Jeg er forundret over, at jeg stadig har mine ører i behold. Uge 10, 2005 var relativt begivenhedsrig for mig, rent audiotativt. Tirsdag var jeg et smut på Stengade 30, hvor der var ”Play it”. Knap og nap 3 år siden jeg spillede der med mit gamle band til Emergenza-konkurrencen. Mit fremmøde denne gang skyldtes, at jeg skulle kæde op med en journaliststuderende højskoleven, der var i hovedstaden for at lave en reportage om den danske musikundergrund. På trods af, at kalenderen viste en uskyldig tirsdag og Kbh var i gang med (endnu en gang) at blive overdækket af sne, var Stengadens koncertlokale fyldt til randen med unge mennesker. Jeg blev først mødt af noget amatørheavy, men havde ikke udsyn til scenen, så jeg styrtede ovenpå for at finde min ven og co. Vi drak et par øl, catchede op og suste så ned igen for at se lidt live-musik. Her rendte vi ind i en fælles højskoleven. Tre bands nåede vi at se, og det var tre bands der ikke var værd at skrive hjem om. I hvert fald var det musikgenrer, som jeg havde afskrevet på forhånd.
På vej derud fra så vi endnu en fælles højskolebekendt. Denne dag var Danmark altså meget lille. Da vi kendte ham var det John Lennon han stræbede efter at ligne. Nu var det vist mere forsangeren fra Nickelback?
Det bliver lørdag, og jeg har en aftale med en ven om at se noget black metal på The Rock. Metalbandsne Usibian og Exmortem spiller op. Egentlig ikke min stil, men Rocken er et hygsomt sted, der næsten er blevet stambar, og det er jo lørdag, så man kan ikke sidde hjemme. Alternativet var at se Nephew hive alle priserne hjem i DMA, men det kunne man vel have forudset. På The Rock forsyner vi os med en kande øl, og jeg minder mig selv om at jeg ikke gider vågne op med prøvebillede i ørerne, så jeg køber et par gule skodøreprops. Mine smarte musiker-grantræs-øreprops er desværre endt i min bastaske, som befinder sig hos de gamle i Køge. Ørepropperne får fint aftjent deres værnepligt, da de nedsætter lydniveauet med et passende antal decibel. Problemet er bare, at alle nuanceringerne i musikken forringes. Og med blackmetal som stort set består af dobbeltstortrommepedaller, der tæsker derudaf som en maskinpistol, en monotont growlende forsanger og guitarsoli, bliver lydindtrykket groft sagt en omgang mudder. Eller også var jeg bare fordomsfuld og ignorant denne aften. Øllene og mine Blå Kings var i hvert fald mere interessant. Tja, og så også den griner vi fik over at lave en parodi på Exmortems forsanger. Han growlede nemlig også mellem numrene, hvilket fik os til at joke med hvordan han mon lykønskede sin mormor fødselsdag.
Efter koncerten gad vi ikke rigtig være der mere. Havde en aftale om at tage videre på The Black Cat hvor der var efterfest efter Rose Mc-et eller andet havde spillet. Hun var dog i gang da vi kom. Det var noget afdæmpet et eller andet. Men mit fokus og mine sanser var mere koncentreret om det visuelle og smagsløgene. Klientellet var sortklædt, men stemningen var ret lys. Dansegulvet kogte som en gryde spaghetti. At danse til EBM, industrial, noise og hvad den slags subgenrer ellers hedder, er nu ret fedt. Det giver lidt af et adrenalinkick – bare ærgerligt at min kondi ikke holdt til mere end et par minutter af gangen denne aften.
Hjemme igen kl. 7 om morgenen efter at have gået bagved en meeeeeeget fuld FCK-fan, der gik helt alene og sang diverse slagssange og anti-Brøndby-sange.
11 timer efter stod jeg og ventede foran Lille Vega. Fru Fortuna havde smilet til mig, og fået skrevet mig i døren til hardrockbandet Mastodon. Og man siger jo ikke nej til en gratis koncert, vel. Og dog, gratis er det jo så alligevel ikke, når en eller flere fadøl er et obligatorisk onde, når man er til koncert.
To skandinaviske opvarmningsband var hyret til opvarmningstjans i den halvfyldte sal. Først norske Extol der spillede noget hardrock, og bagefter Dozer fra Sverige. Mastodon var aftenens hovednavn, selvom det nok er de færreste i DK der kender dem. De har vist et eller andet trip med Moby Dick – om navnet er inspireret af ham ved jeg ikke, men i mellem numrene, spilledes der passager fra historien om hvalen. Tja, koncerten var som sådan fed nok, men lysten til at gå på opdagelse i ny musik var ikke særlig stor sådan en søndag aften – det havde nok været bedre med noget kendt og trygt. Men det var da endnu en oplevelse til scrapbogen…
mandag, marts 07, 2005
torsdag, marts 03, 2005
Kollektiv blog
Jeg har ved siden af Runkedoren oprettet Andenmarts som jeg kører i fællesskab med Edutten
Bare så i ved det
Bare så i ved det
tirsdag, marts 01, 2005
Den frie tankeassociation
Forleden lå jeg og talte får. Kunne nemlig ikke sove. Mr. Bean-metoden virkede åbenbart kun på film, så jeg måtte ty til andre metoder. Eller også bare acceptere, at mine tanker ikke var i sinde at konvertere til drømme, som de jo gerne skulle. Lå derfor og tænkte frit. Lod den ene tanke flyve over i den anden ved hjælp af de gængse associationsmetoder. Meget interessant at fundere lidt over, hvordan alle ens tanker hænger sammen i et multinetværk. Og hvordan én tanke er betinget af en anden.
Tænkte derfor at jeg ville prøve at ”eksperimentere” lidt. For hvad ville der ske, hvis jeg slet ikke tænkte? Hvis jeg så godt jeg kunne, prøvede at cleare min hjerne og bare lade ubetingede tanker komme til mig. For hvis min tankevirksomhed var passiv, måtte nye tanker jo nødvendigvis komme fra min underbevidsthed. Lidt populærvidenskabeligt hævdes det jo, at det bevidste sind kun rummer toppen af et stort isbjerg, og det underbevidste er alt det der er under vand (ca. 10% siger de kloge).
