapperne i Ikscheltaschel skal åbne Orange Scene. Det er jo efter traditionen altid et dansk band på vej frem. De bliver nok meget sjove at se (og høre). Glæder mig især til at se deres krokodille (eller hvad han er for en fætter) på scenen, og hvordan de uvidende udenlandske publikummer ryster fortvivlet på, hovederne når de prøver at forstå teksterne.
Hvorfor har jeg sat kryds ved Le Tigre? Nok atter et eksempel på, at jeg er en slave af mediehype (ja, første skridt i helbredelsesprocessen, er at erkende problemet), men også fordi det altid er interessant med kvinder på instrumenter. Især hvis de kan andet end at agere sexsymboler.
Fortsættes om et par dage…
torsdag, juni 02, 2005
Garbage-koncert
På trods af, at økonomisk sans ryger sig en tur hos undertegnede, når der koncerter på plakaten, var 300 kr. var for en billet til Garbage dog lige i overkanten. Til dels fordi deres seneste album skuffer mig. (Reelt synes jeg kun deres debut fra 1995 holder hele vejen). Og til dels fordi at min tiltrækning af bandet falmede lidt, da jeg sidst så dem live. Havde nemlig et lille crush på den rødtoppede forsangerinde Shirley Manson, dengang i mine barometerlyttende teens. Og dette glansbillede af hende krakelerede nemlig lidt, da jeg så bandet på Roskilde Festival i 2002, hvor hun optrådte i kort afbleget hår og streetwear.
Alligevel endte jeg med at stå ca. 3 meter fra scenen i en semifyldt KB Hal, da bandet i går gav koncert. Min skolekammerat Louis var vist rendt ind i Fætter Højben, og blevet smittet af hans mojo eller noget, for knægten havde vundet 6 fribilletter. Fordelt på 3 forskellige konkurrencer, og jeg var en af de heldige udvalgte.
Jeg havde egentlig ikke de vilde forventninger til koncerten, og den spænding jeg normalt har, når jeg nærmer mig et spillested var ligesom lidt neutral. Der var ikke samme ”suspence” og kriller i maven.
Der var store huller rundt omkring på gulvet foran scenen, og det var ingen sag at få sig en god plads få meter fra scenen og med godt udsyn. Efter noget ventetid, slukkede lyset og ud af højttalerne kom Johnny Cash’ version af Nine Inch Nails’ ”Hurt”…et vældigt smukt nummer, der normalt er gåsehudsfremkaldende på mig, men undrede mig over, hvorfor de brugte den som intro. På koncertplakaterne var der annonceret en ”Guest”, men Johnny C, kunne det selvsagt ikke være, da han har været død i snart to år. Bandet går på, og indleder med ”Queer” fra debuten. Rart, tænker jeg. Næste nummer er ”Bad Boyfriend”, som er åbneren på deres nyeste udgivelse ”Bleed like me”. Og sådan kører det meste af koncerten. Et godt shufflemix mellem helt nye numre, og de gamle hits. Således også et par enkelte fra 2’eren ”Version 2.0” og dennes efterfølger ”Beautifulgarbage”. Har dog lidt svært ved at skelne mellem de 3 nyeste. Det er for alvor kun debuten der har brændt sig fast, og hvis tekster jeg mest ubesværet kunne nynne med på. Shirley Manson havde droppet skaterlooket og var igen dejlig feminin og rødhåret at se på. Men det forbavsede mig, hvor uendelig høj hun egentlig er!
Under numrene var hun den sexede, selvsikre femme fatale med de høje læderstøvler og sexet gang og flirten med scenegulvet. Af og til nærmede hun sig publikum, og sendte hotte blikke del de savlende mandlige fans. De siddende, dovne tilskuere blev der rakt tunge ad…
Mellem numrene skiftede hun over til en lidt mere ydmyg og beskeden rollen. Hun fortalte om bandet, deres albums og den famøse optræden på Roskilde Festival 2002, hvor hendes stemme strejkede, og at publikums lyriske evner måtte hive numrene hjem.Det skal også lige indskydes: Hendes stemme. Wow. Hun må kæmpe med Sean Connery om at besidde den mest coole skotskternede dialekt.