Rent teoretisk virkede det jo til, at jeg nu havde fundet en metode til at grave lidt dybere i mig selv. Udforske underbevidsthedens gemte skatte og lig. Håbede selvfølgelig på at finde den drøm, hvor jeg mødte Gud, og han forklarede mig meningen med livet eller
Selvom det hverken var meningen med livet eller noget andet graverende, jeg fandt frem til, var resultaterne dog alligevel fascinerende. For i ”seancen” poppede der personer og begivenheder frem, som jeg ikke havde skænket tanker i årevis. Som ud af det blå, og jeg kunne ikke tyde den trådlige association. Der er selvfølgelig én eller anden connection, men den må være supersonisk, for den gik åbenbart med en hastighed, hvor jeg ikke kunne nå at fange den.
Det der er interessant er at analysere på, hvorfor lige tankerne om de personer og begivenheder poppede op lige der. Der må jo være et link et eller andet sted. At de stadig har en plads i mine tankevirksomhed, er jo interessant, når det er ens tanker og oplevelser der er med til at definere ens identitet.
Pt. har jeg ikke dyrket disciplinen så meget - oftest ender det jo alligevel med at jeg falder i søvn :-)
Tænkte derfor at jeg ville prøve at ”eksperimentere” lidt. For hvad ville der ske, hvis jeg slet ikke tænkte? Hvis jeg så godt jeg kunne, prøvede at cleare min hjerne og bare lade ubetingede tanker komme til mig. For hvis min tankevirksomhed var passiv, måtte nye tanker jo nødvendigvis komme fra min underbevidsthed. Lidt populærvidenskabeligt hævdes det jo, at det bevidste sind kun rummer toppen af et stort isbjerg, og det underbevidste er alt det der er under vand (ca. 10% siger de kloge).
Rent teoretisk virkede det jo til, at jeg nu havde fundet en metode til at grave lidt dybere i mig selv. Udforske underbevidsthedens gemte skatte og lig. Håbede selvfølgelig på at finde den drøm, hvor jeg mødte Gud, og han forklarede mig meningen med livet eller
Selvom det hverken var meningen med livet eller noget andet graverende, jeg fandt frem til, var resultaterne dog alligevel fascinerende. For i ”seancen” poppede der personer og begivenheder frem, som jeg ikke havde skænket tanker i årevis. Som ud af det blå, og jeg kunne ikke tyde den trådlige association. Der er selvfølgelig én eller anden connection, men den må være supersonisk, for den gik åbenbart med en hastighed, hvor jeg ikke kunne nå at fange den.
Det der er interessant er at analysere på, hvorfor lige tankerne om de personer og begivenheder poppede op lige der. Der må jo være et link et eller andet sted. At de stadig har en plads i mine tankevirksomhed, er jo interessant, når det er ens tanker og oplevelser der er med til at definere ens identitet.
Pt. har jeg ikke dyrket disciplinen så meget - oftest ender det jo alligevel med at jeg falder i søvn :-)
onsdag, februar 23, 2005
Runkedoren - nu med billeder
Er ret glad for bandet Slipknot (heavydrengene med kansasdragterne og de fæle masker) - så glad, at jeg i sin tid sendte en uofordret ansøgning til dem for at blive en del af truppen.
De er 9 mand høj, så de mangler på musikere, ergo jeg måtte tænke innovativt
Mit dræberoutfit bestod af en gammel djævlemaske og en "blotter"-coat (det tætteste jeg kunne komme på en kansasdragt. Musisk ville jeg tilbyde guitarlir på min båndfalske Fender Stratocaster-kopi. Men guitarister mangler de ikke, så jeg måtte have noget i baghånden. En panfløjte var sagen. Og med sådan en kørt igennem en fæl heavydistortion skal jeg love for, at jeg ville kunne være med til at revolutionere metalmusikken! Yeah!! \m/
De er 9 mand høj, så de mangler på musikere, ergo jeg måtte tænke innovativt
Mit dræberoutfit bestod af en gammel djævlemaske og en "blotter"-coat (det tætteste jeg kunne komme på en kansasdragt. Musisk ville jeg tilbyde guitarlir på min båndfalske Fender Stratocaster-kopi. Men guitarister mangler de ikke, så jeg måtte have noget i baghånden. En panfløjte var sagen. Og med sådan en kørt igennem en fæl heavydistortion skal jeg love for, at jeg ville kunne være med til at revolutionere metalmusikken! Yeah!! \m/
mandag, februar 21, 2005
Astrologi
Jeg kan ikke rigtig tage det seriøst. Jeg er skorpion, og har både fået af vide, at jeg er en typisk, men også en atypisk skorpion. Hvad skal jeg tro på?Groft sagt deler astrologi menneskerne op i 12 typer. Mere nuancerede metoder bruger de hardcore astrologer, når de også gerne vil have det eksakte fødselstidspunkt at vide, for at kunne bedømme hvordan stjernerne (nej, ikke dem der var med i ”Stjerne for en aften”) stod i det øjeblik man blev spyttet ud. Astrologi er jo troen på at stjernerne styrer vores personlighed…Men jeg har svært ved at tro på at jeg er den eneste i verden der blev født i lige dette minuttal den nat i november i 1978. Ergo må man med astrologisk logik konkludere, at der går nogle personer rundt i verden med præcis den samme personlighed som undertegnede…ret skræmmende at tænke på.
Desuden er horoskoper en noget blød størrelse. Retorikken i beskrivelsen af personlighedstypen er på en sådan måde, at de kan passe på alle…De beskrivende ord, er bøjelige, og kan bruges på alle mennesker, dog i forskellige grader. Dvs. hvis jeg så et horoskop for alle 12 stjernetegn uden at vide hvad der var hvad, så ville jeg nok kunne få alle til at passe på mig selv. Næhh, hvis et horoskop kunne komme med uomtvistelige sandheder og sige, at jeg havde blå øjne og en skønhedsplet på kinden, så ville jeg nok have lidt mere respekt for det.
Min teori om, hvorfor så mange tror på astrologi (og for den sags skyld også alt det andet alternative mumbo jumbo som clairvoyance, numerologi etc). er at man har et eller andet behov for at tro på at der er en ”sandhed” derude. Noget man kan stræbe efter for at få et godt liv. Desuden er det også rart for mennesker at få at vide, at det er nogle ydre omstændigheder der styrer deres liv og ikke dem selv der har skylden.
Desuden er horoskoper en noget blød størrelse. Retorikken i beskrivelsen af personlighedstypen er på en sådan måde, at de kan passe på alle…De beskrivende ord, er bøjelige, og kan bruges på alle mennesker, dog i forskellige grader. Dvs. hvis jeg så et horoskop for alle 12 stjernetegn uden at vide hvad der var hvad, så ville jeg nok kunne få alle til at passe på mig selv. Næhh, hvis et horoskop kunne komme med uomtvistelige sandheder og sige, at jeg havde blå øjne og en skønhedsplet på kinden, så ville jeg nok have lidt mere respekt for det.
Min teori om, hvorfor så mange tror på astrologi (og for den sags skyld også alt det andet alternative mumbo jumbo som clairvoyance, numerologi etc). er at man har et eller andet behov for at tro på at der er en ”sandhed” derude. Noget man kan stræbe efter for at få et godt liv. Desuden er det også rart for mennesker at få at vide, at det er nogle ydre omstændigheder der styrer deres liv og ikke dem selv der har skylden.
søndag, februar 13, 2005
Melodød Grandprix
Snevejret og andre omstændigheder gjorde, at jeg skulle tilbringe en aften hjemme, og dermed foran fjernsynet. Adskillige kroner på budgettet var øremærket til store fadøl, men det må jeg have til gode.
Lige store dele af skræk og gensynsglæde prægede mit humør, da jeg erfarede at det var aftenen hvor der var Melodi Grandprix. Masser af nostalgiske minder er forbundet med dette fænomen. Dansk Melodi Grandprix 1988 var den første LP jeg købte, og Stig Rossen var den store helt i flere år efter. Men MGP var for mig typisk 80’erne, og der måtte det egentlig også godt blive. Ikke fordi det er decideret dårligt, men hverken Brdr. Olsen eller Søren Poppes catchy hits kan hamle op med Stig Rossen, Trine Dyrholm, Kirsten og Søren og Tommy S. endnu mere catchy evergreens. Man kan kun blive skuffet!
Første deltager var noget irriterende latinopop. Ved ikke om det er selve stilen der giver mig myrekryb, eller om det fænomenets dilletendens og døgnfluepotentiale. Og hvor havde man nu set ham forsangeren? I Big Brother?
Næste punkt på dagsordenen var med et par unge der vist var gået forkert. De lignede i hvert fald nogen der skulle til et talentshow på gymnasiet. To metroseksuelle 20-årige knægte spillende lettilgængelig guitarpop. Har ikke de store kommentarer til disse, da jeg vist var på toilettet da de spillede…Bortset fra et lille spørgsmål, om det kunne være dem der var nutidens Mabel?
Det næste, jeg registrerede, var Tue West’s far og hans bror Noller på banen. For endnu en gang var det Olsen Bandens tur til at synge sig ind i de 50-årige singlekvinders hjerter. Har dog ikke så meget at sige til denne låt, da fjernbetjeningens andre knapper lød mere tiltalende. Og med ”Very Bad Things” på den konkurrerende kanal, havde MGP pludselig fået en rival, så jeg måtte slibe mine multitaskeevner for at kunne følge lige meget med begge steder.
Så var der vist også en enkelt lille følsom ballade. De semi-shoegazende poprockere med langt hår og tatoveringer lignede langt fra noget, der hørte hjemme i dette forum. Hverken musikmæssigt eller stilmæssigt. Til gengæld er det sikkert den slags musik, der får masser af airplay på P3. Så selvom der er gode succeskriterer i det, er det desværre ikke lig med MGP-succes. Det er som om at ”rigtig” MGP-musik helst skal leve i en isoleret boble (sammen med vindere af Stjerne for en Aften), væk fra resten af den etablerede danske musikscene. For de eneste steder de dukker op er på Radio 100, lokalradioer, TV2-reklamer, på bøssebarer og halballer i provinsen.
Så var der min bybror Kim Schwarz, der med sin sangtekst bød på nogle af de tungeste klichéer, og lige egnet til Radio Køge, hvor han før har haft masser af airplay.
Bonusinfo: han har desuden været dommer til en talentkonkurrence, jeg deltog i for et par år siden med mit daværende band…
I min ivrigt zappende rastløshed registrerede jeg knap nok sang nr. 8, som skulle vise sig at blive vinderen. Sangen hed ”Tænder på dig”. Synes dog, at det er ret respektløst at lade en sang med sådan en titel optræde i et program, der i den grad henvender sig til børn og barnlige sjæle. Hørte kun lige sangen med et halvt øre, så fik derfor ikke fat i teksten. Men at putte tænder på en anden person, virker altså ret morbidt og perverst!
Med sin rolle som Karen i hele Danmarks Krøniken, burde der være god goodwill nok til at ryge blandt de 5 bedste for Pernille Højmark og resten af Sweethearts, men dette var åbenbart ikke nok. Her må jeg igen melde pas, da jeg ikke rigtig hørte sangen. Men mon ikke man kan konkludere, at bandet nok bør holde sig til covernumrene…eller biroller i dansk drama
Sidstnævnte var en ok sød tøs, der som den første af deltagerne kunne forsyne mig med en god dosis 80’ernostalgi. Hendes hår mindede mig nemlig om mit 3. klassescrush Tiffany - hende den 17-årige chick, der i 87-88 sang ”I think we’re alone now”. For resten, fik jeg heller ikke lige fat i hvad det var hun sang…
Jeg burde måske nok være lidt formel og slutte dette fine indlæg af med en afslutning eller konklusion…men det gider jeg ikke. I er velkomne til at skrive den for mig
Lige store dele af skræk og gensynsglæde prægede mit humør, da jeg erfarede at det var aftenen hvor der var Melodi Grandprix. Masser af nostalgiske minder er forbundet med dette fænomen. Dansk Melodi Grandprix 1988 var den første LP jeg købte, og Stig Rossen var den store helt i flere år efter. Men MGP var for mig typisk 80’erne, og der måtte det egentlig også godt blive. Ikke fordi det er decideret dårligt, men hverken Brdr. Olsen eller Søren Poppes catchy hits kan hamle op med Stig Rossen, Trine Dyrholm, Kirsten og Søren og Tommy S. endnu mere catchy evergreens. Man kan kun blive skuffet!