Ved ikke om det skyldtes min placering så tæt på scenen, at jeg havde en koncertoplevelse over gennemsnittet. Normalt står jeg afdæmpet halvvejs nede bagi. Oppe foran er stemningen mere intens. Her finder man de hardcorefans, der synger med og kaster håndtegn. Modsat de i baggrunden stående stive, alvorlige folk med armene over kors, der allerhøjest nikker lidt med, når hittene bliver spillet.
Publikum var nok meget præget af den generation, der var unge og barometlyttende, dengang i midt-90'erne, hvor bl.a. "Only happy when it rains" hittede. Det nummer, der i øvrigt nok var aftenens mest tydelige crowdpleaser, selvom entusiasmen foran publikummet generelt var høj. Bandet var i øvrigt også ret gode til at komme ud over scenekanten.
Jeg tror jeg giver dem 5 skraldespande ud af 6! Der var ikke meget at klandre dem for, kun lige den tinnitus jeg sidder tilbage med nu...
Alligevel endte jeg med at stå ca. 3 meter fra scenen i en semifyldt KB Hal, da bandet i går gav koncert. Min skolekammerat Louis var vist rendt ind i Fætter Højben, og blevet smittet af hans mojo eller noget, for knægten havde vundet 6 fribilletter. Fordelt på 3 forskellige konkurrencer, og jeg var en af de heldige udvalgte.
Jeg havde egentlig ikke de vilde forventninger til koncerten, og den spænding jeg normalt har, når jeg nærmer mig et spillested var ligesom lidt neutral. Der var ikke samme ”suspence” og kriller i maven.
Der var store huller rundt omkring på gulvet foran scenen, og det var ingen sag at få sig en god plads få meter fra scenen og med godt udsyn. Efter noget ventetid, slukkede lyset og ud af højttalerne kom Johnny Cash’ version af Nine Inch Nails’ ”Hurt”…et vældigt smukt nummer, der normalt er gåsehudsfremkaldende på mig, men undrede mig over, hvorfor de brugte den som intro. På koncertplakaterne var der annonceret en ”Guest”, men Johnny C, kunne det selvsagt ikke være, da han har været død i snart to år. Bandet går på, og indleder med ”Queer” fra debuten. Rart, tænker jeg. Næste nummer er ”Bad Boyfriend”, som er åbneren på deres nyeste udgivelse ”Bleed like me”. Og sådan kører det meste af koncerten. Et godt shufflemix mellem helt nye numre, og de gamle hits. Således også et par enkelte fra 2’eren ”Version 2.0” og dennes efterfølger ”Beautifulgarbage”. Har dog lidt svært ved at skelne mellem de 3 nyeste. Det er for alvor kun debuten der har brændt sig fast, og hvis tekster jeg mest ubesværet kunne nynne med på. Shirley Manson havde droppet skaterlooket og var igen dejlig feminin og rødhåret at se på. Men det forbavsede mig, hvor uendelig høj hun egentlig er!
Under numrene var hun den sexede, selvsikre femme fatale med de høje læderstøvler og sexet gang og flirten med scenegulvet. Af og til nærmede hun sig publikum, og sendte hotte blikke del de savlende mandlige fans. De siddende, dovne tilskuere blev der rakt tunge ad…
Mellem numrene skiftede hun over til en lidt mere ydmyg og beskeden rollen. Hun fortalte om bandet, deres albums og den famøse optræden på Roskilde Festival 2002, hvor hendes stemme strejkede, og at publikums lyriske evner måtte hive numrene hjem.Det skal også lige indskydes: Hendes stemme. Wow. Hun må kæmpe med Sean Connery om at besidde den mest coole skotskternede dialekt.
Ved ikke om det skyldtes min placering så tæt på scenen, at jeg havde en koncertoplevelse over gennemsnittet. Normalt står jeg afdæmpet halvvejs nede bagi. Oppe foran er stemningen mere intens. Her finder man de hardcorefans, der synger med og kaster håndtegn. Modsat de i baggrunden stående stive, alvorlige folk med armene over kors, der allerhøjest nikker lidt med, når hittene bliver spillet.