Første deltager var noget irriterende latinopop. Ved ikke om det er selve stilen der giver mig myrekryb, eller om det fænomenets dilletendens og døgnfluepotentiale. Og hvor havde man nu set ham forsangeren? I Big Brother?
Næste punkt på dagsordenen var med et par unge der vist var gået forkert. De lignede i hvert fald nogen der skulle til et talentshow på gymnasiet. To metroseksuelle 20-årige knægte spillende lettilgængelig guitarpop. Har ikke de store kommentarer til disse, da jeg vist var på toilettet da de spillede…Bortset fra et lille spørgsmål, om det kunne være dem der var nutidens Mabel?
Det næste, jeg registrerede, var Tue West’s far og hans bror Noller på banen. For endnu en gang var det Olsen Bandens tur til at synge sig ind i de 50-årige singlekvinders hjerter. Har dog ikke så meget at sige til denne låt, da fjernbetjeningens andre knapper lød mere tiltalende. Og med ”Very Bad Things” på den konkurrerende kanal, havde MGP pludselig fået en rival, så jeg måtte slibe mine multitaskeevner for at kunne følge lige meget med begge steder.
Så var der vist også en enkelt lille følsom ballade. De semi-shoegazende poprockere med langt hår og tatoveringer lignede langt fra noget, der hørte hjemme i dette forum. Hverken musikmæssigt eller stilmæssigt. Til gengæld er det sikkert den slags musik, der får masser af airplay på P3. Så selvom der er gode succeskriterer i det, er det desværre ikke lig med MGP-succes. Det er som om at ”rigtig” MGP-musik helst skal leve i en isoleret boble (sammen med vindere af Stjerne for en Aften), væk fra resten af den etablerede danske musikscene. For de eneste steder de dukker op er på Radio 100, lokalradioer, TV2-reklamer, på bøssebarer og halballer i provinsen.
Så var der min bybror Kim Schwarz, der med sin sangtekst bød på nogle af de tungeste klichéer, og lige egnet til Radio Køge, hvor han før har haft masser af airplay.
Bonusinfo: han har desuden været dommer til en talentkonkurrence, jeg deltog i for et par år siden med mit daværende band…
I min ivrigt zappende rastløshed registrerede jeg knap nok sang nr. 8, som skulle vise sig at blive vinderen. Sangen hed ”Tænder på dig”. Synes dog, at det er ret respektløst at lade en sang med sådan en titel optræde i et program, der i den grad henvender sig til børn og barnlige sjæle. Hørte kun lige sangen med et halvt øre, så fik derfor ikke fat i teksten. Men at putte tænder på en anden person, virker altså ret morbidt og perverst!
Med sin rolle som Karen i hele Danmarks Krøniken, burde der være god goodwill nok til at ryge blandt de 5 bedste for Pernille Højmark og resten af Sweethearts, men dette var åbenbart ikke nok. Her må jeg igen melde pas, da jeg ikke rigtig hørte sangen. Men mon ikke man kan konkludere, at bandet nok bør holde sig til covernumrene…eller biroller i dansk drama
Sidstnævnte var en ok sød tøs, der som den første af deltagerne kunne forsyne mig med en god dosis 80’ernostalgi. Hendes hår mindede mig nemlig om mit 3. klassescrush Tiffany - hende den 17-årige chick, der i 87-88 sang ”I think we’re alone now”. For resten, fik jeg heller ikke lige fat i hvad det var hun sang…
Jeg burde måske nok være lidt formel og slutte dette fine indlæg af med en afslutning eller konklusion…men det gider jeg ikke. I er velkomne til at skrive den for mig
torsdag, februar 10, 2005
At forvalte sin vrede
Hvorfor findes der så mange mennesker, der forvalter deres vrede helt forkert. Hvorfor skal jeg fx udsættes for en sur buschauffør eller kioskekspedient, fordi han har en dårlig dag. Det er jo ikke mig, der har gjort noget, men det er unægtelig den følelse man får, når man render ind i folk, der i vredens afmagt ikke kan tænke rationelt. Selv om folk har problemer med deres chef, kone eller anden autoritet, bør de da være i stand til at skelne tingene fra hinanden. At kunne kanalisere vreden det rette sted hen, og ikke mod de "uskyldige", hvori konfliktskyheden ikke er lige så stor.
Er det bare mig, der ser det som en dyd, at gå til problemets kilde, og arbejde ud fra det, frem for at lade andre mærke min frustration over noget de ikke er herre over? Er det et tegn på manglende balance og selvindsigt at folk skyder vreden fra sig hen mod "lettere" ofre?
Er det bare mig, der ser det som en dyd, at gå til problemets kilde, og arbejde ud fra det, frem for at lade andre mærke min frustration over noget de ikke er herre over? Er det et tegn på manglende balance og selvindsigt at folk skyder vreden fra sig hen mod "lettere" ofre?
torsdag, januar 27, 2005
Kære A
Kære A
Du viser dig sgu' at være lidt af en narrefisse. Så går du rigtig og spiller op til én. Kommer med hentydninger, uden at gøre alvor af dine "trusler". Måske har du opgivet mig.
Måske teaser du, fordi du ved du har tabt? Ja, du kan lige så godt droppe det. Hopper ikke på dine små lege mere. Jeg ved, at dine trusler er tomme. Jeg kender historien om Peter og ulven. Din tid er talt, og de smuthuller du før brugte for at narre mig, er lukket land for dig.
Når du er så udspillet, kommer du med de feje tricks? Du kender mine akilleshæle. Du ved hvor du kan manipulere mig. Problemet er, at jeg også har regnet disse ud. For det eneste jeg frygtede var dig og dine egenskaber. Men da jeg fandt ud af, hvor uskadelig du egentlig var. Da jeg endelig så dig i øjnene, tabte jeg respekten. Du vil forhåbentlig langsomt blive en mindre og mindre del af mig, for til sidst at uddø.
Du viser dig sgu' at være lidt af en narrefisse. Så går du rigtig og spiller op til én. Kommer med hentydninger, uden at gøre alvor af dine "trusler". Måske har du opgivet mig.
Måske teaser du, fordi du ved du har tabt? Ja, du kan lige så godt droppe det. Hopper ikke på dine små lege mere. Jeg ved, at dine trusler er tomme. Jeg kender historien om Peter og ulven. Din tid er talt, og de smuthuller du før brugte for at narre mig, er lukket land for dig.
Når du er så udspillet, kommer du med de feje tricks? Du kender mine akilleshæle. Du ved hvor du kan manipulere mig. Problemet er, at jeg også har regnet disse ud. For det eneste jeg frygtede var dig og dine egenskaber. Men da jeg fandt ud af, hvor uskadelig du egentlig var. Da jeg endelig så dig i øjnene, tabte jeg respekten. Du vil forhåbentlig langsomt blive en mindre og mindre del af mig, for til sidst at uddø.
onsdag, januar 26, 2005
Folketingsvalg
Jeg er lidt på bar bund mht. hvilket parti jeg skal stemme på til valget den 8. februar. Men i disse oplysningstider kan man jo heldigvis få nogle hjemmesider til at gøre det lettere for én. Det kræver bare et par klik og et par vurderinger af et par udsagn, så regner hjemmesiden ud, hvilken politiker man er mest enig med. Det lyder jo megasimpelt. Problemet er bare, at det er svært at forholde sig til nogle af spørgsmålene, da det omhandler emner der er helt sorte for mig. Fx bør jeg være uenig eller enig i følgende:
”Privathospitaler er en trussel mod den lige adgang til behandling i sundhedsvæsenet”
Hvad ved jeg om sådan et udsagn? Der kan sikkert argumenteres godt både for og imod. Og det er alligevel oftest teorier, antagelser og hypoteser man får smidt i hovedet.
Så for at svare kvalificeret bør man jo sætte sig ordentligt ind i emnet. Og hvis man skal sætte sig ordentligt ind i alle de emner, man ikke er nede med, kan man jo ikke lave andet de næste to uger.
Kan man overhovedet tillade sig at stemme, hvis man ikke kender alle for og imod-argumenter for alle mærkesager. Er det fair at bruge sin demokratiske stemmeret på en given politiker, der har et cool slogan og et sødt ansigt på sin valgplakat?
”Privathospitaler er en trussel mod den lige adgang til behandling i sundhedsvæsenet”
Hvad ved jeg om sådan et udsagn? Der kan sikkert argumenteres godt både for og imod. Og det er alligevel oftest teorier, antagelser og hypoteser man får smidt i hovedet.
Så for at svare kvalificeret bør man jo sætte sig ordentligt ind i emnet. Og hvis man skal sætte sig ordentligt ind i alle de emner, man ikke er nede med, kan man jo ikke lave andet de næste to uger.
Kan man overhovedet tillade sig at stemme, hvis man ikke kender alle for og imod-argumenter for alle mærkesager. Er det fair at bruge sin demokratiske stemmeret på en given politiker, der har et cool slogan og et sødt ansigt på sin valgplakat?
søndag, januar 16, 2005
Seertal
Denne aften startede DR’s ”Krøniken” en ny sæson. Ifølge statistikker, trak hvert afsnit forrige sæson rundt regnet 2.000.000 seere. Det har DR så kunne bryste sig lidt af, men hvordan er man egentlig fundet frem til disse tal?
Jo, analyseinstituttet Gallup har installeret et såkaldt TV-meter i 1000 hjem: Citeret fra Timecodes.dk
”Gallups TV–Meter (fra 1992) er baseret på et bevidst sammensat panel på cirka 1000 husstande, der udskiftes med jævne mellemrum. I panelet har man tilstræbt at ramme befolkningens sociale og demografiske sammensætning - blandt andet ud fra holdninger, livsstil og forbrugeradfærd”.
Ifølge gallup.dk er der 2.200 personer spredt ud på de 1.000 husstande.
Hvis vi antager at der bor ca. 6.000.000 mennesker i Danmark svarer det altså til, at hver person repræsenterer (6 mio. / 2.200) 2.727 personer. Med andre ord, skal jeg opfatte det sådan at jeg som individ, har en tv-kignings-adfærd lig 2.726 andre i dette land? Det lægger jo et helt gevaldigt pres på de stakler, som er udvalgt til at eje et sådant tv-meter. For hver gang de skifter kanal, skifter de jo så i princippet kanal for 2.726 andre.
Og hvad med alle de andre faktorer? Hvad hvis een af de 2.200 udvalgte kun ser serien for at kunne snakke med om den på til morgenkaffen på sin arbejdsplads? Eller hvad hvis én af de 2.200 er en hardcore historienørd, der ser ”Krøniken” alene pga. det kick det giver ham, hver gang han kan påpege faktuelle årstalsfejl. Og hvad med dem, der bare har fjernsynet tændt for at have noget baggrundsstøj mens de stryger eller lægger kabale?
Jeg ved slet ikke om jeg så tør se Krøniken fremover, for hvis ham der repræsenterer mig ikke ser den, og jeg gør, vil jeg jo fuldstændig fucke statistikken up!
Jo, analyseinstituttet Gallup har installeret et såkaldt TV-meter i 1000 hjem: Citeret fra Timecodes.dk
”Gallups TV–Meter (fra 1992) er baseret på et bevidst sammensat panel på cirka 1000 husstande, der udskiftes med jævne mellemrum. I panelet har man tilstræbt at ramme befolkningens sociale og demografiske sammensætning - blandt andet ud fra holdninger, livsstil og forbrugeradfærd”.
Ifølge gallup.dk er der 2.200 personer spredt ud på de 1.000 husstande.
Hvis vi antager at der bor ca. 6.000.000 mennesker i Danmark svarer det altså til, at hver person repræsenterer (6 mio. / 2.200) 2.727 personer. Med andre ord, skal jeg opfatte det sådan at jeg som individ, har en tv-kignings-adfærd lig 2.726 andre i dette land? Det lægger jo et helt gevaldigt pres på de stakler, som er udvalgt til at eje et sådant tv-meter. For hver gang de skifter kanal, skifter de jo så i princippet kanal for 2.726 andre.