Publikum var nok meget præget af den generation, der var unge og barometlyttende, dengang i midt-90'erne, hvor bl.a. "Only happy when it rains" hittede. Det nummer, der i øvrigt nok var aftenens mest tydelige crowdpleaser, selvom entusiasmen foran publikummet generelt var høj. Bandet var i øvrigt også ret gode til at komme ud over scenekanten.
Jeg tror jeg giver dem 5 skraldespande ud af 6! Der var ikke meget at klandre dem for, kun lige den tinnitus jeg sidder tilbage med nu...
mandag, maj 30, 2005
Scientology og stresstest
Kom slentrende ned af Købmagergade. Snørebåndet på min ene Vans-sko anno 2002 var gået op, men jeg var for doven til at bøje mig ned og snøre det. Ved Rundetårn, hvor der normalt står en pølsebiks, var der i dag et lille telt. En række scientologer havde taget opstilling og tilbød fortravlede danskere, der susede forbi, en stresstest. Min tese er dog, at de fik lige så mange kunder som de Hus Forbi-sælgere, der patruljerer i nogenlunde samme område. Da jeg nærmede mig teltet, gik jeg og forberedte mig på en kæk afvisning, for jeg skal i hvert fald ikke rodes ud i noget med Scientology. Ej heller har jeg brug for at få et eller anden fancy apparat til at måle om jeg har stress. Det synes jeg nogenlunde jeg har følelsesmæssig intelligens nok til selv at vurdere.
Afvisningens ordlyd blev nogenlunde i stil med det her ”Stresstest? Ja, rigtig stresset bliver jeg nok først, når jeg modtager regningen fra jer..”. Men den afvisning forblev dog på tankeplanet, og ikke brugt i praksis, for jeg blev slet ikke spurgt da, jeg valsede forbi. Flere andre blev spurgt, men jeg blev helt overset på trods af, at jeg gik lige midt i deres offerterritorium.
Det fik mig til at reflektere. Hvorfor spurgte de dog ikke mig? Så jeg tilpas ustresset ud? Har folk fra Amnesty og andre nødhjælpsorganisationer, jeg normalt afviser, mon sladret om mig? Eller var det bare så tilpas sent på dagen, at scientologerne selv stressede over, hvor få der var dumme nok til at hoppe på deres tilbud, at de var på nippet til at opgive.
Afvisningens ordlyd blev nogenlunde i stil med det her ”Stresstest? Ja, rigtig stresset bliver jeg nok først, når jeg modtager regningen fra jer..”. Men den afvisning forblev dog på tankeplanet, og ikke brugt i praksis, for jeg blev slet ikke spurgt da, jeg valsede forbi. Flere andre blev spurgt, men jeg blev helt overset på trods af, at jeg gik lige midt i deres offerterritorium.
Det fik mig til at reflektere. Hvorfor spurgte de dog ikke mig? Så jeg tilpas ustresset ud? Har folk fra Amnesty og andre nødhjælpsorganisationer, jeg normalt afviser, mon sladret om mig? Eller var det bare så tilpas sent på dagen, at scientologerne selv stressede over, hvor få der var dumme nok til at hoppe på deres tilbud, at de var på nippet til at opgive.
søndag, maj 29, 2005
Black Power
Jeg tror måske jeg har mig lidt en soulmate i freestylerapperen Per Vers. Ikke fordi hans navn hentyder til min tankegang, men fordi han er en lige så stor kuli af kaffens sorte magi som jeg. Det er i hvert fald det indtryk man får, når man lytter til hans nye single ”Black Power”, der lovpriser kaffens mirakelmageri. Den tekst kunne være skrevet af mig. Eller dvs. det kunne den nok ikke, for selvom jeg har en udmærket rimordbog og kan få hjerte til at rime på ”så kan de lær’ de’”, så har Per Vers førertrøjen her.
Én ting er hans kaffesvaghed, som jeg graver for vildt. Noget andet er, at han tør gøre op med alle de konventioner, der findes på den danske rapscene for tiden. En ting jeg personligt har savnet i dansk rap (læs bare mine tidligere indlæg om Niarn, som jeg nærer en hvis ambivalent aversion overfor).
Glæder mig til at høre resten af albummet, men må mindst vente de 4 måneder, som bibliotekets karenstid tager.