Og hvad med alle de andre faktorer? Hvad hvis een af de 2.200 udvalgte kun ser serien for at kunne snakke med om den på til morgenkaffen på sin arbejdsplads? Eller hvad hvis én af de 2.200 er en hardcore historienørd, der ser ”Krøniken” alene pga. det kick det giver ham, hver gang han kan påpege faktuelle årstalsfejl. Og hvad med dem, der bare har fjernsynet tændt for at have noget baggrundsstøj mens de stryger eller lægger kabale?
Jeg ved slet ikke om jeg så tør se Krøniken fremover, for hvis ham der repræsenterer mig ikke ser den, og jeg gør, vil jeg jo fuldstændig fucke statistikken up!
onsdag, januar 12, 2005
Lommepoesi
Der er små stunder, hvor man føler man kan klare hele verden - de er de samme stunder, man går lykkelig rundt i sin egen lille verden
onsdag, januar 05, 2005
4. januar 2005
Ok, i dag bliver det til et lidt mere dagbogspræget indlæg. Dvs. fri for holdninger og brokkerier…
Dagen startede tidligt for mit vedkommende. Lå og havde en sød drøm. Lidt reminiscens fra barndommen, hvor jeg i børnehaveklassen legede med elektriske apparater. Brugte radioer, fjernsyn og lign. vi unge vandaler fik lov at pille og i og ødelægge. Tekniknørder vil vide, at når man åbner tekniske apparater, har det en ret unik lugt. Det var denne lugt, og timerne børnehaveklassen, der prægede min drøm. Drømmen begyndte dog at ændre sig til en mere vågen tilstand, da jeg hørte nogle af mine bofæller snakke højlydt uden foran min dør. Der var noget galt, og det lugtede da også derefter.
Forstod nu hvorfor jeg havde drømt om lugten af elektriske komponenter, for postyret udenfor skyldtes, at der kommet vand i sikringsboksen. Strømmen var derfor kortsluttet i lejligheden, og frygten for at noget ville springe var til stede. Utætheden skyldtes at lejlighedskomplekset i øjeblikket renoveres pga. at de skal lave tagboliger. Der var derfor håndværkere til stede, der ikke negligerede situationens alvor. De ringede efter en brandbil, og et splitsekund efter stod der en kampklædt brandgut i vores lejlighed. Han fiksede hvad der nu skulle fikses, og var ude hurtigere end jeg kunne nå at gnide søvn ud af mine øjne og rette på mit morgenhår.
Efterfølgende stank der af brændt plastik i hele hytte – en stank, der gav mig associationer til køkkenet i en kinesisk restaurant. Ikke et ondt ord om kinesisk mad, må jeg dog lige indskyde. Men tun lugter altså også værre end det smager!
Uden strøm, med en belastende stank og en fugtsuger, der skulle stå og larme, var mit hjem ikke lige det mest tiltrækkende sted, at skrive på den eksamensopgave, jeg netop havde afleveret. Så til Køge og til forældres hjem, jeg tog…dvs. jeg skulle af sted alligevel pga. øvning med bandet. Men tror dog, at jeg nu camperer lidt længere end først planlagt. Lidt kringlet formuleret det sidste, det ved jeg, men er træt og uperfektionistisk. Så cut mig noget slack!
Så godnat…eller godmorgen…eller goddag…eller godaften, alt afhængig af hvornår du læser dette…
Dagen startede tidligt for mit vedkommende. Lå og havde en sød drøm. Lidt reminiscens fra barndommen, hvor jeg i børnehaveklassen legede med elektriske apparater. Brugte radioer, fjernsyn og lign. vi unge vandaler fik lov at pille og i og ødelægge. Tekniknørder vil vide, at når man åbner tekniske apparater, har det en ret unik lugt. Det var denne lugt, og timerne børnehaveklassen, der prægede min drøm. Drømmen begyndte dog at ændre sig til en mere vågen tilstand, da jeg hørte nogle af mine bofæller snakke højlydt uden foran min dør. Der var noget galt, og det lugtede da også derefter.
Forstod nu hvorfor jeg havde drømt om lugten af elektriske komponenter, for postyret udenfor skyldtes, at der kommet vand i sikringsboksen. Strømmen var derfor kortsluttet i lejligheden, og frygten for at noget ville springe var til stede. Utætheden skyldtes at lejlighedskomplekset i øjeblikket renoveres pga. at de skal lave tagboliger. Der var derfor håndværkere til stede, der ikke negligerede situationens alvor. De ringede efter en brandbil, og et splitsekund efter stod der en kampklædt brandgut i vores lejlighed. Han fiksede hvad der nu skulle fikses, og var ude hurtigere end jeg kunne nå at gnide søvn ud af mine øjne og rette på mit morgenhår.
Efterfølgende stank der af brændt plastik i hele hytte – en stank, der gav mig associationer til køkkenet i en kinesisk restaurant. Ikke et ondt ord om kinesisk mad, må jeg dog lige indskyde. Men tun lugter altså også værre end det smager!
Uden strøm, med en belastende stank og en fugtsuger, der skulle stå og larme, var mit hjem ikke lige det mest tiltrækkende sted, at skrive på den eksamensopgave, jeg netop havde afleveret. Så til Køge og til forældres hjem, jeg tog…dvs. jeg skulle af sted alligevel pga. øvning med bandet. Men tror dog, at jeg nu camperer lidt længere end først planlagt. Lidt kringlet formuleret det sidste, det ved jeg, men er træt og uperfektionistisk. Så cut mig noget slack!
Så godnat…eller godmorgen…eller goddag…eller godaften, alt afhængig af hvornår du læser dette…
torsdag, december 30, 2004
Designermøbler
Forleden dag, da det sjaskede ned, gik jeg mig en tur i min ensomhed. Jeg var i området omkring Bredgade, hvor det vrimler med fine og eksklusive forretninger. Fred være med det, men da jeg passerede en møbelforretning blev jeg alligevel nysgerrig. For hvad kostede en stol, der er i mine øjne lignede en ganske almindelig dødelig stol? Hvis jeg havde drukket kaffe, ville jeg højst sandsynligt fået den galt i halsen, da jeg så prisen. Men jeg drak ikke kaffe, så jeg nøjedes med at udtrykke et gennemført forarget ”hrmmf”, som nok kun jeg selv hørte.