Én ting er hans kaffesvaghed, som jeg graver for vildt. Noget andet er, at han tør gøre op med alle de konventioner, der findes på den danske rapscene for tiden. En ting jeg personligt har savnet i dansk rap (læs bare mine tidligere indlæg om Niarn, som jeg nærer en hvis ambivalent aversion overfor).
Glæder mig til at høre resten af albummet, men må mindst vente de 4 måneder, som bibliotekets karenstid tager.
lørdag, maj 21, 2005
Til kommentatorerne
Husk at signere jeres kommentar med jeres navn. Vil jo gerne takke jer :-)...med mindre i insisterer på anonymitet :-)
fredag, maj 20, 2005
At være kranfører
Da jeg i morges var til vejledning på min skole i forbindelse med mit eksamensprojekt, kom jeg i et uopmærksomt øjeblik til at glane lidt ud af vinduet. Ude i horisonten var der et større byggeri i gang, og der stod en masse krane. Jeg undrede mig over, hvornår det var at jeg mistede fascinationen af disse fantastiske skabninger.Da jeg var yngre, var jeg ovenud benovet over disse kæmpe menneskestyrede tingester. Jeg har sikkert også en gang lavet en i forskelligfarvede Lego-klodser, for derefter at smadre ind i den med min fjernstyrede bil. Dette gjorde jeg i frustration over, at jeg fandt ud af, at det var utopi at have kraner der havde flere farver end et LSD-trip.Kranfører var i mine øjne ønskejobbet på linie med de gængse drengedrømme som politibetjent, brandmand og astronaut.Men den fascination er åbenbart fadet (Det skal lige siges, at astronautdrømmen blev sorteret automatisk fra, da jeg tog testen på www.rummet.dk), for når jeg i disse tider ser en kran, skænker jeg den lige så meget opmærksomhed som en pølsevogn. Den er der bare, og lægges kun mærke til, når man er hapsdogsulten.
Så var det jeg tænkte: Hvor bliver man egentlig kranfører henne? For jeg hører sjældent om kranføreruddannelseskampagner på siden af bussen med en Onkel Sam-lignende kranfører med ølmave, der peger ud og siger ”I want You”. Og hvilke typer mennesker tiltrækkes af at navigere et kæmpe fallossymbol. Det er jo en slags potensforlænger. Desuden er kranfører da en ret fed titel at bære rundt på. For kran er slang for kvinder, og at (for)føre kvinder er vel ikke en dårligt egenskab?
Så var det jeg tænkte: Hvor bliver man egentlig kranfører henne? For jeg hører sjældent om kranføreruddannelseskampagner på siden af bussen med en Onkel Sam-lignende kranfører med ølmave, der peger ud og siger ”I want You”. Og hvilke typer mennesker tiltrækkes af at navigere et kæmpe fallossymbol. Det er jo en slags potensforlænger. Desuden er kranfører da en ret fed titel at bære rundt på. For kran er slang for kvinder, og at (for)føre kvinder er vel ikke en dårligt egenskab?
søndag, maj 15, 2005
The Moose
Når jeg skal i byen og drikke fadbamsebjørne, må jeg mandagen efter på min netbank ofte se min konto et par hundredekronesedler fattigere. Med andre ord, det er ikke helt billigt, at drikke sig en lille beskeden fjer på, på Københavns barer og klubber. I aftes var dog en undtagelse. Jeg formåede at blive behageligt beruset og brugte under 100 kr. Og dette var inklusive to skønherlige pizzaslices fra 7-11, der skulle holde min mund og mave selskab på gåturen hjem. Og nej, det er ikke fordi at jeg bliver beruset af en enkelt øl. Fik drukket 5 store fadøl, der kostede 15 kr. stykket. Det er altså en tredjedel af hvad en øl koster på trendy steder som Rust og Krasnapolsky! Det skal dog lige indskyde, at det vi var 4 homies af sted, der skiftedes til at give omgang, så det blev 60 kr. pr. mand (på nær ham, der gav den 5. omgang. Ja, regnestykket gik ikke helt op) for et par timers øldrikning.