Kan ikke huske de eksakte priser, men tror ikke jeg overdriver, når en eller anden skaldet stol til spisebordet lå i 10.000 kr-klassen, og en fodskammel til omkring 5.000. Til sådan en pris, ville jeg da slet ikke turde have nogen til at lægge deres sure fødder op på den.
Ja, jeg var rystet, som man nok kan læse mellem linierne her. Rystet og uforstående. For hvad kan gøre så simpelt udseende møbler fortjent til at være så ekstremt dyre? For de virkede da ikke til at have noget ekstraordinært at byde på. Hvis der ved tryk på en knap var mulighed for at konvertere møblerne til et Batmobil-lignende køretøjer, eller hvis der var indbygget softice-maskiner var det en anden sag. Men det tror jeg nu ikke der var.
Kendere, eksperter og feinschmeckere ville sikkert argumentere for at det var god kvalitet, at det var en anerkendt designer (her Arne Jacobsen). Men hey, en kvalitetstol behøver vel ikke koste det samme som jeg får udbetalt i SU på et ½ år? Og hvorfor er det vigtigt, at det er Arne J, der står bag? Det er det sgu’ lige meget hvor grim møblet er, så længe man kan sige, at det er Arne der står bag. Så er man respekteret blandt kendere, der er af en eller grund, syntes at AJ er topdollar. Men den kæmpe fascination må jo stamme et eller andet sted fra? Eller er det lidt henad massepsykose eller Kejserens nye Klæder? Eller var det mon fordi at AJ gemte guld inde i betrækket på sine stole, så de dermed steg i værdi?
Har netop læst på en nyhedsside, at flere og flere køber kopier af designermøbler, uden at kunne se forskel. Så kan de sgu’ lære det, kan man fristes til at sige.
Og hvis man alligevel har tænkt sig at smide penge ud af vinduet, kunne man vel lige så godt gøre det ud af et fly-vindue ud over et 3. verdensland.
Nu er jeg godt nok en fattig studerende med konstant tryk på kassekreditten og uden forstand på feinschmekning, men tillader mig alligevel at undre mig. Hvad får folk til at bruge så mange penge på noget så dyrt, der sagtens kan være billigere? Har måske også misforstået et eller andet…?
Kan ikke huske de eksakte priser, men tror ikke jeg overdriver, når en eller anden skaldet stol til spisebordet lå i 10.000 kr-klassen, og en fodskammel til omkring 5.000. Til sådan en pris, ville jeg da slet ikke turde have nogen til at lægge deres sure fødder op på den.
Ja, jeg var rystet, som man nok kan læse mellem linierne her. Rystet og uforstående. For hvad kan gøre så simpelt udseende møbler fortjent til at være så ekstremt dyre? For de virkede da ikke til at have noget ekstraordinært at byde på. Hvis der ved tryk på en knap var mulighed for at konvertere møblerne til et Batmobil-lignende køretøjer, eller hvis der var indbygget softice-maskiner var det en anden sag. Men det tror jeg nu ikke der var.
Kendere, eksperter og feinschmeckere ville sikkert argumentere for at det var god kvalitet, at det var en anerkendt designer (her Arne Jacobsen). Men hey, en kvalitetstol behøver vel ikke koste det samme som jeg får udbetalt i SU på et ½ år? Og hvorfor er det vigtigt, at det er Arne J, der står bag? Det er det sgu’ lige meget hvor grim møblet er, så længe man kan sige, at det er Arne der står bag. Så er man respekteret blandt kendere, der er af en eller grund, syntes at AJ er topdollar. Men den kæmpe fascination må jo stamme et eller andet sted fra? Eller er det lidt henad massepsykose eller Kejserens nye Klæder? Eller var det mon fordi at AJ gemte guld inde i betrækket på sine stole, så de dermed steg i værdi?
Har netop læst på en nyhedsside, at flere og flere køber kopier af designermøbler, uden at kunne se forskel. Så kan de sgu’ lære det, kan man fristes til at sige.
Og hvis man alligevel har tænkt sig at smide penge ud af vinduet, kunne man vel lige så godt gøre det ud af et fly-vindue ud over et 3. verdensland.
Nu er jeg godt nok en fattig studerende med konstant tryk på kassekreditten og uden forstand på feinschmekning, men tillader mig alligevel at undre mig. Hvad får folk til at bruge så mange penge på noget så dyrt, der sagtens kan være billigere? Har måske også misforstået et eller andet…?
tirsdag, december 14, 2004
Lidt info siden sidst
Sorry trofaste læsere…ved godt, der har været lidt stille fra denne kant på det seneste, men har været en travl og stresset mand…
Kort oprids af Runkedorens Dagbog på det seneste:
Fredag stod der føs’dagsfest på programmet. Var med nogle venner inviteret til fest i et kollektiv. Ganske hygsomt, sjovt og anderledes. En stor del af klientellet var folk fra goth-miljøet, så der var masser af sort, masser af piercinger, masser af spinkle feminint udseende drenge, masser af makeup og masser af musik, der ikke lige spilles på det lokale provinsdisko eller P3…
Traditionen tro, begyndte mine øjenlåg at modarbejde mig alt for tidligt. Måske for mange øl lidt for hurtigt, men mens alle andre festede og var friske, gad min krop ikke længere, så den nærmeste sofa blev udnyttet til lidt semi-sovning. Registrerede næsten heller ikke, at mine venner syntes det var sjovt, at benytte festens dertil indrettede vat-spindelvæv til at udstyre mig med et oldschool julemandsskæg…
Nå, men efter en hyggelig taxitur hjem med en albansk chauffør, som så hut jeg hvisker ville medvirke i Pusher 4, lå jeg i min seng ca. 05.28…
Lørdag skulle der skøjtes. Så jeg hookede op med et par venner, for at tage til Tivolis julemarked, hvor der også var skøjtefaciliteter. Men her var sindsygt crowded, og min lettere latente klaustrofobi begyndte så småt at komme til udtryk. Heldigvis var vennerne enige om, at skøjtning i Tivoli ikke ville være et hit, så vi ditchede, og satte kursen mod Burger King. Det var vist heller ikke nogen ubetinget succes, da vi stod i kø i ca. en halv time for at få en ynkelig burgermenu. Ved ikke om de bare ikke har verdens hurtigste personale, eller om stedet bare ikke er gearet til mere end 10 kunder.
Og vi spoler frem til mandag: fik besøg af en højskoleven fra Århus, der var i hovedstaden for at skulle lave nogle interviews i forbindelse en journalisthøjskoleopgave. Han skulle crashe til tirsdag, så aftenen skulle jo gerne fyldes ud. Mit primære standardforslag er og bliver: biffen. En sekundær mulighed er at leje en film. Men denne gang kom aok.dk os i forløbet ved at reklamere for musikquiz på Studenterhuset. Da min mate og jeg begge er lidt af nogle musiknørder (i hvert fald på visse snævre fagområder) + jeg er lettere autist i lyserøde TP-spørgsmål + glade for at quizze + at Studenterhuset kun ligger en god gåtur fra mit hjem, var det jo oplagt.
Med holdnavnet Team Pingvin ’04 (intern højskolejoke) sad vi med høj selvtillid og ventede i spænding på at quizzen skulle starte. På trods af, at vores viden om musik bl.a. indebar stort set alle mulige ligegyldige facts om Guns N Roses, og for mit vedkommende, en hel klæbehjerne fyldt med en hel teenage-æras trofast læsning af MIX. Senere blev dette udskiftet med Gaffa, da man jo nåede en alder, hvor man indså, at et blad, der havde idolplakater af East 17 og Take That, nok ikke havde mig som målgruppe.
Men vores musiknørdede stolthed, fik sig hurtigt et alvorligt knæk. For vi var altså oppe i mod endnu mere hardcore nørder end os…eller også snød nogle for hårdt ved at sms’e til venner. Hvor i alverden ved folk fra, hvad Dr. Albans første single hed, hvilke ord Manic Street Preachers guitarist havde skåret i sin arm med en kniv, hvad Aphex Twins borgerlige navn var og den slags.
Imponerende var det dog, at jeg som den eneste havde svaret rigtigt på spørgsmålet om hvilken pornofilm Düreforsög havde indspillet soundtrack til. Om det siger mest om min musikviden eller pornoviden, skal jeg ikke kunne sige…
Kort oprids af Runkedorens Dagbog på det seneste:
Fredag stod der føs’dagsfest på programmet. Var med nogle venner inviteret til fest i et kollektiv. Ganske hygsomt, sjovt og anderledes. En stor del af klientellet var folk fra goth-miljøet, så der var masser af sort, masser af piercinger, masser af spinkle feminint udseende drenge, masser af makeup og masser af musik, der ikke lige spilles på det lokale provinsdisko eller P3…
Traditionen tro, begyndte mine øjenlåg at modarbejde mig alt for tidligt. Måske for mange øl lidt for hurtigt, men mens alle andre festede og var friske, gad min krop ikke længere, så den nærmeste sofa blev udnyttet til lidt semi-sovning. Registrerede næsten heller ikke, at mine venner syntes det var sjovt, at benytte festens dertil indrettede vat-spindelvæv til at udstyre mig med et oldschool julemandsskæg…
Nå, men efter en hyggelig taxitur hjem med en albansk chauffør, som så hut jeg hvisker ville medvirke i Pusher 4, lå jeg i min seng ca. 05.28…
Lørdag skulle der skøjtes. Så jeg hookede op med et par venner, for at tage til Tivolis julemarked, hvor der også var skøjtefaciliteter. Men her var sindsygt crowded, og min lettere latente klaustrofobi begyndte så småt at komme til udtryk. Heldigvis var vennerne enige om, at skøjtning i Tivoli ikke ville være et hit, så vi ditchede, og satte kursen mod Burger King. Det var vist heller ikke nogen ubetinget succes, da vi stod i kø i ca. en halv time for at få en ynkelig burgermenu. Ved ikke om de bare ikke har verdens hurtigste personale, eller om stedet bare ikke er gearet til mere end 10 kunder.
Og vi spoler frem til mandag: fik besøg af en højskoleven fra Århus, der var i hovedstaden for at skulle lave nogle interviews i forbindelse en journalisthøjskoleopgave. Han skulle crashe til tirsdag, så aftenen skulle jo gerne fyldes ud. Mit primære standardforslag er og bliver: biffen. En sekundær mulighed er at leje en film. Men denne gang kom aok.dk os i forløbet ved at reklamere for musikquiz på Studenterhuset. Da min mate og jeg begge er lidt af nogle musiknørder (i hvert fald på visse snævre fagområder) + jeg er lettere autist i lyserøde TP-spørgsmål + glade for at quizze + at Studenterhuset kun ligger en god gåtur fra mit hjem, var det jo oplagt.
Med holdnavnet Team Pingvin ’04 (intern højskolejoke) sad vi med høj selvtillid og ventede i spænding på at quizzen skulle starte. På trods af, at vores viden om musik bl.a. indebar stort set alle mulige ligegyldige facts om Guns N Roses, og for mit vedkommende, en hel klæbehjerne fyldt med en hel teenage-æras trofast læsning af MIX. Senere blev dette udskiftet med Gaffa, da man jo nåede en alder, hvor man indså, at et blad, der havde idolplakater af East 17 og Take That, nok ikke havde mig som målgruppe.
Men vores musiknørdede stolthed, fik sig hurtigt et alvorligt knæk. For vi var altså oppe i mod endnu mere hardcore nørder end os…eller også snød nogle for hårdt ved at sms’e til venner. Hvor i alverden ved folk fra, hvad Dr. Albans første single hed, hvilke ord Manic Street Preachers guitarist havde skåret i sin arm med en kniv, hvad Aphex Twins borgerlige navn var og den slags.
Imponerende var det dog, at jeg som den eneste havde svaret rigtigt på spørgsmålet om hvilken pornofilm Düreforsög havde indspillet soundtrack til. Om det siger mest om min musikviden eller pornoviden, skal jeg ikke kunne sige…
Abonner på:
Opslag (Atom)