Jeg plejer altid at have dobbelt dårlig samvittighed efter en tur i byen. For det første pga. den alle de penge, man får brændt af (ens økonomiske sans falder, som alkoholpromillerne i blodet stiger), og for det andet fordi at man som regel er en slatten karklud dagen efter, der ikke formår at få ordnet alle de gøremål man havde sat sig for. Denne gang behøver jeg i princippet kun at have dårlig samvittighed pga. sidstnævnte.
Nåh ja, jeg skylder vist lige at reklamere for stedet. Baren hedder The Moose, og ligger ikke så langt fra Købmagergade. Et lille intimt sted, men åbenbart meget populært (nok pga. priserne), da man af og til stod som sild i en tønde. En lille ulempe for en hobby-klaustrofobiker som undertegnede, at man skulle masse sig gennem en kæmpe mængde hver gang man skulle på toilettet.
Ellers var det også lidt af et hit med en jukebox. Kan godt lide konceptet med at udlicitere musikvalget til kunderne. Dette faldt i vores smag, og vi skyndte os at smide en 20’er i, og ønske en masse musik ud fra vores smag. Men alligevel med respekt for det brede publikum. På den måde slap vi også for at lytte til klassiske jukebox-kendinge Himmelhunden og Rocazino-numre på repeat.
Konklusion: på trods af den lidt intimiderende stemning, der let bliver crowdede steder, er det nok ikke sidste gang jeg har sat mine fødder på ”Elgen”. De billige øl, juke-boxen med den relativt gode musiksmag samt den uhøjtidelige atmosfære er grund nok til at betale den et visit endnu en gang. Så kunne det også være, at det var muligt at få et bord at sidde ved.
PS: min farbror har en eller anden sær fetish for elge, så det ville være en oplagt stambar for ham.
Jeg plejer altid at have dobbelt dårlig samvittighed efter en tur i byen. For det første pga. den alle de penge, man får brændt af (ens økonomiske sans falder, som alkoholpromillerne i blodet stiger), og for det andet fordi at man som regel er en slatten karklud dagen efter, der ikke formår at få ordnet alle de gøremål man havde sat sig for. Denne gang behøver jeg i princippet kun at have dårlig samvittighed pga. sidstnævnte.
Nåh ja, jeg skylder vist lige at reklamere for stedet. Baren hedder The Moose, og ligger ikke så langt fra Købmagergade. Et lille intimt sted, men åbenbart meget populært (nok pga. priserne), da man af og til stod som sild i en tønde. En lille ulempe for en hobby-klaustrofobiker som undertegnede, at man skulle masse sig gennem en kæmpe mængde hver gang man skulle på toilettet.
Ellers var det også lidt af et hit med en jukebox. Kan godt lide konceptet med at udlicitere musikvalget til kunderne. Dette faldt i vores smag, og vi skyndte os at smide en 20’er i, og ønske en masse musik ud fra vores smag. Men alligevel med respekt for det brede publikum. På den måde slap vi også for at lytte til klassiske jukebox-kendinge Himmelhunden og Rocazino-numre på repeat.
Konklusion: på trods af den lidt intimiderende stemning, der let bliver crowdede steder, er det nok ikke sidste gang jeg har sat mine fødder på ”Elgen”. De billige øl, juke-boxen med den relativt gode musiksmag samt den uhøjtidelige atmosfære er grund nok til at betale den et visit endnu en gang. Så kunne det også være, at det var muligt at få et bord at sidde ved.
PS: min farbror har en eller anden sær fetish for elge, så det ville være en oplagt stambar for ham.
torsdag, maj 12, 2005
Det bedste til mig og mine venner
Har lige besluttet at blive lidt personlig. Har nogle venner derude, der fortjener shoutouts og rygklapperi. Det er dem der lytter til mit galde, og viser overskud i situationer, hvor jeg kun kan tænke på mig selv. Hvor jeg gør myg til elefanter og ikke evner at se ud over mit eget hoved.
Tak fordi I bærer over med mig, når mit flueknepperi bliver for S/M-agtigt, og når mit ordkløveri flænser ordene til atomer. Fordi I prøver at forstå mig og min nogle gange uforståelige væremåde præget af lettere paranoia, mistillid og nærtagenhed, frem for at skubbe mig væk. Har sikkert brændt broer (eller været tæt på det) pga. folk, der tolker min usikkerhed som provokation og min indadvendthed som arrogance. Fedt, der findes disse folk, der kan se ud over dette. Og det er Jer. I ved hvem i er. Forhåbentlig. Ingen nævnt, ingen glemt…
Tak fordi I bærer over med mig, når mit flueknepperi bliver for S/M-agtigt, og når mit ordkløveri flænser ordene til atomer. Fordi I prøver at forstå mig og min nogle gange uforståelige væremåde præget af lettere paranoia, mistillid og nærtagenhed, frem for at skubbe mig væk. Har sikkert brændt broer (eller været tæt på det) pga. folk, der tolker min usikkerhed som provokation og min indadvendthed som arrogance. Fedt, der findes disse folk, der kan se ud over dette. Og det er Jer. I ved hvem i er. Forhåbentlig. Ingen nævnt, ingen glemt…
onsdag, maj 11, 2005
Det er mig der kender ham fra reklamen
Hvis i skulle være så heldig at falde over den nye tv-reklame i GE Money Bank, så kast lige et ekstra kig på den nydelige fyr der optræder som hovedperson. Det er nemlig min svoger (eller dvs. min søsters boyfriend. Han er nemlig englænder). En kæk lille bloke (britisk slang for gut) ved navn Chris.
GE Money Bank siger du så? Den reklame kender jeg da ikke. Men jo, det gør du sikkert alligevel, når jeg nu nynner signaturmelodien. Den går sådan her: nananana nananana nananana. Men da nyning sjældent giver særlig meget mening på skrift får du også lige ordene som går a bit like sådan her: "maybe i will, maybe i won't, bla bla bla bla", sunget af en pæn lys kvindestemme, og er så kvalm i længden at den udemærket også kunne bruges som melodi til "Godaften Danmark"
Hvis du var en af dem der stod bagerst i køen, da der blev delt hørelse ud. Eller hvis du slet ikke mødte op i køen og derfor er døv, kan reklamen beskrives visuelt således: en ung blond fyr i gråt jakkesæt. Han taber vist en mønt eller noget, og så sker der nogle ting. Kan ikke lige beskrive det ordentligt, da jeg mest af alt var blændet af hans colgate-smil
GE Money Bank siger du så? Den reklame kender jeg da ikke. Men jo, det gør du sikkert alligevel, når jeg nu nynner signaturmelodien. Den går sådan her: nananana nananana nananana. Men da nyning sjældent giver særlig meget mening på skrift får du også lige ordene som går a bit like sådan her: "maybe i will, maybe i won't, bla bla bla bla", sunget af en pæn lys kvindestemme, og er så kvalm i længden at den udemærket også kunne bruges som melodi til "Godaften Danmark"
Hvis du var en af dem der stod bagerst i køen, da der blev delt hørelse ud. Eller hvis du slet ikke mødte op i køen og derfor er døv, kan reklamen beskrives visuelt således: en ung blond fyr i gråt jakkesæt. Han taber vist en mønt eller noget, og så sker der nogle ting. Kan ikke lige beskrive det ordentligt, da jeg mest af alt var blændet af hans colgate-smil
søndag, maj 08, 2005
Boligprogrammer
Minsandten om jeg ikke lige har set reklamer for endnu et boligprogram på TV2. Nu har vi set hvordan man gør rent. Hvordan man kan skabe harmoni i sit liv ved at indrette sig efter feng shui (endnu en dejlig parapsykopatisk måde at skyde skylden fra sig selv, hvis man har et fucked up liv), hvordan man indretter haven, hvordan man indretter generelt (nogle burde indrette TV2’s programmedarbejderes hoveder). Hvordan man forvandler en faldefærdig bule til en villa. Der findes sikkert flere i samme boldgade (note to self: find ud af hvor begrebet boldgade stammer fra), men må indrømme, at jeg får mentalt udslæt af at se på.
Nyeste skud i rækken hedder ”Husvild” og handler vist om, hvilken af tre ejendomsmæglere kan sælge en given bolig billigst (undskyld min mangelfulde research, men var for doven). Men her, er der måske faktisk et program vi kan bruge til noget. Noget der har samfundsrelevans. Og oven i hatten måtte de da også gerne lave et program om hvordan man mest effektivt smadrer et hotelværelse. Eller et program om hvordan man indretter et toilet og karbad i sit telt, når man er på Roskilde Festival.
…eller hvordan man giver sig selv en effektiv nakkemassage…
Nyeste skud i rækken hedder ”Husvild” og handler vist om, hvilken af tre ejendomsmæglere kan sælge en given bolig billigst (undskyld min mangelfulde research, men var for doven). Men her, er der måske faktisk et program vi kan bruge til noget. Noget der har samfundsrelevans. Og oven i hatten måtte de da også gerne lave et program om hvordan man mest effektivt smadrer et hotelværelse. Eller et program om hvordan man indretter et toilet og karbad i sit telt, når man er på Roskilde Festival.
…eller hvordan man giver sig selv en effektiv nakkemassage…
mandag, maj 02, 2005
Nine Inch Nails-releaseparty
Det var i går. Der var desværre ikke særlig mange mennesker til at støtte op om dette udemærkede arrangement. Måske pga. at det var varslet for sent, at det var på en søndag, og mange var i Fælledparken. Jeg er en stadigt voksende NIN-fan, så jeg ville ikke gå glip af dette arrangement. Det var desværre en lille sluttet flok der mødte op, og halvdelen var ikke de stereotypiske NIN-fans, men nærmere hæp hoppere...men det skyldtes vist at der var et technoarrangement ved bygningen ved siden af...
- Så bid ikke hånden der giver dig føde -
På trods af, at jeg som en hærdet kriminel allerede havde hørt "With Teeth" i den leakede version der kunne findes på nettet for flere uger siden, ville jeg dele oplevelsen med andre. Og på ordentlige højttalere fremfor på min diskman, hvor den leakede version hidtil har kørt på konstant repeat. Så jeg kunne stolt synge med på de fleste numre. I den lange ventetid (vi var der som de absolut første, og mit entrenummer var nr. 1, der også fungerede som lod i den kommende lodtrækning) kom vi i snak med en canadier bosat i DK. Han var også kæmpe NIN-fan, og fik min nørdede triviaviden til at ligne ingenting.
- alle dage er fuldstændig ens - Efter albummet var blevet spillet og DJ Batling havde spillet et par numre, blev cd'en (og en tilhørende plakat og klistermærke) sat i salg. Skyndte mig at erhverve mig et eksemplar og kort tid efter, var der lodtrækning om ekstrapræmier. Man kunne bl.a. vinde en dualdisk-version af skiven. Den flinke canadier gav mig sit lod, da han i forvejen havde denne dualdisk, og søreme om der ikke var gevinst på dette... Så nu har jeg vist eksemplar af "With Teeth" til salg...
- lige der hvor det hører til -
- Så bid ikke hånden der giver dig føde -
På trods af, at jeg som en hærdet kriminel allerede havde hørt "With Teeth" i den leakede version der kunne findes på nettet for flere uger siden, ville jeg dele oplevelsen med andre. Og på ordentlige højttalere fremfor på min diskman, hvor den leakede version hidtil har kørt på konstant repeat. Så jeg kunne stolt synge med på de fleste numre. I den lange ventetid (vi var der som de absolut første, og mit entrenummer var nr. 1, der også fungerede som lod i den kommende lodtrækning) kom vi i snak med en canadier bosat i DK. Han var også kæmpe NIN-fan, og fik min nørdede triviaviden til at ligne ingenting.
- alle dage er fuldstændig ens - Efter albummet var blevet spillet og DJ Batling havde spillet et par numre, blev cd'en (og en tilhørende plakat og klistermærke) sat i salg. Skyndte mig at erhverve mig et eksemplar og kort tid efter, var der lodtrækning om ekstrapræmier. Man kunne bl.a. vinde en dualdisk-version af skiven. Den flinke canadier gav mig sit lod, da han i forvejen havde denne dualdisk, og søreme om der ikke var gevinst på dette... Så nu har jeg vist eksemplar af "With Teeth" til salg...
- lige der hvor det hører til -
Abonner på:
Opslag (Atom)
